Münchenaftalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Udviklingen af det tyske riges grænser fra den 31. december 1937 da de stadig var folkeretsligt uomstridte, til marts 1939, hvor hele Tjekkiet var blevet indlemmet i Nazi-Tyskland.
Neville Chamberlain fremviser dokumentet med aftalen foran en større menneskemængde den 30. september 1938.
1. Tyskland besætter Sudetenland (efterår 1938)
2. Ungarn besætter grænseområder (sydlige tredjedel af Slovakiet samt det sydlige Rutenien) med ungarske minoriteter
3. Rutenien bliver givet uafhængighed (efterår 1938).
4. Polen besætter Zaolzie-området med polske minoriteter (efterår 1938).
5. I marts 1939 bliver de tilbageværende tjekkiske områder til tysk satellit-stat med navnet Protektorat for Böhmen og Mæhren.
6. Af det tilbageværende Tjekkoslovakiet dannes Slovakiet, som bliver endnu en tysk satellit-stat.

Münchenaftalen var en aftale mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazi-Tyskland. Den blev underskrevet natten til den 30. september 1938 i forbindelse med München-konferencen, som var indkaldt for at finde en løsning på sudeterspørgsmålet. Repræsentanter fra Tjekkoslovakiet, hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-aftalen også kaldes München-diktatet.

Formålet med konferencen var at diskutere Tjekkoslovakiets forhold til territoriale krav fra Adolf Hitler. Sudeterland var af enorm strategisk betydning for Tjekkoslovakiet, da det meste af landets forsvarsværker var lå her langs bjergkæden, der var grænsen til det tyske rige. Med den italienske diktator Benito Mussolini som mægler gav den engelske premierminister Arthur Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier efter ønske fra Tyskland tilladelse til, at Sudeterland blev indlemmet i Nazi-Tyskland. Dette gjorde de, da de håbede, at kunne forhindre krig ved en Appeasement-politik, hvor de gav efter for tyske krav. Selv om det ikke var aftalt besatte også Polen og Ungarn dele af Tjekkoslovatiet efterfølgende.

Året efter brød 2. verdenskrig alligevel ud, og Münchenaftalen er en påmindelse om aldrig at give efter for diktatorers krav.

Efter 2. Verdenskrig faldt området tilbage til Tjekkoslovakiet. Først den 11. 1973 blev aftalen endeligt juridisk ugyldiggjort og Vesttyskland frafaldt alle krav som en del af sin Ostpolitik.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Sudeterland var et område af det vestlige Tjekkoslovkiet, hvor etniske tyskere udgjorde et flertal. Sudetertyskerne havde i forbindelse med opløsningen af det østrig-ungarske rige i 1. verdenskrigs sidste dage forsøgt at forhindre områdets optagelse i det nydannede Tjekkoslovakiet og gennem oprør prøvet at blive en del af det nydannede Tysk-Østrig. Ententemagterne og Tjekkoslovakiet forhindrede det. Mange sudetertyskere nægtede at tilhøre Tjekkoslovakiet og var forbitrede over, at de var nægtet den selvbestemmelse, som den amerikanske præsiden Wilson havde fremlagt i sine 14 punkter fra januar 1918. Sudeterland blev en del af Tjekkoslovakiet, fordi det i historisk tid havde været en del af den tjekkiske kerneprovins Böhmen. Tyskere følte sig som fremmede i Tjekkoslovakiet.

Hitlers krav[redigér | redigér wikikode]

I marts 1938 havde Nazi-Tyskland brudt alle aftaler og annekteret Østrig, det såkaldte "Anschluss". Der var en bred opfattelse af, at Hitlers næste krav ville blive Sudeterland med dets store tyske befolkning. Både Frankrig og Sovjetunionen havde alliancer med Tjekkoslovakiet, men ingen af dem var materielt eller politisk forberedt til en militær konfrontation med Tyskland. I Vesteuropa var der interesse for undgå endnu en altødelæggende krig i Europa, og politikerne ville have svært ved at overbevise befolkningen om en krig på bekostning af Sudeterland. Josef Stalin var mere mistroisk over for de kapitalistiske vestmagter end over for Hitler.

Hitler spillede højt spil og lod til ikke at være bange for at sætte alt ind på et kort.

Op til konferencen mobiliserede de store nationer i Europa for første gang siden 1. verdenskrig. Nogle troede, at endnu en krig ville komme, og at en fredsaftale ville være umulig.

Selve aftalen[redigér | redigér wikikode]

Parterne blev enige om en aftale den 29. september, og omkring klokken 1:30 om natten den 30. september underskrev Adolf Hitler, Neville Chamberlain, Benito Mussolini og Édouard Daladier München-aftalen[1]. Den tjekkoslovakiske regering indså det håbløse i alene at tage kampen op mod det mægtige Tyskland og accepterede modvilligt aftalen. Aftalen gav Sudeterland til Tyskland fra den 10. oktober. Senere på dagen den 30. september underskrev Chamberlain og Hitler en fredsaftale mellem England og Tyskland.

Ved landingen på Heston Aerodrome i England sagde Chamberlain: "... aftalen om det tjekkoslovakiske problem, som nu er opnået, er i mine øjne kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler hr. Adolf Hitler og her er det papir som bærer hans navn såvel som mit. (vinker med papiret til mængden til hurraråb). Nogle af Dem har måske allerede hørt, hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for Dem ..."

Reaktioner[redigér | redigér wikikode]

Chamberlain fik en ekstatisk modtagelse ved hjemkomsten til England. Ved lufthavnen holdt han sin berømte "Peace in our time"-tale (Fred i vor tid) og vinkede med den engelsk-tyske aftale til en henrykt menneskemængde.

Winston Churchill kritiserede skarpt aftalen i House of Commons:

Citat Vi har lidt et totalt nederlag, der ikke vil kunne blive rettet op på... I vil se, at inden for en periode, der kan måles i år, men måske kan måles i måneder, vil Tjekkoslovakiet blive indlemmet i Nazi-regimet. Vi er vidne til en katastrofe af største omfang... vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen... vi har passeret en forfærdelig milepæl i vores historie, hvor hele Europas balance er blevet afsporet... Og tro ikke, at dette er slutningen. Dette er kun det første lille nip, den første lille forsmag på et bittert bæger, som vil blive tilbudt os år efter år, med mindre vi ved hjælp af en fantastisk genoplivning af vores moralske sundhed og vores krigeriske vigør vil rejse os igen og stå på frihedens side som i gamle dage Citat
Winston Churchill

Hitler betragtede Chamberlain med dyb foragt. En britisk diplomat blev informeret om, at Hitler så Chamberlain som "en ligegyldig hurtigkarl, som talte med et forældet demokratis latterlige jargon".[2]

Josef Stalin var også utilfreds med Münchenaftalen. Sovjetunionen havde ikke været repræsenteret, selv om Stalin følte, at USSR skulle anerkendes som stormagt. Englænderne og franskmændene havde i hans øjne brugt Sovjetunionen til at skræmme tyskerne med. Stalin konkluderede, at Vesten aktivt havde indgået i partnerskab med Hitler ved at give nazisterne land-områder, og han frygtede, at de senere kunne finde på det samme og indgå en alliance mellem Nazi-Tyskland og de vestlige magter mod Sovjetunionen. Denne frygt havde indflydelse på Stalins beslutning om at underskrive Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazi-Tyskland i 1939.

Tjekkoslovakkerne var også meget utilfredse med Münchenaftalen. Med afgivelsen af Sudeterland til Tyskland, en tredjedel af det sydlige Slovakiet til Ungarn og cirka 801,5 km2 til Polen var Tjekkoslovakiet en amputeret og forsvarsløs nation, totalt underlagt tyskernes hensigter. Tjekkoslovakiet mistede 70 % af jern- og stålproduktionen, 70 % af dens el-produktion, 3,5 million indbyggere samt de berømte Skoda-fabrikker[3].

Invasion af det resterende Tjekkoslovakiet[redigér | redigér wikikode]

Tyskland bekendtgjorde, at anneksionen af Østrig resulterede i nye grænser til Tjekkoslovakiet, som udgjorde en stor fare for tysk sikkerhed, og at dette kunne betyde en mulig allieret omringelse af Tyskland.[4] Allerede i 1937 havde Wehrmacht udarbejdet en plan "operation grøn" (Fall Grün) for invasionen af Tjekkoslovakiet.[5] Denne plan blev iværksat den 15. marts 1939 under navnet "operation sydøst". Churchills forudsigelser holdt stik, da nazi-tyske styrker marcherede ind i Prag og besatte det resterende Böhmen og Mæhren, som blev omdannet til et tysk protektorat. Den østlige del af landet blev til satellit-staten Slovakiet.

Ministerpræsident Chamberlain følte sig forrådt af tyskernes fremmarch og indså, at hans Appeasement-politik over for Hitler havde lidt skibbrud. Denne indsigt førte til en meget hårdere kurs over for nazisterne. Bl.a. gav han ordre til straks at mobilisere hele den britiske hær til krig. Frankrig gjorde det samme. Italien så sig udmanøvreret som et 2. rangs medlem af Aksemagterne, og indledte sin invasion af Albanien i april 1939. Hitlers invasion af det resterende Tjekkoslovakiet var sidste advarsel, før hans angreb på Polen den 1. september 1939 udløste 2. verdenskrig.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Gilbert, Martin and Gott, Richard, The Appeasers (Weidenfeld Goldbacks, Weidenfeld and Nicholson, London, 1967), p. 178.
  2. Sir Ivone Kirkpatrick, The Inner Circle (Macmillan, 1959), p. 122.
  3. Shirer, William L., The Rise and Fall of The Third Reich
  4. Reinhard Müller, Deutschland. Sechster Teil (München and Berlin: R. Oldenbourg Verlag, 1943), pp. 116-130.
  5. Herzstein, Robert Edwin The Nazis (Time-Life Books World War II Series) New York:1980 Time-Life Books Page 184

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]