Konfirmation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
DanishView.svg Danske forhold. Denne artikel omhandler alene (eller overvejende) danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen. 
Konfirmander

Konfirmation (af latin confirmatiobekræftelse) er en kirkelig handling, som bekræfter dåben. Tidligere var konfirmation også adgangsbetingelse for deltagelse i nadveren.

Religionsfænomenologisk kan konfirmationen sammenlignes med et overgangsrite, hvilket vil sige at konfirmationen er et overgangsrite fra barn til voksen.

Ifølge luthersk tradition bekræfter Gud konfirmanden som sit barn, som det blev det i dåben, hvorfor dåben er en forudsætning for at kunne konfirmeres. Som ritual betragtet er den folkekirkelige konfirmation bygget over den katolske firmelse, der i Danmark normalt meddeles af den katolske biskop af København til enhver praktiserende katolik i 12-15 'års alderen. I modsætning til den katolske firmelse bliver konfirmationen ikke betragtet som sakramente.

I lutherske kirker finder konfirmationen normalt sted i 13 til 15-års alderen. I tidligere tider var det tegn på, at konfirmanden var trådt ind i de voksnes rækker efter endt skolegang. Der er dog ingen øvre aldersgrænse for, hvornår man kan blive konfirmeret, og det hænder da også lejlighedsvis, at voksne personer vælger at lade sig konfirmere.

Forud indgår konfirmationsforberedelse eller undervisning forestået af præsten. I tidligere tider skulle konfirmanden "overhøres" i katekismus for at kunne konfirmeres.

Efter konfirmationen fejres de unge ofte ved den såkaldte blå mandag, hvor de går i byen.

Der findes også en borgerlig konfirmation, der ikke involverer kirkelige handlinger, men markerer overgangen fra barndom til det at være voksen. Denne betegnes undertiden nonfirmation.

I de senere år (2007-2015) har andelen af en ungdomsårgang (i konfirmationsalderen), der blev konfirmeret i folkekirken ligget på mellem ca. 69% og 73%. Der findes ikke noget samlet overblik over konfirmationer i kirkesamfund undenfor folkekirken.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Konfirmationen har en lang tradition i kirken. Fra begyndelsen var den nøje knyttet sammen med dåben. Senere blev den skilt ud fra dåben som et selvstændigt handling, der i tidens løb fik status som sakramente. Konfirmationens udvikling til et selvstændigt sakramente er begrundet i oldkirkens dåbspraksis. I kirkens første tid som missionerende kirke var dåben oftest voksendåb. Forud for dåben gik katekumenatet(oplæring), hvor dåbskandidater gennem undervisning og gudstjeneste deltagelse blev forberedt på at modtage dåben. Efter dåben, der foretoges af biskoppen, var de fuldgyldige medlemmer af den kristne menighed og fik i kraft af dåben adgang til nadveren. Senere blev barnedåb almindelig praksis, derfor måtte dåbsoplæringen naturligt komme på et senere tidspunkt. [1]

Den i Strasbourg virkende reformator Martin Bucer, der prøvede at formidle mellem lutherske, calvinistiske og døberiske grupper. Han udviklede konfirmationen som en model, der bibeholdt barnedåben, men tilføjede dem en personlig bekræftelse gennem konfirmander. Luther selv forkastede hver form for firmelse. Ifølge ham behøvede dåben ikke en videre supplement. Han udtalte sig i stedet for en undervisning i den kristne katechisme. Konfirmationen blev første gang formuleret i den hessiske kirkeordning fra 1539 (Ziegenhainer Kirchenzuchtordnung ). Bag kirkeordningen stod Philipp 1. af Hessen, der ligesom Bucer forsøgte at forene de forskellige protestantiske grupper.

I Danmark blev konfirmationen indført af Christian 6. i 1736. Den før-reformatoriske dåb og modtagelsen af alterets sakramente genindført ved lov for alle, uanset rang. Det unge menneske skulle samtidig aflægge en tilfredsstillende kundskabsprøve for at kunne deltage i konfirmationen og dermed erhverve de borgerlige rettigheder, der var nødvendige for at kunne træde ud i livet eller "ind i de voksnes rækker".

Hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne, og man kunne også blive straffet, hvis man ikke inden sit 19. år var blevet konfirmeret. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner, skulle præsten sætte ind med ekstraundervisning, men skyldtes årsagen modvillighed, var straffen fængsel. Skudsmålsbogen blev afskaffet ved lov i 1921, men uofficielt var den gradvist blevet afskaffet inden da. [2] Både kirken og kongen og dronningen var på det tidspunkt stærkt påvirket af pietismen, som fremhævede personlig omvendelse og bekendelse. Grundtvig fremhævede derimod konfirmationen som Guds bekræftelse af dåben.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Betænkning afgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommission, betænkning nr. 1100 1987
  2. ^ Dansk Folkemindesamling, 2012 (www.dafos.dk)