Nazisme

Det tyske nazistpartiet NSDAP tog hagekorset i brug som sit symbol fra 1920. Lederen Adolf Hitler hævdede at deres højrevendte version var valgt og udformet af ham selv. Hagekorset er nazismens hovedsymbol og er i dag forbudt i flere lande.

Nationalsocialisme eller nazisme, som er en forkortelse af det tyske Nationalsozialismus (nogle gange forkortet "NS"), er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nazismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen, men er dog alligevel væsensforskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære. Nazismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selvom andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betegne nazismens fremkomst i 20´ernes Tyskland som en samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, anti-kapitaliske og revisionistiske grupperinger.

Begrebet nazisme er historisk set uløseligt knyttet til partiet NSDAP, det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, og det diktatoriske "tredje rige" partiet skabte i Tyskland mellem 1933 og 1945, som blev opløst med afslutningen på anden verdenskrig. Nazismens mål var at beskytte og tjene de personer, som man anså som racemæssigt rene germaneres interesser bedst. Dette kunne bedst ske ved at opbygge en militært og økonomisk stærk velfærdsstat, under ledels af en suveræn leder, også kaldet føreren. De ville også fjerne skadelige elementer som kom i vejen for at bygge en homogen, forstået som raceren, og velfungerende stat. Med skadelige elementer mente de mennesker med mentale sygdomme, og dem som ikke tilfredsstillede kravet om renhed i racen. Som følge af denne udgrænsning af personer, der ikke opfyldte det nazistiske racerenhedsideal, førte den nazistiske ideologi til udryddelsen af 9-11 millioner jøder, sigøjnere, homoseksuelle, Jehovas Vidner, mentalt retarderede, russiske og polske krigsfanger m.fl., også kaldet Holocaust.

I dag er nazismen som ideologi forbudt i Tyskland, selv om rester af tilhængere og opblomstringer af både pseudonazistiske, men også egentlig nazistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme, på tysk Neonazismus.

Etymologi

Hitlers bog Mein Kampf udgjorde fundamentet for den nationalsocialistiske ide.

Det danske ord nazisme har oprindelse fra det tyske Nazi, der er en kortform af Nationalsozialismus, som betyder nationalsocialisme. Udbredelsen af ordet er også påvirket af det engelske nazism. Oprindelsen af det danske ord nazist er forkortelsen nazis som i Tyskland blev brugt som et slangudtryk for tilhængerne af nationalsocialismen, egentlig en analogi til sozi, et nedsættende slangudtryk for socialist. Kozi blev brugt om kommunister.

Historisk baggrund

Nationalsocialismen opstod i Tyskland omkring 1920 i partiet Deutsche Arbeiterpartei (DAP), og blev op til magtovertagelsen i 1933 nærmest identisk med partiets og Tysklands leder Adolf Hitler. Men nazismen trak i stor grad på allerede tilstedeværende folkelige bevægelser og tysk-nationale strømninger i det tyske samfund, hvor racisme, militarisme, nationalisme og imperialisme i tiden omkring århundredeskiftet havde særdeles gode kår.

Den direkte historiske årsag til nazismens fremkomst skal frem for alt findes i det tyske kejserriges nederlag i 1. verdenskrig og den efterfølgende kaotiske tid i Weimarrepublikkens første år.
Nederlaget i 1. verdenskrig blev af mange nationalt sindede tyskere fortolket som forårsaget af svigt fra hjemmefronten. Denne opfattelse blev udbredt allerede umiddelbart efter fredsslutningen den 11. november som Dolkestødslegenden, forstået sådan, at de tyske tropper var blevet dolket i ryggen af en svigtende hjemmefront. Svigtet på hjemmefronten blev udlagt som jødernes og de grådige kapitalisters fokus på profit frem for hvad der var bedst for det tyske folk. Det var altså både en nationalistisk/racistisk og anti-kapitalisk legende. Myten om dolkestødet blev yderligere forstærket af det faktum, at ingen tyske tropper var blevet presset tilbage på tysk territorium ved overgivelsen. De tyske tropper blev fremstillet som "im Felde ungeschlagen" (ubesejret i felten).

Denne opfattelse kombineret med de hårde krav til Tyskland i Versailles-traktaten gav grobund for en følelse af, at man ydmygede det store Tyskland, og at især socialdemokratiske og liberale politikere gav alt for meget efter i forhold til Ententemagternes krav. Som modtræk mod det man anså for svage og uduelige politikere, der var ved at sælge ud af Tysklands ære, opstod der overalt i Tyskland større og mindre grupper af tidligere soldater, der mente, at man ikke burde finde sig i de krav der blev stillet, og at man i værste fald burde genoptage krigshandlingerne. De fleste af disse grupperinger havde som typiske børn af den tyske autoritære militære tradition ikke nogen lyst eller evne til at formulere egentlige politiske budskaber, man nærede et dybt had til politikerne, som man anså for svage og ude af stand til at handle. Disse grupperinger agerede ikke indenfor det politiske system, men bekæmpede aktivt og med våben i hånd alle de anså for farlige i forhold til det tyske folk og den tyske nation. Dette gik især ud over de internationalt indstillede kommunister og liberale, der i øvrigt ofte havde jøder med i partitoppen, hvilket blot gjorde kommunister og liberale endnu mere forhadte i disse grupper.

Det første nazistiske parti og dets program

På denne tid umiddelbart efter 1. verdenskrigs afslutning meldte korporal Adolf Hitler sig ind i Deutsche Arbeiterpartei (DAP) i håbet om at kunne ændre på den store ydmygelse Tyskland var blevet udsat for, og i håbet om at kunne redde det tyske folk og genskabe dets ære. Selvom den berygtede nazist og dømte krigsforbryder Hans Frank sagde, at der fandtes lige så mange nazismer som der fandtes nazister, var der alligevel i DAP´s første program mange vigtige træk, som senere blev centrale dele af nazismens ideologi. De første tre punkter i det 25-punkts-program, som partiet udgav indeholder krav om tyskernes ret til selvbestemmelser, deres ret til kolonier samt kravet om ophævelse af Versailles-traktaten. Som sådan er de udtryk for typisk nationalistiske og imperialistiske forestillinger på denne tid. Men i de næste punkter bliver det racemæssige yderlige betonet, således defineres en tysker som:

"Staatsbürger kann nur sein, wer Volksgenosse ist. Volksgenosse kann nur sein, wer deutschen Blutes ist, ohne Rücksichtnahme auf die Konfession. Kein Jude kann daher Volksgenosse sein."
"Kun en folkefrænde kan være statsborger. En folkefrænde kan man kun være, hvis man er af tysk blod, uden hensyntagen til ens (kristne) konfession. Derfor kan ingen jøde være folkefrænde."

Ideen om et folkeligt fællesskab uden indblanding fra fremmede elementer var altså allerede formuleret på dette tidspunkt. Ideen var indadtil eksklusiv, fordi den fra starten af definerede hvem der ikke kunne være med i folkefællesskabet, udadtil var ideen aggressiv, fordi den havde en klar ekspansionstrang over for nabo-folkeslag.

De øvrige punkter omhandler oprettelse af det man kunne kalde en retfærdig velfærdsstat, hvor aldersforsorg indføres, og fattige skal beskyttes fra udbytning.

"Mein Kampf"

Den vigtigste historiske kilde til nazismen er "Mein Kampf", forfattet af NSDAP´s leder Adolf Hitler i 1924, hvor han sad i arrest for det mislykkede ølstuekup. Her lægges det klart hvilke ideer skulle komme til at danne grundlag for den nazistiske ideologi. Hovedsageligt beskæftiger Hitler sig med de større udenpolitiske målsætninger for partiet, det drejer sig her hovedsageligt om at (gen)skabe et stortysk rige i midten af Europa, hvilket kræver ikke bare Østrigs indlemmelse i Tyskland, men også de tyske mindretalsområders tilbagevenden. Hitler ville ikke i samme grad som eksempelvis England og Frankrig vinde oversøiske kolonier, han ville skabe et stortysk område i Centraleuropa kun for "germanere". Østeuropa spillede i denne sammenhæng en central rolle, for det var herfra det tyske Lebensraum skulle findes. Disse geopolitiske ideer om at trænge slaviske folkeslag længere mod øst, var noget flere tyskere havde spekuleret i, og som tyske generaler allerede under 1. verdenskrig havde arbejdet indgående med. Det var i begyndelsen Hitlers mål ikke at gøre sig uvenner med Storbritanien, så de ville lade Tyskland i fred til at gøre hvad de ville på kontinentet.

Den økomoniske politik blev kun berørt med få sider i Mein Kampf, hvilket var typisk for den nazistiske ideologi, der ikke brugte meget tid på at spekulere omkring udformningen af det økonomiske system. Hovedpunktet var racelæren blandet med en rigid nationalisme. I Mein Kampf fremhæves nogle nøglepunkter i nazismens racelære, som kan deles op i tre hovedteser:

• verden består af forskellige racer, som ligger i evig kamp med hinanden.
• der findes højere og lavere racer
• en højere race vil være i fare for at blive udslettet, hvis den blandes med en laverestående

Disse ideer var opstået i pseudovidenskabelige miljøer omkring århundredeskiftet, men det var første gang at en egentlig racehygiejne blev gjort til en del af et politisk program. Hitler så statens vigtigste opgave i at forsøge at opretholde og bevare de racemæssige kvaliteter i en given race. Den tyske stat skulle dermed beskytte og bevare den nordisk-germanske race, som Hitler så som den højeste race. Den nazistiske stat under en fører skulle sikre den stærke, og dermed bedste, races sejr over de laverestående racer. Konkret betød det, at staten skulle forhindre svagere gener i at devaluere racen, herunder hørte tvangssterilasation af evnesvage og handicappede, og adskillelse af den germanske race fra de jødiske og slaviske racer.

I Hitlers andet bind bliver denne tanke drevet endnu videre, her tales der åbent om løsningen af det påståede raceproblem ved at udrydde jøderne. Omtalende første verdenskrigs tyske ofre siger han:

Havde man ved krigens udbrud og fortsættende under krigen givet tolv eller femten tusinde af disse hebræiske folkeforrædere samme dosis giftgas, som hundredetusinder af vores allerbedste tyske arbejdere fra alle samfundsklasser og erhverv har måttet lide under, så ville de millioner af tyske ofre ved fronten ikke have været forgæves. Tværtimod: Tolv tusinde skurke fjernet i rette tid, havde måske kunnet redde en million ordentlige værdifulde tyskere for fremtiden..

Til at løse denne opgave så Hitler sig nærmest udvalgt af en højere magt.

Idet jeg afværger jøden, opfylder jeg guds værk.

Ideologien nationalsocialisme

Hovedtrækkene i nazismen var en stærk nationalisme forbundet med en ekstrem vægt på racelære, men nazismen lånte også fra en lang række samtidige strømninger, hvilket bl. a. ses i dens social-darwinisme, dens koorporatistiske ideer, dens anti-kapitalistiske indstilling og nazismens socialistiske ansigt. Det der gjorde nazismen særlig i forhold til andre ideologier var dens racelære, der indbefattede betoning af etnisk fællesskab indenfor den germanske race og denne races overlegenhed, eksklusion af visse minoriteter (se særlig antisemitisme og holocaust) og mistillid til de demokratiske styreformer og liberale værdier, der ansås for at true racernes egenart. Også vigtige var stræben efter en tilbagevenden til en romantiseret oprindelig urtilstand, der ofte var knyttet sammen med forestillingen om menneskets tilknytning til jorden eller hjemstavnen (Heimat og Blut und Boden), yderligere elementer var en skarp kritik af det man så som kapitalismens menneskefjendske udbytning, som man ville imødegå med opbygningen og videreudviklingen af en altomfavnende beskyttende enhedsstat, som skulle tage sig af statens egne borgere uafhængig af social klasse. Man var modstander af alt der kunne betegnes som "ufolkeligt", det man anså for at være politisk og kulturel «dekadence».

Racelære

Racelæren, som var den centrale del i nationalsocialismen, og som adskilte den fra fascismen, kan udlægges som en historieopfattelse, der siger "al historie er racekamp". Man opfattede ud fra en ekstrem social-darwinistisk tolkning historiens gang som en evig kamp mellem de forskellige racer om herredømmet i verden. Og ved at overføre darwinismens lære til de menneskelige samfund og ikke uden inspiration fra filosoffen Nietzsche blev skelnen mellem godt og ondt ophævet til skelnen mellem det stærke og det svage. Det gode var ikke det gode i typisk kristen forstand, det gode var det stærke, der var i stand til at fortrænge det svage. Det stærke havde mere ret til liv end det svage, alene fordi det var i stand til at kue det svage. "Racer" eller folkeslag havde i nazismens øjne ingen eksistensberettigelse, hvis de ikke var i stand til at forsvare sig selv mod andre racer. De værste racer var i Hitlers optik de racer, der ikke havde kunnet skabe et hjemland, men måtte leve som "parasitter" blandt andre folk. Deraf blev jøderne udråbt som den svageste og mest usle race, og dermed som en race, det var acceptabelt at fjerne. Tyskerne, eller den ariske race, var herreracen og havde dermed alene gennem dens påståede status som den stærkeste race "ret" til at herske og kue andre. Denne racelære gik ikke bare mod jøderne, men også mod den slaviske race, som man anså for særligt svag. De andre vesteuropæiske folkeslag blev ikke i samme grad udsat for racepropaganda, og nogle folkeslag, de nordiske, blev oven i købet udråbt til at være prototypen på den ægte ariske race. Den slaviske race blev udråbt til "slaveracen", som skulle underordnes den germanske "herrerace". Denne opfattelse blev hovedårsagen til det tyske ønske om "Lebensraum" i de østlige områder under 2. verdenskrig.

En af de vigtigste årsager til nazismens ekstreme antisemitisme skal findes i Hitlers ønske om at holde den germanske race ren for fremmed påvirkning. Ud fra sine social-darwinistiske opfattelser var han bange for, at den oprindelige germanske race ville miste sine kvaliteter, hvis den blev blandet op med andre racer. Hele nazismens racelære havde som et centralt element, at man mente at visse dyder, evner og egenskaber var racemæssigt betinget. Pseudovidenskabelige teorier om racernes betydning for menneskets evner havde floreret i Tyskland i flere år før nazismen, og lå som grund for nazisternes racelære. En germaner var ifølge nazisterne et oprigtigt, ærligt og modigt menneske, fordi det var egenskaber, der lå til hans race. En jøde var et listigt, forræderisk og grådigt menneske, fordi det lå til den jødiske race.

Nationalisme

Nationalismen havde haft særdeles gode kår i Tyskland, hvor man under det tyske kejserrige havde anvendt nationalismen til at legitimere det autoritære styre. I nazismen antog nationalismen endnu mere karakter af en racemæssig definition af nationalisme. Nationer bestod af forskellige racer, der i evig kamp kæmpede mod hinanden. Nationalismen var det element der skulle danne grundlaget for det folkefællesskab under en fører, som Adolf Hitler forestillede sig. Nationalismen skulle være det grundlæggende fundament staten skulle bygges på, alle tyskere skulle bekende sig til tyskheden frem for noget andet ideal. Ideen var, at hvis alle tyskere så sig som tyskere frem for alt, og lagde andre politiske eller religiøse idealer fra sig, så ville nationen blive en stor enig masse, hvor der ikke ville herske uenighed, og hvor man kunne blive fri for det man så som det forhadte liberale demokratis ævl og kævl.

Organismetanken

Ud af denne nationalisme opstod også ideen om samfundet som en stor organisme. Hver enkelt person udgjorde en del af denne organisme. Folk havde hver deres funktion i organismen, nogle var hjernen, nogle var armen, deraf udskilte man også folk i "åndens" og "håndens" arbejdere. Organismetanken anser alle funktioner for vigtige, men der skulle være en skarp opdeling mellem dem der traf beslutningerne og dem der udførte dem. "Åndens" arbejdere skulle træffe beslutningerne, mens "håndens" arbejdere uden at stille spørgsmålstegn ved dem skulle udføre dem.

Førerkult og førerstat

Som en følge af organismetanken, var det naturligt at udlede, at et samfund kun kunne styres af en lille gruppe mennesker, måske i virkeligheden kun en stærk og gennemslagskraftig leder.

I alle europæiske stater havde der siden begyndelsen af det 20. århundrede været stærke tendenser henimodyyhjjjjjjjkkgkgierdlg,lnknjgjbjhudgatfcgfgfhvb,,, autoritære, antidemokratiske politiske koncepter, som blev yderligere ansporet af, at det liberale demokrati ikke så ud til at kunne løse de problemer der opstod efter 1. verdenskrigs afslutning. I Danmark var det liberale demokrati eksempelvis ved Påskekrisen i 1920 tæt på at blive afskaffet. Mange så det liberale demokrati som svagt og ude af stand til at træffe beslutninger, man syntes at det hele endte i evindelige debatter uden nogen form for handling. Som alternativ opstod overalt i Europa ideen om en stat ledet af en diktator, eller fører. Førerkulten kunne sammenlignes med den gudsfrygtige tilbedelse af den enevældige hersker. Selv om den tyske kejser gennem sine fejltagelser under 1. verdenskrig havde skuffet nationalisternes drøm om den ufejlbarlige hersker, var ønsket om og længslen efter en stærk og heroisk leder ikke blevet mindre. Med Benito Mussolinis fremkomst i Italien så dette koncept ud til at kunne blive virkeliggjort.

Kulten omkring en fører, eller måske snarere, kulten omkring Hitler, begyndte allerede ti år før Hitlers magtovertagelse. Hitler udledte af det mislykkede ølstuekup i 1923, at NSDAP skulle være et stramt styret førerparti. Partibasen støttede ham i dette. NSDAP var altså allerede meget tidligt bygget op omkring en kult omkring Hitler, partiets skæbne, dets ideologi og dets konkrete politik var altså fra starten uløseligt bundet sammen til Hitlers person. Dette betød samtidig, at da den tyske stat blev til en stat der i alle sammenhænge var underlagt partiet NSDAP, der igen var underlagt føreren Hitlers vilje, så var den tyske stat faktisk en fuldstændig uadskillelig del af Hitlers person. Det er derfor man kan tale om en førerstat, staten var simpelthen førerens stat i alle henseender, og alle dele af samfundet var gennemsyret af tilbedelsen og kulten omkring Hitlers person.

Dette var en afgørende forskel i forhold til f. eks. den sovjetiske stat under Stalins diktatorskab, for Sovjetunionens kommunisme kunne godt overleve Stalin. Nazi-Tyskland og den nazistiske ideologi ville ifølge mange historikere ikke kunne overleve uden Hitler, fordi dens system var bygget op omkring førerens ord, og statens bueraukrati var bygget op omkring dette princip. Med Ian Kershaws ord stod og faldt Nazi-Tyskland med Hitlers person.

Andre kendetegn ved nazismen

• Propagandaens centrale rolle gennem ekstensiv brug af masse-medier og følelsesmæssige effekter som et middel til at opnå total kontrol over menneskers holdninger og sympatier, og som et middel til at sikre herskabet over befolkningen.
• Totalitarismens totale ødelæggelse af demokratiet, der umuliggjorde enhver form for kritik af regimet, partiet eller ideologien. Under totalitarismen i Nazi-Tyskland herskede kun et parti, delingen af magten blev ophævet, alle politiske kontrolinstanser inklusive domstole samt alle medier blev underlagt partiets kontrol. Hemmeligt politi underlagt partiet og føreren opererede uden for lovens rammer.
• Militarisme og Imperialisme: Hele samfundet blev gennemsyret af en forberedelse på en krigssituation. Børn blev gennem Hitler Jugend trænet i krig, og det civile samfund blev indrettet efter militært mønster, hvor ordrer oppefra skulle følges. Imperialismen gav sig udslag i ønsket om at dominere, kolonisere og i sidste ende inkorporere nærliggende stater.
• Blut-und-Boden-ideologien, som forherligede og romantiserede det enkelte menneskes forhold til landet og jorden. Dette var et modsvar til det man så som den fremmedgørende industrialisering og borgerskabets grådige og griske kapitalistiske idealer. Man forestillede sig nostalgisk en urtilstand, beboet af bønder.
• Idealisering af mandlige værdier som tapperhed, hårdhed, mens kvindelige værdier blev anset for tegn på svaghed. Denne idealisering var født af et samfund, der forberedte sig på krig.
• Konspirationsteorier om, at den internationale jødedom var ude på at dominere verden gennem at svække de andre folkeslag og deres nationer.

Nazismens forhold til andre ideologier

Nationalsocialismen var som allerede nævnt en blanding af flere forskellige politiske strømninger, og samtidig definerede den sig også ofte som en modsætning til visse politiske strømninger. Det er vigtig at understrege, at nazismen på trods af visse ligheder med andre ideologier er sin helt egen, og i høj grad mere et produkt af den tid den blev skabt i, end et produkt af forskellige ideologier. Denne oversigt skal udelukkende tjene til en bedre forståelse af nazismen som fænomen, og skal på ingen måde kunne anvendes som grundlag for at kalde tilhængere af disse ideologier for nazister.

Nazisme og socialisme/kommunisme

Forholdet mellem nazisme og socialisme/kommunisme er et yderst ømtåleligt emne, for det åbner ofte op for at putte socialister i samme skuffe som nazister. Det bærende element i nazismen er dog det der adskiller de to ideologier. Socialismen er inkluderende, dvs. at i teorien kan alle være med til at opbygge det socialistiske samfund, på tværs af etniske- og religiøse skel. Socialismen arbejdede med en ide om, at alle proletarer på trods af landegrænser skulle holde sammen. Det var klassen og ikke racen, der skulle holde mennesker sammen, og nationen var en kunstig konstruktion, der blot tjente magthaverne og kapitalisternes interesser. Nazismen er ekskluderende, i nazismen er det på forhånd afgjort, eller determineret, at det udelukkende kan være den rigtige race, de mennesker med det "rene" blod, der kan være en del af det nazistiske samfund. Det var denne modsætning der gjorde Hitler til arg modstander af socialismens internationale karakter. Det skal heller ikke glemmes, at mange af de ledende socialister var, eller havde været, jøder.
Netop nazismens ekstreme nationalisme gjorde de to ideologier til de argeste hovedfjender i Weimarrepublikken. Kommunismen var modstander af nationalstaten og grænser mellem folk, mens nazismens verdensforståelse simpelt hen byggede på et system af forskellige homogene ("racerene") nationer. Det var ikke tilfældigt, at kommunister og socialister blev de allerførste oppositionsgrupper, der i 1933 blev interneret i KZ-lejre. På trods af dette, var der især i nazismens første år nogle følere ude mellem de to ideologier. Venstrefløjen i NSDAP under ledelse af især Gregor Strasser forsøgte at låne flere socialistiske ideer og overføre dem til partiet. Med de lange knives nat i 1934 fik den mere højreorienterede Hitler dog endegyldigt effektivt sat denne fløj ud af spillet.

Mange har sidenhen villet kæde de to ideologier sammen, i blandt er dette blevet gjort lettere polemisk af liberalistiske tænkere, der har villet diskreditere både en nationalistisk-konservativ højrefløj og en velfærdsfortalende venstrefløj. Ofte har man lagt meget vægt på de ligheder, der var mellem de to ideologier. Især i forbindelse med den kolde krig, hvor fjendebilledet om den totalitære nazisme var blevet udskiftet med fjendebilledet om den totalitære kommunisme var dette tilfældet. Den tysk-jødiske filosof og historiker Hannah Arendt gjorde meget ud af de to ideologiers lighed på totalitarisme-området, og fremstillede begge ideologier som ens, da de begge var modstandere til det åbne liberale demokrati med menneske- og frihedsrettigheder til alle. Det samme gjorde filossofen Friedrich Hayek. Endvidere fremhæves det, at nazismen ligesom socialismen er meget skeptisk over for kapitalismen og de frie markedskræfter. Nazismen dog ikke i lige så høj grad som socialismen.

Nazisme og liberalisme

Hvor der måske kan findes visse lighedspunkter mellem den totalitære nazisme og den totalitære socialisme er det straks sværere med liberalisme og nazismen over for hinanden. En af det nazistiske partis chefideologer Alfred Rosenberg skrev i sin bog "Der Mythos des 20. Jahrhunderts" fra 1930:

Liberalismen prædikede frihed, næringsfrihed, frihandel, parlamentarisme, kvindeemancipation, menneskers lighed, kønnenes ligestilling o.s.v. – den syndede mod naturlove. Den tyska tanke kræver i dag, nu hvor den gamle feminiserede verden er ved at styrte sammen: autoritet, tonesættende kraft, restriktivitet, disciplin, autarki (selvforsøgernhed), beskyttelse af racens egenart samt erkendelsen af kønnenes evige forskellighed"

Det frie åbne samfund, hvor alle mennesker udfolder sig som de vil, anses altså for at være imod naturens orden. De fleste ting er forudbestemt, heriblandt racernes og kønnenes forskellighed. Det liberale demokratiske samfund åbner ifølge nazisterne op for syndernes forfald og urenhed, det er en trussel mod racens renhed og de nazistiske kardinaldyder, disciplin, autoritet, selvbeherskelse. Yderligere vender nazismen sig i nogen grad mod den kapitalistiske tanke, som liberalismen taler for. Kritikken er dog her ikke så udtalt som hos socialismen.

Nazisme og konservatisme

Nazismen deler en række elementer med konservatismen, som den blev forstået på den tid. De centrale elementer er udover en fælles betoning af nationalisme også en skepsis overfor folkestyret. Konservatismen i Tyskland på det tidspunkt mente, at folkestyret var ude af stand til at holde styr på nationalstaten, og mente lige som nazisterne, at det åbne liberale samfund ville føre til sædernes forfald. Det er ikke tilfældigt, at det især var konservative, der fandt sympati for Hitlers skarpe anti-kommunistiske, nationalistiske og imperialistiske tanker. Disse gik godt i spænd med den konservative skepsis overfor både socialismen og liberalismen. I Danmark var Konservativ Ungdom en overgang så fascineret af Hitler, at man gik i strårem og heilede, mens den konservative politiker Ole Bjørn Kraft talte rosende om ham, dette vendte dog i løbet af 30´erne. Konservatismen var som mere elitær ideologi nemlig ikke i samme grad som nazismen en populistisk masseideologi, som nazismen blev det. Og nazismens hysteriske fanatisme talte også imod det mere pragmatiske konservative menneskesyn. Mange konservative i Tyskland bakkede stiltiende op om Hitler, men ikke uden en vis foragt for hans folkelige og massepopulistiske metoder. I slutningen af krigen gik konservative militærfolk over til at bekæmpe Hitler mere eller mindre åbent, kulminerende med attentatforsøget mod Hitler den 20. juli 1944.

Forholdet til kapitalismen

Nazismens forhold til kapitalismen er meget komplekst, da nazismen på den ene side fremstillede kapitalisten som den typiske jøde, der blot var ude på at tjene ussel mammon på andre menneskers ulykke, på den anden side var man meget velvillig overfor industriens interesser. Det komplekse forhold mellem nazisme og kapitalisme understreges af, at det på mange områder først er relativt sent, at en egentlig nazistisk økonomisk politik bliver defineret, og at der viser sig forskelle mellem de nazistiske teorier om kapitalismen før magtovertagelsen, og den nazistiske praktiske politik efter. Også her er nazismen senerehen blevet en del af den ideologisk kamp under den kolde krig. Marxistiske historikere hævdede med udgangspunkt i Marx´ lære om kapitalismens uværgelige sammenbrud, at nazismen var en direkte udløber af kapitalismen og borgerlighed. Disse historikere mente, at støtten til nazisterne fra banker og tysk industri var beviset for denne sammensmeltning mellem kapitalistiske og nazistiske interesser.

Teori før og Praksis efter 1933

Den krævede "ophævelse af renternes magt" stod før 1933 som en klar antikapitalistisk del af NSDAP. Den onde kapital manifesterede sig ifølge denne opfattelse i storbanker, børs-og aktieselskaber og i ejendomsspekulation. Disse kapitalistiske indretninger blev for nazisterne et symbol på jødernes æreløse pengeiver, og dermed var antikapitalismen i høj grad kædet sammen med antisemitismen. Man ville derfor så vidt muligt løse tyskerne fra renternes knægtskab/magt.

Alternativet til kapitalismen, den "nationale socialisme", blev defineret som "folkefællesskabet". Dette fællesskab forstod man som en enhed af folk og stat underlagt den ensrettende nazistiske ideologi og styret af en enerådig fører. Det var dog ikke klart formuleret, hvordan dette "folkefællesskab" og den ønskede arbejdspligt for alle statsborgere skulle tjene de racemæssigt definerede nationale interesser. Skulle produktionsmidlerne ligesom i socialismen blive ændret til fælleseje? Dette punkt manglede i partiets program, og dette var en markant forskel i forhold til de andre partier, som kaldte sig socialistiske.

Hvordan man skulle fjerne "renternes magt" over menneskene blev ikke yderligere forklaret. Hitler tog ikke stilling til spørgsmålet i Mein Kampf, hvor han mest helligede sig race-spørgsmål. Han beskrev ikke kapitalismen videnskabeligt analyserende, som man eksempelvis kan se det i kommunismens Das Kapital, hans beskrivelse var snarere klischefyldt og pøbelagtig, og kritikken tjente hovedsageligt til at nedgøre jøderne.

Visse fremtrædende nazister som Otto og Gregor Strasser samt Joseph Goebbels formulerede dog visse krav, der var tydeligt socialistiske, således ytrede de ønske om at nationalisere bankerne og produktionsmidlerne. Men Hitler bekendte sig til den private ejendomsret, som han allerede i 1919 havde gjort det, og som han offentligt gav udtryk for i bl. a. 1926. Først i 1931 på toppen af den verdensøkonomiske krise forårsaget af Wall Street-krakket i 1929 krævede NSDAP statslige beskæftigelseprojekter, programpunkter de lånte fra SPD og som i øvrigt ikke var ulig den amerikanske præsident Roosevelts New Deal-politik. Forslaget skulle hovedsageligt trække flere arbejdervælgere over til NSDAP, men det blev rent faktisk gennemført efter magtovertagelsen, bl. a. under ledelse af Fritz Todt og den dygtige økonom Hjalmar Schacht.

Før dette skete havde nazisterne efter deres magtovertagelse i 1933 dog effektivt elimineret den organiserede arbejderbevægelse i form af samtlige venstrepartier og fagforeninger, og havde som erstatning tilladt kun en fagforening, der var fuldstændig kontrolleret af partiet. Det nazistiske "folkefællesskab" kunne ikke tolerere divergerende holdninger i nationen, men betragtede alle kritiske røster som indre fjender af den nationale enhed man ville gennemtrumfe, på samme måde, som kommunismen også var den ydre fjende, der ville ophæve de nationale grænser. I løbet af omstillingen til en egentlig tysk krigsøkonomi, der skulle tilgodese nazisternes krigsønsker, antog den tyske økonomi flere og flere planøkonomiske træk. Hermed intervenerede staten oftere og oftere i banker og private virksomheder, selv om de stadig kunne agere nogenlunde frit.

Forskningsstand

Forholdet mellem nazismen og kapitalismen er siden 1933 blevet vurderet meget forskelligt, og linjerne er stadig i dag trukket skarpt op. Den tyske sociolog Max Horkheimer var foretræder for den klassiske marxistiske position, hvorunder fascismen/nazismen var uløseligt forbundet med kapitalismen: Den der ikke vil tale om kapitalismen, bør tie om fascismen.

Overfor denne position stillede Ludwig von Mises en modtese: The philosophy of the Nazis, the German National Socialist Labour Party, is the purest and most consistent manifestation of the anticapitalistic and socialistic spirit of our age. ("Nazisterne og det nazistiske partis filosofi, er den reneste og mest konsistente manifestation af den anti-kapitalistiske og socialistiske ånd i vor tid.")

Efter afslutningen af den kolde krig blev de ældre fascimeteorier mere nuancerede. Tidligere tiders ideologisk konflikt prægede debatten mindre, så debatten blev mere sober og mindre skinger. Nyere tids forskning undersøger forholdet mellem nazismen og kapitalismen på tre niveauer:

• som et konkret spørgsmål om NSDAP´s forhold til de industriinteresser og de finanskilder, der vitterligt var en afgørende årsag til at bringe Hitler til magten.
• som et spørgsmål om betydningen af anti-kapitalistiske elementer i den nationalsocialistiske ideologi
• som et spørgsmål om den økonomiske politik nazisterne i praksis gennemførte i tidsrummet 1933-1945.

Marxister ser den økonomiske støtte til nazisterne fra industrimagnater som Fritz Thyssen og Emil Kirdorf, og den politiske støtte Hitler fik fra industrie, som et belæg for det ansvar og den samhørighed den kapitaliske industri havde med Hitler. DDR-historikeren Eberhard Czichon mente eksemplevis, at det var et "flertal indenfor den tyske industri, bankverden og landbrug der ønskede Hitler og var med til at organisere hans fremgang".

Eberhards vesttyske kollega Reinhard Neebe betonede imidlertid, at de fleste tyske industrifolk og deres organisation, Reichsverband der Deutschen Industrie, ikke støttede Hitler, men derimod hans forgængere Heinrich Brüning, Franz von Papen og Kurt von Schleicher. Dette synspunkt udbyggede den amerikanske historiker Henry Ashby Turner med undersøgelser, der viste, at NSDAP fik hovedparten af den økonomiske støtte fra medlemsbidrag og enkeltbidrag, og altså ikke fra industrien. Og at industrien støttede andre partier med flere penge end NSDAP fik. I dag kan man derfor næppe anse den tyske industri og dermed kapitalismen som hovedansvarlig for Hitlers fremgang.

Spørgsmåletom antikapitalismens rolle i den nazistiske ideologi bliver på grund af de modstridende udsagn fra forskellige ledende nazister ofte bedømt og udlagt meget forskelligt:

• Man anser Hitlers ytringer til økonomiske spørgsmål som rent politisk opportunisme, dvs. han har ikke haft nogen egentlig økonomisk politik, men blot talt folkestemningen efter munden, for at vinde folkets opbakning.
• Man henviser til den skridtvise udelukkelse af den socialistiske venstre partifløj mellem 1930 og kulminerende i 1934, og henregner antikapitalisme som mestendels en konsekvens af nazisternes antisemitisme, snarere end en egentlig kritik af kapitalismen.

Efter 1933

Rigspartidagen i 1935

Adolf Hitler tilhørte nationalsocialismens højrefløj, og han udryddede ad flere omgange sine fjender, blandt andet under de lange knives nat 30. juni 1934, herunder lederne af partiets venstrefløj som SAs leder Ernst Röhm og Strasserbrødrene der stod bag den såkaldte sorte front.

Efter 1. Verdenskrig var Tyskland overordentligt svækket både på grund af krigsskade, krigsskade-erstatning og efterkrigstraktaten, Versaillestraktaten, dette gjorde, sammen med en industri der lå i ruiner, at Tyskland var nær sultegrænsen. Dette fik folk til at efterspørge drastiske ændringer, hvilket er et typisk træk ved lavkonjukturer, krisesituationer og lignende. Samtidig førte Hitler en snedig udenrigspolitik, hvor han stille og roligt indlemmede mindre landområder som Tyskland tidligere havde mistet, for så straks at udsende en udtalelse til alle andre nationer om at dette var det sidste der var i Tysklands interesse, og at man ikke ville stille yderligere krav. På denne måde fik Tyskland hurtigere oprejsning efter krigen en nogen havde forventet, men Versaillestraktaten, som begrænsede Tyskland på mange vigtige punkter, var stadig en torn i øjet på såvel Hitler som den almindelige tyske borger, der havde oplevet vanærelsen og ydmygelsen efter Tysklands kapitulation i 1918. Når Hitler kunne blive så populær, skyldtes det desuden at han effektivt modarbejdede arbejdsløsheden, indførte folkepension og gav folk håb og drømme om, at alle kunne købe en folkevogn til at køre på de nye motorveje. Disse nye motorveje var dog i højere grad bygget så tyskerne hurtigt kunne transportere sit militær ud til fronten. Han gennemførte succesfulde besættelser eller magtovertagelser af Østrig, Böhmen, Holland, Belgien, Luxembourg, Danmark og Norge og effektive lynkrige mod Polen og Frankrig samt startede en overraskelseskrig mod Sovjetunionen. Først sidst i 1941 begyndte krigslykken at vende.

Nazismen betragtes ligesom kommunismen som indbegrebet af ondskab, særligt på grund af holocausts udryddelseslejre. Men også uden holocaust ville mange formentlig finde nazismen forkastelig, da den opdeler mennesker i klasser efter evner og forstand, værdighed og rettigheder. Udryddelseslejrene har det desuden med at skygge for dødspatruljer, som dræbte mange civile og krigsfanger; stik imod al militær logik rendte mange soldater rundt og udryddede den befolkning, som forsynede samfundet.

Dette skyldtes, at Hitler ønskede områderne i Østeuropa skulle befolkes med en renavlet arisk menneskerace, som skulle danne grundlag for et tusindårsrige, og derfor var den eksisterende befolkning i vejen og skulle udryddes.

Som gennemsnitstal fra hovedkilder opregnes Nazismen at være ansvarlig for 15.5 millioner myrdede (ikke medregnet krigsofre). .

Nazisme fra efter 2. verdenskrig til i dag

I en del lande findes der såkaldt 'nynazisme'. Eftersom nazisme i dag er forbudt i nogle lande er der her ofte tale om undergrundsbevægelser. I Danmark fandtes før og under 2. verdenskrig et nazistisk parti, DNSAP. I 1970'erne opstod Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), der var en lidt halvakademisk forening. Den nye DNSB af 1990 er mere aktivistisk.

DNSB's principprogram er for bl.a. arvelighedslære, miljø, genbrug, kernefamilien, dødsstraf til vaneforbrydere (folk der ernærer sig ved kriminalitet) og imod kapitalisme, økonomisk spekulation, kulturimperialisme og udbytning af den tredje verden. Bevægelsen drager den almindeligt anerkendte historieskrivning om folkedrabet på Europas jøder under 2. verdenskrig i tvivl.

Af nyere danske nynazistiske grupper kan nævnes: Blood & Honour. (Opløst i 2005).

Den nu opløste forening Dansk Front blev ofte sat i direkte forbindelse med nazisme i medierne, da enkelte medlemmer har nazitiske sympatier. Foreningen betegnede sig selv som 'nationalsindede patrioter', og afviste en forbindelse til nazisme.

Kendte tyske nazister

• Oskar Dirlewanger
• Joseph Goebbels
• Hermann Göring
• Rudolf Hess
• Reinhard Heydrich
• Heinrich Himmler
• Adolf Hitler
• Adolf Eichmann
• Martin Bormann
• Josef Mengele
• Karl Dönitz
• Ilse Koch
• Ernst Röhm
• Albert Speer
• Josef Terboven
• Amon Goeth
• Joachim von Ribbentrop
• Baldur von Schirach
• Arthur Seyss-Inquart
• Otto og Gregor Strasser
• Julius Streicher
• Alfred Rosenberg
• Karl Koch
• Carl Clauberg
• Erich Priebke
• Horst Wessel

Litteratur

• Lauridsen, John T.: Dansk nazisme 1930 - 45 - og derefter, Gyldendal, 2002
• Lauridsen, John T.: Føreren har ordet. Frits Clausen om sig selv og DNSAP, Museum Tusculanums Forlag, 2003
• Djursaa, Malene: DNSAP. Danske nazister 1930 - 45, bd. 1-2, Gyldendal, 1981