Rebroussementsstation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hauptbahnhof Frankfurt am Main, en klassisk rebroussementsstation
Wien Südbahnhof til højre i billede. Til venstre etableres en ny banegård og stationen bliver gennemkørselsbanegård i 2013
Liverpool Street Station er én blandt flere rebroussementsstationer i London

En rebroussementsstation ((Fransk): 'vending', 'vende om') er en jernbanestation på en strækning, hvor togene kun kan køre ind i den ene ende. Toget skal dermed forlade stationen i samme retning, som det kom ind – det rebrousserer. Rebroussementsstationer er som oftest bygget af pladshensyn, hvor det på grund af en eksisterende by ikke er muligt at føre jernbanesporene gennem byen. Stationer, hvor togene kan køre ud i hver sin ende af stationen, kaldes gennemkørselsstationer.

Rebroussementsstationer kaldes af og til populært også for sækbanegårde, i det de ligesom sække kun har et “hul”.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Rebroussementsstationer blev bygget i jernbanens tidlige periode i anden halvdel af det 19. århundrede. Man ønskede at bygge banegårdene så tæt på centrum som muligt, hvor det imidlertid ikke var muligt at føre spor gennem den allerede etablerede bykerne uden at ødelægge eksisterende bygninger. Med rebroussementsstationerne kunne man nøjes med at lægge skinner ind til byen fra én side og så i øvrigt fordele trafikken videre ud fra en ring rundt om byen, hvor der endnu ikke var bebyggelse. Alternativt lagde man – særligt i større byer – flere rebroussementsstationer omkring bykernen, som så betjente baner fra forskellige retninger. Ofte har sådanne banegårde navn efter banens retning, f.eks. verdenshjørne (som i Wien Westbahnhof) eller destination (som i Gare de Lyon i Paris).

Damplokomotiverne, som dengang trafikerede jernbanestrækningerne, skulle alligevel skiftes forholdsvis ofte på de lange ruter, da lokomotiverne skulle optankes med kul og vand. Derfor udgjorde rebroussementsstationerne ikke det store problem på den tid. Først da diesel- og ellokomotiverne blev taget i drift var stationerne upraktiske. I dag har mange lokomotivtrukne tog styrevogn i modsatte ende af lokomotivet eller er erstattet af togsæt (som f.eks. det danske IC3 eller det tyske InterCityExpress), og for disse tog udgør rebroussementsstationen ikke noget større praktisk problem, da der ikke er brug for at tilkoble et nyt lokomotiv, når kørselsretningen ændres.

Mange store byer i Europa har rebroussementsstationer, f.eks. Leipzig, München, Frankfurt am Main, Wien, Zürich, Paris, Madrid og London.

I Danmark har man løbende ombygget rebroussementsstationerne, men stationerne i Lemvig, Struer og Esbjerg fungerer fortsat som rebroussementsstationer; der er dog også mulighed for at fortsætte til Thisted fra Struer ad et gennemgående spor. På Aarhus Hovedbanegård rebrousseres de fleste tog, dog har Grenaabanen gennemgående spor. Langt flere stationer i Danmark var oprindelig rebroussementsstationer, hvorfor der hyppigt blev rebrousseret på det danske jernbanenet. F.eks. skulle der ved færdiggørelsen af den østjyske længdebane rebrousseres hele fem gange: på Øster Ørsted, Flensborg, Fredericia, Aarhus og Randers. [1] Endestationer på slutningen af en jernbanestrækning defineres ikke som rebroussementsstationer, hvorfor f.eks. Helsingør, Sønderborg og Frederikshavn stationer ikke regnes som sådanne. Det skyldes, at toget på en sådan station ikke skal rebroussere, dvs. vende for at køre videre ad strækningen. På andre sprog har man imidlertid andre udtryk for banegårde, der ender blindt. På tysk kaldes en sådan banegård Kopfbahnhof og på engelsk kaldes den Terminus, og her dækker betegnelsen både over rebroussementsstationer på strækninger og endebanegårde.

For at styrke den kollektive trafik bliver flere rebroussementsbanegårde i Europa ombygget. I Zürich udvides den eksisterende banegård, og der bygges en gennemkørselsstation til åbning i 2013 for fjerntrafikken [2]. Også i Wien gennemfører man et lignende projekt, hvor den eksisterende Südbahnhof i 2013 skal erstattes af en ny banegård – Hauptbahnhof Wien – med gennemkørsel [3] og i Stuttgart ombygger man den eksisterende banegård til en gennemkørselsstation.

Trafikafvikling[redigér | redigér wikikode]

Der anvendes en række forskellige principper for afvikling af togdriften på rebroussementsstationerne. Når et lokomotivtrukket tog kører til perron på stationen skal toget "vende" for at komme ud igen. Hvis der ikke er styrevogn i den modsatte ende, er det mest almindelige princip, at man kobler et nyt lokomotiv i den anden ende af toget, som derefter overtager den videre kørsel. Det tilbageblevne lokomotiv kører dernæst ud af banegården og kobles senere på et andet tog.

Hvis der er sporskifter mellem sporene på stationens indre kan man alternativt frakoble lokomotivet, og køre det op i den anden ende af togvognene via sporskifterne. Banegården i Chemnitz har f.eks. sådan en mulighed.

Tredje mulighed er, at et rangerlokomotiv trækker den frakoblede vognstamme ud fra banegården, og lokomotivet kører dernæst ud af banegården og kobles i den anden ende af toget.

Rebroussementsstationer er praktiske set ud fra et pladshensyn, fordi der ikke skal føres skinner gennem byen. Dermed har man ofte kunnet anlægge stationerne forholdsvis centralt. Endvidere er rebroussementsstationer set ud fra et tilgængelighedsmæssigt synspunkt ideelle, fordi man kan bevæge sig niveaufrit mellem perronerne, da man ikke behøver broer eller underføringer for at krydse sporene.

Stationstypen har imidlertid en række ulemper. Togene skal bruge mere tid, når de skal skifte retning, og stationerne kræver mere plads, fordi der er brug for flere spor når de ankommende og afgående tog skal bevæge sig mod hinanden på samme strækning. Rebroussementsstationer skal som regel også have mere personale, primært til rangering, hvis der skal indsættes et nyt trækkende lokomotiv i den modsatte ende af toget. Dertil kommer at en del rebroussementsstationer er opbygget med stationsbygning og tværperron for enden af sporene, hvorved omløb umuliggøres. Flere af disse er også problematiske for passagerer, der skal skifte, for er der ikke etableret gangtunneler eller -broer i modsatte ende af stationerne, kan de komme ud på nogle lange traveture, hvis de skulle være så uheldige at have plads i togenderne længst væk fra stationen. Det er bl.a. tilfældet i Malmö og München.

Mødet mellem perroner og afgangshal på Gare de Nord i Paris

Kilder[redigér | redigér wikikode]