Anden tyrkiske belejring af Wien

Anden tyrkiske belejring af Wien
Del af Den store tyrkiske krig
Den osmanniske hærs belejring af Wien. Frans Geffels, Entsatzschlacht von Wien 1683, 1600-tallet, Wien Museum Karlsplatz
Dato 14. juli-12. september 1683 Sted Wien, Det Tysk-romerske rige, (i dag Østrig) Resultat Afgørende sejr for undsætningshæren
Parter
Polsk-litauiske realunion Tysk-romerske rige Ærkehertugdømmet Østrig Kurfyrstendømmet Bayern Kurfyrstendømmet Sachsen	Osmanniske Rige Osmanniske len: Krim-khanatet Fyrstendømmet Moldavien Fyrstendømmet Valakiet Fyrstendømmet Transylvanien
Ledere
Johan III Sobieski Ernst Rüdiger von Starhemberg Karl V. Leopold Johann Georg III Georg Friedrich fyrste til Waldeck	Kara Mustafa Pasha
Styrke
Wiens garnison: 15.000 tyskere Forstærkning: 50.000 tyskere 25.000 polakker	150.000 – 300.000
Tab
4.500 Andre tab: indbyggerne i 44% af husene i Wien og Niederösterreich	20.000

Den anden tyrkiske belejring af Wien fandt sted fra 15. juli til 12. september 1683.

Wien, på det tidspunkt residensby for kejseren i det Tysk-romerske rige, blev forsvaret af en alliance bestående af Den polsk-litauiske realunion, Det tysk-romerske rige, Republikken Venedig og Kirkestaten. Efter adskillige mislykkede erobringsforsøg, ankomsten af undsætningsstyrken og det efterfølgende slag ved Kahlenberg trak det osmanniske riges styrker sig tilbage.

Betegnelsen »anden tyrkiske belejring af Wien« benyttes på grund af at Det Osmanniske Rige allerede i 1529 belejrede Wien, nu kendt som Første tyrkiske belejring af Wien.

Gennem de efterfølgende erobringer på Balkan under Den store tyrkiske krig udviklede Huset Habsburg sig til en europæisk stormagt på bekostning af det Osmanniske Rige.

Den politiske baggrund

Det osmanniske riges ekspansionspolitik havde nået sit højdepunkt. Den største del af Kongeriget Ungarn var under osmannisk kontrol fra 1541, dels direkte (det centrale Ungarn), dels som vasal (Fyrstendømmet Transsylvanien), de er underlagt ungarske områder var kontraktligt forpligtet til at yde økonomiske bidrag og undertiden stille tropper. "Det gyldne æble" som osmannerne kaldte Wien på det tidspunkt, syntes indenfor rækkevidde.

I 1672 angreb osmannerne det polsk kontrollerede Ukraine og Kongeriget Polen-Litauen, erobrede fæstningen Kamenets-Podolsk og gjorde fremstød mod Lviv i Galicien. Splittet af interne konflikter, især af krigene under "Syndfloden" og militært svækket, indgik Kongeriget Polen-Litauen fredstraktaten i Butsjatsj. Aftalen underlagde det polske Podolien med Kamenets-Podolsk, og det østlige Ukraine (området vest for Dnepr) den kosakkiske hétman Dorosjenko som en osmannisk lydstat. Desuden forpligtede Polen sig til at betale et årligt tribut til den osmanniske sultan. Den polske sejms afvisning af ​​at ratificere Butsjatsjs fredstraktaten førte til fornyede fjendtligheder. Et år senere, i 1673, var polakkerne igen i konflikt med osmannerne hvor den polske hær under øverstbefalende Johan Sobieski slog dem i et ødelæggende slag ved Khotyn i det nuværende Ukraine.

Kun få uger senere stod tatariske og osmanniske tropper under storvesir Kara Mustafa igen i landet. Efter turbulente kampe afsluttedes den Polsk–Osmanniske krig endeligt i 1676 med undertegnelse af Zhuravnotraktaten. Osmannerne var dog stadig en trussel mod Polen.

Det Tysk-romerske rige under den habsburgske kejser Leopold I var svækket af religionskrige, Trediveårskrigen og pest-epidemien, der ramte Wien i 1679. I Ungarn og Slovakiet havde de katolske habsburgere i lang tid undertrykt den protestantiske adel. Undertrykkelsen førte til Kurucopstanden 1678-1682 under ledelse af Imre Thököly. Efter den polsk-osmanniske fred befandt habsburgerne sig i en to-frontskrig i vest mod Frankrig under Louis XIV og i sydøst mod osmannerne under sultan Mehmed IV.

Fæstning Wien

Efter Wiens første tyrkiske belejring i 1548 blev bymuren rekonstrueret og forstærket. Italienske militære ingeniører byggede en fæstning, der svarede til de daværende gældende standarder. Efter Trediveårskrigen blev fæstningen af den gamle italienske type udbygget til den nyitalienske type. På det mest kritiske punkt mellem Schottenbastionen og Augustinerbastionen, hvor voldgraven ikke var fyldt med vand, blev der bygget fire raveliner, der færdige i 1672. Den ydre fæstningsvæg var bygget med en kasemat.

Burgbastionen var en regelmæssig firkant med ni kanoner, men havde ingen kasemater. Bag bastion var kavaleriet, den spanskebastion og et hævet artillerifort. Den Löwelbastionen var mindre, og bag bastionen var der opstillet kavaleri.

Den over 200 meter lange mur mellem bastionerne var for lang til effektiv brug af kardæskbeskydning. Samtidigt var ravelinen lidt for høj og lidt for fremskudt i voldgraven, til at artilleribeskydning af voldgraven foran ravelinen var begrænset. De første huse i forstæderne var kun 200 meter fra byens mure, der ud lykkedes det ikke at nivellere de skrå fæstningsvolde ("glacis") dagene før belejringen.

I minekrigsførelsen om Wien, havde osmannerne med 5.000 minører klart den største styrke. De havde ikke kun mere udstyr og personel, men også mere erfaring i minering. I 1682, efter sammenbruddet i fredsforhandlingerne mellem kejser Leopold I og osmannerne rekrutterede kejseren den militære arkitekt Georg Rimpler og præsenterede ham som ingeniør og oberstløjtnant. [2] Georg Rimpler styrkede counterscarp, byggede caponier mellem ravelinerne og bastionerne, og bag dem blev Niederwall oprettet på halsen mellem kurtinen og bastionen. Han lod sig palisader før Decked sti og anbefalede at grave en grøft i Künette. Han indså, at osmannernes vigtigste angreb ville foregå mellem Burg- og Löwelbastion . [3] Han indførte minearbejdere fra Tyrol, Holland og Lorraine i denne vanskelige tjeneste, og kvinder blev oprindeligt brugt. [4]

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til 2. tyrkiske belejring af Wien

• turkin.net: Wiens zweite Türkenbelagerung im Jahre 1683. Hentet 4. oktober 2012. (Tysk)
• Citype Internet-Portal, Wien: Türkenbelagerung. Hentet 4. oktober 2012. (Tysk)

Stub Denne artikel om Østrigs historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.