Cochinkina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Cochinchina var tidligere betegnelsen på den sydlige del af Vietnam.

Cochinchina (vietnamesisk: Nam Kỳ; khmer: កម្ពុជាក្រោម Kampuchea Krom; fransk: Cochinchine; engelsk: Cochin China) er en historisk region, som udgør den sydlige tredjedel af Vietnam, hvor den største by er Ho Chi Minh-byen (khmer: Prey Nokor, tidligere kaldet for Saigon). Blandt vietnameserne kaldes det som må menes med Cochinkina for Nam Bộ, som betyder "det sydlige grænseland".[1]

Dette område var en fransk koloni fra 1862 og til 1954. Den senere stat Sydvietnam blev oprettet i 1954 ved at kombinere Cochinchina med det sydlige Annam (et fransk protektorat). På vietnamesisk blev denne region kaldt Nam Bộ. Historisk blev den kaldt Gia Định (1779–1832), Nam Kỳ (1834–1945), Nam Bộ (1945–1948), Nam phần (1948–1956), Nam Việt (1956–1975), og senere Miền Nam. På fransk blev den kaldt for la colonie de Cochinchine.[1]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Cochinkina (Cochin-china) er det gamle navn for regionen og den franske koloni i det sydlige Vietnam. Dets ophav er fransk, afledt fra Ko-chen, en portugisisk forvrængning af ukendt betydning. Tilføjelsen "China" blev lagt til for at adskille navnet fra byen og havnen Kochi (stavet Cochin på engelsk) i det sydvestlige Indien. Sidstnævnte er tamil, muligvis afledt fra koncham, "lille", en henvisning til floden der.[2]

På et endnu tidligere tidspunkt dækkede betegnelsen et geografisk område, som tillige omfattede dele af nutidens Kambodja. Endnu tidligere var det betegnelsen for det centrale og nordlige Vietnam.

Det første navn, man kender for Vietnam, er Jiaozhi (交趾; pinyin: Jiāozhǐ, Vietnamesisk: Giao Chỉ). Det var det navn, som dets kinesiske herskere brugte. Det er et navn med rødder i legendernes verden: Jiaozhi, eller Giao Chi, skulle have været et rige syd for "de fem bjergkæder"på Sanhuangwuditiden.

I 111 f.Kr. blev Jaozhi-kommandanturet oprettet af det hankinesiske Wudi-styre. Kineserne oprettede samtidig også to andre kommandanturer i det vietnamesiske område: Jiuzhen og Ri'nan. I 939 udråbte Ngô Quyền sig til konge over Cochinriget og med det begyndte Ngo-dynastiet.

Det var portugiserne som i 1530-erne skabte betegnelsen Cochinkina, og med det mente de sandsynligvis egentlig hele Vietnam, som den gang var det som i dag er det nordlige og mellemste Vietnam. Ordet var afledt af det kinesiske Jiaozhi, som portugiserne gengav som Caochi eller Cochin. Men eftersom der i det portugisiske imperium allerede fandtes en anden portugisisk koloni ved navn Cochin (en havneby i det sydlige Indien), blev Kina tilføjet for at undgå forveksling.

Under franskmændenes kolonistyre blev navnet Cochinchine med Saigon (Ho Chi Minh-byen) som hovedstad. De to andre dele af Vietnam kaldte franskmændene Annam og Tonkin.

Beliggenhed og grænser[redigér | redigér wikikode]

Området strakte sig mellem 8° 25’ (Kap Kambodja) og 11° 30’ n. br. samt 100° 10’ og 102° 50’ ø. l. Arealet var omkring 60.000 km2.[3]

Området var overvejende et lavtliggende alluvialland, gennemskåret af floderne Mekong og Donai.[3] En mindre højderyg langs den sidstnævnte flod dannede overgangen til det mod oversvømmelser beskyttede område i nordøst, hvor Ba-dinh, landets eneste bjerg, nåede en højde af 500 m.[4]

Klima[redigér | redigér wikikode]

Europæernes værste fjende var klimaet, som forenede en tropisk hede og en stærk fugtighed. Orkaner hørte under regntiden (maj–oktober) til vilkårene.[5]

Arealanvendelse og næringsliv[redigér | redigér wikikode]

Delta-øerne dannede ypperlige rismarker; i landets indre fandtes store græsbevoksede sletter, hvis frugtbare jord dog kun i ringe udstrækning var opdyrket. Øst for Donai producerede landet indigo, tobak, sukker, bomuld, hamp og majs.[5]

Skovene dækkede 800.000 hektar.[5]

Industrien indskrænkede sig til silkeavl og indvinding af havsalt.[5]

Handelen derimod var i en stadig hurtig udvikling. Den vigtigste eksportvare var ris (i 1876 udførtes for 34 mio. frcs), derefter bomuld, peber, sukker og silke.[5]

Hovedstaden, Saigon, havde den vigtigste havn; to andre havne, Hatien og Rachgia, lå ved Siam-bugten.[5]

Telegrafliniernes længde var 2.000 km., hvortil kom et underhavskabel som forenede landet med Singapore og et med Hong-Kong.[5]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Befolkningen udgjorde i 1880 over 1½ mio., hvoraf 1.366.000 annamiter, 58.000 kinesere og ca. 2.000 europæere.[5] I 1894 skønnedes befolkningen at være 2.035.457 indbyggere, af hvilke 2.427 franskmænd, 279 andre europæere, 58.800 kinesere, resten annamiter (1,75 mill.).[6]

Antallet af indfødte katolske kristne udgjorde omkring 60.000.[5]

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Den tidligere provinsinddeling blev ophævet i 1876, da 4 forvaltningsområder indrettedes: Saigon, Myto, Vinh-long og Bassak, underinddelt i 19 arrondissement.[5]

Til Fransk Cochinkina henregnedes tillige den omkring 150 km. fra kysten beliggende ø Pulo Condor, som Frankrig erhvervede sig i 1862.[5]

Kolonien lød fra 1888 under generalguvernøren for Fransk Indokina, som sammen med det høje råd bestemte budgette. Forvaltningen blev nu ledet af en viceguvernør, bistået af en generalsekretær, et hemmeligt råd (bestående af generalsekretæreren, officerer over tropperne og marinen samt nogle andre embedsmænd) og et koloniråd med 14 medlemmer, hvoraf 6 blev valgte ved almene valg blandt alle franske kolonister, 2 af handelskammeret og 6 var indfødte. Kolonien var nu inddelt i 21 arrondissementer, fordelte på 4 provinser og forvaltede af inspektører eller "administrateurs des affaires indigénes".[7]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Området udgjorde en del af kongeriget Kambodja, indtil det blev erobret af annamiterne i 1689. Franskmændenes ankomst til disse egne skete allerede i slutningen af det 18. århundrede; men de tiltag, som førte til kolonistyrets grundlæggelse, begyndte først fra 1858, da en fransk flåde bombarderede den annamitiske havneby Turan. Traktaten i Saigon den 5. juni 1862 tilkendte Frankrig fuld besiddelsesret til 3 provinser; 1867 okkuperedes yderligere 3. Den definitive afståelse af hele dette område fandt sted i 1874.[5]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gosselin, C. (1904): L'Empire d'Annam, Paris
  • Sombsthay, E. (1898): Cours de législation et d' administration annamites, Paris

Eksterne Henvisninger[redigér | redigér wikikode]