Gazastriben

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Gaza (flertydig).
Gazastriben
قطاع غزة
Qiṭāʿ Ġazzah
Største Gaza
Officielle sprog Arabisk
Kontrolleret af Palæstina Staten Palæstina
Ledere
 -  Præsident Mahmoud Abbas
 -  Premierminister Rami Hamdallah
Areal
 -  Total 360 km2 
Indbyggertal
 -  Anslået  1.816.379 
 -  Tæthed 5.046/km2 
Valuta
Tidszone (UTC+2)
 -  Sommer (DST)  (UTC+3)
Internetdomæne .ps
Telefonkode +970
a Anvendt i Gazastriben siden 1951.
b Anvendt siden 1985.

Gazastriben(Arabisk: قطاع غزة transliteration: Qitˁɑ' Ġazzah/Qita' Ghazzah, Hebraisk: רצועת עזה Retzu'at 'Azza) er en smal landstribe nordøst for Sinai-halvøen ud til Middelhavet. Det grænser op til Israel mod nord, og Egypten mod syd. Området er blot 41 km langt og mellem 6 og 12 km bredt. Gazastriben har omkring 1,82 mio. indbyggere (2014-skøn[1]). Gazastriben er et af verdens tættest befolkede områder, blandt andet på grund af den store gruppe palæstinensiske flygtninge.[2] Hovedbyen er Gaza by med 400.000 indbyggere. I forbindelse med den israelske tilbagetrækning skal alle de israelske bosættere forlade områdets 25 bosættelser.

Sammen med Vestbredden danner Gazastriben det palæstinensiske selvstyreområde. Store dele af Gazastriben er dog kontrolleret af Israel. I februar 2005 besluttede den israelske regering at trække sig ud af området i løbet af sommeren 2005, dog er lufthavns- og havnefaciliteter stadig kontrolleret af Israel. Selv om Israel har trukket sig ud, opfattes området stadig som israelsk-besat område. Fx har Israel nægtet Mogens Lykketoft adgang til at mødes med det palæstinensiske selvstyre i Gaza[3].

Historie[redigér | redigér wikikode]

Osmansk og britisk kontrol (1517–1948)[redigér | redigér wikikode]

I 1517 blev Gaza en del af Det osmanniske rige og forblev det frem til 1. verdenskrig.

I begyndelsen af 1800-tallet var Gaza kulturelt domineret af nabolandet Egypten. Selv om det var en del af Det osmanniske rige, var en stor del af indbyggerne egyptere, som var flygtet fra politisk uro.[4]

Regionen var åsted for kampe under 1. verdenskrig mellem Storbritannien og Det osmanniske rige. Gaza, som kontrollerede kystruter, blev taget af briterne i det tredje slaget om Gaza 7. november 1917.[5]

Efter 1. verdenskrig blev Gaza en del af Storbritanniens mandatområde på vegne af Folkeforbundet.[6] Der var jøder bosatte i Gaza indtil de palæstinensiske oprør i 1929, da de blev tvungne til at forlade Gaza. Efter dette forbød briterne jøder at leve i området, men alligevel vendte nogen af dem tilbage, og disse etablerede kibbutzen Kfar Darom nær den egyptiske grænse.[7] Britisk styre af Palæstina endte med den arabisk-israelske krig i 1948.

Første fase efter 1948[redigér | redigér wikikode]

I henhold til betingelserne nedlagt i FNs delingsplan (FN-resolution 181) i 1947 skulle Gaza-området blive en del af en ny palæstinensisk stat. Efter, at det britiske mandatområde var blevet opløst og efter borgerkrigen i Palæstina 1947–48, erklærede Israel sin uafhængighed i maj 1948. Den egyptiske hær invaderede området fra syd og startede derved den den arabisk-israelske krig i 1948.[6]

Gaza-striben. På kortet er skelnet mellem byer og flygtningelejre.

Gazastribens grænser (ofte refereret til som "den grønne linje") blev fastlagt i den våbenhvileaftale som Egypten og Israel fastlagde efter den arabisk-israelske krig i 1948, der var fulgt i kølvandet på briternes udtræden af de palæstinensiske områder. FN's delingsplan for Palæstina havde skitseret et større, sammenhængende område, men efter Haganahs erobringer i krigen blev området begrænset til en lille stribe land. Egypten annekterede aldrig Gazastriben, men administrerede den ved en militærguvernør.[8] af Egypten, men palæstinenserne (hvoraf mange var flygtninge fra krigen 1947-1948) fik ikke egyptisk statsborgerskab.

Efter afslutningen af borgerkrigen blev en al-palæstinensisk regering (Arabisk: حكومة عموم فلسطين hukumat 'umum Filastin) udråbt i Gaza by af den Arabiske Liga den 22. september 1948 af Den Arabiske Liga. Dette blev opfattet som et forsøg fra Ligaen på at begrænse den transjordanske innflydelse på det palæstinensiske problem. Jordan, som havde besat Vestbredden, anerkendte dog - som det eneste medlem af ligaen - ikke regeringen. Uden for ligaen var der heller ikke andre lande som anerkendte den palæstinensiske regering.[9] Regeringen blev anset som en egyptisk-kontrolleret marionetregering og flyttede snart til Kairo. Palæstinensere, som boede i Gazastriben eller i Egypten, fik al-palæstinensiske pas indtil 1959, da Gamal Abdel Nasser afsatte regeringen.

Ved krigen i forbindelse med Suez-krisen i 1956 invaderede Israel Gaza og Sinai-halvøen. Gadekampene i Gazastriben var særdeles blodige og kostede tusindvis af egyptere og palæstinensere livet, men den israelske hær har sidenhen benægtet at have udført de mest blodige aktioner, herunder Khan Yunis-massakren hvor israelske soldater i november 1956 skal have henrettet flere hundrede civile.[10] Det internationale pres, som afsluttede krigen, førte dog til israelsk tilbagetrækning.

1959-1967 Fuld egyptisk besættelse[redigér | redigér wikikode]

Den palæstinensiske enhedsregering blev opløst af Egypten i 1959 som led i den pan-arabiske ideologi. Gazastriben blev dog aldrig annekteret, men administreret af militæret.

1967-1994 Israelsk besættelse og kolonisering[redigér | redigér wikikode]

Israel okkuperede Gazastriben igen fra juni 1967 under seksdageskrigen. Den militære okkupation varede i 27 år, frem til 1994. Efter 1994 skulle Israel, i henhold til Oslo-aftalen, fortsat beholde luftkontrol, kontrol over territoriale vandforsyninger, kontrol over adgang til havne, kontrol over folketællinger, kontrol over udlændinges adgang til stedet, import/eksport samt skattesystemet.[11]

Under den israelske okkupationen skabte Israel en bosætteelseszone, Gush Katif, i det sydvestlige hjørne af striben nær Fafah og den egyptiske grænse. Tilsammen blev 21 områder med bosættere oprettet i Gazastriben. Disse udgjorde omkring 20 % af det samlede område. Foruden ideologiske årsager hjalp bosættelseszonerne også Israel med sikkerheden i området. Gazastriben var under israelsk militær administration indtil 1994. I løbet af den perioden havde den militære administration også ansvaret for vedligeholdelse af civile fasiliteter og tjenester.

I marts 1979 undertegnede Israel og Egypten den egyptisk-israelske fredsaftale. Aftalen medførte blandt andet, at Israels hær og israelske civile trak sig ud af Sinaihalvøen, som Israel havde erobret i seksdageskrigen. Gazas endelige status blev ikke fastlagt ved aftalen, og den medførte ingen løsning med hensyn til uenighed om de internationale grænser mellem Gazastriben og Egypten. Egypten gav afkald på alle territorielle krav på regionen uden for de internationale grænser.

I maj 1994, efter den palæstinensisk-israelske overenskomst kendt som Oslo-aftalen, skete en gradvis overføring af magt fra Israel til de palæstinensiske myndigheder. Store dele af området (undtaget var nybyggerområderne og de militære områder) kom under palæstinensisk kontrol. De israelske styrker forlod Gaza By og andre byområder. De palæstinensiske myndigheder, ledet af Yasser Arafat, valgte Gaza By som deres første hovedkvarter. I september 1995 undertegnede Israel og PLO aftalerne om Vestbredden og Gazastriben, hvoved palæstinensiske selvstyremyndigheders kontrol blev udvidet til de fleste byer på vestbredden. Aftalen etablerede også et valgt palæstinensiske nationalt råd med 88 medlemmer, som holdt sin første samling i Gaza i marts 1996.

Det palæstinensiske styre af Gazastriben og Vestbredden under ledelse af Arafat led under alvorlig vanstyre og korruption. Bestikkelser blev brugt for at bringe varer ud og ind af Gazastriben, mens ledere i sikkerhedsstyrkerne tjente godt på investeringer i byggebranchen, blandt andre Great Arab Company for Investment and Development, al-Motawaset Company og al-Sheik Zayid byggeprojektet.[12]

Den anden intifada brød ud i september 2000. I februar 2005 stemte den israelske regering for at implementere Israels unilaterale tilbagetrækning fra Gazastriben. Planen blev implementeret den 15. august 2005 (dagen efter Tisha B'av) og var fuldført den 12. september 2005. I henhold til planen skulle alle israelske nybyggerområder i Gazastriben, fire områder på vestbredden og Erez-området afvikles. Dette medførte flytning af omkring 9.000 israelske bosættere. Desuden skulle alle israelske baser fjernes. 12. september annoncerede den israelske regering, at israelsk militært styre i Gazastriben var ovre.

For at undgå beskyldninger for, at landet fortsat okkuperede dele af Gazastriben, trak Israel sig også væk fra Philadelphiruten, som er en smal stribe, som ligger ved Gazastribens grænse mod Egypten. I henhold til Osloaftalen skulle Philadelphiruten fortsat have ligget under Israel for at forhindre smugling af varer (som ammunition) og mennesker over grænsen. Egypten var gået med til at patruljere sin side af grænsen, og der var således håb om, at målet skulle nås. Imidlertid beholdt Israel kontrollen over grænseovergange ind i og ud af Gaza. Også Rafah-overgangen mellem Egypten og Gaza blev overvåget af israelske styrker ved hjælp af overvågningskameraer. Officielle dokumenter som pas, ID-kort, eksport/importpapirer og meget andet, måtte først godkendes af den israelske hær.

Afviklingen af bosættelserne i 2005[redigér | redigér wikikode]

I februar 2005 bestemte den israelske regering under Ariel Sharon at gennemføre en ensidig plan for tilbagetrækning. Denne plan indeholdt endvidere planen om lukning af de jødiske bosættelser i området.

Ifølge Sharons seniorrådgiver Dov Weisglass var formålet med tilbagetrækningen dog ikke at forberede en palæstinensisk stat, men derimod at forhindre at en sådan stat kunne opstå:

"Det bemærkelsesværdige ved tilbagetrækningen er, at den fastfryser fredsprocessen. Og når du fastfryser den proces, forhindrer du etableringen af en palæstinensisk stat, og du forhindrer en diskussion af flygtningene, grænserne og af Jerusalem. I praksis er hele denne pakke, som kaldes den palæstinensiske stat, med alt hvad den indebærer, blevet fjernet fra vores dagsorden i al fremtid. Og alt dette med tilladelse, velsignelse og ratifikation fra den amerikanske præsident og fra begge kongressens kamre".[13]

Bosætterne blev tvunget til at forlade deres hjem under heftige protester, der blev skudt mod de israelske soldater, og flere af bosætterne valgte at iføre sig jødestjerner for at vise at de betragtede lukningen af bosættelserne som en videreførsel af de nazistiske jødeforfølgelser.[14] Den israelske hær bulldozede omkring 2.500 bosætterhjem for at forhindre at de blev overtaget, eller skændet, af Gazas palæstinensiske indbyggere.

En særlig rolle indtog de højteknologiske drivhuse, som bosætterne havde fået anlagt. EU's økonomiske samarbejdsorganisation (Economic Cooperation Foundation, ECF) aftalte at købe drivhusene for 14 mio. $ og overføre ejerskabet til det palæstinensiske selvstyre, således at de 4.000 ansatte kunne beholde deres jobs. Den tidligere chef for Verdensbanken, James Wolfensohn, bidrog med 500.000 $.

Omkring halvdelen af drivhusene blev dog destrueret af bosætterne før de forlod området, og i det efterfølgende kaos blev de resterende endvidere plyndret af Gazas indbyggere. Ifølge Wolfensohn stod de fleste af dem dog, i det store og hele, intakte tilbage efter plyndringerne.[15] De kom dog ikke palæstinenserne til stor glæde, da de israelske myndigheder blokerede grænseovergangene og forhindrede eksport af afgrøderne, hvilket førte til et tab på omkring 120.000 $ om dagen.[15] Alt i alt estimeres lukningen af grænseovergangene at have kostet Gazas landbrugssektor omkring 450.000 $ om dagen.[16]

Den palæstinensiske selvstyremyndigheds kontrol (1994–2007)[redigér | redigér wikikode]

I henhold til Oslo-aftalen tog de palæstinensiske myndigheder administrativ kontrol over Gazastriben (fraset nybyggerområder og militære områder) i 1994. Efter den totale israelske tilbagetrækning 12. september 2005 af militære styrker og nybyggere havde de palæstinensiske myndigheder total administrativ kontrol over Gazastriben fra denne dato.

Besættelsen efter 2005[redigér | redigér wikikode]

Efter den israelske tilbagetrækningen er grænseovergangen i Rafah blevet kontrolleret af EU Border Assistance Mission Rafah med mandat i en aftale, som blev endelig ratificeret i november 2005. Israel havde fortsat kontrol over aktiviteter, som involverede transport gennem Israel; dette gjaldt også luftrum og adgang til havne i Gaza. Israelske myndigheder tager sig også af såvel immigration og emigration fra Gaza via Israel som udlændinges indrejse via Israel og import og eksport via Israel.

Den 12. september 2005 erklærede Israel formelt afslutningen af 38 års besættelse af området. Alligevel anses Gaza-striben af FN for, at være israelsk-besat område, da det er en integreret del af det, der kaldes de besatte palæstinensiske områder, og som også omfatter Øst-Jerusalem og Vestbredden. Der har siden da været problemer med raketaffyringer fra Gazastriben, der har ramt israelske landsbyer i Israel[17][18]. På den anden side har den israelske hær ifølge nyhedsbureauet Associated Press affyret kampvognsgranater over grænsen, hvilket har resulteret i flere dødsfald, det israelske militær IDF benægter denne historie[19]. Den 24. juni 2007 gennemførte det israelske militær luftangreb mod Gazastriben siden Hamas tog kontrollen med området.[20]

Magtkampen efter valget i 2006[redigér | redigér wikikode]

I valget af repræsentanter til de palæstinensiske selvstyremyndigheder 25. januar 2006 fik terrorgruppen Hamas et flertal på 42,9 % af stemmerne og 74 af 132 pladser i forsamlingen (56 %).[21][22]

Da Hamas overtog magten den efterfølgende måned, nægtede organisationen at anerkende internationale krav om, at vold skulle ophøre, og at Israel skulle anerkendes. I april reagerede flere nationer, der i blandt USA, ved at afskære direkte støtte til den palæestinensiske regering, selv om nogen af pengene blev omdirigerede til humanitære organisationer, som ikke havde nogen kontakt med Hamas-regeringen.[23] Den påfølgende politiske uorden og økonomiske stagnation førte til, at mange palæstinensere emigrerede fra Gazastriben.[24]

I januar 2007 udbrød der kampe mellem Hamas og Fatah. De voldsomste kampe udspillede sig i den nordlige del af Gazastriben, hvor general Muhammed Gharib, en mangeårig officer i den Fatah-dominerede Sikkerhedsstyrke, døde, da en raket fra Hamas ramte hans hus. Gharibs to døtre og to af hans sikkerhedsvagter døde også i angrebet.[25]

I slutningen af januar 2007 blev der forhandlet en våbenhvile mellem Fatah og Hamas.[26] Imidlertid, efter nogen få dage, udbrødt der nye kampe.[27] Fatah-krigere stormede et Hamas-tilknyttet universitet i Gazastriben. Officerer fra Abbas præsidentgarde sloges mod Hamas-soldater, som vogtede Indenrigsministeriet.[28] I maj 2007 var det også nye kampe mellem Hamas og Fatah.[29] Indenrigsminister Hani Qawasmi, som var blevet betragtet som en moderat byreaukrat, som begge organisationer kunne acceptere, trak sig fra stillingen på grund af det, han betegnede som skadelig opførsel fra begge sider.[30]

Israelske angreb i 2008[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af 2008 indledte Israel en omfattende bombning af Gazastriben og senere en invasion efter, at der vare blevet sendt raketter fra Gaza ind i Israel. Krigshandlingerne endte den 18. januar 2009. Omkring 1.300 palæstinensere døde under kampene, omkring halvdelen af dem civile og børn.[31] Infrastrukturen på Gaza fikk store skader.

Israelske angreb i 2014[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Gaza-krigen 2014

I sommeren 2014 indledte Israel på ny en omfattende bombning af Gazastriben. Infrastrukturen fik store skader, og over 2100 blev dræbt, de fleste civile.[32] Over 100 000 ble hjemløse.[33]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Gaza Strip Entry at the CIA World Factbook
  2. BBC News - Profile: Gaza Strip
  3. Politiken (8. februar 2014). Israel forbyder Lykketoft indrejse til Gaza. 
  4. LA Times
  5. Den britiske regering har støttet finansielt vedligeholdelsen af grave for britiske soldater, som faldt der.http://www.cwgc.org/search/cemetery_details.aspx?cemetery=71701&mode=1
  6. 6,0 6,1 Encarta
  7. Jewish Virtual Library
  8. The History Channel
  9. All-Palestine Government: Information from Answers.com
  10. http://books.google.com.au/books?id=3ZHXkyAIl7cC
  11. The scope of Israeli control in the Gaza Strip, B'Tselem.
  12. The Atlantic
  13. http://www.haaretz.com/print-edition/news/top-pm-aide-gaza-plan-aims-to-freeze-the-peace-process-1.136686
  14. Settlers' tactics win them few friends | World news | The Guardian
  15. 15,0 15,1 http://www.haaretz.com/opinion/.premium-1.608008
  16. http://books.google.dk/books?id=SvRVagClqQwC
  17. berlingske.dk
  18. politiken.dk
  19. TV 2 Nyhederne – Israelsk granat dræber fire i Gaza
  20. Israelsk missilangreb på mål i Gaza – Politiken.dk
  21. Counting underway in Palestinian elections, International Herald Tribune, 1/25/2006.
  22. Election officials reduce Hamas seats by two, ABC News Online, 1/30/2006.
  23. U.S. and Europe Halt Aid to Palestinian Government, 4/8/2006
  24. More Palestinians flee homelands, Sarah El Deeb, Associated Press, December 9, 2006.
  25. Hamas, Fatah continue clashes; 8 killed, jpost.com, 1/3/07.
  26. Palestinian Cease-Fire Holds on 1st Day, Ibrahim Barzak, 1/31/07, Associated Press; Cease-Fire Starts Taking Hold in Gaza Ibrahim Barzak, 1/30/07, Associated Press.
  27. Hamas attacks convoy Associated Press, 2/1/07.
  28. Gaza erupts in fatal clashes after truce, Associated Press, 2/2/07.
  29. Hamas kills 8 in Gaza border clash, By Ibrahim Barzak, Associated Press Writer, 5/15/07.
  30. Top Palestinian security official quits By Sarah El Deeb, Associated Press, 5/14/07; Resignation deepens Gaza crisis, BBC, 5/14/07.
  31. Fatalities during Operation Cast Lead B'Tselem
  32. The Telegraph - The children killed in Gaza during 50 days of conflict (26.8.2014)
  33. VG - Dette er Gaza seks måneder etter krigen (28.1.2015)

Koordinater: 31°25′00″N 34°20′00″Ø / 31.416666666667°N 34.333333333333°Ø / 31.416666666667; 34.333333333333