Hammond var en vel udrustet og vel studeret mand, roses derhos af sin biskop for pastoral klogskab, der gjorde ham til den rette mand i Bragernæs menighed, hvor sekterisk bevægelse fandt sted. Ikke desto mindre husede han, der var en livlig ånd og meget bevæget af tidens frisindede tanker, mere på det politiske end på det teologiske felt, stærke lidenskaber, der kom til orde, når han skrev. Mest fremtræder dette i hans hovedværk: Den nordiske Missions Historie (1787), der med sine breve og aktstykker er et uundværligt kildeskrift, medens det ellers må betragtes mere som et procesindlæg end som en historisk fremstilling. Dette gælder ikke blot, når han forsvarer von Westen mod hans fjender, men også, når han uden sådan anledning skildrer hans liv – for eksempel hans ungdomshistorie, hvis fremstilling i alt væsentligt er et digt. Hammond blev gift 1. (11. april1769) med Anna Hermine Felber (26. maj1751 - 16. april1770), datter af major Johan Felber og Alhed Sophie, født Kræfting; 2. (13. februar1772) med Anna Sophie Mangor (19. februar1747 - 6. januar1794), datter af Peter Elov Mangor, sognepræst til Spydeberg, og Karen Stockfleth, født Hof.