Fransk-kinesiske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bac Ninh indtages af franske tropper i 1884

Den fransk-kinesiske krig blev udkæmpet mellem Frankrig og Qing-Kina mellem september 1884 og juni 1885. Frankrig ønskede kontrollen over udløbet af Den røde flod, som forbinder den rige kinesiske provins Yunnan med Hanoi og Det Sydkinesiske Hav. Krigen førte til, at de vietnamesisk talende regioner Annam og Tonkin blev annekterede og forenede i Fransk Indokina.

Optakt[redigér | redigér wikikode]

Selv om Saigontraktaten åbnede Den røde flod for navigation, blev franske handelsfolk forhindrede i deres virksomhed i begyndelsen af 1880'erne af militsregimentet De sorte flags hær, organiseret af Liu Yung-fu (en etnisk zhuang og tidligere taipingoprører. Derfor sendte den franske regering en lille ekspeditionsstyrke under kaptajn Henri Laurent Rivière ud for at rense Den røde flods omland for styrker fra De sorte flags hær. Qinghoffet betragtede den franske militære nærværelse i Tonkin som en trussel mod kejserrigets grænser, og begyndte at forberede sig på krig.

Krigen[redigér | redigér wikikode]

De franske styrker under kaptajn Rivière erobrede citadellet i Hanoi den 25. april 1882. Hanoi var hovedstaden i Tonkin. Rivière blev selv dræbt under kampagnen mod De sorte flags hær i flodens deltaområde i foråret 1883. Dette udløste en krigersk stemning hjemme i Frankrig.

Den 25. august 1883 blev Huétraktaten undertegnet: ved den afstod kejseren af Annam hele Tonkin til Frankrig. Kina afviste traktaten og sendte militære styrker ind i Tonkin. Selv om hverken Frankrig eller Kina erklærede hinanden krig, kom det til kamphandlinger i efteråret 1883. Franske styrker indtok citadellerne i Bac Ninh, Son Tay og Tuyen Quang.

Slaget ved Foochow, 23. august 1884, maleri fra 1800-tallet.

Med traktaterne den 11. maj og 9. juni 1884 i Tianjin accepterede Kina Huétraktaten.

Men senere i juni 1884 angreb kinesiske styrker ved landsbyen Bac Le en fransk styrke som var på vej for at okkupere landet i henhold til traktaten. Dette førte til, at krigen blev udvidet. Selv om de militære kommandanter til lands og til vands anbefalede et direkte angreb mot Qing-hovedstaden Peking, begrænsede den franske statsminister Jules Ferry kamparenaene til Indokina og Det Sydkinesiske Hav. Han frygtede, at et angreb mod Peking ville udløse respons fra andre europæiske magter, især fra Storbritannien og Rusland. Den franske flåde under admiral Amédée Courbet blokkerede havnene Keelung og TamsuiTaiwan og gennemførte en amfibisk operation mod Qingstyrkerne på øen.

Bayard, den franske flådes flagskib i Kina.

I august 1884 fulgte Slaget ved Foochow (Fuzhou), der franske styrker fuldstændig ødelagde den kinesiske flåde, som lå opankret der. Denne flåde var i sin tid blevet opbygget under franskmanden Prosper Giquels anvisninger. Slaget varede i mindre end tredive minutter. Fra 1. oktober 1884 til juli 1885, okkuperede franskmændene Keelung (Jilong), og fra 29. marts 1885 samt Pescadores-øerne.

I Tonkin forhindrede imidlertid monsunen offensive franske operationer, og kineserne kunne rykke frem til randen af Den røde Flods delta. Kineserne belejrede fortet Tuyen Quang. Fremmedlegionen førte det franske forsvar af fortet, hvilket mindes i Fremmedlegionens offisielle march.

Den franske erobring af Lang Son i februar 1885.
Fanen for "De sorte flags hær" erobret af franske styrker i Tonkin i 1885. Musée de l'Armée, Paris.

En fransk styrke bestående af to brigader trængte ind i Øvre Tonkin og erobrede Lang Son i februar 1885. En brigade drog så for at undsætte Tuyen Quang, mens den anden blev tilbage i Lang Son. Kommandanten for denne tilbageværende brigade gik så på egen hånd til angreb mod de kinesiske styrker, som var under gradvis opbygning i områderne, og rykkede over den kinesiske grænse ved det som i dag er Venskabsporten men den gang på kinesisk var Zhennanporten. Der blev franskmændene besejret ved slaget ved Zhennanporten. Franskmændene trak sig tilbage til Lang Son, og slog tilbage et kinesisk modangreb ved Ky Lua.

Imidlertid blev brigadekommandanten såret i slutningen af slaget, og den, som overtog, blev muligvis grebet af panik. I hvert fald beordrede han Lang Son opgivet den 28. marts 1885. Brigaden trak sig tilbage i forvirring mod floddeltaet, hvorved næsten alle de franske erobringer i 1885 gik tabt og den øverstkommanderende for ekspeditionskorpset, Louis Briere de l'Isle, blev overbevist om, at selve floddeltaet var truet. Hans alarmerende meldinger hjem til Paris førte til regeringen Ferrys fald.

Efter nogen få dage skønnede Briere de l'Isle, at situasjonen alligevel ikke var så ilde, som det først havde set ud til. Men den nye departementsledelse i Paris var opsat på at afslutte krigen.

Nederlaget, som franskmændene kaldte "Tonkinaffæren", var en større politisk skandale for forkæmperne for fransk kolonialistisk ekspansionisme. Det var først i begyndelsen af 1890'erne, at de franske kolonialistiske kræfter på ny fik politisk indflydelse i hjemlandet.[1]

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Til trods for retræten fra Lang Son og den franske oplevelse af, at krigen var gået dårligt, var den generelle franske krigslykke både til lands og frem for alt til søs så stor, at den kinesiske mandarin Li Hongzhang undertegnede en traktat, som afsluttede krigen den 9. juni 1885, anerkendte Huétraktaten og afsluttede det kinesiske hegemoni over Nguyen-dynastiet i Annam og Tonkin, og disse blev kort tid efter inkorporerede i Fransk Indokina sammen med Cochinkina, Laos og Cambodja som protektorater.

Traktaten førte til hård kritik i Kina af Li Hongzhang og af hele Qing-regeringen, og opvækkede nationalistiske strømninger over hele Kina. Krigen blev et vigtigt skridt mod Qing-styrets nedgang og fald, særlig i og med det ydmygende tabet af Sydflåden.

Krigen afdækkede også alvorlige svagheder ved det sløve Qings nationale forsvarssystem med uafhængige regionale hære, efter som de nordkinesiske styrker havde nægtet at være med på felttoget i syd.

I Frankrig var krigens vigtigste følge at Ferrys regering måtte gå af.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jfr C.R. Ageron: France colonial ou parti colonial, Paris, 1978

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Pierre Loti: Trois journées de guerre en Annam. Editions du Sonneur : 104 p. ISBN 2-916136-04-5.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: