Aftalen i Brømsebro 1541

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Aftalen i Brømsebro, Christian 3. møder Gustav Vasa.

Aftalen i Brømsebro 1541 var en aftale mellem kongerne af henholdsvis Danmark-Norge og Sverige, der skulle sikre samarbejdet mellem de to mod indre og fælles ydre fjender.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Christian 3., konge af Danmark-Norge, og Gustav Vasa, konge af Sverige var svogre, idet de begge var gift med døtre af hertugen af Sachsen-Lauenburg, der var lutheran.

Begge befandt sig i begyndelsen af 1540-erne i en usikker stilling, idet deres position som konger af hver sit rige ikke var anerkendt af andre riger. Grevens Fejde i Danmark havde vist, at kongen var oppe imod stærke indre og ydre kræfter, som ønskede at bestride hans retmæssige stilling og i Sverige forholdt det sig ikke anderledes. Grevens Fejde havde tillige vist, at de havde fælles fjender i Lübeck og den forstødte danske konge Christian 2. Under disse forhold kunne en indbyrdes aftale understøtte dem begge og tillige gøre faren for indbyrdes strid mindst mulig.

Aftalen[redigér | redigér wikikode]

Det var under indtryk heraf, at de to konger i 1541 mødtes i Brømsebro og indgik en gensidig aftale, der skulle vare i 50 år og som gik ud på gensidig bistand mod indre og ydre fjender. Sverige gav afkald på kravet om Gotland, som Danmark var i besiddelse af. Det blev aftalt, at eventuelle stridigheder mellem de to riger skulle afgøres ved forhandling og voldgift.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Aftalen fik betydning under Dackefejden i Sverige 1542, idet den (skjulte) danske støtte til de svenske bondeoprørere skulle blive særdeles dyrt betalt.

Aftalen indebar tillige, at den danske konge forsøgte at betvinge den nederlandske handelsskibsfart, hvilket mislykkedes, hvorfor han måtte indgå freden i Speyer i 1544, der gav hollænderne fri handel i Danmark og ligestilling med de østersøiske hansekøbmænd i Norge.

Hverken i det korte eller i det lange løb fik aftalen virkelig betydning. Det skulle snart vise sig, at den gensidige mistro mellem de to konger var stor: således påbegyndte Gustav Vasa den oprustning, der i længden skulle gøre Sverige til den dominerende magt i Norden.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7: 1500-1600); København 1989; ISBN 87-89068-09-2