Jin-dynastiet (265-420)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Jin dynastiet
晉朝
Kejserrige
265–420
Jin dynastiets geografiske placering
Jin dynastiet (gult) ved samlingen af Kina i 280
Hovedstad Luoyang (265–311)
Chang'an (312–316)
Jiankang (317–420)
Sprog Oldkinesisk
Religion Buddhisme, Daoisme, Konfucianisme, Kinesisk folketro
Styreform Monarki
Kejser
- 265–290 (første)
Wu af Jin
- 419–420 (sidste)
Gong af Jin
Historisk periode Antikken
- Etableret
265
- Kina samles under Jin dynastiet
280
- Styret flytter syd for Huai He og det Østlige Jin opstår
317
- Ophørt
420
Befolkning
- Anslået 290
22.620.000
Valuta Kinesisk mønt
Zhongwen.svg Denne side indeholder kinesiske skrifttegn.
Uden den rigtige font-understøttelse vil teksten vises som spørgsmålstegn eller bokse i browseren.
(engelsk) Font-understøttelse af kinesisk
De syv vismænd fra bambuslunden er et gravmaleri fra Nanjing i Det østlige Jin, og kan nu ses på provinsmuseet for Shaanxi.

Jin-dynastiet (forenklet kinesisk: ; traditionelt kinesisk: ; pinyin: Jìn Cháo) var et dynasti i Kinas historie, i perioden fra 265 til 420. Dynastiets historie er opdelt i to epoker, hvoraf den første er historien om Det vestlige Jin-dynasti (西晉, 265–316) and den anden omfatter Det østlige Jin-dynasti (東晉, 317–420). Det vestlige Jin blev grundlagt af Sima Yan (Kejser Wu), med hovedstad i Luoyang, og det østlige af Sima Rui (kejser Yuan) med hovedstad i Jiankang (det nuværende Nanjing). De to epoker under ét omtales også af historikerne som Liang Jin (兩晉; "To Jin") eller Sima Jin (司馬晉) (efter klannavnet Sima). Dette gøres for at skelne mellem dette Jin-dynasti og andre dynastier, som skrives med samme kinesiske tegn, for eksempel "Det senere Jin-dynasti" (後晉; pinyin: Hòu Jìn) fra 936 - 947 e. Kr.

Grundlæggelse[redigér | redigér wikikode]

Sima-klanen var oprindeligt underlagt Wei-dynastiet, og klanens magt voksede i denne periode. Kina var på den tid delt i tre riger: Wei, Shu og Wu. Wei-riget var på papiret det stærkeste af de tre, men i realiteten havde kejseren kun nominel magt. Den egentlige magt lå hos aristokratiet, i form af klaner, der ejede store landområder og rådede over borganlæg og private hære. Det var også klanerne fra Wei-riget, der stod i spidsen for erobringen af Shu-riget i 263. Sima-klanen var den vigtigste af dem, og i 265 tvang de kejser Yuán Di til at abdicere. Dermed ophørte Wei-dynastiet og klanlederen Sima Yan tog selv kejsertitlen under navnet Wu og grundlagde Jin-dynastiet.[1]

Det vestlige Jin[redigér | redigér wikikode]

Det nye dynasti var helt anderledes slagkraftigt end det gamle, og dets første store projekt var erobringen af Wu-riget, der blandt andet omfattede store landområder syd for Yangtze-floden. Dette område havde oprindeligt været beboet af ikke-kinesiske stammer, men kom under stærk kinesisk påvirkning, og den blev intensiveret, da kejser Wu erobrede Wu-riget i 280 og dermed kom til at regere over hele Kina. Da kejser Wu døde i 290, blev han efterfulgt af sin søn, kejser Hu. Riget blev med det samme kastet ud i borgerkrig, og den nordlige del af landet blev udsat for invasioner fra omkringboende nomadestammer, og den gamle hovedstad Luoyang gik tabt i 311. Regeringen flyttede derpå til Chang'an, men den blev ligeledes erobret af de invaderende stammer i 316. De ledende klaner fra området flygtede sydpå og bosatte sig i Wu-rigets gamle hovedstad Janye (ved det nuværende Nanjing), som blev omdøbt til Jiankang. Det oprindelige Jin-rige gik dermed under i 316, og det nordlige Kina blev splittet i det, der omtales som "de 16 kongedømmer".[2]

Det østlige Jin[redigér | redigér wikikode]

Fra 317 var Jin-riget baseret i Jiankang, og endnu et medlem af Sima-klanen blev udråbt til kejser, under navnet Yuan. Hans rige omtales som det østlige Jin, men omfattede i realiteten hele det sydlige Kina. På trods af det store landområde var kejserriget svagt, idet de ledende klaner rivaliserede voldsomt og ikke tillod nogen form for centraliseret styre. Efter endnu en runde borgerkrige afsatte generalen Liu Yu den sidste Jin-kejser, Gong, i 420, og dermed ophørte Jin-dynastiet.[3]

Urne (Hunping) fra Det vestlige Jin, med Buddhistiske figurer.
Det østlige Jin (med gult) omkring år 400.

Jin keramik[redigér | redigér wikikode]

Yue keramik med motiver, fra Det vestlige Jin (3. århundrede), Zhejiang.

Jin-dynastiet er kendt for sit porcelæn, der både omtales som Yue og som celadon, fordi det ofte har grønlige nuancer. Keramikken har ofte motiver med dyr eller buddhistiske symboler.[4]

Eksempler på Yue keramik kan også ses på den permanente udstilling på Musée Guimet i Paris.

Liste over kejsere[redigér | redigér wikikode]

Posthumt navn Familienavn og fornavn Regeringstid Æra-navne og tidsrum
Kinesisk skik: "Jin" + posthumt navn + "di"
Vestlige Jin dynasti 265–316
Wu Di Sima Yan 266–290
  • Taishi 266–274
  • Xianning 275–280
  • Taikang 280–289
  • Taixi 28. januar 290 – 17. maj 290
Hui Di Sima Zhong 290–307
  • Yongxi 17. maj 290 – 15. februar 291
  • Yongping 16. februar – 23. april 291
  • Yuankang 24. april 291 – 6. februar 300
  • Yongkang 7. februar 300 – 3. februar 301
  • Yongning 1. juni 301 – 4. januar 303
  • Taian 5. januar 303 – 21. februar 304
  • Yongan 22. februar – 15. august 304; 25. december 304 – 3. februar 305
  • Jianwu 16. august – 24. december 304
  • Yongxing 4. februar 305 – 12. juli 306
  • Guangxi 13. juli 306 – 19. februar 307
intet Sima Lun 301
  • Jianshi 3. februar – 1. juni 301
Huai Di Sima Chi 307–311
  • Yongjia 307 – 313
Min Di Sima Ye 313–316
  • Jianxing 313–317
Østlige Jin dynasti 317–420
Yuan Di Sima Rui 317–323
  • Jianwu 317–318
  • Taixing 318–322
  • Yongchang 322–323
Ming Di Sima Shao 323–325
  • Taining 323–326
Cheng Di Sima Yan 325–342
  • Xianhe 326–335
  • Xiankang 335–342
Kang Di Sima Yue 342–344
  • Jianyuan 343–344
Mu Di Sima Dan 344–361
  • Yonghe 345–357
  • Shengping 357–361
Ai Di Sima Pi 361–365
  • Longhe 362–363
  • Xingning 363–365
Fei Di Sima Yi 365–372
  • Taihe 365–372
Jianwen Di Sima Yu 372
  • Xianan 372–373
Xiaowu Di Sima Yao 372–396
  • Ningkang 373–375
  • Taiyuan 376–396
An Di Sima Dezong 396–419
  • Longan 397–402
  • Yuanxing 402–405
  • Yixi 405–419
Gong Di Sima Dewen 419–420
  • Yuanxi 419–420

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Pletcher, side 84.
  2. ^ Pletcher, side 84-85.
  3. ^ Pletcher, side 85.
  4. ^ Shanghai Museum, den permanente udstilling.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Kenneth Pletcher (red.), The History of China. Britannica Educational Publishing, 2011. ISBN 978-1-61530-181-2
  • Jacques Gernet, Le monde chinois. Paris: Armand Colin, 1990.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående:
Tre Kongedømmer
Kinesiske dynastier
265–420
Efterfølgende:
Sydlige og nordlige dynastier