Københavns Befæstning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Københavns befæstning)
Gå til: navigation, søg
Vestvolden samt forter og batterier med rød, oversvømningsområder med blå

Københavns Befæstning, der kan opfattes som byens tredje befæstningssystem (de andre var fra middelalderen og renæssancen), bestod af militæranlæg, i begyndelsen hovedsageligt på landsiden (også kendt som Københavns Landbefæstning) og siden i stigende omfang på søsiden (Københavns Søbefæstning), opført i anden halvdel af 1800-tallet. Befæstningen, hvis mest kendte element er Vestvolden, havde sin storhedstid fra midten af det 19. århundrede til slutningen af 1. verdenskrig og var midtpunktet i en central politisk konflikt i Danmarkshistorien. Landbefæstningen blev definitivt nedlagt 1920, mens Søbefæstningen levede videre indtil henholdsvis 1922 og 1932.

Strategier efter 1807 og 1864[redigér | redigér wikikode]

Efter Englandskrigene og Københavns bombardement 1807 havde Københavns bastionære befæstning vist sig helt forældet, og efter nederlaget i den 2. slesvigske krig 1864 diskuterede man den fremtidige sikkerhedspolitik. Danmark var nu endegyldigt en lille stat, og kunne derfor ikke vinde en krig mod en stormagt. Man håbede, at man med et godt forsvar, kunne holde længe nok ud, til en venligtsindet nation kom med bistand. En del af dette forsvar skulle være en befæstning af København, således at hovedstaden kunne holde stand, medens man ventede på hjælp og om nødvendigt havde opgivet resten af landet. Diskussionen om, hvorledes forsvaret skulle iværksættes, førte snart til en egentlig politisk krise i landet, idet Venstre mente at hjemmeværnet i landområderne skulle styrkes, og at hele landet skulle forsvares, mens de konservative grupper (fra 1881 organiseret i partiet Højre) kun så det øgede forsvar af hovedstaden som en løsning, der ville redde landet i en eventuel krig. Dermed blev der refereret tilbage til Københavns belejring og det vellykkede forsvar under Svenskekrigene 1658-60.

Københavns Befæstning karakteriseres ind i mellem som politisk makværk, en gigantisk fejlinvestering og fuldstændig nytteløs med henvisning til, at forsvarsværket aldrig kom i brug; men der er jo netop ved ikke at komme i brug, at et forsvarsværk viser sit værd. Man skal derfor ikke være blind for, at der set i forhold til det overordnede forsvarspolitiske mål om at forsvare neutraliteten, var gode militære begrundelser for at opføre Københavns Befæstning.

Ved designet af befæstningen tog de militære planlæggere udgangspunkt i teorien om 'den militære basis'. Den militære basis betegner det geografiske sted, hvor krigsmateriel kan produceres og opbevares, og hvor den militære kapacitet og den politiske ledelse er placeret. Et stort land kan have flere baser, mens et lille land som Danmark kun har en enkelt.

Den daværende militære logik siger, at hvis fjenden erobrer et lille lands militære basis, er dets evne til forsætte kampen ikke længere til stede, og krigen er tabt. Og omvendt: Et lille land kan, så længe den militære basis er i behold, vinde krigen, uanset hvordan den i øvrigt går. For et stort land med flere militære baser vil krigen ifølge teorien ikke være tabt med tabet af én militær base, men man vil være i alvorlige vanskeligheder.

I slutningen af 1800-tallet var den politiske og militære ledelse, flåden og en stor del af Danmarks industrielle kapacitet placeret i København, som derfor var den eneste militære basis, hvilket betød, at hvis København faldt, så faldt Danmark.

De militære planlæggere så ikke en fare for, at Danmark skulle blive et krigsmål i sig selv. De mente, at et angreb ville komme som en logisk følge af en stormagtskrig, på grund af Københavns placering ved indsejlingen til Østersøen. Dén, der havde kontrollen over København og Storebælt, kontrollerede Østersøen. I tilfælde af en stormagtskonflikt forestillede planlæggerne sig, at England, Frankrig eller måske Rusland kunne have interesse i at angribe Danmark for at lukke Østersøen og bruge København som udgangspunkt for et angreb på Tyskland. Og omvendt kunne Tyskland tænkes at ville erobre København netop for at undgå denne situation. København var med andre ord strategisk vigtig og dermed et potentielt mål for stridende stormagter. Men det betød også, at et angreb fra én stormagts side automatisk ville gøre én eller flere af de andre stormagter til vores allierede. Den forsvarsstrategiske udfordring blev derfor, at Danmark ved egne hjælp skulle kunne sikre, at denne allierede fik tilstrækkelig tid til at komme os til undsætning.

Et robust forsvar af den militære basis, København, var ifølge denne logik eneste kvalificerede bud på et forsvar af Danmark. Forsvaret kunne indrettes på to principielt forskellige måder. Enten kunne det bero på feltbefæstede stillinger i stil med dem, der er kendt fra første verdenskrig. Eller man kunne betonbefæste København permanent. Udgifterne til opførelse af en permanent fæstning var 15 til 20 gange større end til en feltbefæstning; til gengæld udmærkede den sig ved at være stormfri og bombesikker.

’Stormfrihed’ er den militærfaglige betegnelse for en fæstning, som infanteriet (fodfolket) ikke kan indtage uden hjælp fra tunge kanoner. ’Bombesikre rum’ betegner rum, som gør det muligt for de forsvarende soldater at opholde sig sikkert på fæstningens område under tung artilleribeskydning og dermed altid være klar til at modtage fjendens infanteri frisk og udhvilet. I teorien bevirkede stormfriheden og bombesikre rum, at en ulighed i antal mellem forsvarer og angribere udlignedes med en faktor tre eller fire. Angriberen skulle altså indsætte tre til fire gange så mange ressourcer (mandskab og materiel) som forsvaret for at få held med sit forehavende.

Den militære ledelse i Danmark vurderede, at en fjendtlig stormagt kunne indtage et feltbefæstet København med brug af 20.000 let udrustede mand. Der skulle 60-80.000 mand og store mængder svært materiel til at indtage en permanent befæstning. Disse ressourcemæssige krav til den angribende part gav forsvaret en række afgørende fordele:

  • Et vellykket angreb på København ville kræve så store mandskabsmæssige og materielle ressourcer, at forberedelserne ikke ville kunne holdes hemmelige. Fjenden mistede overraskelsesmomentet, og den danske hær og flåde ville få god tid til at forberede sig på angrebet.
  • Da København ligger på en ø, var fjenden tvunget til at overføre tropperne ad søvejen, hvilket ville give den danske flåde mulighed for at komme i stilling i god tid og sinke fremrykningen.
  • De store ressourcer, især det tunge udstyr, som angrebet krævede, bevirkede, at fjenden kun kunne bruge ganske få landgangssteder på Sjælland. Derved fik den danske hær god tid til at komme i stilling og besværliggøre fjendens fremrykning mod København.
  • Og endelig ville Københavns Befæstning med dens stormfrihed, tunge armering, bombesikre rum og udhvilede mandskab i sig selv udskyde fjendens indtagelse af hovedstaden.

Den militærfaglige konklusion blev, at en permanent befæstning sikrede, at et stormagtsangreb (f.eks. fra Tyskland) kunne forhales tilstrækkelig meget til, at den eller de stormagter, som var i opposition til den angribende part (f.eks. England), kunne komme os til undsætning. Dette rationale ville afholde stormagterne fra at angribe Danmark, og derved kunne den overordnede målsætning om at bevare neutraliteten, siges at være opretholdt. 

Søbefæstningen moderniseres[redigér | redigér wikikode]

Diskussionen om befæstningen startede efter Treårskrigen (1848-50) og forstærkedes efter nederlaget i 1864. Lov om Kjøbenhavns Befæstning mod Søsiden blev vedtaget i 1858, og herefter kunne den første byggefase for byens nye søbefæstning påbegyndes. Anlægsarbejderne varede i ti år indtil 1868. De ældre befæstningsanlæg fra omkring 1800 såsom Trekroner Fort, Lynetten og Strickers Batteri blev moderniseret samtidig med, at man byggede en række nye anlæg. Man fik da en tidssvarende befæstning, der kunne forsvare adgangen fra Øresund til København og sejlløbet til byen. Søbefæstningsanlæggene Prøvestensfortet, Mellemfortet og Kalkbrænderi Batteri (som erstatning for et fort på Stubbegrunden vest for Kronløbet, der ikke blev opført) blev da opført i 1850'erne og 1860'erne, men fæstningsbyggeriet kom for alvor i gang efter en samlet plan i 1880'erne.

Betonkasemat på Prøvestenen. Det er krigsminister Bahnsons medlems-skydeskive fra Det Kgl. Skydeselskab

Ved disse første befæstningsarbejder valgte Ingeniørkorpset i stor udstrækning at bruge et forholdsvis nyt byggemateriale, nemlig beton. Beton var egentlig en opfindelse fra Romerriget, men blev først genopdaget i 1800-tallet. Materialet var uprøvet på fæstninger, og det danske forsvarsvæsen var dermed på forkant med brugen af beton til forsvarsformål. Man havde tidligere lavet forsøg med at bygge dele af fæstningsanlæg i cement, men inden man gik i gang med at bygge de nye søbefæstningsanlæg, gennemførte man omfattende skydeforsøg mod prøveanlæg, der var udført i jord, mursten og granit samt mod anlæg udført i beton. I sidste ende valgte byggeledelsen af opføre de nye anlæg i beton og jord. Arkitekten for facaderne på Prøvestens- og Mellemfortet var i øvrigt en ung Ferdinand Meldahl.

Provisorietiden[redigér | redigér wikikode]

Emblemet for Fædrelandets Forsvar omkranset af "Ikke fanger sovende Mand Seir"
Uddybende Uddybende artikler: Provisorietiden og Fædrelandets Forsvar

På det tidspunkt havde den politiske konflikt udviklet sig til, at konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup regerede uden om Folketingets Venstre-flertal ved hjælp af provisoriske (midlertidige) finanslove og kong Christian 9.s støtte. Venstre nægtede konsekvent at godkende finanslovene med de høje militærudgifter, hvilket affødte navnet "visnepolitikken". Tiden kaldes også provisorietiden. Netop på grund af Venstres befæstningsskeptiske visnepolitik i årene forinden bugnede statskassen af opsparede midler. Estrup havde således 60 mio. kr. (i 1885-kroner) at gøre godt med.

Faktisk havde en privat forening, Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme, eller Fædrelandets Forsvar, købt Garderhøj ved Jægersborg i 1884, hvor den for egne midler – men i samarbejde med forsvaret og regeringen – lod bygge Garderhøjfortet med alle panserkonstruktioner og armering. Foreningen påbegyndte også Lyngby Fort, men løb så tør for penge. Fortet kunne færdiggøres (dog uden armering) og foreningen kunne også anskaffe en grund til et fæstningsanlæg ved Maglebylille, førend dens rolle i sagen var udspillet. I alt indsamlede denne forening ved frivillige bidrag over de næste 13 år næsten halvanden million kroner. Disse anlæg blev så ved gavebreve overdraget til staten, dog med den klausul, at Garderhøjfortet, når det engang gik ud af brug som befæstningsanlæg, skulle gives tilbage til foreningen.

En "kvindekanon"

Fædrelandets Forsvar var ikke det første af den slags initiativer. I 1882-85 indsamlede danske kvinder 80.000 kr., hvilket beløb 8. januar 1885 blev overrakt kongen. Pengene skulle bruges til at indkøbe 8 korte 15 cm stålkanoner fra den tyske stålgigant, "Friedrich Krupp, Essen". Kanonerne, der i den offentlige debat blev døbt "kvindekanonerne", blev opstillet ved Christiansholms Batteri og i 1913 flyttet til Tinghøj Batteri.

Ledelsen af arbejdet lå i hænderne på Estrups omstridte krigsminister J.J. Bahnson, og selve befæstningen blev designet af oberstløjtnant E.J. Sommerfeldt og opført fra 1886 indtil 1894, hvor byggeriet blev standset som følge af et politisk forlig mellem partierne Venstre og Højre. Derefter måtte kun søbefæstningen udbygges, hvilket skete under 1. verdenskrig. Krigsminister V.H.O. Madsen måtte gå af sammen med Ministeriet Deuntzer i 1905, da han på fordækt vis havde udbygget Landbefæstningen med såkaldte fredskrudtmagasiner på Vestvolden. Få år efter forliget blev parlamentarismen indført i 1901 (kendt som Systemskiftet).

Befæstningens elementer[redigér | redigér wikikode]

Landbefæstningen bestod mod vest af Vestencienten, nu kendt som Vestvolden, fra Kalveboderne til Utterslev Mose. E.J. Sommerfeldt blev internationalt berømt for opfindelsen af Vestvoldens konstruktion, kaldet det Sommerfeldtske system eller "Danske Front", hvor profilen set i fugleperspektiv kan ligne en savklinge, og hvor artilleri i beskyttede kaponiere-bunkere flankerer volden i lange sektioner.

Mod nord var områderne meget sumpede, og det viste sig umuligt at fortsætte et voldanlæg. I mellemtiden var fortet blevet den ideelle form for fæstning, hvorfor forter og batterier kom til at dominere her. Samtidig blev vandressourcerne aktivt inddraget i form af et oversvømmelsesanlæg, der skulle kunne sætte hele det nordlige område under vand og hindre en fjendtlig fremrykning.

Nordfronten lå, fra vest mod øst: Gladsaxefortet, Bagsværdfortet, Lyngbyfortet, Garderhøj Fort og Fortunfortet. Disse forter blev suppleret af batterierne Tinghøj Batteri, Buddinge Batteri, Vangede batteri, Gentofte Batteri, Bernstorff Batteri, Ordrupkratafsnittet (Vestre og Østre Ordrupkratbatteri) samt Christiansholms Batteri i Klampenborg.

Søbefæstningen af 1. generation bestod mod syd af Avedøre Batteri i Avedøre, der skulle hindre beskydning af Vestvoldens bagside og indsejling mod København, mod nord af Hvidøre Batteri, der lå øst for Christiansholmsbatteriet. Mod øst lå Charlottenlund Fort, egenlig et batteri, og på Amager Kastrup Fort, også "kun" et batteri, da skytset kun havde en skydretning. Ude i Øresund blev det store Middelgrundsfortet placeret. Arkitekten Meldahl stod for den arkitektoniske bearbejdning af dette fort og fik dermed for anden gang en militæræstetisk opgave.

På grund af den lange opførelsesperiode, der udgjorde Danmarkshistoriens største anlægsarbejde, indtil Storebæltsforbindelsen blev bygget, implementerede man hele tiden nye forbedringer og modeller af skydevåben mm. i befæstningen. Alligevel blev særligt Landbefæstningen lynhurtigt forældet. Samtidig var den svær at holde hemmelig. En tysk officer, H. Frobenius, udgav allerede i 1894 i et tysk marinetidsskrift en "anmeldelse" af fæstningen, som han kendte i alle detaljer.[1]

Landbefæstningen forældes[redigér | redigér wikikode]

Med den tekniske udvikling inden for belejringsartilleriet var befæstningen ikke tilstrækkelig til at sikre et forsvar, fordi kanoner kunne række stadigt længere og ramme stadigt mere præcist, og derfor kunne en fjende ødelægge byen, selvom han befandt sig uden for rækkevidden af befæstningens artilleri.

Samtidig havde hovedstaden vokseværk. Byens bosætningsområder bredte sig med stor fart udad mod befæstningen, der stille og roligt blev omringet af villakvarterer.

Slutteligt var flyet i sin vorden som militær trussel fra luften på vej – og den immobile befæstning formåede ikke at beskytte byen mod flyangreb.

Forsvarsforliget 1909 bestemte derfor, at Landbefæstningen skulle nedlægges i 1922 – hvilket skete allerede to år før, i 1920. Søbefæstningen var mere anvendelig og tidssvarende og levede videre indtil 1922 og 1932.[bør uddybes]

1. verdenskrig – Søbefæstningen udbygges[redigér | redigér wikikode]

En ny danskproduceret haubits fra Ny Tøjhus (ud af 4) monteres på Charlottenlund Fort 24. februar 1911. De står der endnu

Forsvarsforliget 1909 havde allerede bestemt, at Søbefæstningen skulle udbygges, og dette arbejde blev accelereret ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914.

Under 1. verdenskrig blev fæstningen desuden mobiliseret, og 50.000 mand blev indkaldt. Tunestillingen blev anlagt ved Roskilde for at lappe hullerne og holde fjenden på afstand af byen – noget, som Landbefæstningen ikke længere var i stand til.

De nye søforter var Dragør Fort, Kongelundsfortet (opført som batteri), Flakfortet og Mosede Fort (oprindeligt et batteri). Som noget særligt blev Taarbæk Fort opført som kombineret land- og søfort, idet Landbefæstningen desperat manglede at få lukket "hullet i Nordfronten" i Dyrehaven. Disse anlæg levede videre til henholdsvis 1922 og 1932, og enkelte af dem blev moderniseret og var i brug under den kolde krig.

Satire over "hullet i Nordfronten" i Blæksprutten 1913

Taarbæk Fort havde en særlig tilblivelseshistorie: Forliget mellem Venstre og Højre i 1894 betød, at landbefæstningen ikke måtte udbygges. Dette efterlod nordfronten med et hul i Dyrehaven mellem Fortunfortet og Øresund, hvor fæstningen var sårbar for angreb. Indsamlingsvirksomheden blev derfor genoptaget på egen hånd i slutningen af året 1912 af kaptajn E. Rønning motiveret af frygten for en ny stormagtskrig. I løbet af få måneder blev der indsamlet en halv million kroner, og ved årsskiftet til 1913 gik man til kongen og tilbød ham et fort placeret i Dyrehaven ved Slesvigske Sten. Kongen henviste dog deltagerne til forsvarsminister Klaus Berntsen, som ikke var begejstret for en sådan gave. Folketingsvalget og udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 ændrede dog situationen, og gaven blev modtaget af den nye minister P. Munch. Resultatet blev Taarbæk Fort, der stod klart i 1915.

Anlæggenes tilstand og tilgængelighed i dag[redigér | redigér wikikode]

Fortunfortet er et af de mere medtagne anlæg i befæstningen

Næsten alle strukturelle elementer (jordvolde og betonkonstruktioner) af fæstningsanlæggene findes endnu; dog er armering og andre detaljer typisk fjernet fra forterne. Ligeledes er sporene til jernbanelinjen bag Vestvolden taget op.

De anlæg, der er fjernet siden fæstningens nedlæggelse i 1920, er de sidste betonanlæg i Baunehøjstillingen, der måtte vige pladsen for Danmarks Tekniske Universitet; en del af de tilbageværende betonanlæg i Tunestillingen, der lå i vejen for landbrugets udnyt­telse af arealerne, Kalkbrænderi Batteri, der allerede var blevet nedlagt under 1. verdenskrig, og som kom til at ligge i vejen for en udvidelse af Frihavnen, Strickers Batteri, som blev sprængt, da De Danske Spritfabrikker og Pyrolyseværket skulle anlægges, og Mellemfortet, der måtte vige for Amagerværket.

Fæstningens resterende anlæg er bevarede – nogle tildækkede af jord og nogle i mindre intakt stand.

I 1996 blev Garderhøjfortet leveret tilbage til Fædrelandets Forsvar, der da var blevet genoprettet som forening. Foreningen har siden da iværksat en restaurering af fortet.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ H. Frobenius, Københavns nye Befæstningsanlæg, Forlaget ZAC 1967, oprindeligt udgivet i Jahrbuch für die Deutsche Armee und Marine, bind 90 (1894).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • O. Andersen, "Københavns Landbefæstning 1886-1920", Krigshistorisk Tidsskrift, nr. 1 og 2 (1975).
  • O. Andersen, Landbefæstningen, Forlaget Sixtus 1978.
  • O. Andersen, Maginotlinien, Forlaget ZAC, 1980.
  • Willy Andersen, Ingeniørkorpset 1684 – 6. november – 1934, Tidsskrift for Ingeniørofficerer (særtryk), København 1934.
  • J.J. Bahnson, Forsvarsbetragtninger, Særtryk af Vort Land, 1908.
  • J.J. Bahnson, Forsvarsvæsenets Udvikling i den sidste Menneskealder, 1896.
  • Thøger Bang, Københavns Befæstning under Svenskekrigene, 1959.
  • J. Bergman, Københavnske parker på gamle fæstningsarealer, Særtryk fra Stadsingeniørens Direktorats Beretning 1963-64, 1964.
  • H.C. Bjerg, "Debatten om Danmarks strategiproblem 1872-76", Jyske Samlinger, Ny række X, 1. (1972).
  • N.S.J. Bjerre, "Hærens afgivne Kystartilleri", i: Boeck, Johnstad, Møller & Hjalf, Danmarks Hær, 1. bind, 1935.
  • E. Block, Kystdefensionen, 1961
  • A.C.L. Brandt, Fæstningsartilleriets Anvendelse ved Forsvaret af Københavns Landbefæstning, specielt Nordfronten, Artilleriofficersforeningen 1898.
  • Klavs Hybel Braüner, Mølleåens vand, Nationalmuseet 1979.
  • Peter Thorning Christensen, Københavns Sø- og landbefæstnings historie efter 1858, Kongens og Folkets København gennem 800 år, Københavns Universitet 1996.
  • Peter Thorning Christensen, Lyngby-Bogen 2003. 11 millioner kubikmeter vand, Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune 2003.
  • Peter Thorning Christensen, Lyngby-Bogen 2008. Nordfronten af Københavns Befæstning, Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune 2008.
  • E. Dalberg, Befæstningsanlæg i Gentofte Kommune, Meddelelser fra Historisk-Topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 4. (1941).
  • Poul Dedenroth-Schou, Garderhøjfortet, Vaabenhistoriske Aarbøger XXII, 1976.
  • Carsten Due-Nielsen, "Estrups sikkerhedspolitik, Et forsøg på rehabilitering", i: Presse og historie, Festskrift til Niels Thomsen, s. 23-40, Odense Universitetsforlag 1990.
  • A. Fraenkel, Kjøbenhavns Befæstning, 2det forøgede Oplag, København. Otto B. Wroblewskis Forlag 1890.
  • Ole L. Frantzen, Garderhøjfortet, Kommandantskabet på Jægersborg Kaserne 1984.
  • Ole L. Frantzen og Bjørn A. Nielsen, Københavns Befæstning 1886-1986, Tøjhusmuseet 1986.
  • H. Frobenius, Københavns nye Befæstningsanlæg, Publ. i Jahrbuch für die Deutsche Armee und Marine Bd. 90, 1894, Forlaget ZAC 1967.
  • L.A. Grønvold, Forsvarsbogen. Anden reviderede Udgave. Trykt som Manuskript, København: Kr. Eriksens Bogtrykkeri 1912.
  • H.E.B. Gyller, "Kystbefæstningen 1932-1957", Tidsskrift for Søvæsen, november (1957).
  • J. Haase, Den nøgne sandhed om Kjøbenhavns Landbefæstning, 1913.
  • Niels Ulrik Kampmann Hansen, Befæstningsanlæg i Gentofte, Lokalhistorisk Forening i Gentofte Kommune 2007.
  • Harald Harboe, En Soldats optegnelser fra Garderhøjfortet, Garderhøjfortets Venner 1997.
  • Lasse Harkjær, Vi affyrede begge kanoner med få sekunders mellemrum, Garderhøjfonden 2000.
  • C.C. Haugner, Forsvarssagens Kærne. En historisk-politisk Fremstilling af Fæstningssagens Udvikling gennem hundrede Aar, 1907.
  • E. Housted, Befæstningsanlæg i Dragør Kommune, Arbejdsgruppen til bevaring af Københavns Befæstning 1980.
  • A.N. Hvidt, Befæstningsanlæggene i Gladsaxe Kommune, Historisk Topografisk Selskab for Gladsaxe Kommune 1968.
  • A.N. Hvidt, "Københavns Befæstning 1886-1962", Historiske meddelelser om København, Årbog 1964.
  • A.N. Hvidt, Københavns Nordfront, Artikler i Lyngby-Bogen 1960.
  • A.N. Hvidt, Vestvolden, Historisk selskab for Glostrup, Brøndbyerne, Herstederne og Vallensbæk 1965.
  • J. Johansen, De militære, strategiske Overvejelser angaaende Danmarks Forsvar i tiden 1864-1922, Det Krigsvidenselskabelige Selskab 1871 – 31. oktober – 1946, 1946.
  • H. Jungstedt, Krigsvæsenets tekniske udvikling i det nittende Aarhundrede, København: Gyldendal 1925.
  • V.A.C. Klein, Forsvarssagen efter Krigen 1864. Militærpolitiske og strategiske Betragtninger indtil 1909, 1915.
  • Klingspor-Bentzen, Festskrift ved 1. Artilleribatalion – Kystartilleriregimentets – Jubilæum 1867-1917, Kystartilleriforeningen 1917.
  • Helge Klint, Den danske Hær, bind IV og V, Forlaget Sixtus 1978.
  • A. Klixbüll, Fæstningen København fra Absalons Tid til vore dage, Artikler i Pioneren 1925.
  • L. Kofoed, "Nogle Oplysninger om det i 1885-86 udarbejdede Forslag til en Befæstning af Kjøbenhavn", Militært Tidsskrift (1886).
  • H. Lütken, Fæstningsartilleriet, Steen Hasselbalchs Forlag 1920.
  • Johan Nicolai Madvig, Den frivillige Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved Kjøbenhavn, 1885.
  • Bjørn Nielsen, Fra ide til virkelighed, Forlaget Sixtus 1979.
  • J. Damkjær Nielsen, "Batteritoget – det danske jernbaneskyts", Dansk Artilleri-Tidsskrift, nr. 2 og 3 (1967).
  • S.B. Nielsen, "Fra Fort til Oliehavn. Træk af Prøvestensfortets historie", FOU Bladet, nr. 7, 11. årgang, juli (1952).
  • S.B. Nielsen, Københavns Landbefæstning, Turistforeningen for Danmark, Årbog 1954.
  • Wilh. Nissen, Beretning om Selvbeskatningens Virksomhed, Fædrelandets Forsvar 1889.
  • A.G. Nyholm, Historiske Oplysninger om Foreningen 'Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme', Fædrelandets Forsvar 1902.
  • E. Rambusch, Vort Værn. En fremstilling af Forsvarssagens Udviklingshistorie fra 1850-1884, 1885.
  • H.U. Ramsing, Lærebog i Krigsbygningskunst, Hærens Officersskole 1914.
  • V. Tobiesen, De projekterede Befæstninger om Kjøbenhavn paa Sjællandssiden, 1883.
  • August Tuxen, "Historisk udvikling af Befæstningsspørgsmaalet efter 1864", Militært Tidsskrift, 15 årg. s. 493-533 (1886).
  • V.E. Tychsen, Krigsbygningskunsten og Fæstningskrigens Udvikling fra de ældste Tider indtil vore Dage, Bd. II. Fra det riflede skyts indførelse (1860-1892), 1893.
  • Erik Wassard, Vestvolden. Fra fæstning til naturpark, Hernovs Forlag 1982.
  • D.A. Wieth-Knudsen, "Det sidste halve Aarhundredes permanente Befæstning", Tidsskrift for Ingeniørofficerer, (1939).
  • Richard Willerslev, Danmarks største arbejdsplads. Opførelsen af Københavns Landbefæstning 1886-93, Amadeus/Lokalhistorie 1986.
  • Tom Wisman, Trekroner. Et søforts historie 1787 – 1996, Steel & Stone 1996.
  • Tom Wisman, Vestvolden. Fra fæstningsværk til idyl, Steel & Stone 2005.

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Oversigt over Københavns Befæstning
I vest var
Vestvolden opført.
Mod nordGarderhøj Fort,
Lyngbyfortet og Fortunfortet
I nordøst var opført Taarbæk Fort
Hvidøre og Charlottenlund Fort I sydøst på Amager lå Prøvestenen,
Kastrup Fort, Dragør Fort
og Kongelundsfortet.
Bygherre: J.B.S. Estrup
(grønt for land - blåt for vand)
I sydMosede Fort