Riga-freden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Riga-freden var en fredsaftale, der afsluttede den polsk-sovjetiske krig. Aftalen mellem Polen og Sovjetunionen blev undertegnet i Riga den 18. marts 1921.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

1. verdenskrig destabiliseret landegrænserne i hele Europa. I 1918, efter den russiske revolution havde givet afkald zaristiske krav til Polen ved Brest-Litovsk-freden og krigen var endt med Tysklands overgivelse, var Polen i stand til at genetablere sin uafhængighed efter mere end et århundrede med udenlandsk styre, selvom grænserne ikke formelt fastlagt endnu.

Den russiske borgerkrig præsenterede en mulighed for Polen under ledelse af Józef Piłsudski for at genvinde de ukrainske områder i den tidligere polsk-litauiske realunion, der havde været en del af det russiske imperium i løbet af Polens tre delinger. Samtidigt ønskede mange i den sovjetiske ledelse at forsvare Ukraine mod Pilsudskis angreb med militær magt mod Polen, som blev set af Sovjet som et landbro til Vesteuropa, og dermed muglighed for at udvide revolutionen mod vest. Krigen der fulgte kulminerede i den polske sejr i Slaget ved Warszawa i 1920, hvorefter begge parter blev modtagelig for en afslutning på konflikten. Yderligere militære tilbageslag efter deres nederlag i nærheden af ​​Warszawa gjorde Sovjet ivrige efter at begynde fredsforhandlinger,[1] og polakkerne, presset af Folkeforbundet, var også villige til at forhandle, efter den polske hær havde indtaget de fleste af de omstridte områder i krigen, men nærmede udmattelse.

Fredsaftalen[redigér | redigér wikikode]

Polens grænser efter Riga-freden

Fredsforhandlingerne indledtes den 17. august 1920 i Minsk, men da den polske modoffensiv kom nærmere byen, blev forhandlingerne flyttet til Riga og genoptaget der den 21. september. Efter flere runder med forslag fra parterne fremsatte sovjetforhandlerne den 5. oktober et tilbud, som de polske forhandlere accepterede. En våbenhvileaftale blev undertegnet den 12. oktober og trådte i kraft den 18. oktober 1920.

Efter, at våbenhvilen var trådt i kraft, fortsatte selve fredsforhandlingerne over vinteren og foråret 1920-1921. Det var stor uenighed på polsk side, blandt andet var general og den senere statsleder Józef Piłsudski stærkt kritisk over for forhandlingsmandatet og den endelige aftale.

Eftervirkninger[redigér | redigér wikikode]

Lys blå linje: B-forslaget til Curzonlinje fra 1919.
Mørkere blå linje: A-forslaget til Curzonlinje foreslået af Sovjetunionen i 1940.
Lyserøde områder: Tyske områder, der efter 2. verdenskrig blev overført til Polen.
Gråt område: Tidligere russiske områder, øst for Curzonlinjen, indtaget af Polen i 1920. Ved fredsslutningen efter 2. verdenskrig overdraget til Sovjetunionen. Nu dele af Litauen, Hviderusland og Ukraine.

Riga-freden blev registreret i Folkeforbundet den 12. august 1921.[2]

Ententemagterne var oprindeligt tilbageholdende med at anerkende traktaten, der var blevet indgået uden deres deltagelse.[3] Deres efterkrigskonferencer havde støttet Curzonlinjen som den polsk-russiske grænse, og Polens territoriale gevinster i traktaten lå omkring 250 km øst for denne linje.[4][5] Franks støtte førte til dens anerkendelse marts 1923 af Frankrig, Storbritannien, Italien og Japan, efterfulgt af USA i april.[3]

Hviderussere og ukrainere oplevede traktaten som et tilbageslag.[6] Fire millioner ukrainere og over en million hviderussere boede inden for områder, afstået til Polen, hvor skønnet kun 15% af befolkningen var etnisk polsk.[7][8] Den ukrainske folkerepublik ledet af Symon Petliura havde været allieret med Polen i henhold til Warszawa traktaten fra 1920. Med Riga-freden krænkede Polen den militære alliance med UPR, som udtrykkeligt havde forbudt en separat fred. Ukrainerne følte, at de var blevet forrådt af deres polske allierede - en følelse, der blev udnyttet af ukrainske nationalister og bidrog til de voksende spændinger og anti-polsk vold, der brød ud i 1930'erne og 1940'erne.

Ifølge den hviderussiske historiker Andrew Savchenko var Polens nye østgrænse var "militært uforsvarligt og økonomisk urentable", og en kilde til voksende etniske spændinger, og de østslaviske mindretal i Polen var for store til at blive ignorerede eller assimilerede.[9]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. THE REBIRTH OF POLAND. University of Kansas, lecture notes by professor Anna M. Cienciala, 2004. Last accessed on 2 June 2006.
  2. League of Nations Treaty Series, vol. 6, pp. 52-169.
  3. 3,0 3,1 Michael Palij (1995). The Ukrainian-Polish defensive alliance, 1919-1921: an aspect of the Ukrainian revolution. CIUS Press. pp. 165–168. ISBN 978-1-895571-05-9. 
  4. Dennis P. Hupchick (1995). Conflict and chaos in Eastern Europe. Palgrave Macmillan. s. 210. ISBN 978-0-312-12116-7. 
  5. Michael Graham Fry, Erik Goldstein, Richard Langhorne (2004). Guide to International Relations and Diplomacy. Continuum International Publishing Group. s. 203. ISBN 978-0-8264-7301-1. 
  6. Jan Zaprudnik (1993). Belarus: at a crossroads in history. Westview Press. s. 75. ISBN 978-0-8133-1794-6. 
  7. Antony Evelyn Alcock (2000). A history of the protection of regional cultural minorities in Europe: from the Edict of Nantes to the present day. Palgrave Macmillan. s. 73. ISBN 978-0-312-23556-7. 
  8. Raymond Leslie Buell (2007). Poland - Key to Europe. READ BOOKS. s. 79. ISBN 978-1-4067-4564-1. 
  9. Andrew Savchenko (2009). Belarus: A Perpetual Borderland. BRILL. pp. 98–100. ISBN 90-04-17448-6.