Thailandske baht

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Thailandsk "pengetræ", en populær måde at samle ind til buddhistiske templer og anden velgørenhed, hvor giveren klipser en pengeseddel på en pind (gren på træet). Når indsamling til fx et tempel er slut, overdrages pengetræet - ofte adskillige - ved en større ceremoni, hvor store træer køres på ladet af pickupbiler.

Baht (thai: บาท, valutategn: ฿; valutakode: THB) er valutaen i Thailand. 1 baht er delt ind i 100 satang.

Både sedler og mønter bærer på den ene side et portræt af den thailandske konge, Kong Bhumibol Adulyadej, Rama IX af Thailand.

Der findes mønter med værdierne: 25 og 50 satang samt 1, 2, 5, 10 baht.
Mindre, kontante satang-værdier afrundes, ligesom med danske ører. Mange steder anvendes de små satang-mønter ikke, og der oprundes til hele baht.

Som sedler findes værdierne: 20, 50, 100, 500 og 1000 baht.

Thai-bahts kurs opgøres dagligt på Danmarks Nationalbanks kursliste. Thailand er meget baseret på kontante penge, hvorfor der findes pengeautomater - kaldt ATM (Automatic Teller Machine) - foran næsten alle bankfilialer, samt i de fleste dagligvareforretninger og indkøbscentre. Danske penge kan veksles i thailandske banker, og danske Visa-Dankort anvendes i pengeautomater (mod gebyr).

Historie[redigér | redigér wikikode]

Baht som pengemål har angiveligt være anvendt så tidligt som i Sukothai-perioden, begyndende i 1200-tallet, hvor det var en sølvenhed, opdelt i mindre enheder på det halve af den foregående, dvs. 1/2, 1/4, 1/8, 1/16, 1/32, 1/64 og 1/128, samt 1/6400, alle med et særskilt navn. Større enheder var 4-baht og 80-baht, kaldt "chang" (elefant). De var alle sølvmønter hvor målet var 15 gram sølv til 1-baht. Desuden fandtes guld-baht mønter i forskellig størrelse fra 1/32 til 4-baht, 1 guld-baht svarede til 16 sølv-baht. Indtil 1902 var thai baht knyttet til sølv, hvorefter man forsøgte at fastsætte værdien efter engelske pund med 13 baht til 1 pund sterling. De følgende år ændredes kursen med sølvpris-stigning i forhold til guld, men blev ikke reduceret når sølvet faldt i værdi målt mod guld. Efter 2. verdenskrig fulgte baht-kursen japanske yen og senere amerikanske dollar.

I 1860 blev moderne mønter introduceret. Tidligere anvendtes tynde metalbarrer, der var formet som en tråd, tykkere på midten, og med endestykkerne bøjet for at udgøre en cirkel. Fra 1897 blev de første satang-mønter indført, og i løbet af de følgende cirka 20 år ændredes baht-denominationerne til 100-dele, med 1-satang, 5-satang, 10-satang og senere 25-satang og 50-satang. I dagligt thai-sprog betyder ordet "satang" blot "penge".

Thai baht var i begyndelsen kendt som tical blandt udlændinge. Pengesedler dukkede første gang op i 1851 med værdier på 1/8, 1/4, 3/8, 1/2, og 1 tical. Fra 1892 blev udstedt 1, 5, 10, 40, 80, 100, 400, og 800 tical, også kaldt for "baht" i thai-teksten. Helt frem til 1925 bibeholdtes navnet tical på pengesedlerne.

Den moderne 10-baht-mønt, der blev indført i 1988, minder om den europæiske 2-euro mønt, da den har samme størrelse og vægt. Den Europæiske Centralbank klagede, men thai-mønten var indført og behørigt, internationalt registreret før 2-euro-mønten.

Baht er også navnet på det thailandske guldmål, en vægtenhed svarende til 15,244 gram, et mål fra dengang hvor pengeværdien modsvarede ædelmetal. Nogle banker skilter den daglige guldpris i penge-baht for 1 baht guld. Der er normalt blandt mange thaier at spare op i fysisk guld, hvor smykkeguld typisk er 24 karat, lige som 1-baht investeringsguldbarrer. Smykkeguld sælges efter vægt og er typisk fremstillet som 25-satang (1/4-baht), 50-satang (½-baht), 1-baht, 1½-baht, 2-bath osv.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Artikelstump Stub
Denne artikel om penge eller valuta er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.