Pave Pius 11.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Pius XI)
Spring til navigation Spring til søgning
Pave Pius 11.
Papst Pius XI. 1JS.jpg
Fødenavn Achille Ambrogio Damiano Ratti
Født 31. maj 1857
Desio
Valgt 6. februar 1922
Død 10. februar 1939 (81 år)
Vatikanstaten
Dødsårsag hjerteanfald
Hvilested Vatikanets grotter
Emblem of the Papacy SE.svg

Ambrogio Damiano Achille Ratti (31. maj 185710. februar 1939) var pave under navnet Pius 11. Han blev valgt til pave den 6. februar 1922. Ratti kom fra Lombardiet i det nordlige Italien. Han var ærkebiskop i Milano, til han blev valgt til pave. Vatikanstaten blev oprettet som selvstændig stat i 1929 i Pius' pavetid.

Holdninger[redigér | redigér wikikode]

I 1854 udtalte paven sig mod "den gudløse og fordærvelige opfattelse", at der skulle være frelse at finde udenfor den romersk-katolske kirke, og som reaktion på økumeniske verdensmøder i 1925 og 1927 erklærede Pius 11., at man på ingen måde kunne deltage i dem, "fordi enheden, som Kristus ønsker det, ikke kan skabes med, men kun i den katolske kirke", og i Mortalium animos fra 1928 forbød han katolikker både at deltage i og at bede for sådanne arrangementer.[1]

I 1929 udtalte Pius sig mod, at begge køn skulle have adgang til uddannelse, fordi "naturen selv" forbød det. Samme år tog den 21-årige Simone de Beauvoir sin agrégation-eksamen som den yngste nogensinde og ovenikøbet som den næstbedste i sin årgang.[2]

Den katolske kirke var svækket af at have taget parti mod Alfred Dreyfus i Dreyfus-affæren, og i mellemkrigstiden fik missionsvirksomhed en opblomstring. Pius formanede alle biskopper til at gå ind for opgaven. Lærestole i missionsvidenskab blev oprettet ved katolske læreanstalter. Missionens centralisering under Rom øgedes, men skulle stå uden for politiske og nationale interesser.[3]

Under mottoet "Kristi fred i Kristi rige" arbejdede Pius målrettet for at gøre pavekirkens værdier gældende i samfundet. Gennem den centralt styrede "Katolsk Aktion" skulle lægfolk bistå gejstligheden. Omkring 500 saligkåringer og 33 helgenkåringer fremmede det. Pius tog afstand fra den nationalisme, der fulgte i første verdenskrigs kølvand, selv om pavekirken blev diktatoren Francos stærkeste støtte. Gennem Laterantraktaten kom pave Pius og Mussolini til enighed om "det romerske spørgsmål". Mussolini vandt prestige hermed, og Pius undlod at kritisere hans invasion af Abessinien.[4]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 270), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4
  2. ^ Peter Normann Waage: Jeg – individets kulturhistorie (s. 413), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2
  3. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 267)
  4. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 241-2)



Efterfulgte:
Benedikt XV
Pave
1922-39
Efterfulgtes af:
Pius XII



PaverStub
Denne pavebiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi