DNA
Deoxyribonukleinsyre (forkortet DNA) er en nukleinsyre, der indeholder de genetiske instruktioner, der benyttes i udviklingen og opretholdelsen af alle kendte levende organismer og nogle vira. Det er så at sige livets alfabet og består af en polymer af deoxyriboseenheder (nukleotider). Et nukleotid består af en sukkergruppe (deoxyribose (pentose)), en kvælstofholdig base og en eller flere fosfatgrupper. De kvælstofholdige baser er dels purinerne adenin (A) og guanin (G) og dels pyrimidinerne thymin (T) og cytosin (C). Nukleotider benævnes ofte med forbogstavet fra deres base, hvorved bogstaverne i det genetiske alfabet fremkommer: A, G, T og C. Nukleotider kombineres og danner nukleinsyrer (polynukleotider).
Indholdsfortegnelse |
[redigér] DNA og gener
DNA-molekylet består af to lange, tynde kæder, der snor sig om hinanden i en dobbeltspiral. Hos eukaryote organismer (ikke bakterier eller archaea) ligger DNA-stykkerne, kaldet kromosomer, i cellernes cellekerne. I bakterier (prokaryoter) er der et ringformet kromosom, og eventuelt mindre ringformede stykker DNA kaldet plasmider, og begge dele findes i cellens cytosol.
Det vil derfor sige, at kopiering og transskription er adskilt i tid og rum i en eukaryot celle, men ikke i en prokaryot.
Rækkefølgen af nukleotiderne ("bogstaverne") i DNA bestemmer rækkefølgen af aminosyrer i det protein (genprodukt) som DNA'et koder for, og denne nukleotidrækkefølge kaldes den genetiske kode. Ved transskription kopieres informationen i genet fra DNA til mRNA (messenger-RNA) af enzymet RNA polymerase. Det fremkomne mRNA translateres ("oversættes"), i eukaryoter efter modifikation og eksport til cytosolen, til protein (en polymer af aminosyrer) af et ribosom, der enten kan flyde frit i cytosolen eller i eukaryoter være bundet til det endoplasmatiske reticulum; i sidstnævnte tilfælde føres det syntetiserede protein ind i lumen af det endoplasmatiske reticulum.
DNA-molekylerne udgør arvemassen (også kaldet genomet) med alle dens gener (arveanlæg), og det fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Forskellige DNA-sammensætninger er med andre ord medvirkende til, at levende organismer udvikler sig forskelligt. DNA kan methyleres af enzymerne DNA methyltransferase, hvilket normalt bevirker, at de methylerede områder ikke transkriberes. Dette er især vigtigt under embryoudvikling og for udviklingen af kræftceller.
Ud over kromosomernes DNA er der hos eukaryoter selvstændigt DNA i mitokondrier, og hos planter desuden også i kloroplastrene (grønkornene). Dette DNA er ringformet ligesom bakterielle kromosomer.
En del vira har DNA i deres arvemateriale fx kopper (dobbeltstrenget) og lussingesyge (enkeltstrenget), de andre anvender RNA.
[redigér] Replikation
Replikation starter med at dobbeltspiralen (dobbelthelix) foldes ud. Helicase skiller de to strenge fra hinanden. SSB'ere sætter sig på de to oplynede strenge for at de ikke lyner sig sammen igen. Derefter sætter primase en kort RNA-primer på. Når primeren er sat på går DNA polymerasen i gang med at sætte komplementære nukleotider på; i 5'-3'-retningen kører det fint, men da polymerasen kun kan sætte nukleotider på i den ene retning replikeres den modsatte streng i fragmenter kaldet Okazaki-fragmenter. Dette går ud på at der sættes endnu en RNA Primer på strengen, længere inde end den første. Polymerasen tilføjer nu nukleotider helt hen til RNA Primeren. RNase H fjerner RNA Primeren og Polymerasen færdigør strengen. For at linke det sidste stykke DNA sammen, sætter ligasen et deoxyribosemolekyle. Polymerasen går nu tilbage til den nye RNA Primer og processen gentages igen.
[redigér] Historie
DNA blev først isoleret af Friedrich Miescher i 1869. Eftersom det fandtes i cellekernerne kaldte han det "nuclein". I 1929 identificerede Phoebus Levene nukleotidet som bestående af en baseenhed, en sukkergruppe og en fosfatgruppe. Levene foreslog, at DNA var strenge af nukleotider bundet sammen via fosfatgruppen. I 1927 frembragte William Astbury de første røntgendiffraktionsmønstre, som viste at DNA havde en regulær struktur.
DNA's rolle som det arvbærende materiale blev slået fast af Alfred Hershey og Martha Chase, da de viste at DNA er arvemateriale i T2-phager.
DNA's struktur blev beskrevet af James D. Watson og Francis Crick i 1953, baseret på røntgendiffraktionsmålinger af Rosalind Franklin og Maurice Wilkins. Watson, Crick og Wilkins fik Nobelprisen i medicin i 1962 for beskrivelsen af DNA's struktur.
[redigér] Junk-DNA
Uddybende artikel: Junk-DNA.I molekylærbiologi er "junk-DNA" en samlet benævnelse som tidligere blev brugt en del for kromosomers eller genomers DNA sekvenser, som ikke ser ud til at have nogen funktion. I dag omtales denne form for DNA som "ikke-kodende" DNA. Op imod 97 % af det menneskelige genom er blevet klassificeret som "ikke-kodende" DNA.
[redigér] Eksterne henvisninger
Wikimedia Commons har flere filer relateret til DNA
- DNA from the beginning
- 17 April, 2003, BBC News: Most ancient DNA ever?
- 18 February, 2004, BBC News: Human genome data to be released
- 12 May, 2004, BBC News: 'Junk' throws up precious secret Citat: "..."It is very lucky that entire genomes were mapped, as this work is showing." He added: "I think other bits of 'junk' DNA will turn out not to be junk. I think this is the tip of the iceberg, and that there will be many more similar findings."..."
- Lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister
- Anvendelsen af DNA-molekyler til at lave selvsamlede strukture
- DNA = Det Nedarves Altsammen? | Kristeligt Dagblad
[redigér] Se også
|
||||||||||||||||||||
