Dobbeltdækkerbus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En treakslet dobbeltdækkerbus fra Berliner Verkehrsbetriebe (aktuel model MAN Lion’s City DD, 2005−)

En dobbeltdækkerbus er en bus, som er udstyret med to etager til befordring af passagerer.

Busser, som ikke er dobbeltdækkere, kaldes for at adskille dem enkeltdækkere eller lavdækkere.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Daimler-dobbeltdækkerbus med åbent tag, 1907
Dobbeltdækkerbus på Brandenburger Tor, maj 1949

Disse dobbeltdækkerbusser opstod oprindeligt som en nødvendighed for at kunne skaffe mere passagerkapacitet i storbyer, hvor trafikpladsen var begrænset. I flere årtier blev de derfor indsat i den kollektive trafik i metropoler som London, Berlin, Hamburg eller Wien. Forbilledet for de første dobbeltdækkermotorbusser, som kom på markedet i starten af det 20. århundrede, var hestebusserne, som i storbyerne havde haft to etager i lang tid forinden. Den øverste etage på disse busser havde åbent tag, og kunne nås fra en trappe bagest i bussen. Der skelnes mellem byggeformer med langsgående sæder på den øverste etage, hvor der er større ståhøjde på den nederste etage, og typer med tværgående sæder, som er monteret på taget af den nederste etage. Den øverste etage havde i den første tid intet tag, og var dermed ikke vejrbeskyttet. Først efter introduktionen af modeller med lav chassisramme i 1920'erne og den dermed forbundne reduktion af gulvhøjden på begge etager, blev komplet lukkede og glaserede karrosserier standard på de fleste dobbeltdækkerbusser. Siden 1960'erne er der blevet benyttet dobbeltdækkerbusser til sightseeing, og i stigende grad også til turistkørsel.

Opbygning[redigér | redigér wikikode]

Nogle bybusdobbeltdækkere er baseret på samme platform som deres enetagespendanter, som dog for at øge højden (den tilladte totalvægt forbliver ved samme akselantal uændret) bliver udstyret med forstærkede støddæmpere og tværstabilisatorer mod sidelæns krængning. For at øge passagerkapaciteten og gøre plads til moderne tekniske udfordringer som klimaanlæg og udstødningsgasefterbehandlingssystemer, laves der i dag, også af modeller med en længde på 12 meter, udførsler med tre aksler.

Modeller fra lande som Storbritannien, Spanien, Portugal eller Polen er som oftest baseret på et lavgulvschassis fra en større fabrikant (f.eks. EvoBus, MAN, Volvo eller Scania), hvorpå dobbeltdækkeropbygningen monteres.

Dobbeltdækkerbusser med selvbærende karrosseri kan på grund af den lave indstigning og den vidtgående plane, trinløse overgang på nederste etage tilbyde en øget tilgængelighed for handicappede. Med introduktionen af lavgulvsbybusser har også dobbeltdækkerbybusser fået trinløse eller podiefri pladser til kørestole og barnevogne. Derudover er busserne udstyret med indstigningshjælpe såsom lifte eller ramper. På turistbusser er passagerpladserne på nederste etage trods trinløs indstigning derimod placeret på et podie, og som oftest er køretøjerne fuldt bestolede så de ikke kan transportere kørestolsbrugere. I mange til fjernlinjebusser ombyggede turistdobbeltdækkerbusser, som f.eks. ÖBB's intercitybusser, er der dog en farbar niche ved bagdøren til en kørestol, hvilket gør busserne anvendelige for handicappede.[1]

På grund af brugen af letbygningsmaterialer og en kortere længde (ca. 10,6 m) er dobbeltdækkerbusserne i London ligesom tidligere toakslede, hvor landevejsbusser og busser i andre britiske byer som oftest også er treakslede.

Ifølge færdselsloven må en dansk bus maksimalt være 2,55 m bred, 4,0 m høj og 13,5 m (toakslet), 15,0 m (treakslet) hhv. 18,75 m (ledbus) lang.[2] Dobbeltdækkerbybusser kan dog efter dispensation overskride højden delvist; de dobbeltdækkerbusser som kørte i København i årene 2001 til 2012 måtte derfor være op til 4,1 m høje,[3] og kunne kun indsættes på strækninger, som havde den nødvendige frihøjde.[4]

Dobbeltdækkerturistbusser er konstruktivt fuldstændig enestående. Hos de store fabrikanter Neoman og EvoBus bygges de med komplet selvbærende karrosseri, eller ved mindre fabrikanter delvist selvbærende på en chassiramme, som er fremstillet af en større fabrikant (f.eks. EvoBus, MAN, Volvo og Scania) og forsynet med en dobbeltdækkeropbygning. Tre aksler har i mange år været standardudstyr på grund af den høje egenvægt. Dobbeltdækkerturist- og landevejsbusser med en længde på 15 meter bygget af firmaet Auwärter-Neoplan har allerede siden starten af 1990'erne været udstyret med to for- og to bagaksler, som alle var styrende. Tekniske problemer har dog ført til, at der kun blev bygget et meget lille antal af disse køretøjer.

Siden 1. januar 2005 skal alle nyindregistrerede dobbeltdækkerbusser være udstyret med to trapper mellem nederste og øverste etage, hvoraf den ene skal være placeret til venstre eller højre over forakslen, og den anden i midten af bussen eller bagtil (kun bybusser), hvis der er mere end 50 siddepladser på øverste etage.

Brug i kollektiv trafik[redigér | redigér wikikode]

To dobbeltdækkerbusser fra London: Til venstre en Alexander ALX400 på Volvo B7TL-chassis, og til højre en Routemaster RM54.
Dobbeltdækkerbus på linje 250S i København.

I Berlin eller London er de for disse byer typiske dobbeltdækkerbusser næppe at forestille sig gaderne uden. I England kører dobbeltdækkerne ikke kun i rigtig mange byer, men også som linjebusser i regionaltrafik, f.eks. på sydkysten. Den berømte dobbeltdækkerbus Routemaster fra London var den sidste fortsat indsatte bybus i den klassiske form med frontmotor og åben bagperron med tilhørende trappe. Den nødvendige indsats af billetkontrollører og den ikke opfyldte handicapvenlighed førte i 2005 til, at disse busser blev erstattet af moderne lavgulvsdobbeltdækkere og ledbusser. Også i tidligere britiske kolonier i Asien kører der mange dobbeltdækkere, f.eks. Hongkong (op til 90 procent), Bombay og Singapore (ca. 50 procent).

Efter det i 1960 ikrafttrådte forbud mod busanhængere i Vesttyskland begyndte nogle busselskaber at indsætte såkaldte "halvandendækkere", hvor kun den bageste del var udført i to etager. Denne type mistede dog populariteten på grund af ledbusserne, og forsvandt til sidst i 1970'erne fra markedet.

I Lübeck sluttede æraen med dobbeltdækkerbusser den 30. december 2007 efter godt 62 år. Dobbeltdækkerlinjen hos Lübeck-Travemünder Verkehrsgesellschaft mellem Lübeck og Travemünde blev den 1. juni 1945 søsat med tre dobbeltdækkerbusser fra Berlin. To af disse udbrændte. Til sidst blev der indsat ombyggede Setra-turistbusser, som var ni år gamle og allerede havde kørt en million kilometer. Det var for dyrt at købe reservedele til disse busser, og derudover blev gennemkørselshøjden på Burgtor indskrænket til 3,8 m. Derfor er strækningen fra Lübeck til Travemünde siden 31. december 2007 blevet betjent af ledbusser.

I Waiblingen har der frem til år 2000 kørt dobbeltdækkerbusser.

Dobbeltdækker-hurtigbus på linje S90 Münster - Senden - Lüdinghausen på Hauptbahnhof Münster

Siden 2004 har der også kørt dobbeltdækkere i Münsterland, hvor RVM har indsat busser af typen Setra S 431 DT på hurtigbuslinjerne Münster - Senden - Lüdinghausen og Münster - Horstmar - Vreden.

Mellem 1993 og 2004 benyttede Chemnitzer Verkehrs-Aktiengesellschaft 12 fireakslede dobbeltdækkerbusser af den specielt udviklede type Neoplan Megashuttle (15 m lange).[5] Busserne blev i perioder også benyttet i Lübeck.

I København kørte der fra 2001[6] til 2012 dobbeltdækkerbusser på linjerne 10, 15, 16E, 65E, 72E og 250S. Æraen sluttede på linje 250S den 21. oktober 2012, hvorefter busserne blev afløst af 13,7 m-busser.[7]

Hamburg, Frankfurt am Main, Mönchengladbach, Aachen og Wien har tidligere også haft dobbeltdækkerbusser i deres kollektive trafik.

RATP's brug af dobbeltdækkere fra Saviem i Paris begrænsede sig til tidsrummet fra slutningen af 1960'erne til midten af 1970'erne.

I Schweiz kan dobbeltdækkerbusser hovedsageligt træffes på postbuslinjerne i Sankt Gallen og Toggenburg, over Grimselpasset og på Vierwaldstättersøen. Også i Lausanne, Chur og Valle Maggia kan sådanne busser mødes i regionaltrafikken.

Fra 29. juni 2012 til 2. august 2012 var dobbeltdækkerbus nr. 3543 fra Berlin indsat på linje 30/30E mellem Nürnberg-Thon og Erlangen, Hugenottenplatz. På grund af det høje antal siddepladser, som bussen i modsætning til en ledbus kan tilbyde, testede VAG Verkehrs-Aktiengesellschaft Nürnberg denne bustype.

Fjernbustrafik[redigér | redigér wikikode]

Dobbeltdækkerturistbus type Setra S 431 DT i linjedrift som postbus i Østrig

I den tyske fjernbustrafik indsætter nogle entreprenører dobbeltdækkerturistbusser på udvalgte linjer. Tidligere blev der også benyttet sådanne busser i Berlins kollektive trafik.

I Østrig benyttes der hovedsageligt dobbeltdækkere på firmaet Dr. Richard's linjer mellem Wien og Burgenland, på linjen mellem Litschau og Wien fra firmaet Frank Reisen samt på nogle linjer på Wieselbus-linjenettet i Niederösterreich.[8] ÖBB benytter dobbeltdækkerturistbusser af typen Setra S 431 DT på nogle meget benyttede regionallinjer i Steiermark samt som Intercitybusser til togtakst.

Siden juni 2011 har busselskabet Nobina på den i samarbejde med Storstockholms Lokaltrafik betjente linje 676 fra Stockholm til Norrtälje skiftet fra ledbusser til dobbeltdækkerbusser. Dermed er dobbeltdækkerbusserne efter en pause på ca. 35 år kommet tilbage til Stockholm. Busserne er fremstillet af den hollandske fabrikant VDL Berkhof.[9]

Sightseeing- og reklamebusser[redigér | redigér wikikode]

En byrundfart i en historisk dobbeltdækkerbus, som tidligere har været benyttet i Berlins kollektive trafik: her Rostock foran Nikolaikirche

I rigtig mange storbyer indsættes der dobbeltdækkerbusser, i nogle tilfælde med åben øverste etage, som sightseeingbusser. I Tyskland benyttes dertil ofte fra linjedrift udrangerede (som oftest Berlin) dobbeltdækkere. Såfremt der ikke er nogen særlige regler, skal busserne i mange storbyer på grund af miljøzonerne opfylde de gældende miljøkrav, hvilket som regel ikke er muligt med den oprindelige motor. Sightseeingbusser, som ikke kan eftermonteres med et partikelfilter, eftermonteres ofte i stedet med nyere motorer − nogle gange fra andre fabrikanter som f.eks. Mercedes-Benz eller DAF, for at kunne opfylde de gældende miljøkrav.

Nogle busfabrikanter tilbyder også sådanne sightseeingbusser fra fabrikken. Dermed lavede Auwärter-Neoplan allerede i 1960'erne under navnet "Do-Lux Hamburg" en dobbeltdækkerbus med panoramaruder og såkaldt "fiskegratbestoling" med to i bussens midte på langs af kørselsretningen placerede, gennemgående sæderækker.[10] Senere blev der benyttet turistbusser fra Skyliner-serien, nogle gange med ruderne på øverste etage ført helt ned til gulvet, og derfor uden komfortindretninger som toilet eller køkken; også bestolingen var i forhold til en fjernrejsebus forenklet og beregnet på en højere befordringskapacitet.

Efter udrangering fra deres oprindelige tjeneste benyttes mange dobbeltdækkerbybusser på grund af deres særprægede udformning ofte som "reklamebusser", som partybusser til udlejning eller som skolebusser, ofte også andre steder. Blandt andet er brugte eksemplarer af Routemaster-busserne fra London blevet solgt til Sverige, men er dog ikke egnet til at benyttes i trafik på grund af den svenske højrekørsel. Der er dog intet forbud mod at gøre det.

Turistbusser[redigér | redigér wikikode]

Dobbeltdækkerturistbus, type Setra S 328 DT
Fireakslet Neoplan Megaliner med højrestyring fra JR-datterselskabet JR BUS Kanto

Dobbeltdækkerbusser, som er beregnet til turistkørsel, er normalt udstyret med komfortudstyr som garderobe, toilet eller minikøkken. Busserne har plads til omkring 70 passagerer. Passagererne på den øverste etage har et bedre overblik over vejens forløb; der stilles dog større sikkerhedskrav end for normale enetagesbusser.

I dag har dobbeltdækkerturistbusser som regel en længde på 13-14 meter, mens de for nogle år siden som oftest opfyldte højestemålene på 12 meters længde, 4 meters højde og 2,5 meters bredde. I Tyskland fremstiller Setra med deres model S 431 DT og Neoplan med deres Skyliner-serie dobbeltdækkerturistbusser i lave styktal. I en periode producerede Neoplan under betegnelsen "N128/4 Megaliner" en fireakslet dobbeltdækkerbus med en længde på 15 meter, som med stor bestolingstæthed havde 107 siddepladser. Dog er disse køretøjer − ligesom dobbeltdækkerledbussen "N138/4 Jumbocruiser" fra samme firma − sjældenheder.

I dobbeltdækkerturistbusser er der intet bagagerum under gulvet, men det er i stedet placeret i bageste ende af den nederste etage.

Ledbusser[redigér | redigér wikikode]

Den fjerde generation af Jumbocruiser, årgang 1976
Den sidst byggede Jumbocruiser, hvis udvendige design ved en senere restaurering er blevet tilpasset de aktuelle dobbeltdækkerbusser fra Neoplan

Der findes også dobbeltdækkerledbusser, som for eksempel den tidligere nævnte Neoplan Jumbocruiser. Der findes i alt 11 eksemplarer af Neoplan N138/4 Jumbocruiser og to konkurrenter som prototyper fra firmaet Berkhof (Berkhof 2000HDA excellence). Disse i alt 13 køretøjer var de eneste dobbeltdækkerledbusser i verden. Bemærkelsesværdig i disse busser er overgangen fra forvognen til overdækket i anhængeren. Konstruktivt er det ikke muligt at forbinde to etager og opnå en tilstrækkelig, horisontal knækvinkel.

Neoplan Jumbocruiser er ligeledes den største vejgodkendte bus i verden, da den uden dispensationer opfylder færdselslovens maksimalt tilladte dimensioner.

Succesen forblev dog begrænset, hovedsageligt på grund af den høje anskaffelsespris. En Jumbocruiser kostede cirka to en halv gang så meget som den mindre Skyliner, hvilket gør den til modelprogrammets absolutte flagskib. Derudover begrænsede Frankrig i 1980'erne gennemkørslen for turistbusser. Disse busser kørte på daværende tidspunkt med to eller tre chauffører uden stop fra Tyskland til Spanien eller Grækenland.

I mange dele af verden findes der dog dobbeltdækkerrejsetog i form af højdækkere og superhøjdækkere.

Sættevognsbusser[redigér | redigér wikikode]

Den i 1952 på Leipzigmessen præsenterede dobbeltdækkersættevognsbus var fra 1953 i tjeneste i Østberlin

I Østberlin kørte der i 1950'erne og 1960'erne otte sættevognsbusser med toetages anhængere. Disse blev betegnet som type DoSa for "Doppeldecker-Sattelauflieger".

Tredækkerbusser[redigér | redigér wikikode]

For flere år siden blev der i Storbritannien ved ombygning af gamle Leyland PD2/12-dobbeltdækkere fremstillet mindst to tredækkere. Begge de lillafarvede køretøjer er udvendigt ens, og blev bl.a. benyttet som kørende ridder i filmen Harry Potter og Fangen fra Azkaban. De er dog ikke godkendt til brug i offentlig trafik.

Allerede i 1926 kunne man i tidsskriftet Echo Continental fra Continental Gummiwerke Hannover AG se en tredækkerbus, dog som aprilsnar.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Christian Stake: Berliner Omnibusse - Der Doppeldecker MAN DN 95. (= Stadtverkehr-Bildarchiv, Band 5). EK-Verlag, Freiburg 2014, ISBN 978-3-8446-6752-3 (på tysk).

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ÖBB Intercitybus (hentet 26. oktober 2014, på tysk)
  2. Bekendtgørelse om undervisningsplan for køreuddannelsen til stor personbil (kategori D)Retsinformation
  3. Typegodkendelse for Volvo B7L 6x2, nr. T12219 udstedt 9. marts 2001. Kan downloades gratis hos Trafikstyrelsen.
  4. Det er slut med københavnske dobbeltdækkerbusser. Ingeniøren. 18. september 2012. Hentet 28. oktober 2014. 
  5. Weniger Fahrgäste: CVAG zog Doppelstockbusse aus Verkehr, 10. marts 2004 (hentet 26. april 2015, på tysk)
  6. 10 år med dobbeltdækkere i København (hentet 26. april 2015)
  7. Movias udbud A9 og S5 afgjort (hentet 26. april 2015)
  8. Wieselbusse: Weitere Fahrzeuge der neuen Generation (hentet 26. april 2015, på tysk)
  9. Premiär för Stockholms nya dubbeldäckare, 16. juni 2011 (hentet 26. april 2015, på svensk)
  10. Auwärter/Neoplan Fotoarchiv (hentet 27. april 2015, på tysk)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: