Slaget ved Wien

Slaget ved Wien
Del af Den store tyrkiske krig
Slaget ved Wien 12. september 1683
Dato 11.-12. september 1683 Sted Wien, Det Tysk-romerske rige, (i dag Østrig) Resultat Sejr for den hellige alliance
Parter
Den polsk-litauiske realunion Tysk-romerske rige Ærkehertugdømmet Østrig Kurfyrstendømmet Bayern Kurfyrstendømmet Sachsen	Osmanniske Rige Osmanniske len: Krim-khanatet Fyrstendømmet Moldavien Fyrstendømmet Valakiet Fyrstendømmet Transylvanien
Ledere
Johan III Sobieski Ernst Rüdiger von Starhemberg Karl V. Leopold Johann Georg III Georg Friedrich fyrste til Waldeck	Kara Mustafa Pasha
Styrke
Wiens garnison: 15.000 tyskere Forstærkning: 50.000 tyskere 25.000 polakker	150.000
Tab
4.500	20.000

Slaget ved Wien polsk: Bitwa pod Wiedniem og Odsiecz Wiedeńska, (tysk: Schlacht am Kahlenberg, tyrkisk: İkinci Viyana Kuşatması) fandt sted den 11. og 12. september 1683 efter Wien havde været belejret af Det Osmanniske Rige i to måneder. I slaget, der fandt dted ved Kahlenberg nær Wien, stod en alliance bestående af Den polsk-litauiske realunion og Det Tysk-romerske rige overfor det Osmanniske Rige og len af det Osmanniske Rige. Kampen markerede begyndelsen på De habsburgske arvelandes politiske herredømme i det Tysk-romerske rige og Centraleuropa.

Slaget blev vundet af Den polsk-litauiske realunion og Det Tysk-romerske riges styrker under Johan III Sobieskis kommando. Garnisonen i Wiens var under kommando af Ernst Rüdiger Graf von Starhemberg underordnet Den tysk-romerske kejser Leopold I Habsburg.

Alliancen kæmpede mod det Osmanniske Rige og de osmanniske lens hær, der var under kommando af Storvesir Merzifonlu Kara Mustapha Pasha. Den osmanniske hær på omkring 150.000 mand indledte belejringen af Wien den 14. juli 1683. Belejringsstyrken bestod af 60 Ortas er (12.000 mænd papir styrke) med en støttehær på ca.70.000, der kontrollerede de omkringliggende landområder. Det afgørende slag fandt sted den 12. september, efter de forenede undsætningsstyrker på ca. 75.000 mand var ankommet.

Nogle historikere ser slaget som vendepunktet i de osmanniske-habsburgske krige, de 300-års kampe mellem det Tysk-romerske Rige og det Osmanniske Rige, mens andre blot ser slaget som bekræftelse af det osmanniske riges svindende magt. Gennem de næste seksten år efter slaget fik det habsburgerske Østrig kontrol over det sydlige Ungarn og Transsylvanien, som stort set var renset for de osmanniske styrker. Slaget er bl.a. også kendt for historiens største kavaleriangreb.

Optakt

Erobringen af Wien havde længe været et strategisk mål for det osmanniske rige, på grund af byens kontrol over sejlruten fra Sortehavet til Vesteuropa på Donau, kontrol over Sydeuropa og kontrol over handelsruterne over land fra Middelhavet til Tyskland. I årene forud for den anden belejring af Wien, den første var i 1529, under ledelse af storvesirerne fra den indflydelsesrige Köprülü familie, gennemførte det Osmanniske Rige omfattende logistiske forberedelser, herunder anlæggelse og reparation af veje og broer, der førte ind i det Tysk-romerske rige og dets logistiske centre, samt fremsendelse af ammunition, kanoner og andre ressourcer fra hele det Osmanniske Rige til de logistiske centre på Balkan.

Kejser Leopold I

På den politiske front havde det osmanniske rige ydet militær bistand til ungarerne og ikke-katolske mindretal i habsburgsk-besatte dele af Ungarn, hvor en udbredt uro i årene forud for belejringen havde udviklet sig til åbent oprør mod Leopold på grund af hans tilslutning til modreformationen og ønske om at knuse protestantismen. I 1681 fik protestanterne og andre anti-habsburgerske Kuruckræfter under ledelse af Imre Thököly omfattende støtte af osmannerne, der er anerkendte Thököly som konge af "Øvre Ungarn" (den østlige del af Slovakiet og dele af det nordøstlige Ungarn, som han tidligere havde indtaget med våbenmagt fra habsburgerne. Denne støtte gik så vidt som at love "Kongedømmet Wien" til ungarerne, hvis det faldt i osmanniske hænder. Før belejringen af Wien havde der været fred mellem det Tysk-romerske rige og det Osmanniske rige i 20 år på grundlag af Vasvárfreden.

Sultan Mehmed IV

I 1681 og 1682 intensiveredes sammenstødene mellem Imre Thökölys og det Tysk-romerske riges styrker, der grænsede op til det nordlige Ungarn, og indtrængen af ​​habsburgske tropper i centrale Ungarn gav storvesir Kara Mustafa Pasha det afgørende argument for at overbevisende sultan Mehmed IV og hans Divan, at tillade forflyttelse af den osmanniske hær. Mehmed IV gav Kara Mustafa Pasha tilladelse til at operere så langt som til slottene Győr (navnet under den osmanniske periode var: Yanıkkale, tysk: Raab) og Komárom (tyrkisk: Komaron, tysk: Komorn), beggge i det nordvestlige Ungarn, og belejre dem. Den osmanniske hær var mobiliseret den 21. januar 1682, og krigen blev erklæret den 6. august 1682.

Kong Johan III Sobieski

Logistikken betød, at det ville have været risikabelt eller umuligt at iværksætte en invasion i august eller september 1682, en tre måneders kampagne ville have betydet, at osmannerne ankom til Wien når vinteren satte ind. Imidlertid tillod de 15 måneder mellem mobilisering og indledningen af invasionen rigelig tid for Wien til at tilrettelægge sit forsvar og for Leopold til at samle tropperne fra det Tysk-romerske rige og etablere en alliance med Polen, Venedig og pave Innocens XI. Udsættelsen bidrog utvivlsomt til den fejlslagne osmanniske invasion. Den afgørende alliance af det Tysk-romerske rige med Den polsk-litauiske realunion indgik en traktat, hvor Leopold lovede at støtte Sobieski, hvis osmannerne angreb Kraków, til gengæld skulle den polske hær komme Wien til undsætning, hvis byen blev angrebet.

Den 31. marts 1683 modtod det kejserlige hof i Wien en anden erklæring fra Kara Mustafa på vegne af Mehmed IV. Næste marcherede dele af den osmanniske hær fra Edirne i Thrakien. Tropperne nåede Beograd i begyndelsen af ​​maj og marchede videre mod Wien. Omkring 40.000 Krim Tatarer ankom 40 km øst for Wien den 7. juli, dobbelt så mange som de Tysk-romerske tropper i området. Efter indledende kampe, trak Leopold sig tilbage til Linz med 80.000 indbyggere fra Wien.

I løbet af sommeren 1683 forberedte polens kong Johan III Sobieski undsættelsen af Wien i overensstemmelse med traktaten med kejser Lepold. Han forlod sit eget land næsten forsvarsløs, da han marchede fra Kraków den 15. august. Inden Sobieski forlod Polen, advarde han Imre Thököly, konge af ​​Øvre Ungarn, og ham truede med tilintetgørelse, hvis han forsøgte at drage fordel af situationen, hvilket Thököly forsøgte. Som straf foretog den litauiske hétman Jan Kazimierz Sapieha den Yngre et ødelæggende angreb på det ungarske højland (nu Slovakiet).

Undsætningsstyrken

Den 7.-8. september 1683 ved passagen af Tulln an der Donau bestod undsætningsstyrken af følgende hære:

	Infanteri	Kavaleri og dragoner	Kanoner	I alt
Den polsk-litauiske realunion	16.450	20.550	28	37.000
Kejserlige tropper	8.100	10.350	70	18.400
Kurfyrstendømmet Bayern	7.500	3.000	26	10.500
Sydvesttyske fyrstedømmer	7.000	2.500	12	9.500
Kurfyrstendømmet Sachsen	7.000	2.000	16	9.000
Undsætningsstyrken i alt:	46.050	38.350	152	84.400

Begivenheder under belejringen

Polske hussarer

Spahis fra det Osmanniske Rige ved Wien

Den osmanniske hovedhær indledte belejringen af Wien den 14. juli. Samme dag sendte Kara Mustafa krav om overgivelse til byen.

Ernst Rüdiger von Starhemberg, leder af Wien garnisonen med de resterende 11.000 soldater og 5.000 borgere og frivillige med 370 kanoner, nægtede at kapitulere. Kun få dage før havde han modtaget nyheden om masse nedslagtningen i Perchtoldsdorf, en by syd for Wien, hvis borgerne havde overgivet sig efter at modtaget tilsvarende krav.

Wienerne havde ødelagt mange huse udenfor bymuren og fjernet byggeaffaldet og efterlod et tomt areal, der ville udsætte osmannerne til for forsvarets ild, hvis de forsøgte at storme byen. Kara Mustafa Pasha løst dette problem ved at beordre sine styrker at grave lange rækker af skyttegrave direkte mod byen, som skulle beskytte dem mod forsvarerne, mens de avancerede mod byen.

Selvom osmannerne havde 300 gode kanoner kunne de ikke for alvor skade Wienss befæstning, der var moderne og meget stærk. I stedet gravede de tunneler under den massive bymure for at sprænge i luften med betydelige mængder af sortkrudt.

Forsinkelsen af osmannerne på dette tidspunkt, kombineret med forsinkelsen af fremrykningen af deres hær efter krigen var erklæret, medførte at undsættelseshæren nåede at ankomme. Historikere har spekuleret på om at Kara Mustafa ønskede at indtage byen intakt på grund af dens rigdomme og undlod et stormangreb for at forhindre plyndringer der ville følgen af en storm.

Den osmanniske belejring afskar stort set hele fødevareforsyningen til Wien, og garnisonen og civile frivillige led ekstreme strabadser. Træthed blev så alvorligt et problem, at Graf Ernst Rüdiger von Starhemberg beordrede at soldater, der blev fundet sovende på vagt, skulle skydes. Stadig mere desperat var forvarerne af Wien på nippet til sammenbrud i august da kejserrigets styrker under Charles V, hertug af Lorraine slog Imre Thököly af Ungarn på Bisamberg 5 km nordvest for Wien.

Den 6. september krydsede polakkerne under Johan III Sobieski Donau 30 km nord vest for Wien i Tulln for at forene sig med de kejserlige tropper og forstærkningerne fra Sachsen, Bayern, Baden, Franken og Schwaben. Frankrig havde afslået at hjælpe sin Habsburgske rival og Louis XIV af Frakrig benyttede lejligheden til at invadere de vestlige områder af det Tysk-romerske Rige, først og fremmest Alsace.

I løbet af begyndelsen af ​​september sprængte de 5.000 erfarne osmanniske sappører gentagne gange store dele af bymuren, blandt andet Burg bastion, den Löbel bastion og Burg ravelin, og skabte huller på ca 12 m i bredden. Wienerne forsøgte at imødegå ved at grave deres egen tunneler, for at opsnappe de store mængder af deponeret krudt i de underjordiske huler. Den 8. september formåede osmannerne omsider at besætte Burg ravelin og Nieder mur i dette område. I forventning om et gennembrud af bymuren forberedte de resterende Wienere sig på at kæmpe inden for bymurene.

Optakten til slaget

Sobieski ved Wien af Juliusz Kossak

Undsættelseshæren var nødt til at handle hurtigt for at redde byen og for at forhindre endnu en lang belejring. På trods af den bi-nationale sammensætning og den korte tid på kun seks dage, blev en effektiv ledelsesstruktur etableret centreret om kongen af Polen og hans tunge kavaleri.

På den anden side var Kara Mustafa Pasha mindre effektivt, trods måneder til at organisere sine styrker, sikre deres motivation og loyalitet, og forberede sig til den forventede undsættelseshærs angreb. Han havde betroet forsvaret af bagtroppen til Khanen af Krim og hans kavaleri, der bestod af omkring 30-40.000 ryttere.

Polske hussarers rustning fra første halvdel af 1600-tallet, Den polske hærs museum i Warszawa.

Der er rejst alvorlige spørgsmål om hvor meget Tatarstyrkerne deltog i den sidste kamp ved Wien. Deres Khan følte sig ydmyget af Kara Mustafas gentagne irettesættelser. Det er raporteret at han nægtede at angribe den polske undsættelseshær, da den krydsede bjergene, hvor Tatarernes lette kavaleri ville have haft en fordel i forhold til det polske tunge kavaleri. De var ikke de eneste dele af den osmanniske hær, der trodsede Mustafa åbent eller afviste at følge ordrer.

Dette efterlod vitale broer forsvarsløse og tillod passage af de allierede styrker, der kom for at undsætte belejringen. Kritikere siger, at det var Kara Mustafa Pasha, og ikke Krim Khanen, der skal holdes ansvarlig for den mislykkede belejring.

Desuden kunne osmannerne ikke stole på deres valakiske og moldaviske allierede. Rumænerne følte sig krænkede af osmannerne, der inddrev store skatter fra deres lande. Osmannerne intervenerede også i den interne politik i landene og forsøgte at udskifte de regerende prinser med mænd, der ville være rene osmanniske marionetter. Da George Ducas, prins af Moldavien, og Serban Cantacuzino, prins af Valakiet, fik kendskab til de osmanniske planer, forsøgte de at advare habsburgerne. De forsøgte også at undgå at deltage i kampagnen, men osmannerne insisterede på, at de sendte tropper. Der er en lang række populære legender om de valakiske og moldoviske styrkers deltagelse i belejringen. Disse legender beskriver hvordan de ladede deres kanoner med halmbolde, for at undgå at ødelægge den belejrede bys mure.

Ved ankomsten af de allierede tropper på Kahlenberg ovenover Wien, signalerede de deres ankomst med bål. I de tidlige morgentimer den 12. september før slaget blev der afholdt en messe for kongen af Polen og hans adelsmænd.

Slaget

Slaget ved Wien, maleri af Józef Brandt

Polske soldater 1674-1696

Slaget indledtes før alle enheder var på plads. Tidligt om morgenen klokken 4 angreb osmannerne. De søgte at forstyrre indsættelsen af alliancens tropper. Charles af Lorraine rykkede frem med den kejserlige hær til venstre og de ​​øvrige Tysk-romerske styrker i midten.

Mustafa Pasha lancerede et modangreb med de fleste af sine styrker, men holdt nogle af janitshar- og spahi-eliteenheder tilbage til et samtidigt angreb på Wien. De osmanniske militærledere havde til hensigt at indtage byen før Sobieski ankom. De osmanniske sappører havde forberedt en endelig detonation under den Löbelbastei, for at sprænge bymuren. Om eftermiddagen, mens osmannerne hastigt afsluttede deres arbejde og forseglede tunnelen for at gøre eksplosionen mere effektive, opdagede Wiens "muldvarpe" tunnelen. En af dem gik ind og uskadeliggjorde ladningen i rette øjeblik.

Samtidigt var et stort slag i gang, hvor det polske infanteri lancerede et massivt angreb på den osmanniske højre flanke. I stedet for at fokusere på kampen med undsættelseshæren fortsatte osmannerne deres bestræbelser på komme ind i byen.

Efter tolv timers kampe havde polakkerne indtaget det høje terræn til højre. Alliancens kavaleri, der havde ventet på bakkerne hele dagen, blev beordret til angreb af den polske konge omkring klokken 17. Kavaleriangrebet bestod af en gruppe fra det Tysk-romersk rige og tre polske grupper, i alt tyve tusind ryttere angreb ned ad bakkerne i historiens største kavaleriangreb. Johan III Sobieski ledte angrebet i spidsen for 3.000 polske tunge lansenerer, de berømte "Bevingede Husarer". Lipka-tatarerne, der kæmpede på den polske side, bar en kvist af halm i deres hjelme for at adskille sig fra tatarerne, der kæmpede på den osmanniske side. Angrebet brød de osmanniske linjer, som var trætte af det lange slag på to fronter. I forvirringen, der opstod, styrede Sobieski kavaleriet direkte mod de osmanniske lejre, mens den resterende Wien-garnison stormede ud af forsvarsværkerne og deltog i angrebet.

De osmanniske tropper var trætte og modløse efter fiaskoen af både tunnel forsøget og de direkte angreb på byen. Med ​​kavaleriangrebet var slagets gang vendt mod dem og de blev sendt dem på tilbagetog mod syd og øst. På mindre end tre timer efter kavaleriangrebet, havde de kristne styrker vundet slaget og reddet Wien.

Efter slaget, omformuleres Sobieski Julius Cæsars berømte citat ved at sige "Venimus, Vidimus, Deus Vincit" - "Vi kom, vi så, Gud sejrede".

Tilbage fra Wien af Józef Brandt, Den polske hær på hjemmarch med byttet fra de osmanniske styrker.

Efterspil

Osmannerne mistede mindst 15.000 døde og sårede i kampene, samt mindst 5.000 mand, der var taget til fange, ligesom de mistede samtlige kanoner. Alliancen mistede omkring 4.500 døde og sårede.

Det bytte, der faldt i hænderne på alliancens tropper og Wien havde lige så stor betydning som undsættelsen, hvilket kong Sobieski levende beskrev i et brev til sin kone et par dage efter kampen:

	Vores skatte er uhørt ... telte, får, kvæg og et ikke ringe antal kameler ... det er en sejr som ingen har oplevet, fjenden er nu helt ødelagt, alt er tabt for dem. De måtte flygte for blot at bevare livet ... kommandant Starhemberg omfavnede, kyssede mig og kaldte mig sin frelser.
kong Sobieski

Starhemberg beordrede straks reparation af Wiens alvorligt beskadigede befæstninger for at beskytte mod et muligt osmanniske modangreb, men det viste sig unødvendigt. Sejren i Wien satte scenen for Prins Eugen af Savoyens generobring af Ungarn og (midlertidigt) nogle Balkan-lande i løbet af de følgende år. Den Hellige Alliance underskrev en fredstraktat med Det Osmanniske Rige i 1699.

Den 25. december 1683 blev Kara Mustafa Pasha henrettet i Beograd for sit ansvar for det forsmædelige nederlag. Henrettelsen foregik ifølge skikken ved kvælning med en silkesnor efter en kendelse af den øverstbefalende for janitsharerne.

Betydning

"Sobieski Sender sejrsmelding til Paven" af Jan Matejko

"Sobieski møder Leopold I" af Artur Grottger

Osmannerne kæmpede i endnu 16 år og mistede kontrollen over Ungarn og Transsylvanien i processen, inden de endelig gav op. Krigen afsluttedes endeligt i 1699 med Karlowitztraktaten.

Kampen markerede den historiske afslutning af ​​det Osmanniske Riges ekspansion i Europa.

Ludvig XIV af Frankrigs adfærd satte scenen i århundreder fremover: Det Tysk-romerske rige havde været nødt til at udkæmpe krige i Vest og Øst samtidigt. Mens tropperne kæmpede for at forsvare Wien, benyttede Ludvig XIV lejligheden til at annektere områderne Luxembourg og Alsace.

Epitafium i den polske "Opstandelseskirke" på Kahlenberg

Mindeplade for 300-årsdagen for forsvaret mod osmannerne ved Wiens byport

Kulturel arv

Redigeres

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket! Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen PerV

Kulturel arv

Efter slaget ved Wien blev et nyligt identificerede stjernebillede navngivet Scutum Sobieskii (dansk: Sobieskis skjold) af astronomen Johannes Hevelius til ære for Johan III Sobiesks store betydning for sejren.

Nogle få stjernerbilleder er opkaldt efter ikke-astronomer, Scutum Sobieskii er imidlertid det eneste stjernebillede, der er blevet opkaldt efter en ikke-astronom, som stadig var i live ved navngivningen.

Musikalsk arv

Det siges at de osmanniske militærorkestre efterlod deres musikinstrumenter på slagmarken ved tilbagetoget fra Wien og at det var sådan det Tysk-romerske rige, og dermed de andre vestlige lande, fik bækkener, triangler og stortrommer.

Den østrigske komponist Johann Joseph Fux mindedes slaget med sit værk "Partita Turcaria", der bar den undertitlen, "Musikalsk portræt af belejringen af ​​Wien af tyrkerne i 1683".

.

Kulinarisk legender

Flere kulinariske legender er relateret til slaget om Wien.

En legende påstår at croissanten blev opfundet i Wien, enten i 1683 eller under den tidligere belejring i 1529 for at fejre osmannernes nederlag, hvor formen henvisning til halvmånen i det osmanniske flag. Legenden understøttes af at croissanter kaldes "Viennoiserie" på fransk, og den franske folkelig tro på, at Wien-fødte Marie Antoinette introducerede wienerbrød i Frankrig i 1770.

En anden legende fra Wien påstår at den første bagel, der er lavet, blev givet som gave til kong Johan Sobieski for at fejre kongens sejr over osmannerne. Den skal have været formet som en stigbøjle for at fejre det polske kavaleris sejrrige angreb. Rigtigheden af denne legende er usikker, da der er en henvisning i 1610 til et brød med et lignende klingende navn, som måske var den første bagel.

Efter slaget opdagede wienerne mange sække kaffe i den forladte osmanniske lejr, og det påstås, at Jerzy Franciszek Kulczycki ved hjælp af det erobrede lager åbnede det tredje kaffehus i Europa og det første i Wien. Ifølge legenden tilsatte Kulczycki mælk og honning for at forsøde den bitre kaffe og skulle dermed have opfundet cappuccino. Der findes imidlertid ingen samtidige historiske kilder, der forbinder kapucinermunken Marco d'Aviano, kejser Leopold Is fortrolige, med skabelsen Kulczyckis drik.

Religiøs betydning

• Til ære for Sobieski opførte østrigerne en kirke på toppen af Kahlenberg, nord for Wien. Toget på Wien-Warszawa-strækningen er også navngivet til ære for Sobieski.
• Fordi Sobieski havde overladt Polen-litauen til Den Sorte Madonna af Częstochowas beskyttelse før slaget, fejrede pave Innocens XI sejren ved at udvide festen den 12. september for Jomfru Marias helige navn til at omfatte hele den katolske kirke. Festen havde indtil da kun været fejret i Spanien og Kongeriget Napoli.

Festen for den hellige navn Mary fejres den 12. september om den liturgiske kalender for den katolske kirke til minde om sejren i denne kamp i det kristne Europa i løbet af de muslimske styrker i det osmanniske imperium. Før slaget kong Jan havde lagt sine tropper under beskyttelse af den hellige Jomfru Maria. Efter slaget pave Innocens XI, der ønsker at ære Maria udvidede fest for hele Kirken.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Slaget ved Wien