Martin Luther

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Luther)
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Martin Luther (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Martin Luther)
Martin Luther
MartinLuther-workshopCranachElder.jpg
Martin Luther 46 år, (Lucas Cranach 1529).
Personlig information
Født Martin LutherRediger på Wikidata
10. november 1483(1483-11-10)
EislebenRediger på Wikidata
Dåbsdato 11. november 1483Rediger på Wikidata
Død 18. februar 1546 (62 år)
EislebenRediger på Wikidata
Gravsted Slotskirken i WittenbergRediger på Wikidata
Bopæl Erfurt, Magdeburg, Eisleben, Mansfeld, Wittenberg, EisenachRediger på Wikidata
Religion Protestantisme
Far Hans LutherRediger på Wikidata
Mor Margarethe LutherRediger på Wikidata
Søskende Jacob LutherRediger på Wikidata
Ægtefælle Katharina von Bora (1525-1546)Rediger på Wikidata
Børn Martin Luther,
Elisabeth Luther,
Margarete von Kunheim,
Hans Luther,
Magdalena Luther,
Paul LutherRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Erfurt Universitet (1501-1505)Rediger på Wikidata
Institution Wittenberg Universitet (fra studerende til professor)
Beskæftigelse Professor, teolog, Salmedigter, sprogforsker, bibeloversætter, translatør, skribent, jurist, munk, Reformator med flereRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Martin-Luther-Universität Halle-WittenbergRediger på Wikidata
Elever Michael Neander, Martin Helwig, Jacob HeerbrandRediger på Wikidata
Kendt for Reformationen
Kendte værker Luthers 95 teserRediger på Wikidata
Bevægelse Tysk renæssanceRediger på Wikidata
Signatur
Martin Luther Signature.svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Martin Luther, (født 10. november 1483 i Eisleben, Tyskland, død 18. februar 1546 i Eisleben) var en tysk munk[1], reformator og teolog. Han blev præst i augustiner-eremitternes orden, som gav ham en grundig katolsk uddannelse, der førte til, at han blev professor ved universitetet i Wittenberg. I 30-årsalderen udviklede han egne teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og om mennesket og dets forhold til Gud. Han tog afstand fra kirkens aflad. Det gav stødet til reformationen og de evangelisk-lutherske kirker. Reformationen begyndte 31. oktober 1517 med hans teser mod afladspraksis. Det var egentlig ikke et skelsættende teologisk brud, men de førte få år efter til et uigenkaldeligt brud.

I 1521 blev Luther fredløs og søgte tilflugt hos den velvillige og magtfulde fyrste på slottet Wartburg. Problemer med raseren af kirker fik ham til at vende tilbage til Wittenberg. Hans bevægelse led tilbageslag i forbindelse med den tyske bondekrig og ved, at den splittedes af modstridende teologiske standpunkter især i synet på Helligånden og sakramenterne.

Luthers oversættelse af Bibelen fik stor betydning for det tyske sprog. Hans salmedigtning med Vor Gud han er så fast en borg inspirerede en blomstring af kristen menighedssang, hvor der nu ikke længere skulle synges på latin, men på modersmålet. Hans ægteskab med den tidligere nonne Katharina von Bora gav præsteægteskabet legitimitet inden for flere kristne traditioner.[2] Luthers reformation sprængte den kirkelige enhed i Vesteuropa og i Nordeuropa[3] og fik også store og varige politiske og kulturforandrende konsekvenser.


Tidslinje for Martin Luther 1483-1546

Opvækst, uddannelse, præstevielse (1483–1509)[redigér | redigér wikikode]

Hans Luder og Margarethe Lindemann – far og mor. Lucas Cranach den Ældre i 1527.
Collegium maius-bygningen fra 1392 var gammel allerede i Luthers tid. Universitetet i Erfurt.
Erfurt: Til venstre ses Mariakirken, hvor Luther blev præsteviet.

Martin Luther blev født i Eisleben i Thüringen. Ved dåben den følgende dag i St. Peter-Paulus-kirken [4] blev han opkaldt efter helgenen for 11. november, Martin af Tours. Familien sad i gode kår; hans mor, Margarethe Lindemann, kom fra et middelklassehjem, [5] og hans far, Hans Luder, var bjergværksarbejder og drev en kobbermine. [6] Familienavnet Luther blev stavet på forskellige måder: Lüder, Luder, Loder, Ludher, Lotter, Lutter, Lauther eller Luther. Luther selv blev døbt Martin Luder. Først i 1517 lader det sig dokumentere, at han havde ændret sit efternavn til Lutther og Luther; muligvis under indflydelse af, at han var begyndt at undertegne sig som "Eleutherius" – en latiniseret form af græsk έλεύθερος = "fri", "den frie". [7]

Et år efter Luthers fødsel flyttede familien til Mansfeld (ca. 35 km fra Halle (Sachsen-Anhalt)), hvor hans far ikke kun drev miner, men også var landejer og lånte penge ud til 5 % rente. [8] Her blev Luther præget af hele den senmiddelalderlige folkefromhed med tro på hekse, djævle og anden overtro. Samtidig var han stærkt bundet til kirken. Han levede i og med kirken, som kirken levede i og med folket. Luthers uddannelse var tæt knyttet til kirken: Først latinskole i Mansfeld (1489-95) og i Magdeburg (1495-97), hvor han boede hos Brødrene af Fælleslivet og blev kendt med devotio moderna (den moderne fromhed); derefter skole i Eisenach (1498-1501). [9] Fra 1501 studerede han i Erfurt og afsluttede i 1505 det filosofiske grundkursus som magister artium.[10] Samme år døde to af hans brødre af pest. I familiens køkkenmødding i Mansfeld fandt man ved en udgravning 300 sølvmønter, der sandsynligvis er blevet kasseret, fordi man ikke turde beholde noget, de syge havde været i berøring med. [11]

Tiden i Erfurt fik stor betydning for hans teologiske kurs. Her underviste munkene i den occamistiske-nominalistiske via moderna i filosofi og teologi, som stod stærkt i Sachsen, og understregede den store afstand mellem Gud og verden. Nominalisterne afviste, at man kan tænke sig Gud og religiøse sandheder i forlængelse af verden og menneskelig fornuft; herved adskiller de sig stærkt fra skolastikkens anden retning, realismen (via antiqua). [12] Luthers fars planer om at se Luther blive jurist blev brat ændret efter en stærk religiøs erfaring, sønnen gjorde 2. juli 1505 ved Stotternheim på vej til Erfurt, hvor lynet slog ned tæt ved Luther, så han bad om nåde og lovede at blive munk, hvis den hellige Anna (jomfru Marias mor og skytshelgen for minearbejdere og fødende kvinder) ville redde hans liv. Han havde også tidligere vurderet at gå i kloster, men var muligvis bekymret ved tanken på sin fars reaktion. Nyere forskning har afsløret, at han også var under pres fra sin far om at gifte sig. Tre af Luthers søstre og en bror var allerede bortgiftet til børn af velstående formænd, og åbenbart stod den 21-årige Luther for tur. [13] Nu genfortalte han oplevelsen, som om himmelen havde taget afgørelsen for ham, skønt et løfte afgivet i dødsangst ikke var bindende; heller ikke efter middelalderens kanoniske lov. [14]

Mod sin fars vilje indtrådte han i augustinereremitternes kloster i Erfurt for at sætte alle sine kræfter ind på sin sjæls frelse. [15] Det drejede sig om en reformeret gren af augustinereremitterne, en af senmiddelalderens tiggerordener, [16] med et nært samarbejde med byens universitet, så klosterledelsen bestemte, at Luther skulle fortsætte sine studier, og fordybe sig i teologi. Luther tilbragte henved ti år i Erfurt, hvor universitetet var et centralt miljø for senmiddelalderens skoleteologi, især via moderna og Gabriel Biels strenge teologi. Efter prøvetiden modtog han præstevielse i Mariakirken den 4. april 1507 af hjælpebiskoppen af Mainz, Johann Bonemilch von Laasphe, som boede i Erfurt. Den 2. maj fejrede han sin første messe i augustinereremitternes kloster; men frygten for Guds vrede tyngede ham, selv om han fandt hjælp og trøst i sine bibelstudier. Som Luthers sjælesørger spillede augustinereremitternes generalvikar Johann von Staupitz en stor rolle. [17]

Undervisning i Wittenberg (fra 1509)[redigér | redigér wikikode]

Scala Santa (= den hellige trappe) i Rom, hvor Luther skal have rejst sig op i et anfald af tvivl på pavekirkens lære.

Opholdet i Rom[redigér | redigér wikikode]

Luther fortsatte sine teologistudier i Wittenberg (1508/09), mens han underviste i filosofi og tog den teologiske doktorgrad. Augustinerne forlangte, at munkene foretog rejser parvis, og vinteren 1510-11 besøgte Luther Rom som rejsefølge for en munk, der skulle diskutere augustinereremitternes organisering, som der herskede uenighed om. [18] Turen foregik til fods i to måneder, inden de var fremme i pavens by. [19] Begge fik feber på egnen ved Po; muligvis malaria, som Luther mente sig helbredt af ved at spise granatæbler. [20] Han skrev, at han første gang så Rom fra et bjerg; der var muligvis tale om udsigten fra Monte Mario. Fire år tidligere var bygningen af den moderne Peterskirke påbegyndt. Luther besøgte helt sikkert kirken Santa Maria del Popolo ved Piazza del Popolo; sandsynligvis boede han også i det tilknyttede logi, som tilhørte augustinerordenen. [21] Opholdet i Rom gjorde Luther meget desillusioneret over den korruption, han var vidne til, og rokkede hans tillid til pavekirken. Under sit besøg i Scala santa (den hellige trappe) i Rom, hvor de troende stadig går opad på knæene, skal han have rejst sig, halvvejs oppe i trappen, og have sagt højt: "Hvem ved, om det er sandt?" [22] En plads i Rom blev dog i 2015 opkaldt efter ham. [23]

Efter ønske fra sin foresatte Johann von Staupitz overtog han stillingen som teologisk professor ved universitetet i Wittenberg i 1512.

Hans opgave var at forelæse over Bibelen.[24] Han tog fat på forelæsninger over Salmerne (1513-15), Romerbrevet (1515/16), Galaterbrevet (1516/17), Hebræerbrevet (1517/18) og igen over Salmerne (1518/19).

"Tårnoplevelsen"[redigér | redigér wikikode]

Universitetet i Wittenberg.
Lutherhaus i Wittenberg med tårnet.

I 1506 begyndte den katolske kirke et storstilet salg af "Petersaflad" for at financiere bygningen af den nye Peterskirke, som Luther selv havde set under sit besøg i Rom. Især dominikanerordenen var involveret i salget, og ærkebiskop Albrecht var en stor forhandler, da han skulle betale paven for dispensationen til at oppebære to bispesæder - både i Mainz og i Magdeburg. Selv mord kunne man bekvemt nok købe sig tilgivelse for, samt for endnu ikke begåede synder. Luther var frastødt af denne sjakren og profiteren på den frygt for Guds vrede, han selv kendte til. Men så meldte indsigten sig ved den såkaldte Turmerlebnis (= "tårnoplevelse") i klosteret i Wittenberg. Selv fortæller Luther dog, at indsigten kom, mens han sad in cloaca (= på lokum). [25]

Når man senere har talt om et tårn, kan det skrive sig fra, at datidens fornemme boliger ofte havde latrinen udenpå væggene, i små tårne. [26] Luther boede i den periode i et lavt forhus uden tårne, hvor klostret vender ned mod Elben. Her foretog man i 2008 en udgravning af både af det opvarmede værelse, hvor Luther havde arbejdet, og af lokummet, [27] som besøgende godt må tage et kig på, og hvor Luther blev slået af en sætning i Romerbrevet 1,17: "For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro."" [28] Det slog ham, at den "Guds retfærdighed", som omtales i Rom 1,17, ikke er den strenge dømmende retfærdighed hos en Gud, som i ubønhørlig hårdhed holder dom over synderen, men tværtimod en nådens retfærdighed, som Gud skænker og ikke kræver af os, og som mennesket efter Romerbrevet modtager ved troen. Luther fandt en skænket og ufortjent retfærdighed, hvis indhold er Kristus og hans gerning som frelser.[29] En del lutherforskere betragter ikke "tårnoplevelsen" som det skelsættende punkt i Luthers udvikling, men påstår, at hans "reformatoriske opdagelse" voksede frem gradvis.

Kirkehistorikere finder det sandsynligst, at selve det religiøse gennembrud og klarheden om det fandt sted omkring 1518. De bygger på Luthers egen angivelse i hans "store selvvidnesbyrd" fra 1545, hvori han siger, at erkendelsen kom til ham, før han forelæste over Salmerne anden gang 1518-19.

Luthers overbevisning var, at frelsen skyldes troen alene; men troen er ikke menneskets egen præstation, men en nådegave fra Gud. Menneskets sola fide (troen alene) genspejler Guds sola gratia (nåden alene). Dermed bliver Gud også ansvarlig for frelsen, og afgør selv, hvem der skal modtage hans nåde; får man den, kan man ikke afslå. Derved sidder man med en prædestinationslære, hvor alt er forudbestemt. Luther anslog, at kun en tiendedel af menneskeheden var udset til frelse: "Det følger af Moselovens forskrifter om tiende," anførte han som bevis for den tanke. Andre gange talte han om kun én ud af tusind. Kristendommens kerne var for ham, at Jesus påtog sig Guds vrede som et sonoffer for menneskets arvesynd. Troen, der fører til frelse, drejer sig om troen på solus Christus (Kristus alene), og man skulle forholde sig fundamentalistisk til Bibelen og læse den helt bogstaveligt, solus scriptura (skriften alene). Kirkens fejl var netop, at den havde opbygget en institution, der ikke er nævnt i Bibelen, og tilføjet en bunke overtro, der heller ikke omtales, såsom aflad, pavedømme, helgener, mariadyrkelse osv. [30]

Kamp mod afladshandelen (1517–1518)[redigér | redigér wikikode]

Tesedøren i Slotskirken i Wittenberg. Døren i Luthers tid blev dog brændt under trediveårskrigen.

Som præst og sjælesørger i Wittenberg stødte Luther på dominikaneren Johann Tetzels overfladiske afladsforkyndelse med den sætning, som blev tillagt ham: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.[31] Han forfattede på latin 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen. Den 31. oktober 1517 sendte han dem til Albrecht af Brandenburg (ved pavens dispensation ærkebiskop af både Magdeburg og Mainz), og biskoppen af Brandenburg, Hieronymus Schultz, og til Johann Lang i Erfurt og Christoph Scheurl i Nürnberg, sine lærde venner. Teserne angreb ikke selve afladen, men var en reaktion på dens misbrug, og på en groft materialistisk indstilling til den. Han imødegik den med sin nyvundne lære om troen som den afgørende faktor for menneskets frelse.

I sit følgebrev til bisperne bad han om opklaring, og at afladsprædikanterne skulle pålægges tilbageholdenhed. Under en debat i maj 1518 i Heidelberg, tog Luther ikke selve afladen op til behandling, men derimod den teologi, som lagde grundlaget for afladen.

De 95 teser blev sat op på døren til slotskirken i Wittenberg som en indbydelse til en akademisk drøftelse af sagen, fortalte Philipp Melanchthon i 1546. Nogle forskere betvivler, at Luther faktisk slog sine teser op på kirkedøren. Der er hverken tidspunkt eller navn på teserne, som der normalt var, hvis de skulle hænges op. I øvrigt var det ikke professorerne selv, der slog bekendtgørelser op; det fik de en student eller vagtmester til. [32] Scheurl lod teserne oversætte til tysk og fik dem trykt, hvorved kendskabet til dem udbredtes takket være den nyopdagede bogtrykkerkunst. [33] I løbet af få uger blev de spredt i hele Tyskland, og i løbet af få måneder over hele Europa. I 1500 var et trykkeri en sjældenhed, men inden 1530 var mere end 10.000 religiøse skrifter trykt i Europa i op mod ti millioner eksemplarer - især protestantiske skrifter, men snart også katolske. [34]

Reaktioner på Luthers teser[redigér | redigér wikikode]

Albrecht, ved dispensation ærkebiskop af både Magdeburg og Mainz, afAlbrecht Dürer i 1519.
Albrecht Dürers portræt af Frederik den Vise omkring år 1500.

Offentliggørelsen af teserne fik en uventet virkning til Luthers oprigtige forskrækkelse. Det viste sig, at der var en vidt udbredt uvilje og harme over den usalige handel, som Rom, ærkebiskop Albrecht og Fuggernes bank drev med afladen, og som dominikanerne var håndlangere for. De fleste opfattede Luthers teser som en åben protest, og så ikke noget dybere teologisk i dem. Ærkebiskop Albrecht værdigede ikke Luther et svar, men indklagede ham for Rom. Ærkebiskoppen led et betydeligt økonomisk tab, da afladsforkyndelsen måtte afbrydes: han fik ikke den fortjeneste, som han var blevet lovet af Fuggernes bank.[35] I juni 1518 åbnede pave Leo 10. en kætterproces mod Luther i Rom.

Luther havde søgt samtale og diskussion, men var meget lidt tilfreds med sine "samtalepartnere". I Tyskland engagerede Tetzel sig kraftigt også for at forsvare sig mod det, han opfattede som et fortegnet billede af sin forkyndelse. Den romerske kurie deltog efter nogle måneders forløb, men dialogen gik hurtigt i stå, fordi Luther blev mere og mere afvisende over for sin romerske modpart Mazzolini – eller Prierias – og til sidst undlod at svare ham.

Luther for Cajetan (1518)[redigér | redigér wikikode]

Det var meningen, at Luther skulle forsvare sig i Rom. Men kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen, der havde grundlagt Wittenbergs universitet i 1502, udvirkede, at Luther i stedet blev afhørt i rigsdagen i Augsburg af kardinal Cajetan. De to mødtes første gang den 11. oktober 1518. Luther nægtede at tilbagekalde noget og rejste i hast tilbage til Wittenberg, hvortil han ankom på årsdagen for de 95 teser. I løbet af det år havde han vundet megen støtte hos fyrsterne. Han klagede over kardinalen til paven. Dermed var alt for alvor sat i bevægelse.

Paven engagerede sig direkte i spørgsmålet med bullen Cum Postquam (8. november 1518), hvori han forklarede den katolske afladslære og vedgik misforhold inden for afladshandelen, men modsagde Luthers principielle standpunkter. Den 28. november 1518 appellerede Luther til et almindeligt kirkemøde. Han opfattede situationen som truende, og kort tid efter tilbød han at gå i eksil for ikke at sætte kurfyrsten og Sachsen i et dilemma. Men kurfyrst Frederik bestemte sig den 18. december 1518 for at holde hånden over ham. Også den pavelige udsending Karl von Miltitz kom i dialog med Luther i 1519, uden at det førte til noget varigt resultat. I foråret 1519 havde Luther også fået læst Lorenzo Vallas afsløring af "det konstantinske gavebrev" [36] som et falsum. Pavedømmet stod dermed uden sin påståede legitimitet, og derfra var spranget ikke langt for Luther til at se paven som den skinbarlige Antikrist. [37]

Kurfyrst Frederiks sympati fik afgørende betydning for Luther, men de to mødtes aldrig; hofkapellan Georg Spalatin formidlede kontakten dem imellem, og det var nok meget godt, for kurfyrsten var en førende samler af relikvier, som han havde 19.013 af, og udstillede frem til 1522; delvis grundet fortjenesten på pilgrimmene, der valfartede til Sachsen for at se dem. [38] Paven havde også givet kurfyrst Frederik ret til at sælge de besøgende aflad, hvor ét besøg betød en forkortelse på 100 år af den besøgendes fremtidige ophold i skærsilden. Ialt havde paven givet licens til et salg af aflad for 1.902.202 dage. [39]

Debatten i Leipzig og dens virkninger (1519–1520)[redigér | redigér wikikode]

Pave Leo 10., malet af Rafael.

Teologen Johannes Eck (1486–1543)[40] i Ingolstadt havde beskæftiget sig med Luthers teologi siden 1517, og var en af de første, som indså, at de 95 teser pegede ud over deres direkte sigte: korrektion af afladspraksis. De stillede i virkeligheden spørgsmål om

  • afladens væsen
  • pavens myndighed til at give aflad
  • den sakramentale struktur af kirken

Ved en debat 27. juni–16. juli 1519 i Leipzig mellem Andreas Karlstadt og Luther, forsvarede Eck kirkens lære. Det drejede sig nu om pavens magt, om kirkemødernes ufejlbarlighed og om sakramenterne principielt. Luther forkastede, at pavens overhøjhed (primat) er begrundet i Bibelen (Mat 16,18), [41] og hævdede, at de almindelige kirkemøder kunne tage fejl, fx i sagen mod Jan Hus ved koncilet i Konstanz. Opfattelsen var delt om, hvem der kom bedst fra debatten. Ecks argumenter bidrog sikkert til at fremskynde en skarpere afvisning af grundlæggende dele af katolsk lære fra Luthers side. Men efter disputatsen stod Sachsens hertug Georg entydigt i den katolske lejr. Eck blev hyldet som den sejrende part af teologerne i Leipzig, som overøste ham med udmærkelser. Han havde presset Luther til at sige sig enig i flere udsagn, der havde fået dømt Jan Hus til kætterbålet. Det fik Luther til at udbryde: "Afbrænding af kættere er imod helligåndens vilje!" Dog tog det ikke mange år, før han selv ivrede efter at få de, der tænkte anderledes end han selv, dømt til kætterbålet. [42]

Luthers holdning til paven skærpes[redigér | redigér wikikode]

Før disputatsen skrev Luther 3. marts 1519 i et brev til pave Leo 10., at "for Gud og hans skabning vidner jeg, at jeg ikke har ønsket, ej heller nu ønsker, at rokke ved eller undergrave den Romerske Kirkes eller Deres Helligheds myndighed". Men lidt senere skrev han, at han var "usikker på, om paven er Antikrist eller hans apostel". Og i februar takkede han Scheurl for det krasse kampskrift mod paven, som han havde tilsendt ham (Julius' og St. Peters dialog) med ordene, at han var meget fristet til at oversætte det til tysk for folkets skyld.

Men efter disputatsen gav Luther uden omsvøb udtryk for, at paven var Antikrist, Kristi onde modstander, som førte menneskene ud i elendighed, fordi han havde sat sig selv i Kristi sted og dermed udfordret Guds vrede. Med tiden forstærkedes disse forestillinger hos Luther: Paven blev for ham Antikrist i egen person.[43]

Fra bullen Exsurge Domine til bandlysningen (1520–1521)[redigér | redigér wikikode]

Første trykte udgave af Exsurge Domine.

Den romerske proces mod Luther var standset på grund af kejservalget og ikke genoptaget før 1520. Johannes Eck rejste selv til Rom for at få gang i sagen. Den 15. juni 1520 kom bullen Exsurge Domine fra pave Leo 10. Den fordømte 41 læresætninger fra Martin Luthers skrifter og krævede, at han skulle trække dem tilbage inden 60 dage eller risikere ekskommunikation. Bullen repræsenterede den første officielle stillingtagen fra pavestolen til en begyndende luthersk reformation.

Paven udpegede Johannes Eck til at proklamere bullen i Tyskland. Hans ankomst sommeren 1520 udløste voldsomme mishagsytringer; mange steder var det umuligt for ham at forkynde bullen. Bullen bekræftede Luther i hans standpunkter og skærpede den polemiske tone.

Efter bandbullen udgav Luther fire skarpe programmatiske reformatoriske skrifter:

  • Det etiske Om de gode gerninger (juni 1520), hvor han udfolder synspunkterne for den evangeliske etik i form af udlægning af de 10 bud, og anfører, at gerninger kun er gode, hvis de omfattes af et af de ti bud og i øvrig er baseret i troen.
  • Det politiske Til den kristne adel af den tyske nation (august 1520), hvor Luther lancerer idéen om "det almindelige præstedømme", og henvender sig til kejser og rigsstænder, med en opfordring til et nationalkoncil, som skal iværksætte reformer. Alle samfundslag er lige, fordi alle døbte har del i dette præstedømme.
  • Det dogmatiske Om kirkens babylonske fangenskab (oktober 1520, på latin), hvor Luther angriber katolsk sakramentelære og reducerer sakramenternes antal fra syv til to, dåb og nadver (eventuelt tre, medregnet skriftemålet).[44]
  • Det lille evangeliske Om et kristenmenneskes frihed (november 1520), hvor Luther fremhæver, at Guds nåde kun kan erfares ved troen (sola fide). Her lanceres paradokset med den kristne som altings træl og altings herre; for han er underlagt øvrigheden, men sjæleligt frigjort af Kristus. Den frihed, der omtales, er hverken religionsfrihed eller politisk frihed; kun friheden fra at skulle yde nogen god gerning for at blive frelst. [45] Synd var for Luther intet hinder for frelse: "Vær en synder og synd kraftigt," opfordrede han sin ven Philipp Melanchthon i et brev. Især tog han stærkt afstand fra "gerningshellighed", hvor man viste til gode gerninger og ydre resultater. [46] Blandt andre Luthers kampfælle Nikolaus von Amsdorf udtalte, at gode gerninger afgjort forhindrede, at man blev frelst. [47]

Alligevel talte han om de tre første buds "høje gerninger", og var optaget af det fjerde: "Du skal ære din far og din mor". [48] Luther understregede, at "der står ÆRE, ikke elske, for at ære nogen indebærer frygt(...)sådan at barnets egenvilje skal brydes, og de skal blive ydmyge og sagtmodige". Men Luther selv var jo ingen af delene. I 1520 skrev den ulydige Luther, at "ulydighed er en større synd end mord, utugt, tyveri og bedrag". [49]

Det endelige brud[redigér | redigér wikikode]

Luther brændte pavens bulle Exsurge Domine sammen med kirkelige retsbøger foran Elsterporten i Wittenberg 10. december 1520.

Efter at pave Leo 10. havde truet Luther med kirkens band, fuldførte Luther bruddet den 10. december 1520 ved at arrangere en offentlig bogbrænding af bullen i Wittenberg. Samtidig brændte han også sine modstanderes skrifter, de kirkelige retsbøger og selve bandtruslen; en handling, han senere skrev et forsvar for. [50] Man kan derfor med god ret hævde, at dagen snarere er den egentlige reformationsdag end opslaget af teserne 31. oktober 1517. Han prøvede sogar at få fat i eksemplarer af skolastikerne Thomas Aquinas' og Duns Scotus' skrifter for at brænde dem, men ingen ville bidrage til det hærværk. [51]

Den 3. januar 1521 blev han bandlyst i Rom ved bullen Docet Romanum Pontificem. [52]

Rigsdagen i Worms (1521)[redigér | redigér wikikode]

Luther ved rigsdagen i Worms. Farvelagt træsnit fra 1557.
Wartburg.

Luthers popularitet i Tyskland var stærkt stigende, både blandt fyrster og i brede lag af befolkningen. Men den nye kejser Karl 5., som var blevet kronet i Aachen den 23. oktober 1520, havde til hensigt at rejse en rigssag mod ham, så snart han var blevet bandlyst af kirken. Kejseren indkaldte rigsstænderne til rigsdag i Worms. Kun efter pres fra Frederik den Vise af Sachsen gik han med til, at Luther først skulle udspørges på rigsdagen.

I marts gav kejseren Luther 20 dages frit lejde til og fra Worms. Hans rejse dertil, ledsaget af tro medarbejdere som Justus Jonas, var et triumftog, og han prædikede for folket i Erfurt, Gotha og Eisenach. Luthers indtog i Worms den 16. april 1521 var højtideligt ledet af den kejserlige herold. Det gav ikke indtryk af, at det var en slagen mand, som ankom. Den 17. og 18. april stod han frem for rigsdagen og fastholdt og forsvarede sine skrifter. ("Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller tilrådeligt at handle mod ens samvittighed. Så hjælpe mig Gud. Amen." [53]) Kejseren holdt næste dag en tale, hvori han beklagede, at han havde tøvet med at tage forholdsregler mod Luther. Han bekræftede Luthers frie lejde, men erklærede, at han herefter ville betragte ham som kætter, og opfordrede rigsstænderne til at gøre det samme. I slutningen af april forlod Luther Worms og blev efter aftale "bortført" af kurfyrst Frederiks folk og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg den 4. maj.

Worms-ediktet[redigér | redigér wikikode]

Luther blev nu erklæret fredløs ved kejserens Worms-edikt. Ediktet rejste rigssag mod ham og hans tilhængere. Det indeholdt også fordømmelser af ham og erklærede ham for kætter på grund af hans afvisning af den katolske kirkes lære; især af sakramenterne, af messen og hans kritik af pavedømmet, koncilerne og en række kirkeskikke. Luther blev desuden anklaget for at opildne til strid og ødelæggelser.

Ediktet blev først offentliggjort på rigsdagens sidste dag, efter at mange var rejst. Forsøg på at udvirke en udlevering af Martin Luther slog fejl, fordi han allerede var i sikkerhed på Wartburg. Det blev også vanskeligt at gennemføre ediktet senere: Kejser Karl, som havde kæmpet for gennemførelsen af ediktet, blev væk fra Tyskland i hele ni år. Imens kunne Luthers lære uhindret slå rod.

I tilflugt på borgen Wartburg (1521–1522)[redigér | redigér wikikode]

Luthers bibeloversættelse, udgaven fra 1534.
Luthers ankomst til Wartburg på en nødpengeseddel fra Eisenach trykket i 1921.

Luthers ophold på Wartburg fra april 1521 til marts 1522 var en ny vigtig oplevelse borte fra klosterlivets religiøse rutiner og andre ydre forpligtelser. Han havde nu tid til egne projekter og eksistentielle og teologiske refleksioner. Under pseudonymet "junker Jörg" rejste han af og til rundt i omegnen, og blev bedre kendt med den almindelige tyskers vilkår og ikke mindst sprogbrug.

Allerede i foråret 1521 havde en enkelt præst giftet sig. Luther havde rost ham for det, skønt det stred mod rigets love. Mens Luther holdt sig i skjul, rullede reformationen videre. Stadig flere ordensfolk forlod deres klostre. I januar 1522 gav ledelsen for augustinereremitterne i Weimar tilladelse til, at alle medlemmer kunne træde ud af ordenen, og snart var deres tyske provins helt opløst. Nu blev det til en regulær klosterflugt, og mange steder lukkede hele klostre.

Luther-bibelen[redigér | redigér wikikode]

På Wartburg tog Luther fat på sin oversættelse af Bibelen til tysk. Med hjælp fra Melanchthon, hofkapellan Spalatin og andre fuldførte han sin oversættelse af Det Nye Testamente fra græsk til tysk i 1522. Det meste af arbejdet havde han gjort på kun elleve uger under opholdet på Wartburg, hjulpet af Erasmus af Rotterdams nye græske udgave af Det Nye Testamente fra 1516. "Luther-bibelens" sproglige kvaliteter kom til at betyde meget for udformningen af et tysk fællessprog,[54] og er blevet kaldt "en sproglig genial personlig præstation" (Josef Lortz). Den sproglige kraft og oversætterens berømmelse gjorde, at den snart blev vidt udbredt. Luther regnes som ophavsmand til stående udtryk som "at bide tænderne sammen" og "en ulv i fåreklæder", der fik indpas gennem bibellæsning på modersmålet. [55]

Førsteudgaven, den såkaldte september-udgave (Septembertestamentet, udgivet og trykket af Lucas Cranach den Ældre), [56] blev så hurtigt udsolgt, at en ny udgave måtte trykkes allerede i december. Luther havde snydt lidt, og tilføjet et "alene" i teksten i Romerbrevet 3,28, for at der skulle komme til at stå "tro alene". [57] Originalteksten siger kun: "For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger." [58]

Oversættelsen var fra et filologisk synspunkt uden sidestykke i tysk sproghistorie; med ét slag skabte den grundlaget for højtysk (Hochdeutsch). Men den indeholdt teologisk tendentiøse fejl, som gjorde det nødvendigt med reviderede udgaver. Foruden at være en bibeloversættelse, var den et angrebsvåben mod den gamle kirke, og indeholdt også illustrationer, som gjorde nar af pavedømmet. Oversættelsen af Det Gamle Testamente tog længere tid og var først færdig i 1534. Her havde Luther uden videre udeladt et antal bøger, fordi de ikke passede ind i hans teologi. Mere betød hans egne ord om sola scriptura ikke for ham. [59]

Wartburg-postillen[redigér | redigér wikikode]

Luther på prædikestolen – udsnit fra Cranach-altret fra 1547 i Wittenberg Stadtkirche (bykirke).
Wittenberg Stadtkirche (bykirke).

Mens Luther var på Wartburg, udarbejdede han Wartburg-postillen. (En postil er en samling prædikener over alle kirkeårets evangelietekster og epistler, som præsterne i nødstilfælde kunne læse op fra prædikestolen under gudstjenesten, eller bruge i deres prædikenforberedelse.) Luther udarbejdede den på opfordring af Frederik den Vise. Den udkom i to dele: prædikenerne til advent (Adventspostillen 1522) og jul (Julepostillen 1522). Først i 1525 fortsatte arbejdet med prædikener til og med langfredag (Fastepostillen 1525). Med kollegers bistand udkom prædikenerne til resten af året i 1526; den del kaldes Roths sommerpostil efter redaktøren Roth.

Nye kampskrifter[redigér | redigér wikikode]

Samtidig forfattede han små lejligheds- eller kampskrifter, som Om munkeløftet, hvor han kritiserede katolsk lære og katolske skikke, og Munkestanden om cølibatet, messeofferet, den præstelige tjeneste, osv. Hans svar på kritik fra fx Latomus af Leuven, Hieronymus Emser, og det teologiske fakultet ved universitetet i Paris, er ofte af grov karakter. Hans kommentar til den nyudsendte pavelige skærtorsdagsbulle In coena Domini på tysk spiller på utilsløret folkelig humor og krydsede også grænserne for religiøs anstændighed. Den ligefremme form og tone bidrog til at skærpe debatten, men Luther forsvarer sin stil i indledningen Om den trælbundne vilje.

Billedstormen i Wittenberg og bruddet med Andreas Karlstadt (1522)[redigér | redigér wikikode]

I Luthers fravær forgrenede reformationen sig i ulige retninger. I december 1521 kom det til tumulter i Wittenberg, da billedstormere som Andreas Karlstadt påberåbte sig særlig inspiration fra Helligånden. Uden fyrstens accept angreb de barnedåben og anstiftede vidtgående uro. I marts 1522 kaldte vennen Melanchthon i panik Luther tilbage fra eksilet på Wartburg for at genoprette ro og orden. Han rettede massiv kritik mod sin gamle kampfælle Karlstadt, og erklærede en række af hans reformer for ugyldige eller forhastede. Karlstadt fik forbud mot at prædike og publicere, og striden mellem de to pågik frem til sommeren 1523, da Karlstadt blev fordrevet fra Wittenberg. Heller ikke "profeterne" fra Zwickau blev tålt. Det var et følge af 72 unge nyvakte, anført af væveren Nikolaus Storch, Thomas Drechsel og Markus Stübner; sidstnævnte gav sig ud for at kunne læse tanker. De var populære hos almuen i hjembyen Zwickau, [60] men ikke hos byens gejstlige, og fandt sig snart på flugt til Wittenberg, hvor de dog heller ikke blev mødt med forståelse, selv om de praktiserede den fundamentalistiske, bogstavtro bibellæsning, som Luther selv havde anbefalet. Baseret på Luthers idé om "det almindelige præstedømme" afviste "Zwickau-profeterne" både verdslige og kirkelige myndigheder. Luther støttede begge myndigheder og påstod, at det var Satan, der talte gennem de unge. Disse stridigheder resulterede i, at han fremlagde sin lydighedslære i skriftet Om verdslig øvrighed og hvorvidt man skylder at adlyde den. [61]

Luther fik fuldt op at gøre med "sværmerne" i Wittenberg. Til dem havde Thomas Müntzer sluttet sig. De påberåbte sig, at Gud ikke bare har åbenbaret sig ved "Skriften alene" (sola scriptura), men lige så meget gennem det "indre lys", det "åndelige ord". Under bondekrigen blev den strid yderligere skærpet.

Bondekrigen og fyrstereformationen (1524-1525)[redigér | redigér wikikode]

Bondeopstandens udbredelse.
Weinsberg, omgivet af sine vinmarker; skueplads for blodbadet påskesøndag 1525. Billede fra 1578.
Portræt af Luthers kampfælle Nikolaus von Amsdorf, den første lutherske biskop. 1558.

Den tyske bondekrig 1524–25 havde primært økonomiske og sociale årsager, men tidspunktet og omfanget var en følge af Luthers forkyndelse. Romerretten havde, i konflikt med hævdvundne skikke, gjort det nemmere for tysk adel at indføre nye skatter og afgifter. [62] Af Luthers skarpe kritik af den kirkelige øvrighed, og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed, måtte bønderne slutte, at han også ville støtte et angreb på den voksende skævfordeling; især, fordi en række af de lokale fyrster også indehavde kirkelige embeder. De "tolv artikler" beskrives som et kombineret klageskrift, reformprogram og revolutionært manifest: [63]

  • 1 Enhver menighed har ret til at vælge sin præst
  • 2 Præsten skal lønnes af tiendebetalingen; andre tiendeindbetalinger afskaffes
  • 3 Livegenskabet afskaffes
  • 4 Jagtrettigheder går tilbage til bønderne
  • 5 Retten til skovene går tilbage til bønderne
  • 6 Hoveri skal begrænses til et aftalt omfang...
  • 7 ...som ikke må overskrides
  • 8 En rimelig lønsaftale
  • 9 Lovbrud straffet efter vedtaget lov, ikke vilkårligt eller ud fra gunst
  • 10 Fælleder og overdrev går tilbage til bønderne
  • 11 Arveafgift skal ikke gøre enker fattige
  • 12 Hvis nogen af disse krav viser sig i modstrid med Bibelen, kan de bortfalde [64]

Opstanden brød ud i Schwaben sent i 1524. [65] Under ledelse af Thomas Müntzer - en af de 72 "profeter" fra Zwickau - udviklede det sig til en regulær krig. Müntzer gik ind for voksendåb, så den døbte selv kan tage stilling til handlingen; mens Luther foragteligt kaldte hans bevægelse for "gendøbere" (anabaptister), da spædbørnsdåb er nødvendig for spædbarnets frelse ud fra tanken om dåben som en art djævleuddrivelse. [66] Luther frydede sig, da Müntzer blev fængslet og udsat for langvarig tortur, fordi han ikke ville omvende sig til lutherdommen. Da Müntzer afslutningsvis blev halshugget i Mühlhausen, og hans hoved sat på en stage, godtede Luther sig, "fordi han ville dræbe min Kristum". [67]

Luther afviste bøndernes kritik af øvrigheden og formanede dem til fred. Han anførede, at man ud fra Paulus' ord i Romerbrevet 12 ikke må gribe til vold mod øvrigheden, kun overfor en jævnbyrdig eller underordnet. Slaveri er ifølge Luther acceptabelt, for Kristus har sat sjælene fri; "det ydre lader Gud passere og lægger ikke så stor vægt på det". Øvrighedens vold mod oprørske undersåtter er ifølge Luther en kristelig handling "og en kærlighedshandling frejdigt at kværke fjenden, at plyndre og brænde og gøre alt, der er skadeligt, indtil man har overvundet dem." Bønderne følte sig svigtet, og ringede med kirkeklokkerne for at overdøve ham. Han på sin side følte sig truet på "liv og lemmer", og 6. maj 1525 opfordrede han i skriftet Wider die mörderischen Rotten der Bauern (= Imod de morderiske bondeflokke) til at slå oprørerne ned: "Kvæl, stik og slå dem ihjel, i skjul eller åbenlyst, hver den som kan; og husk, at der ikke kan tænkes noget gifigere, skadeligere, mere djævelsk end en oprører, ligesom man må slå en gal hund ned." Luther glemte helt i sin iver efter at slå bondehærene, at han havde anført tro og ikke gerninger som den eneste vej til frelse. Tværtimod skrev han: "Så vidunderlige tider er det nu, at et folk bedre kan tjene sig til himlen med blodsudgydelse end ellers med bøn. Stik, slå, dræb dem, hver den som. Dør du selv, så godt for dig. En saligere død kan du aldrig få." [68]

I påsken 1525 havde en bondehær angrebet Weinsberg, hvor den forhadte grev von Helfenstein opholdt sig, og henrettede greven og andre adelige efter et spidsrodløb. Denne "Weinsberger bloddåd" fik det schwabiske forbund til at samle sig; men bondeopstanden bredte sig ind i Thüringen, hvor Luther var på inspektionsrejse. Han tog afstand fra kurfyrstens forsøg på fredsforhandling, Thomas Müntzer, der havde kaldt Luther "det bløde flæsk i Wittenberg", omtales som "ærkedjævelen i Mühlhausen". [69] Flere af Luthers tilhængere undrede sig over hans blodtørstighed overfor bønderne. Hans kampfælle, professor Nikolaus von Amsdorf, [70] der var udnævnt til første tyske superintendent (dvs. luthersk biskop), protesterede. Luther sluttede straks, at nu talte Amsdorf med Satans stemme: "Selv om også fyrsterne synder, fører de i det mindste sværdet med Guds myndighed." For Luther stod kampen mellem Gud og bønderne. Da Luthers svoger Johann Rühel også havde indsigelser, svarede Luther, at fandtes der uskyldige blandt bønderne, ville Gud sørge for at redde dem, som han havde gjort med Lot og Jeremias. Blev de ikke reddet, var de heller ikke uskyldige. At nogen blev dræbt, var for Luther beviset for deres skyld. [71]

Forbundshæren slog bondehæren i flere slag i maj/juni 1525. Philip 1. af Hessen omringede 14. maj omkring 8.000 bønder ved Frankenhausen og massakrerede dem; hans egne tab var kun seks mand. Sommeren 1525 blev op mod 100.000 bønder dræbt; mange våbenløse efter at have overgivet sig. [72]

Tilknytningen til de lokale fyrster førte til "fyrstereformation", hvor reformationen blev forordnet ovenfra, og kirkens magt overført til fyrsterne. Dermed havde Luther egentlig prisgivet den "åndelige kirke". Blandt de første fyrster, som indførte reformationen "ovenfra", var landgreve Philip af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.

Men Luther bekymrede sig over, at hans kampfæller havde vist sig uenige med ham. Kansleren i Mansfeld, Kaspar Müller, modtog derfor et trusselbrev fra Luther, hvor han skrev: "Man skal advare dem, der kritiserer min lille bog, om at holde kæft og passe på(...)så de ikke forser sig og også en gang bliver et hoved kortere." Bønderne havde heller ikke villet høre, og fik derfor som fortjent: "Så måtte man åbne ørerne på dem med bøssekugler, så hovederne sprang itu." For Luther fremstår bondekrigen som et lærestykke fra Gud, så bønderne indser, "at de har haft det altfor godt," men måske nu har "lært at takke Gud, når de mister én ko, for så kan de jo roligt nyde godt af det, den anden giver". Åbenbart var det en selvfølge, at folk havde to køer og kunne afse den ene. Iøvrigt burde fyrsterne også have lært noget om "pøblen, og hvor meget de er til at stole på" - for: "Med en knytnæve skal man svare dem, der kæfter op, så blodet sprøjter fra næsen" og: "Æslet behøver pisken, og pøblen vil styres med magt, det vidste Gud godt. Derfor gav han ikke øvrigheden en rævehale, men et sværd i næven." [73]

Også mange år senere påtog Luther sig med stolthed ansvaret for massakren på bønderne: "Det var mig, Martin Luther, der dræbte alle bønderne under oprøret, for det var mig, der beordrede, at de skulle slås ihjel. Alt deres blod er på mine skuldre. Men jeg henviser til vor Herre Gud, som befalede mig at sige det." På sin vis fulgte også Luther kun ordre. [74]

Bruddet med Erasmus om viljens frihed, 1525[redigér | redigér wikikode]

I de første år fik reformationen støtte fra mange humanister, mens Erasmus af Rotterdam tøvede med at tage stilling. I 1524 blev det klart, at Erasmus definitivt sagde nej. I sit værk De libero arbitrio (1524 – Om den frie vilje) analyserede han Luthers overdrivelser om den menneskelige friheds begrænsninger. Luther tog ham det ilde op og svarede med De Servo Arbitrio (1525 – Om den trælbundne vilje), hvori han ikke bare angreb Erasmus' værk, men også Erasmus personligt.

Ægteskabet med Katharina von Bora (1525)[redigér | redigér wikikode]

Katharina von Bora, af Lucas Cranach den ældre i 1526.
Indgangspartiet til Luthers hjem i Wittenberg.
Katharina von Boras gravmæle i Mariakirken i Torgau.

I juni 1525 giftede Luther sig med den tidligere nonne Katharina von Bora, der nedstammede fra en gammel adelsfamilie i Meissen, der imidlertid sad i beskedne kår. Allerede som barn, i 1508 eller 1509, blev hun sat i klosteret Nimtsch ved Grimma, hvor hun i 1515 blev viet som nonne. I klosteret befandt også hendes tante Lene, der senere kom til at bo i Luthers hus. En nat i påsken 1523 flygtede Katharina og otte andre nonner fra klosteret med hjælp fra en borger i Torgau. I Wittenberg indlogerede Luther hende hos den tidligere borgmester Philipp Reichenbach, og så sig om efter en passende ægtemand til hende. Katharina blev så bestemt for studenten Hieronymus Baumgartner, men af ukendte grunde blev det ikke til noget. [75]

Luther prøvede i stedet at gifte hende bort med en omtrent 60 år gammel præst, dr. Caspar Glatz, næsten fyrre år ældre end hende. Katarina nægtede; hvis hun ikke blev gift enten med en Nikolas von Amsdorf på 46 år eller Martin Luther på 41 år, ville hun heller forblive ugift. Fra foråret 1525 havde Luther selv tænkt på at gifte sig, og forbarmede sig nu over Katharina. Han kom til den slutning, at hans ægteskab ville glæde hans far, ærgre paven, få englene til at le, og djævlene til at græde". [76] 13. juni blev parret viet i hans bolig med nogle få vidner til stede; men 27. juni fejredes et stort bryllup med gæster fra fjern og nær. Luther udtrykte glæde over at have fundet "en from, trofast kvinde, som en mand kan forlade sit hjerte på". [77]

Han påpegede ellers, at kvinder savner både legemsstyrke og åndsevner. "Mangelen på styrke tolerer vi, fordi mændene forsørger dem. Åndsevner ville vi ønske, de havde, men vi er nødt til at tåle dem, som de er." Før syndefaldet mente han, at kvinder og mænd havde været jævnbyrdige; men Evas svig reducerede kvindens vigtigste funktion til at føde sønner. En kvinde måtte ikke afvise sin mand seksuelt; i så fald skulle øvrigheden tvinge hende, eller få hende henrettet. "Lad dem bare føde børn, til de dør af det. Det er derfor, de er her," mente Luther. [78] Han og hans kone satte bo i Wittenbergs nedlagte augustinerkloster med dets mange rum, hvor Katharina drev en slags pensionat for studenter, besøgende og fattige, så der kunne være op til 40 rundt bordet ved måltiderne. Dermed havde Luther også et publikum til sine Tischreden (= bordtaler). [79]

Ægteparret fik seks børn:

  • Johannes (Hans) (7. juni 1526 – 28. oktober 1575) blev kansler hos hertug Albrecht af Preussen.
  • Elisabeth (10. december 1527 – 1528) døde otte måneder gammel.
  • Magdalene (4. maj 1529), døde i sin fars arme (20. september 1542). Hendes død var særlig svær at bære for Luther og hans hustru.
  • Martin (9. november 1531 – 3. maj 1565) blev teolog.
  • Paul (28. januar 1533 – 8. marts 1593) blev kursachsisk livlæge og fik seks børn. Den mandlige linje efter Luther fortsatte gennem ham, men sluttede i 1793.
  • Margarethe (17. december 1534 – 1570) har nulevende efterkommere; men af Luthers i dag omkring 5.000 efterkommere er der dog ingen, der hedder Luther. [80]

Der er skrevet en opera om Katharinas liv. [81]

Konsolidering af reformationen (1526-1530)[redigér | redigér wikikode]

I de følgende år tog den nye kirke form i Sachsen. Luthers gudstjenesteordning blev indført i 1526 (Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdienstes). Fra oktober 1528 til januar 1530 var han engageret i kirkevisitationer, som gav den saksiske kirke sin form. Han arbejdede også videre på sin bibeloversættelse og var en fremragende salmedigter.

Bruddet med Zwingli (1529)[redigér | redigér wikikode]

I 1529 kom det endelige brud mellem den saksiske reformation og de svejtsisk/sydtyske reformatorer. På rigsdagen i Speyer 1529 blev det endelig vedtaget at iværksætte Worms-ediktet, der forbød udbredelsen og læsningen af Luthers skrifter. Da fremlagde syv fyrste og fjorten byer en åben protest mod katolsk tvang. For første gang kaldtes de protestanter. Philipp 1. af Hessen forsøgte at mægle og indkaldte til religionssamtaler i Marburg i oktober. Projektet strandede på uenigheden mellem Luther og Zwingli om nadveren: Luther holdt fast på Kristi reelle og legemlige nærvær i nadverens brød og vin, mens Zwingli (som senere Calvin)forstod det symbolsk. "De har en anden ånd end os", sagde Luther ved bruddet. [82]

Vor Gud han er så fast en borg (1529)[redigér | redigér wikikode]

Samme år skrev Luther både tekst og melodi til salmen Vor Gud han er så fast en borg, der er bygget over salme 43 i det Gamle Testamente, Deus noster refugium (= Gud, vort tilflugtssted). Salmen forelå i dansk oversættelse allerede i 1533: Vor Gud han er saa sterck en borg, i 1536 ændret til den nuværende ordlyd. Grundtvig tilføjede strofen Guds ord, det er vårt arvegods.. [83]

Luthers Lille og Store Katekismus (1529–1530)[redigér | redigér wikikode]

Under sine rejser rundt til menighederne for at vurdere folkets religiøse opdragelse indså Luther, at forholdene var elendige. "Almindelige mennesker, særlig i landsbyerne, har overhovedet ikke nogen kundskab om kristen lære" (forord til Den Lille Katekismus). Derfor udarbejdede han sin Lille og sin Store Katekismus, udgivet i 1529 og 1530.

Augsburgske bekendelse, Rigsdagen i Augsburg (1530)[redigér | redigér wikikode]

Rigsdagen i Augsburg i 1530.

Bruddet med zwinglianerne indebar, at de saksiske (lutherske) og sydtyske stænder fremstod med hver sin bekendelse under rigsdagen i Augsburg i 1530. Den saksiske augburgske bekendelse (Confessio Augustana) var udarbejdet af Luther og hans dygtigste teologiske medarbejder og ven Philip Melanchthon. Den blev oplæst på rigsdagen den 25. juni 1530 og fremlagde den nye lære så upolemisk som muligt. De nedtonede forskellene til den katolske lære, og fastholdt alene den reelle uenighed i de helt centrale spørgsmål. Sydtyskerne medbragte Confessio Tetrapolitana (= de fire byers bekendelse, dvs. Strasbourg, Memmingen, Lindau og Konstanz). [84]

Den bandlyste Luther kunne ikke selv være til stede på rigsdagen, men fulgte nøje med fra borgen Coburg, hvor han pr. brev var i kontakt med sine tilhængere. Han frarådede at give yderligere indrømmelse til de svejtsiske protestanter og katolikkerne. "Jeg bryder mig slet ikke om, at vi forhandler om enhed i læren, for det er umuligt, så længe paven ikke vil give afkald på sit pavedømme ... Håber vi nu at omvende paven til sandheden?" skrev han til den saksiske kurfyrste, som var i Augsburg. Man fulgte i stor udstrækning Luthers råd fra Coburg. Landgreve Philip af Hessen forlod Augsburg i protest; Melanchthon var mere usikker. Forhandlingerne brød sammen. Rigsdagen blev afsluttet 23. september 1530 med et skrift, der krævede, at protestanterne inden 15. april 1531 skulle give deres tilslutning til den katolske lære på de punkter, som stadig stod åbne. De protestantiske stænder protesterede igen.

Luther fastholder sin kurs[redigér | redigér wikikode]

Også i de følgende år holdt Luther igen og frygtede, at "eftergivenhed" kunne true den evangeliske friheds fremtid. I denne ånd forfattede han i 1537 de schmalkaldiske artikler (efter Schmalkalden-forbundet, et forsvarsforbund oprettet af protestantiske fyrster og byer i 1531). I 1541 afviste han mæglingsforslag fra Regensburg, og i 1545 protestantisk deltagelse på Tridentiner-koncilet.

Philip 1. af Hessens "dobbeltægteskab"[redigér | redigér wikikode]

Landgreve Philip 1. af Hessen på Philippstein i 1542.

Luther var bevidst om betydningen af at holde sig gode venner med de reformatoriske fyrster. Det viser hans håndtering af Philip 1. af Hessens ønske i 1539 om at lade sig skille for at gifte sig med sin elskerinde. Luther var så meget imod en skilsmisse, at han hellere så, at fyrsten indgik et dobbeltægteskab (bigami). Luther mente ganske vist ikke, at han kunne gøre flerkoneri legalt, men han syntes heller ikke, han kunne forbyde fyrsten det. Bigami var nemlig tilladt efter Moseloven og ikke udtrykkelig forbudt i evangelierne. Det omstridte ægteskab blev indgået i marts 1540. Danske konger kunne henholde sig til afgørelsen.

I Eisenach (Eisenacher Konferenz 1540) mødte Luther landgreven, som ikke mere ville holde sin bigami skjult. Luther rådede ham ikke kun til fortsat hemmelighold, men ovenikøbet til at "lyve stærkt" om sagen (stark zu lugen) med den begrundelse, at "en lille løgn var bedre end at udsætte sig for så meget markskrigeri". Ifølge Luther ville en "nødløgn eller nytteløgn eller hjælpeløgn ikke være mod Gud" (...ein notlugen, ein nutzlugen, hilflugen zu thun, wer nicht widder Gott.) I et brev til landgreven erklærede han sig indforstået med brug af nødløgn, for Jesus sagde jo selv, at Sønnen kender ikke timen ("Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen." Markusevangeliet 13,32); og som skriftefader var Luther også fri for at skulle røbe noget om sagen. I sin Geschichte der deutschen Reformation skriver Frederick von Bezold, at det mest umoralske af det hele lå i, hvordan Luther, der en gang havde været besluttet på at ofre sig selv og hele verden hellere end sandheden - kunne stille sig tilfreds med en så ynkelig retfærdiggørelse for at være løbet fra sine egne principper. [85]

Kampskrifterne fra Wittenberg skærpes[redigér | redigér wikikode]

Bortset fra kortere rejser, særlig til kurfyrstens hof i Torgau og i 1539 til Leipzig, hvor hertug Henrik indførte reformationen, opholdt Luther sig det meste af tiden i Wittenberg, hvor han blev opsøgt og rådspurgt af mange. Samtidig blev hans fysiske plager mere og mere påtrængende; ved sin død vejede han 150 kilo. [86] Han døjede med problemer fra hjerte og mave, nyresten, hals- og ørebetændelser, leddegigt, sår på benene. Han plagedes også af depressioner, og under et pestudbrud i området havde han stærke forventninger om sit snarlige endeligt.

Til trods for sine lidelser fortsatte han med at prædike, forfatte traktater og skrifter, og vandt sig selv en plads som en af Tysklands mest populære og produktive forfattere. Forfatterskabet vidner om store humørsvingninger: hans polemik mod Henrik 8. af England og senere mod Heinrich 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel er blandt det skarpeste, han har skrevet.

Luther og jøderne[redigér | redigér wikikode]

Luthers bog Om jøderne og deres løgne. [87]

I 1523 skrev Luther Dass Jesus Christus ein geborener Jud sei, hvor han ved at påpege, at Jesus var født af en jødisk mor, håbede at vinde jøder for kristendommen, efter at han var lykkedes i at omvende rabbiner Jakob Gipher. Men da Luther i 1526 oplevede at tale for døve ører, da han ville omvende tre rabbinere, gik han over til at mene, at jøderne efter templets ødelæggelse var ophørt med at være Guds udvalgte folk, og i stedet som Guds straf var i diaspora. Omkring 1500 var der måske 40.000 jøder i det tysk-romerske kejserrige nord for Alperne, omkring 0,2 % af befolkningen. Alligevel udsendte han i 1543 to større antisemitiske skrifter. Om jøderne og deres løgne [88] henviser til, at jøderne samme år var fordrevet fra Bøhmen, hvorfra nogle var kommet til Sachsen. Luther var uforsonlig: "Jeg vil give mit trofaste råd...at man sætter ild til deres synagoger eller skoler og dækker det, der ikke vil brænde, til med jord, så intet menneske til evig tid kan se hverken sten eller slagger af det længere." Jødisk tro var for ham en art djævletilbedelse, hvor de "må kigge djævelen ind i hans sorte, mørke, bagerste løgnehul og tilbede hans stank." Det begrundede Luther med, at jøder angiveligt påstod, at jomfru Maria havde undfanget Jesus under sin menstruation, hvad der var forbudt efter Moseloven. Efter Luthers opfatning ville et sådant barn også blive vanskabt eller tilbagestående. "Med dette ønsker jøderne at forulempe os kristne ved at sige, at vi som Messias tilbeder en idiot eller dæmon." [89]

Han angreb også jøderne for at bedrive åger, der for Luther ikke kun var udlån mod renter (som hans far selv havde praktiseret), men også salg af overprisede varer. Jøderne skulle fratages sin hellige skrifter, og deres rabbinere under dødsstraf forhindres i at undervise. De skulle nægtes adgang til vejene; deres penge og guld konfiskeres; og unge og stærke jøder og jødinder sættes til tvangsarbejde. Hvis fyrsterne ikke var villige til at gribe ind overfor jøderne, skulle man ikke følge øvrigheden, men selv tage affære og "måske samle en rytterafdeling". Her så Luther pludselig bort fra sin egen lydighedslære. [90]

I Polen havde jøderne haft trosfrihed siden 1246, og pave Clemens 6. havde i 1346 indskærpet, at jøder ikke skulle dræbes som skyldige i den sorte død. Johann Reuchlin (i øvrigt Melanchthons grandonkel) havde omkring 1500 protesteret mod beslaglæggelse af jødernes hellige skrifter, hvad Luther altså ivrede for at gennemføre. [91]

Krystalnatten 10. november 1938 fandt sted på Luthers fødselsdag. [92] Martin Sasse, luthersk biskop i Thüringen, skrev i forordet til genudgivelsen af Om jøderne og deres løgne, at "dermed krones Førerens gudsvelsignede kamp for den fuldstændige befrielse af vort folk. [93] I 1949 forklarede den tyske krigsforbryder Erich Koch [94] en sovjetisk forhørsdommer: "Jeg havde det synspunkt, at nazismens idé måtte udvikles fra en grundlæggende preussisk-protestantisk livsholdning og fra Luthers ufuldførte reformation. [95]

Heksetro og homoseksualitet[redigér | redigér wikikode]

Heks; maleri fra omkring 1700.
Martin Luther.
Studenterne i Tübingen turde godt at diskutere, om hekse faktisk fandtes.

Luther var opvokset med overtro. Han så djævelen overalt - i andre reformatorer, i oprørske bønder, hekse, katolikker, omstrejfende dyr, banke- og skramlelyde. [96] "Jeg tror, mine sygdomme ikke er naturlige, men udelukkende skyldes hekseri," sagde han selv, og var meget optaget af heksejagt. Kvinders manglende åndsevner ville efter hans syn gøre dem ekstra udsat for djævelens fristelser, som man så det med Eva og slangen. I 1518 advarede han folk i Wittenberg mod heksene, der ved trolddom kunne gøre folk blinde og syge, "skyde pile i deres lægge, forhekse dem ved hjæl af billeder, dræbe dem eller lade dem sygne hen af en kronisk lidelse." Det påstod han selv at have set. Heksene forklarede for Luther ellers uforklarlige uheld, sygdomme og ulykker; men mens andre forbandt hekse med sort magi, udvidede Luther begrebet til "kloge koner" og hvad der i dag kaldes healere. De gjorde ingen skade, tværtimod; men i Luthers øjne var magiske kræfter tilknyttet djævelen. Derfor burde hvid magi også være strafbar. I Danmark blev reformationens hundredeårsdag i 1617 fejret med, at hekselovgivningen blev udvidet til også at omfatte kloge koner og hvid magi. [97]

Luther opregnede 8 farlige grupper: [98]

  • Spåmænd, stjernetydere og falske profeter
  • Dagvælgere, der udpegede nogle dage som uheldige og andre som heldige; i Danmark kendes Brahe-dage [99]
  • Åndebrødre, der besværger djævelen i spejl og andre ting for at se skæbner og hemmelige skatte
  • Hekse, "de onde djævlehorer"
  • Besværgere, der signer, maner, læser tegn og forhekser slanger
  • Sandsigere, der kan genfinde ting
  • Hamskiftere, der kan få et menneske til at fortone sig som en ko eller hest
  • De dødes omflakkende ånder

Luther var overbevist om, at hekse skulle dræbes. "De kan stjæle mælk og smør ved at malke et håndklæde, et bord eller skaft, samtidig som de fremsiger et eller andet trylleord og tænker på en ko." Djævelen henter så mælk og smør til den malkede genstand. Ifølge Luther kan et spædbarn forhekses, så det skriger i stedet for at spise og sove; man kan påføres en skjult skade i knæet, så man hensygner. 15. august 1529 sagde han i en prædiken i Wittenberg om byens hekse: "Hvis de ikke omvender sig, vil vi overlade dem til bødlerne." Han henvendte sig derefter direkte til kvinden: "Vi vil ikke længere tåle din synd her hos os." Søndagen efter, 22. august, bandlyste han flere hekse; han, der otte år tidligere selv var rammet af bandstrålen. Hvad der videre skete i sagen, er ikke kendt; den første heksebrænding i Wittenberg fandt sted 29. juni 1540, på et tidspunkt, da henrettelse af hekse var en sjælden foreteelse i Tyskland. [100] Prista Frühbottin, hendes søn Dictus og to karle blev brændt [101] for at have forgiftet kvæg til græsning. I virkeligheden døde kvæget i tørken. Bøddelen Magnus Fischer blev selv beskyldt for at have haft tæt kontakt med Prista, pågrebet og brændt på bål i Eisleben 7 juli. [102]

Luther anslog dommedag til at være meget nært forestående. "Djævlene er også meget nær os. Hele tiden stræber de os efter liv og helbred, men englene hindrer dem i at gøre os skade." Han anførte, at "filosoffer og læger" tillagde naturen sådanne fenæomener som storm, lyn og hagl; men Luther selv mente, de måtte skyldes djævle. Et ubeskadiget hus var for Luther bevis på tilstedeværelsen af lokale engle. Så sent som få dage før Luthers død viste Satan sig for ham på et tag udenfor vinduet, og viste ham sin bare ende. [103]

I Luthers tid var der ellers ingen ukritisk holdning til trolddom. Ved universitetet i Tübingen diskuterede man, om hekseri faktisk fandtes, men var forordnet af Gud og derfor ikke strafbart; eller om hekseri ikke fandtes, men at heksene selv troede på det, og derfor burde straffes for at ville påføre andre skade; eller om hekseri ikke fandtes overhovedet. [104] I sine yngre dage afviste Luther tidens vandrehistorier, som at hekse fløj gennem luften på kosteskafter; at de holdt heksesabbater og kunne forvandle sig til sorte katte; men senere virkede han helt ukritisk. [105] Også homoseksualitet blev koblet ind i sagen. Ifølge Luther blev "den stumme synd" eller "den italienske utugt", som han kaldte den, bragt til Tyskland af karteusermunke; men djævelen stod utvivlsomt bag. Derfor måtte der skrides ind med dødsstraf for at komme uvæsenet til livs. Djævelen spillede ligeledes en rolle ved utroskab, som Gud straffer med stening. Var der en prostitueret med i spillet, måtte hun efter Luthers mening dømmes til hjul og stejle. [106]

Meget kildemateriale er gået tabt, men der kendes 905 hekseprocesser fra Sachsen, heraf 762 for trolddom; 72 for signen og "kloge koner"; 47 for sandsigere og 71 for poltergeisteri. 284 af sagerne førte til dødsstraf. Den sidst kendte heksehenrettelse i Sachsen foregik i 1689; i Danmark så sent som i 1693. [107]

Den første danske heksebrænding fandt sted på Møn i 1540, flere år efter reformationen. [108]

Et sidste angreb på pavedømmet[redigér | redigér wikikode]

Pave Paul 3. malet af Rafael, da han stadig var kardinal og benyttede sit efternavn Farnese, som Luther gjorde grin med. Museo di Capodimonte, Napoli).

Luther skrev i februar 1537, da han havde så store nyrestenssmerter og troede, han skulle dø, som et sidste ønske til de protestantiske fyrster, at de måtte være standhaftige i deres kritik af paven. Blandt andet skrev han på vers "Levende var jeg din pest; når jeg dør, bliver jeg din død, pave" (Pestis eram vivus, moriens ero mors tua, papa). Han håbede blot at leve indtil pinse, så han kunne nå at færdiggøre et nyt skrift mod paven. Men han fik næsten ti år til, og i 1545 blev han færdig med sit kraftigste antipavelige skrift, Wider das Papsttum vom Teufel gestiftet ("Mod pavedømmet indstiftet af djævelen"). Sproget er noget af det voldsomste fra Luthers pen. Han fik Lucas Cranach til at dekorere skriftet med karikaturer i træsnit af Rom og paven.

Pave Paul 3.s familienavn var Farnese, som Luther "oversatte" til tysk Fartzesel (= prutteæsel). I teksten stiller han spørgsmål ved, hvorfor fyrsterne, der er indsat af Gud, tåler "den slags fra en rådden vom, det store paveæsel og prutteæsel i Rom?" Over 3-4 sider omtales Paul 3. som "paveæsel", "æselpave", "prutteæsel", "prutteæselpave", "paveprutteæsel", "æselpruttepave", "æselpaveprut" og "prutteren i Rom". Dertil afgør Luther, at katolikkernes "gudsbespottelse og afguderi" gør dem fortjent til, at man river deres "tunger bagud af halsen og nagler tungerne til galgen på rad og række, på samme vis som deres segl hænger på rad og række under deres buller. Selv om dette egentlig er altfor mildt." [109] Det ene af Cranachs ledsagende træsnit viser kardinaler med knækkede nakker, dinglende fra galgen, hvor deres udrevne tunger sømmes op. [110]

Luthers død (1546)[redigér | redigér wikikode]

Luthers gravsten under prædikestolen i Wittenberg slotskirke.

Det sidste Luther udrettede før sin død, var et forsoningsværk. Det gjaldt en strid mellem de to grever i Mansfeld, Albrecht og Gebhard. Derfor rejste han dertil den 23. januar 1546. Under rejsen blev han syg, og han var svag, da han blev indlagt på herberget i Eisenach. Til trods for svækkelsen holdt han fire prædikener. Han blev i sengen, og dagen efter, den 18. februar 1546, døde han i sin fødeby Eisleben.

I sin allersidste prædiken i Wittenberg kort tid inden sin død tog Luther endnu et opgør med sin ærkefjende fornuften: "Hun er den værste hore, djævelen har." Naturlig nok var fornuften for Luther et hunkønsvæsen. Er man ikke troende, kan man ifølge Luther trods alverdens fornuft ikke nå frem til nogen sandhed: "Derfor forbliver de altid løgnere, for troen alene giver sandfærdige mennesker." Da en borger i Wittenberg blev anklaget for ateisme og tilstod for byrådet, at han ikke havde været til nadver i 15 år, afgjorde Luther, at blev der ingen bedring, ville han personligt bandlyse manden, der "skal behandles som en hund[...)Hvis han dør sådan, skal han begraves på møddingen som en hund." Luther opfordrede den troende til at "stikke øjnene ud på sin fornuft". Han var oprørt over, at gendøberne fremstillede fornuften til troens lys, der skulle lede dem på den rette vej, for ifølge Luther vil fornuften "lyse som lort i en lampe(...)for fornuften kæmper mod troen". [111]

På en af sine sidste rejser opdagede han jøder i Rissdorf udenfor Mansfeld. Det må have givet ham panik; måske pga. rygter om jødisk omvendelse af kristne i Mähren; eller måske tænkte han sig, at hans forkølelse var påført ham af jødernes trolddom. I et brev til sin kone 1. februar 1546 skrev han, at han måte sørge for at få jøderne fordrevet. Grev Albrecht havde allerede erklæret dem fredløse. "Om Gud vil, skal jeg hjælpe grev Albrecht fra prædikestolen og også lyse dem fredløse." I stedet døde han forinden. [112]

Båren blev bragt til Wittenberg den 20. februar, og begravelsen fandt sted i Slotskirken.[113] Johannes Bugenhagen holdt talen. På kobberpladen over hans grav står der, at han blev 63 år, to måneder og ti dage gammel. Denne oplysning er fejlagtig og skyldes måske en sammenblanding med datoerne fra Melanchthon, som ligger begravet ved siden af. Martin Luther blev 62 år, tre måneder og otte dage gammel.

Demokratikanonen[redigér | redigér wikikode]

Luther på sit dødsleje, malet af Lucas Cranach den ældre.

Luther indgår i Demokratikanonen fra 2008. [114] Det står i modstrid til, at Luther - i kontrast til det engelske Magna Carta, den polske Sejm, den nordiske ordning med tingsteder, græsk demokrati, den ungarske "gyldne bulle" og de spanske Cortes Generales - anbefalede tyranni som den bedste styreform: "Ingen kan regere så godt som tyrannerne; de er den lænke, der er bundet om hundens hals." [115] Biskop Hans Wandal anførte da også, at Luther med sin lydighedslære kom med den teologi, der bedst tjente enevælden. Andre reformatorer og katolicisme åbnede for helt andre, farlige idéer om folkestyre og valg af fyrste. [116]

Som Luther selv udtrykte det: "Det er djævelens og pavens skyld, og fyrsternes, at der ikke er nogen styring, så enhver gør, som han vil. Hvis der var knytnæve og tvang ligesom dengang, så ingen kunne mukke uden at få en næve i hovedet, så ville være være gået meget bedre." [117] Men Luther havde jo selv gjort, som han ville, fordi han ikke ville underordne sig tvang, pres eller påbud fra øvrigheden.

I 1532 sagde han: "Den som sætter sig op mod mig(...)han skal og må være fortabt. Jeg vil have ret, for min sag er Guds sag og Guds ord. Ergo må de, som er imod mig, gå til grunde." [118]

Martin Luthers værker[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Martin Luther (bibliografi)

Af Martin Luther er talrige skrifter overleveret. Der findes et stort antal prædikener, breve og taler foruden en stor mængde salmer. Flere af Luthers værker var opført på Index librorum prohibitorum, den katolske kirkes fortegnelse over forbudte skrifter.

Samlinger på originalsprog[redigér | redigér wikikode]

Luthers skrifter på nettet[redigér | redigér wikikode]

Her er både originaltekster på tysk og latin, samt oversættelser til dansk, svensk og engelsk.

Samlinger på dansk[redigér | redigér wikikode]

Tomus secundus omnium operum, 1562.
  • Martin Luther. Skrifter i udvalg, København 1981-96. Bind 1-9. Credo Forlag.
    1. Om et kristenmenneskes frihed. – Luthers fortale til sine skrifter. – Fortalen til Romerbrevet. – Om bodens sakramente. 1981.
    2. Store Galaterbrevskommentar I. Oversat af Helge Haystrup. 1981.
    3. Om kirkens babyloniske fangenskab. Oversat af Ivar Engel Jensen. 1982.
    4. Store Galaterbrevskommentar II. Oversat af Helge Haystrup. 1984.
    5. Troens artikler. Prædikener af Luther. 1985.
    6. Troen og livet. Prædikener, sermoner og teserækker af Luther. 1992.
    7. Troens evangelium – Ord og sakrament. 1994.
    8. Mod Latomus – Om synd og nåde. Oversættelse, indledning og noter af Asger Chr. Højlund. 1995.
    9. Den Store katekismus. Oversættelse, indledning og noter ved Leif Grane. 1996.
  • Luthers skrifter i udvalg. 1980-83. Bind 1-5. Aros Forlag.
    1. De reformatoriske hovedskrifter. Redigeret af Niels Nøjgaard.
    2. Skrifterne om kirke og gudstjeneste. Redigeret af Regin Prenter.
    3. Bibelfortolkning og prædikener. Redigeret af E. Thestrup Pedersen.
    4. Evangelium og samfundsliv. Redigeret af Torben Christensen.
    5. Om den trælbundne vilje. Redigeret af Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

Kilder og noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ewald Plass, "Monasticism", i What Luther Says: An Anthology (St. Louis: Concordia Publishing House, 1959), 2:964.
  2. ^ Roland Bainton: Here I Stand: a Life of Martin Luther (New York: Penguin, 1995), 269; Martin Luther) "Kunne han ikke ikke reformere hele kristendommen, kunne han i hvert fald grundlægge det protestantiske præsteskab"
  3. ^ Jacques Barzun, From Dawn to Decadence (New York: Harper Collins, 2000), 4.
  4. ^ https://lutherstadt-wittenberg.de/en/culture/luthergedenkstaetten/st-petri-pauli-kirche/
  5. ^ https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-afliver-myter-om-luther
  6. ^ Martin Brecht: Martin Luther, Philadelphia: Fortress Press, 1985–1993), 1:3–5.
  7. ^ https://theologyandchurch.com/2017/11/14/martin-eleutherius-luther/
  8. ^ https://www.thenational.ae/world/europe/findings-shed-new-light-on-life-of-luther-1.560294
  9. ^ Encyclopædia Britannica Online, "Martin Luther" af Ernst Gordon Rupp (opslag 2006)
  10. ^ E.G. Schwiebert, Luther and His Times (St. Louis: Concordia Publishing House, 1950), 128
  11. ^ https://www.thenational.ae/world/europe/findings-shed-new-light-on-life-of-luther-1.560294
  12. ^ https://snl.no/Martin_Luther
  13. ^ http://beggarsallreformation.blogspot.com/2008/11/reformers-rubbisharchaeologists-unveil.html
  14. ^ https://www.luther2017.de/en/martin-luther/history-stories/the-lightning-stroke-near-stotternheim/
  15. ^ Leif Grane: Martin Luther i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119131
  16. ^ https://snl.no/augustinereremitter
  17. ^ Anna Vind: Johann von Staupitz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164403
  18. ^ https://www.monergism.com/thethreshold/articles/onsite/browning/Lesson7.pdf (s. 2)
  19. ^ https://www.camminafrancigena.it/it/resource/trip/here-i-walk-luther-between-erfurt-and-rome/
  20. ^ https://blog.franciscanmedia.org/sam/here-i-walk
  21. ^ http://romethesecondtime.blogspot.com/2017/10/martin-luther-itinerary-in-rome-for.html
  22. ^ https://www.ligonier.org/blog/martin-luthers-visit-rome/
  23. ^ https://www.luther2017.de/en/news/to-rome-by-foot-as-a-monk/
  24. ^ Bainton, opr.cit. 44–45.
  25. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 17-18), forlaget Gyldendal, 2017, ISBN 978-87-02-22721-5
  26. ^ https://www.ancient.eu/article/1239/toilets-in-a-medieval-castle/
  27. ^ https://www.thenational.ae/world/europe/findings-shed-new-light-on-life-of-luther-1.560294
  28. ^ Romerbrevet 1,17
  29. ^ Markus Wriedt, "Luther's Theology," i The Cambridge Companion to Luther (New York: Cambridge University Press, 2003), pp. 88–94.
  30. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 18-19)
  31. ^ Bainton, opr. cit. 60; Brecht, opr. cit. 1:182; Kittelson, opr. cit. 104.
  32. ^ https://forskning.no/religionshistorie-ny-religion/en-myte-at-luther-spikret-tesene-sine-pa-kirkedoren/311083
  33. ^ Brecht, opr. cit. 1:204–205
  34. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 28)
  35. ^ Luther, Martin (2006). Encyclopædia Britannica Online. Opslag 18 september 2006.
  36. ^ Karsten Fledelius: Det Konstantinske Gavebrev i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109434
  37. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 23)
  38. ^ https://reformation500.csl.edu/bio/frederick-the-wise/
  39. ^ http://www.prca.org/books/portraits/freds.htm
  40. ^ Johannes Eck 1486–1543 var teolog og Luthers modstander. (Ikke at forveksle med den evangeliske teolog Johann Eck 1494–1554.)
  41. ^ Martin Luther, "The Leipzig Debate (1519)," oversat af Harold J. Grimm i Luther’s Works, ed. Harold J. Grimm (Philadelphia: Fortress Press, 1957), LW 31:311.
  42. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 22-23)
  43. ^ Martin Luther, An Open Letter to The Christian Nobility of the German Nation Concerning the Reform of the Christian Estate, 1520, oversat af C. M. Jacobs, i Works of Martin Luther: With Introductions and Notes, Volume 2 (Philadelphia: A. J. Holman Company, 1915; Fort Wayne, IN: Project Wittenberg, 2006).
  44. ^ Oxford Encyclopedia of the Reformation, udg. Hans J. Hillerbrand, og i "Luther, Martin" af Martin Brecht, overs. Wolfgang Katenz, New York: Oxford University Press, 1996), 2:463.
  45. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 24-25)
  46. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 20)
  47. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 121)
  48. ^ https://www.hvaderkristendom.dk/lille-katekismus/forklaringer-til-lille-katekismus/4-bud/
  49. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 60)
  50. ^ http://www.glaubensstimme.de/doku.php?id=autoren:l:luther:w:warum_des_papsts_und_seiner_buecher_verbrannt_wurden
  51. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 115)
  52. ^ http://www.papalencyclicals.net/Leo10/l10decet.htm
  53. ^ Schaff-Herzog, "Luther, Martin," 72.
  54. ^ Erwin Fahlbusch og Geoffrey William Bromiley, The Encyclopedia of Christianity (Grand Rapids, MI: Leiden, Netherlands: Wm. B. Eerdmans; Brill, 1999–2003), 1:244
  55. ^ http://www.verdidebatt.no/innlegg/11675429-luther-pavirket-vart-sprak?side=1
  56. ^ Lutherbibel
  57. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 27-28)
  58. ^ Romerbrevet 3,28
  59. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 28)
  60. ^ https://reasonandreligion.org/index.php/zwickau-prophets/
  61. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 29)
  62. ^ https://dailyhistory.org/What_was_the_impact_of_the_German_Peasant_War_(1524-1527)_on_the_Reformation%3F
  63. ^ https://www.historicum.net/themen/bauernkrieg/einfuehrung
  64. ^ https://webhistoriker.de/bauernkrieg-in-deutschland-12-artikel
  65. ^ http://www.s-line.de/homepages/m-ebener/Bauernkrieg.html
  66. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 32)
  67. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 33-34)
  68. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 76-79)
  69. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 33)
  70. ^ https://www.britannica.com/biography/Nikolaus-von-Amsdorf
  71. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 80-81)
  72. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 80)
  73. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 81-83)
  74. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 84)
  75. ^ https://de.wikisource.org/wiki/ADB:Baumgartner,_Hieronymus
  76. ^ Germany, TourComm (på de). Katharina von Bora (1499-1552). 
  77. ^ https://de.wikisource.org/wiki/ADB:Bora,_Katharina_von
  78. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 87-88)
  79. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 39)
  80. ^ http://www.infos-sachsen.de/Lutherjahr/Nachfahren.php?&width=1680&height=1050
  81. ^ https://www.westminster.edu/about/news/release.cfm?id=8477
  82. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 35-36)
  83. ^ https://snl.no/V%C3%A5r_Gud_han_er_s%C3%A5_fast_en_borg
  84. ^ Peder Nørgaard-Højen: Tetrapolitana i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171268
  85. ^ https://www.patheos.com/blogs/davearmstrong/2017/11/luther-melanchthon-bigamy-of-philip-of-hesse-is-biblical.html
  86. ^ https://www.theguardian.com/world/2008/oct/27/martin-luther-protestantism
  87. ^ https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2012110706251
  88. ^ https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2012110706251
  89. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 102)
  90. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 100-04)
  91. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 116)
  92. ^ https://www.deseretnews.com/article/865691393/Berlin-exhibition-highlights-how-the-Nazis-exploited-Martin-Luther7s-legacy.html
  93. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 138)
  94. ^ https://www.nytimes.com/1986/11/15/obituaries/erich-koch-dies-in-polish-prison-the-nazi-war-criminal-was-90.html
  95. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 154)
  96. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 41)
  97. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 97)
  98. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 91-92)
  99. ^ https://bibliotek.kk.dk/biblioteker/hovedbiblioteket/blog/tycho-brahes-uheldige-dage
  100. ^ https://theonomyresources.blogspot.com/2013/05/early-lutheranism-and-old-civil.html
  101. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 94-95)
  102. ^ https://www.alaturka.info/en/culture/religion/4529-martin-luther-reformation-movement-and-witch-burning
  103. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 41-42)
  104. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 118)
  105. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 90)
  106. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 92-93)
  107. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 97)
  108. ^ hekseprocesser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90061
  109. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 47-48)
  110. ^ https://www.patheos.com/blogs/davearmstrong/2017/08/luther-bloodthirsty-violent-james-swan-agree.html
  111. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 53-57)
  112. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 108-09)
  113. ^ cf. Brecht, 3:369–379.
  114. ^ http://static.uvm.dk/Publikationer/2008/demokratikanon/kap05.html
  115. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 84)
  116. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 75)
  117. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 56)
  118. ^ Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 53)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Grane, Leif (1983). Evangeliet for folket: drøm og virkelighed i Martin Luthers liv. København: Gad. 284 sider. DK5=27.16 (99.4 Luther, Martin). ISBN 87-12-24250-0.
  • Lerfeldt, Svend. Lutherbogen. Luthers liv og tanker belyst gennem citater fra hans værker. København 1967.
  • Lindhardt, Jan (1983). Martin Luther : erkendelse og formidling i renæssancen. . DK5=99.4 Luther, Martin. ISBN 87-418-5244-3 (del af disputats).
  • Meisner, Michael, Martin Luther – Helgen eller rebel, Forlaget Minerva, 1983. ISBN 87-87929-01-5.
  • Pedersen, E. Thestrup: Martin Luthers betydning for kirke og kultur, Århus, Forlaget Aros 1983.
  • Prenter, Regin. Reformatoren Martin Luther. Thisted 1980. ISBN 87-7003-126-6
  • Stjernfelt, Frederik: Syv myter om Martin Luther (Gyldendal, 2017)
  • Thomsen, Niels. I Luthers spor. Århus 2007.
  • Wisløff, Carl Fr. Martin Luthers Teologi. Hillerød 1985. ISBN 87-7425-317-4.
  • Film: Thomasson, Camille. Instruktør: Till, Eric (2003). Luther, Eikon Film. Omtale.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.pngSøsterprojekter med yderligere information:

Danske sider:

Andre sprog: