Annam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Flag

Annam (Anām, Ngannam oversat: det beroligede syden) var en fransk vasalstat på østsiden af Bagindien.

Grænser, areal og indbyggertal[redigér | redigér wikikode]

Fransk Indokina med Amman

Annam grænsede mod nord og syd til de daværende franske kolonier Tonkin og Cochinkina, mod øst til Det Sydkinesiske Hav, mens vandskellet mellem Mekong og havet dannede grænsen mod den mod vest liggende franske vasalstat Laos. Arealet var 159.890 km2 med 5.542.822 indbyggere i 1911. Kysten var i det nordlige Annam overvejende flad og sandet, mod syd derimod klippefuld med mange bugter og skær. Den største del af landet var bjergfuld og opfyldes af den anamesiske Kordillere, som strækker sig fra nord mod syd. Ved 16° nordlig br. dannes Kordilleren mod øst af gnejs og krystallinske skifre med massiver af granit og diorit. Længere mod vest ligger yngre sedimenter. Under 20° n. br. skal Pu San nå en højde af 2.760 m; Sydvest for Hue ligger Pu Atuat (2.500 m) og længere mod syd flere toppe på ca. 2.000 m.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimaet er tropisk. Hue har i middeltemperatur for februar 19,7°C, for juni og august 29,5°C, for juli 29,0°C. Middelekstremerne er 12,1°C og 40,4°C. Luftfugtigheden er meget stor, hvorfor heden virker særdeles ubehagelig på europæerne. Om vinteren er nordøstpassaten den hyppigste vind, om sommeren monsumen fra sydvest. Ved kysten mærkes dog mest den regelmæssige skiften af søvind om dagen og landvind om natten. Regnmængden er meget stor, i Hue årlig 259,1 cm. Den regnrigeste måned er oktober, den regnfattigste marts. Ingen måned kan dog betegnes som meget fattig på regn.

Terræn[redigér | redigér wikikode]

Bjerglandet er bevokset med tropisk regnskov, de løvfældende teakskove mangler derimod.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

I bjergene levede en del fåtallige stammer af oprindelig kultur så som moi, gedang og davak. Kystlandets langt talrigere befolkning er anamesere, et folk af den mongoloide racegruppe.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Sproget hos Ammans indbyggere hørte som flertallet af de bagindiske sprog til enstavelsessprogene. Skriften var dannet efter kinesisk forbillede.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Religionen er den samme som i Kina, en sammenblanding af buddhisme og dyrkning af forfædrenes ånder. Som morallære fulgtes Konfutse’s forskrifter. Af katolske kristne fandtes ca. 300.000.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Kulturen var i høj grad påvirket af Kina. Klædedragten var den gammelkinesiske. Mændene bar brogede, vide benklæder og en bluse med vide ærmer. Kvindernes overklædning nåede til anklerne. Som stof brugtes bomuld eller silke. Mændene går med langt hår, som blev sat op bagtil. Som hovedbeklædning brugtes turban eller stråhat.

Husene bygges af træ eller bambus.

Næringsveje[redigér | redigér wikikode]

Agerbrug var hovederhverv. Der dyrkedes ris, yams, sesam, kokosnødder, bomuld, sukker, peber, kanel, kaffe, te, indigo, tobak og andet. Kvægavlen var ubetydelig. Der holdtes svin og bøfler samt køer, geder og får. Silkeavlen var der imod betydelig.

Landet var rigt på mineraler. Der fandtes guld, sølv, tin, kobber, zink, jern og kul. Håndværket var ubetydeligt. Handelen er mest i hænderne på kinesere. Der udførtes ris, fisk, peber, kanel, malme.

Styre[redigér | redigér wikikode]

Amman styredes forhen af en hersker, der lige som den kinesiske kejser betragtedes som Himlens Søn, og uindskrænket hersker. En mængde overordnede og underordnede mandariner udøvede magten mer eller mindre vilkårlig. Efter, at landet var kommet under fransk protektorat, var den franske resident blevet en meget vigtig faktor i landets styrelse.

Budgettet havde 1912 en størrelse af 7,5 mio. franc.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kort over "Annam" ved Alexandre de Rhodes fra 1651.

I 234 f.Kr. blev Amman med Tonkin og Kochinkina erobret af Kina. I de følgende århundrede var Amman snart uafhængigt, snart under kinesisk herredømme. Endelig løsrev det sig, i 1428, efter en tyveårig krig. Kina beholdt dog stadig af navn overherredømmet over Amman. Riget delte sig snart i et nordligt rige, Tonkin, og et sydligt med hovedstad i Hue.

I 1737 udbrød der et oprør, som havde til følge, at et nyt dynasti, Taysong, fik herredømmet over begge riger. Kun en eneste efterkommer af det dynasti, som havde regeret i det sydlige rige, Nguyen-anh, overlevede. Han fik en kristen opdragelse og sendte sin søn til Paris, hvor Ludvig 16. tilsagde ham hjælp, mod at halvøen Turon blev afstået til Frankrig. Der udbrød nu en krig, under hvilken alle dynastiet Taysong’s medlemmer udryddedes, og i 1802 besteg Nguyen-anh Amman’s og Tonkins trone.

Under hans efterfølgere udbrød kristenforfølgelser. I 1847 viste sig en fransk flåde, og da kongen ikke ville gå ind på Frankrigs fordringer til beskyttelse af de kristne, blev Amman’s flåde beskudt og næsten helt ødelagt. Kristenforfølgelserne fortsatte imidlertid, og efter, at underhandlinger og militære ekspeditioner intet havde udrettet, blev krigen for alvor begyndt i 1861, og den endte med, at Amman måtte afstå provinserne nærmest nord for Mekongs delta, hvorved grunden lagdes til det franske Indokina. I 1867 afstodes selve deltaet. Franskmændene havde håbet på i Mekong at finde en vandvej til det indre Bagindien og Sydkina. Da det imidlertid viste sig, at Mekong kort oven for deltaet spærres af strømhvirvler, begyndte de at vende blikket mod Tonkin. I 1873 sejlede en fransk flotille op ad Songka for at rense Tonkin for sørøvere, og ved en traktat med Amman fik Frankrig ret til at besætte Songkas delta. I 1882 afsendtes en ekspedition til Tonkin, som bemægtigede sig Hanoi. Herved kom Frankrig i krig med friskarer af det gule og sorte flag, fordrevne kinesiske skarer fra Taiping-oprøret, lige som Kina, på opfordring af kongen af Amman, påberåbte sig sit overherredømme og lod en hær rykke ind i Tonkin. Efter flere nederlag for franskmændene besluttede de sig til at gå energisk frem. Hues søforter ødelagdes af en fransk flåde, og Tonkin erobredes. I 1884 sluttedes et forlig, hvorved Tonkin afstodes til Frankrig, og resten af Amman blev fransk vasalstat. Efter flere opstande syntes landet i begyndelsen af 1900-tallet at være kommet til ro.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]