Jelling Kirke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jelling Kirke

Jelling Kirke set fra den sydlige gravhøj
Generelle informationer
Opført Koret: før 1100
Skibet: ca. 1100
Geografi
Adresse Thyrasvej 1, 7300 Jelling
Sogn Jelling Sogn
Pastorat Jelling Pastorat
Provsti Vejle Provsti
Stift Haderslev Stift
Kommune Vejle Kommune
Eksterne henvisninger
Websted www.jellingkirke.dk

Jelling Kirke er en kirke i Jelling, Jelling Sogn i Vejle Kommune. Kirken ligger mellem de store gravhøje og er en del af Jellingmonumenterne, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Den nuværende kirke er en frådstenskirke fra starten af det 12. århundrede. Før stenkirken har der ligget tre trækirker på stedet. Kong Harald Blåtand rejste den første kirke på stedet – sandsynligvis som gravminde over sin far Gorm den Gamle, der ligger begravet under kirkens gulv. Denne første trækirke brændte. Det samme gjorde to senere trækirker, som der er fundet spor efter. I slutningen af det 11. århundrede blev der opført en frådstenskirke. Af denne blev koret nedrevet, og det gamle skib blev herefter brugt som kor (med et nybygget skib).

Dele af kirken brændte i 1679, men blev genopført. Senere er der opført et våbenhus og et klokketårn samt et kapel, der nu er nedrevet.

Kirkens etablering[redigér | redigér wikikode]

Harald Blåtand menes at have bygget den første kirke på stedet som gravminde over sin far, Gorm den Gamle. Denne kirke var af træ og målte 14 × 30 m,[1] altså større end den nuværende kirke og langt større end andre træbygninger fra samme tid.[1]

Det formodes, at den første kirke har haft en klokke, da en arkæologisk udgravning i 1978-79 fandt bronzerester i nærheden af et gravkammer i gulvet.[2] Det, at gravkammeret og træbygningen er bygget samtidig, udelukker muligheden for, at den første bygning kan have været et hedensk vi.[2]

Kirkebygningen[redigér | redigér wikikode]

Kirken er opført mellem år 1000 og 1100 i romansk stil, men står nu næsten uden særlige arkitektoniske kendetegn. Vinduer, døre, lofter og gulve er blevet skiftet ud adskillige gange og kirken har også været udsat for en del arkæologiske udgravninger.

Koret[redigér | redigér wikikode]

Koret set fra sydøst
Koret med altret samt kalkmalerier og mosaikvindue i baggrunden
Skanderup Kirke, hvor det nedrevne kor blev ombygget til en apsis.[3]
Hatsted Kirke i Sydslesvig, der ligeledes har gennemgået en udvidelse; her er det oprindelige kor dog ikke nedrevet.[4]
Ravnkilde Kirke havde også tidligere et mindre kor. Skibet er – ligesom i Jelling – blevet forkortet, da det blev taget i brug som kor.[3]

En udgravning i 2011 og 2012 fik det overraskende resultat, at kirkens kor er ældre end resten af kirken og efter al sandsynlighed er blevet bygget som skib. Efter en udvidelse af kirken ca. 1100 er det oprindelige kor åbenbart blevet revet ned og skibet taget i brug som kor. Det ældre kors udformning kendes ikke, men hvis det, som andre kor fra samme tid, har været kvadratisk, har det målt 5×5 m.[5]

Da kirken (jf. kalkmaleriernes alder) må være fra før starten af det 12. århundrede, kan det nuværende kor sagtens være én af Jyllands ældste bevarede stenbygninger.[3] Det faktum at den første stenkirke allerede blev opført før det 12. århundredes start er nemlig usædvanligt. Der findes kun få kirker i Danmark fra før 1100 og de findes typisk i kraftcentrer som Roskilde og Ringsted. Dette betyder, at Jelling ikke mistede sin betydning efter Harald Blåtands død, men op i det 11. århundrede stadig var en vigtig by.[3]

En forklaring på den pludselige udvidelse af kirken, der førte til nedrivning af koret, kan være, at den skiftede fra at være kongsgårdens kirke til at være kirke for hele Jelling.[3]

Metoden med at genanvende kirkens skib som nyt kor er usædvanlig, men ikke enestående; der kendes tilsvarende kirker i andre dele af Danmark, f.eks. Ravnkilde Kirke og Skanderup Kirke.[3] Metoden med at forkorte koret, da det blev taget i brug som skib ses tydeligst i Hatsted i Sydslesvig (hvor det ældre kor (med tilhørende apsis) faktisk aldrig blev revet ned).[4]

Idéens opståen[redigér | redigér wikikode]

Idéen om korets mulige brug som skib opstod i korets udformning; koret er nemlig rektangulært (9,5 × 7,5 m) og ikke, som i andre romanske kirker, kvadratisk; ingen havde hidtil kunnet give en tilfredsstillende forklaring på denne kendsgerning.

Men i 2011 fik kirkehistoriker ved nationalmuséet Thomas Bertelsen den idé, at koret ikke altid havde været benyttet som kor, men oprindeligt var blevet bygget som kirkens skib med et tilhørende kvadratisk kor længere mod øst.[6] Dette kor var så, i forbindelse med en udvidelse af kirken, revet ned, og skibet var så indgået i den nye kirke som kor, men var blevet forkortet et par meter mod vest.[6] Ved denne ændring blev kirken forskudt en smule mod vest.

Udgravninger[redigér | redigér wikikode]

En undersøgelse i 1948, foretaget af Ejnar Dyggve havde bekræftet, at kirkens kor og skib ikke var opført på én gang.[4] Dyggve kunne nemlig følge soklen ved korets sydfacade langt ind i skibet.

I 1978-1979[1] blev der foretaget en udgravning af Knud Krogh, der ligeledes kunne følge korets fundament ind i skibet. Disse undersøgelser ses nu som bevis på, at det gamle skib var blevet forkortet ved byggeriet af det nye skib.[4]

For at bekræfte/afkræfte teorien om korets brug som skib, foretog Jellingprojektet en udgravning ved kirkens østlige gavl i maj 2011 og juni 2012.

Den første udgravning afslørede adskillige marksten ud for gavlens nordlige del, der kunne have været et fundament til en udgående frådstensmur.[7]

Da det efter ældre undersøgelser stod klart, at skibet var blevet forkortet et par meter, da det blev taget i brug som kor, var det påfaldende, at der ikke var spor efter skibets vestgavl.[8] Dette kan dog forklares, hvis det antages, at det kraftige fundament under østgavlen er en forstærkning efter reparationen af østgavlen;[8] for så har det oprindelige fundament været svagt, og at de sten, der blev fundet i 2011 (som ansås for at være det ældre kors nordmur), har være omrodet i nyere tid,[8] og at det oprindelige fundament efter al sandsynlighed er forsvundet.[8]

I den sydlige del af gavlen sås en 1 meter bred forstyrrelse i murværket, der efter al sandsynlighed var en reparation af en tidligere udgående sydmur.[9]

Midt for gavlen sås desuden rester af en (nu tilmuret) arkade ind til det oprindelige kor, hvis bredde afviste teorier om en apsis.[5]

Citat Man kan undre sig over, hvorfor en ældre fase af Jelling Kirke ikke før er kommet for dagens lys […] Det skyldes nok, at den lille stenkirke har fået en underordnet rolle i forhold til højene, runestenene, skibssætningen og nu også palisaden. Citat
Thomas Bertelsen[8]

Der var ikke tydelige spor efter det nedrevne kor på korets gavl, men murværket var meget uregelmæssigt og virkede sammensat.[10] Der var især tydelige uregelmæssigheder omkring en bred revne, der løb lodret gennem hele gavlen.[10] Revnen markerer med al sandsynlighed grænsen mellem det oprindelige murværk (mod hjørnet) og en nyere, grovere reparation (mod midten).[10]

Gavlens stilladshuller bekræftede dette. Under murkronen sås de tydeligt i lodrette afdelinger med indbyrdes afstand på ca. 110 cm. Men tættere på vinduet lå hullerne tættere og varierer i indbyrdes afstand. Dette ses kun hos mure, der er opført ad flere omgange med forskellige stilladser.[10] Hvis murtykkelsen i det forsvundne kor lå på ca. 85 cm (som resten af kirken) var begge mure placeret ved de stilladshuller, der blev konstrueret til udbedring af facaden.[4]

Det uregelmæssige murværk og stilladshullernes uensartede placering viste, at en del af østgavlen var blevet skiftet ud; dette må være sket allerede i ældre middelalder, da alt er sat i frådstensmørtel,[11] der gik af brug i den senere middelalder. Tilsvarende omsætninger (ligeledes fra tidlig middelalder) ses også på andre kirker.[12] Hvor stor en del af kirkens østgavl, der er ommuret er endnu ikke sikkert; men det må dreje sig om en stor del. Omsætningen kan opfattes som et tidligt forsøg på at reparere murværket, men der er stadig meget, der peger på nedrivning af en tilbygning.[12]

Ved afrensningen i 2012 blev der ydermere fundet en række kampesten i den nedre del af gavltrekanten. Disse var sat i frådstensmørtel, men fugerne var ikke udglattede og efterbehandlede, hvilket ikke er praktisk på en gavlfacade, der udsættes for vind og vejr.[13] Der kendes dog lignende granitbånd fra frådstenskirker, men kun på indersiden af muren (ind mod kirkerummet).[13] Hvis Jelling Kirkes kampestensbælte også har ligget ved taget, er der samtidig en forklaring på, hvorfor gavltrekanten er bygget af store og porøse frådsten, der ikke holder så godt som frådstenene på resten af gavlen: gavltrekanten skulle nemlig vende ind mod det ældre kors loft.[13]

Tilbygninger mv.[redigér | redigér wikikode]

Jelling Kirke 1866

Den nuværende frådstenskirke fik senere tilbygget et tårn i sengotisk stil.[14] samt et våbenhus i 1800-tallet.[14]

Kor og skib havde oprindeligt flade lofter, men i 1620 fik koret et hvælv, som dog styrtede sammen i 1874.[15] Ved sammenstyrtningen blev kalkmalerierne fundet.

I 1679 brændte dele af kirken.[15]

Rundbuevinduerne stammer fra en restaurering i 1935-36.[16][1] Kun et enkelt smiget rundbuevindue er bevaret i korets østmur.[16]

Interiør[redigér | redigér wikikode]

Kalkmalerierne[redigér | redigér wikikode]

Kalkmalerierne i Jelling Kirke var Danmarks ældste kalkmalerier (sammen med malerierne i Tamdrup Kirke) og er dateret til anden halvdel af det 11. århundrede.[17] Ved fundet i 1874 var de dog dårligt bevaret og man havde ikke den nødvendige teknik til at konservere dem. De blev derfor erstattet med kopier på grundlag af akvareller fra opdagelsen. Maleren Johan Thomas Skovgaard udførte i 1926 malerierne på sydvæggen.[18] Det sammenhængende motiv er Johannes Døberens liv[15]

Fundet[redigér | redigér wikikode]

I 1874 styrtede korets hvælving fra 1620 sammen. Under denne sammenstyrtning blev der opdaget kalkmalerier på korets nordvæg. Kalkmalerikonservatoren Magnus Petersen blev tilkaldt, og efter et stykke tid var alle malerierne afdækket.[15] Kalkmalerierne strakte sig over øst- og nordvæggen, men sydvæggen var nyopført efter en brand i 1679 og indholdt derfor ingen malerier.[15] På nordvæggen var der senere blevet indhugget en åbning til et kapel (nu nedrevet), hvilket bevirkede et stort hul i malerierne.[15]

Da man dengang ikke havde nutidens teknik til konservering,[15] blev malerierne hugget ned, men da Magnus Petersen havde lavet flere særdeles vellignende akvareller, blev malerierne genskabt.[15]

Magnus Petersen beskrev i sin bog Kalkmalerier i danske Kirker kalkmaleriernes ælde samt den brugte maleteknik "al fresco".

Udformning og tolkning[redigér | redigér wikikode]

Kalkmalerierne består af i alt 9 scener og to tilmurede vinduer. Scenerne er adskilt af arkadebuer ved indendørs scener og træer og grene ved udendørs scener. Figurerne har ægformede hoveder, buklet hår, slanke hænder og draperierne er stiliserede; alle disse stiltræk peger på den byzantinske tradition.[16] Over arkadebuerne og i sviklerne ses bygninger som kan være en fremstilling af Jerusalem.[16]

Magnus Petersen var den første til at give et bud på maleriernes motiver; han var sikker på, at malerierne omhandlede Jesu barndom og ungdom, da han mente at kunne genkende træk fra flere af billederne.[15] Poul Nørlund påpegede dog i bogen Danmarks romanske Kalkmalerier fra 1942 (af Poul Nørlund og Egmont Lind) adskillige fejl og mangler ved Petersens teori,[15] og det ledte til en nyere teori, der foreslår scenerne som scener fra Johannes Døberens liv.[15] Denne nye tolkning kan betyde, at kirken har været viet til Johannes Døberen.[15]

Første og anden scene

De første to scener kan forestille Johannes Døberens far, Zakarias, der fremtræder stum for menigheden efter mødet med englen (som beskrevet i Bibelen) I første scene ses en større menneskemængde (menigheden) og i næste scene ses resterne af en person med glorie (Zakarias). Petersen tolkede menigheden som Elisabeth, Johannes Døberens mor, og hendes tjenerinder, og den glorificerede person som jomfru Maria. Han mente dermed, at disse to buer tilsammen forestillede Besøgelsen.[15][16] Petersen antog, at der havde været endnu et maleri på det smalle stykke væg ved korbuen, der forestillede Bebudelsen.

Men der blev senere stillet spørgsmålstegn ved denne tolkning, da personen, Petersen tolkede som Elisabeth ikke bar glorie, og personen fremtræder i en dragt, der ligner en mandsdragt.[15] Desuden ses personen i en større menneskemængde, hvilket ikke passer med andre Besøgelsesscener (i f.eks. Råsted Kirke), hvor de to kvinder står tæt sammen.[15]

Tredje og fjerde scene

Den tredje og fjerde scen kan forestille Besøgelsen og Zakarias, der skriver Johannes' navn.[15][16] At Besøgelsen er placeret dér er dog kun gæt, da der end ikke findes rester af scenerne. (Den tredje og fjerde scene ligger nemlig ved det tilmurede kapel) De to scener er adskilt af et (nu tilmuret) vindue, der danner en naturlig skillevæg. Dette vindues eksistens blev dog først påpeget af Nørlund i 1942[15] ud fra en ældre tegning så Petersen dannede sig en anden forestilling om motivet.

Petersen mente, at de, for ham, tre scener gav plads til de hellige tre konger.[15] Til sidst i fjerde scene ses nemlig et par hænder, der bærer et horn frem; tolket som den første konge, der frembærer sin gave.[15] Nørlund påpegede dog, at de hellige tre konger ikke normalt frembærer horn, men snarere krukker eller dåser.[15]

Desuden står manden med hornet ved en skrivepult; især dette ledte til teorien om, at billedet kunne forestille Zakarias. Hornet må dermed være et blækhorn[16]

Femte og sjette scene (dobbeltscene)

Den næste scene er en dobbeltscene, forestillende Johannes Døberens fødsel med jomfru Maria i baggrunden.[15]

Magnus Petersens mente dog, at den forestillede Jesu fødsel, men denne teori havde flere mangler: Jesusbarnet bør ikke ligge hos Maria, men i en krybbe,[16] og barnet bør have korsglorie,[15] som Jesus også har i en senere scene. Kvinden i baggrunden, der blev forklaret som en fødselshjælperske,[note 1] blev i Petersens første tegning tegnet med en svag glorie[15] og må derfor være en helgen. Alle disse uregelmæssigheder kan virke med forenelige, hvis scenen forestiller Johannes Døberens fødsel. Johannes Døberen blev nemlig ikke født i en stald og ligger derfor ikke i en krybbe; moderen til barnet er Elisabeth og kvinden i baggrunden er Maria.[15]

Syvende og ottende scene

Efter fødselsscenen følger et vindue. Den efterfølgende scene forestiller Johannes i ørkenen og ottende scene (scenerne er adskilt af træet, Johannes støtter sig til) forestiller Johannes, der taler til det jødiske folk.[15][16] At det var Johannes, hersker der ingen tvivl om, da han rækker et bånd frem med tekststykket "VOX CLAMANTIS"[15] ("Jeg er den røst, der råber i ørkenen"); et tekststykke, der kendes fra Bibelen.

Magnus Petersen mente også, at ottende scene forestillede Johannes i ørkenen, men at den foregående forestiller Jesus.[15]

Det var denne scene, der ledte til spekulationer om, hvorvidt serien forestillede Johannes Døberens og ikke Jesu liv. Scenen med Johannes, der taler til folket, ses nemlig sjældent i kristusserier,[15] og det er mærkværdigt, at Jesu dåb har fået den fornemste plads bag altret.[15] Begge faktorer ledte til tanker om, hvorvidt billedserien omhandler Johannes Døberens liv og ikke Jesu.[15] Manden i ørkenen, som antoges at forestille Jesus havde nemlig ingen korsglorie; modsat senere i billedserien.

Niende scene

Scenen tolkes som Jesu dåb.[15] Denne scene fylder hele den nordlige del af østvæggen.

Tiende scene

På den anden side af vinduet i østvæggen sås resterne af et billede. I venstre side sås Jesus med korsglorie, men personen på Jesu venstre side var ødelagt; Magnus Petersen mente, at personen sandsynligvis var Pontius Pilatus.[15], men dette kan virke usandsynligt, da Pilatus ofte afbildes siddende, mens han vasker hænder.[15] Desuden vises Jesus i 3/4 profil, hvilket er den handlende Kristus,[16] men under forhøret forholdt Jesus sig passiv. Scenen må dog alligevel tilhøre en anden historie end Johannes Døberens, da Jesus og Johannes ikke mødes efter dåben. Scenen et ikke blevet overbevisende tolket.[16]

Prædikestolen[redigér | redigér wikikode]

Prædikestolen er fra 1650 og er i renæssancestil, men Kristusbillederne i felterne er yngre.[19] Fra Christian 5. og fremefter er der i lydhimlen påført monogrammerne for de danske regenter, som har besøgt kirken.

Orglet[redigér | redigér wikikode]

Orglet fra 1960 er bygget af Marcussen & Søn og var oprindeligt udstyret med 14 stemmer på 2 manualværker og pedalværk.[19] I 2000 blev orglet udbygget med 2 rørstemmer, fagot og trompet.[19]

Døbefonten[redigér | redigér wikikode]

Døbefonten er lokaliseret i den nordøstlige del af skibet. Den er af granit og i romansk stil med glat kumme og pyramidestubfod.[16]

Apostelfigurerne[redigér | redigér wikikode]

De syv originale figurer fra ca. 1500.

tårnrummets nordvæg hænger seks figurer forestillende bl.a. Sankt Peder med nøglen, Sankt Johannes med bægeret og de spedalskes helgeninde, Katharina af Alexandria.[19]

Oprindeligt bestod figurrækken af ni figurer, men de to sidste forsvandt omkring år 1900 og er erstattet af seks nye apostle, der blev udført af lærer Henry Bayer i Jelling i forbindlse med en restaurering i 1970'erne.[19] De forestiller Andreas med Andreaskors, Phillip med dobbeltkors, Thomas med vinkel, Simon Zelothes med sav, Jakob den Yngre og Mathias med dobbeltøkse.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

De seks ældre apostelfigurer stammer fra ca. 1500[19][note 2] og stod oprindeligt på en altertavle i Middelfart Kirke. De blev bragt til Jelling i 1715, da Niels Morville fra Brandbjerg købte altertavlen og opstillede den i Jelling. I kirkeværgens regnskab for Middelfart Kirke står der ud for året 1714-15:

Citat 13 August bekom Niels Morville paa Brandbjerg udj Jylland den gamle ubrugelige Alter Taufle mesten udj og overalt var forfaulet og opraadnet, haver ligget over 62 Aar og blev ført til Jelling Kirke udj Jylland og gav derfor 4 Rdl.[20] Citat

I september 1893 hørte nationalmuseet, at altertavlen var blevet fjernet fra Jelling og bad provsten, G.E. Becker, om at undersøge om rygterne var sande. Kirkeværgen bekræftede rygterne, og efter en korrespondance lykkedes det at få seks apostle og Katharina til Jelling.

Kirkeskibet[redigér | redigér wikikode]

Kirkeskibet i Jelling Kirke

Kirkeskibet "Minerva" er en 3-mastet fuldrigger, bygget af fhv. skibstømrer Martin Hansen, København.[21] Det er skænket af Christiane Rasmussen og hendes datter Hulda til minde om ægtemanden og faderen, kaptajn Anders Rasmussen, der desuden er far til Helge Rasmussen, kirkens sognepræst 1933-63.[21] Det blev ophængt i kirken den 25. juni 1944.[21]

Udsmykning[redigér | redigér wikikode]

Udsmykningen af Jelling Kirke, der blev doneret af År 2000 Fonden, blev udført af billedhuggeren Jørn Larsen[22] og blev gennemført fra april til december 2000. Den 3. december blev kirken genåbnet ved en gudstjeneste med deltagelse af blandt andre Margrethe 2., prins Henrik og statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Udsmykningen indbefatter vægge, gulv, ruder, bænke og belysning foruden førnævnte gamle elementer og inventar. Gulvet er af rød svensk granit (kaldet "Tranås[22]) med et indlagt kors af højpoleret svensk granit, hvis arme vender mod døbefonten, altret (som er er udført i rød granit) og prædikestolen som symbol på dåb, nadver og Ordet.[22]

Kunstruderne mod syd er udført i fransk blokglas.[22] Østruden i røde nuancer som symbol på morgenrøden. De to sydruder i grønne og blå nuancer; signaler, der minder om hav, himmel, lyn og forår samt vikingernes møde med kristendommen.[22]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Gravminder[redigér | redigér wikikode]

Kongegraven[redigér | redigér wikikode]

Gorm den Gamles grav markeret i kirkegulvet

Ved en restaurering af frådstensmurværket (hvor kirken var lukket) blev der i 1978-79 foretaget en udgravning af kirkegulvet under ledelse af Knud Krogh.[2] Der blev fundet spor efter træbygninger, og nord for midterlinjen af den første træbygning blev der fundet et stort gravkammer. Gravkammeret var dækket med ler, som træbygningens gulv var bygget på, så kirken må fra starten have været bygget som gravkirke.[2]

I gravkammeret blev der fundet rester af den døde person. Da knoglerne lå i uorden og flere store knogler manglede, er det sandsynligt, at den døde først havde været begravet et andet sted og siden var blevet flyttet til kirken.[2] Knoglerne stammer fra en mand, der har været ca. 50 år gammel og 177 cm høj.[2]

Denne døde person er sandsynligvis kong Gorm den Gamle.[2] Der fandtes nemlig flere tegn på, at den døde person har været konge eller af kongeæt. Der blev bl.a. fundet ca. 500 små guldspiraler, der kan have været en del af noget tekstil, indvævet med guldtråde (hvilket leder tankerne hen på en fornem person[2]). Desuden blev der fundet to forgyldte sølvsmykker med indlagt niello, hvis mønstre havde flere lighedstræk med de smykker, der blev fundet i det tomme gravkammer i gravhøjen nord for kirken.[2]

Alle disse indicider peger på, at kong Gorm den Gamle først var begravet i nordhøjen og siden blev flyttet til kirken. Flytningen kan være foretaget af Harald Blåtand, der – for at vise sin nye tro – har ladet sin far flytte fra den nordlige gravhøj for at give ham en kristen begravelse inde i kirken.[23]

Den 30. august[16] 2000 blev Gorm den Gamle, efter 23 år på Nationalmuseet, genbegravet i gravkammeret i kirken. Knoglerne blev lagt i et zinkskrin. Zinkskrinet er ca. 70 cm højt og 55-57 cm bredt og langt.[2] På en flise, der dækker kammergraven står skrevet: "Kong Gorm højsat 959 og siden gravlagt her".[2] Siden blev der lagt nyt granitgulv og flisen kan ikke længere ses. Så stedet er nu markeret med et stykke sterlingsølv indsat i gulvets dekoration.[24]

I starten af marts 2013 udtalte arkæolog og konsulent i Kulturstyrelsen Anne Nørgård Jørgensen at det ville være logisk at grave skelettet under kirken op, da man i 1980 aldrig fik rede på, om det med sikkerhed var Gorms knogler; der blev nemlig ikke foretaget en gentest på det tidspunkt.[25] En evt. gentest vil ganske vist ikke kunne afgøre, om det drejer sig om Gorm den Gamle eller måske hans søn Knud Danaast, men det vil kunne påvises om manden har tilhørt den kongelige familie.[25] Professor Niels Lynnerup mener dog, at de genetiske slægtsbånd er for tynde til, at en gentest vil give et brugbart resultat.[25] Gentests kan desuden være delvist ubrugelige, da flere konger kan være blevet genbegravet og skeletter forvekslet; skeletterne af Svend Estridsen og hans mor Estrid (begge i Roskilde Domkirke) var i følge en gentest ikke beslægtede,[25] og det kan ikke afgøres, hvem der var kongelig og hvem der ikke var, da slægtslinjen til nulevende personer er meget tynd.[25]

Kirkegården[redigér | redigér wikikode]

Den sydlige kirkegård (set fra syd).
Den sydlige kirkegård (set fra syd).

Jelling Kirkegård er, som andre kirkegårde i landet, vokset i takt med befolkningstallet i byen. Det første kort, hvor kirkegården ses tydeligt, er fra 1781[26] og viser en kirkegård med en atypisk form, klemt inde mellem de to høje og med en afskæring mod øst, der følger kanten af den nu påviste skibssætning.[26]

Kirkegården er adskillige gange blevet udvidet. Første gang i 1850'erne i form af et areal på vestsiden af nordhøjen.[26] Den nordlige kirkegård er anlagt ca. år 1900.[26] Kirkegården er desuden i år 1900 og 1992 blevet udvidet mod øst.[26]

Den sydlige kirkegård er kirkens oprindelige kirkegård og har en meget tæt struktur med få hovedstier. Kirkegården er frodig og grøn og stierne er belagt med slidte granitbordursten.[26] Afgrænsningen af kirkegården udgøres af dobbelte stendiger.

Den vestlige kirkegård strækker sig omkring den nordlige gravhøj. Den har tre rækker gravsteder[26] og fungerer som bindeled mellem den sydlige og nordlige. Mod nord og vest afgrænses området af hække,[26] mens afgræsningen af området op mod nordhøjen er umarkeret og diffus.[26]

Den nordlige kirkegård har en ensartet form med grusbelagte, nord-sydgående stier langs dobbelte gravstedsrækker.[26] Der findes både kistegravsteder med klippede hække og græsfelter med mindeplader.[26] Afgrænsningen af kirkegården udgøres ligeledes af hække.

Udviklingsplan[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med planerne om at blotlægge og markere omridsene af skibssætningen, palisaderne og resten af Jellingmonumenterne, har Jelling Kirkes menighedsråd besluttet sig for at sløjfe den vestlige del af kirkegården, så området omkring nordhøjen bliver frit.[26] Nordkirkegården bevares af hensyn til gravstederne, men vil formentlig blive udvidet i vestlige retning.[26] Dog kan den også alternativ blive udvidet lidt i alle retninger, for at skåne det vestlige areal, der bruges til offentlige arrangementer.[26] Den vil dog få en mere afrundet form og gangene vil blive øst-vestlige, da den derved vil passe bedre til den oprindelige, sydlige kirkegård.[26] Skibssætningens og centerlinjens omrids vil dog blive fritaget for gravsteder for at fremhæve de historiske levn. Kirkegården vil udadtil blive afgrænset af en skråning op mod et stendige, der kun kan ses inde fra kirkegården.[26] Desuden vil der på begge kirkegårde blive anlagt hække op mod nordhøjen.[26]

Første etape bliver etablering af stendiger og hække og nordkirkegårdens udvidelser mod vest.[26] Efterhånden som gravstederne på vestkirkegården udløber, fjernes den, og når gravstederne på nordkirkegården udløber, anlægges nye stier og mellemrum.[26]

Den nordlige kirkegård vil blive omdannet til en parkkirkegård med mindre, blomstrende træer.[26] Der er også idéer for at anvende lyng som bundbeplantning.[26]

Den sydlige kirkegård vil først og fremmest blive bevaret i sin historiske og særlige form. Stierne, gravpladserne og hækkene vil blive bevaret i hovedstrukturen, men der skal gennemføres tilpasninger for at give mulighed for maskingravning, stier til alle grave og forlængelse af kistegravstederne.[26] Stierne skal ændres til græsstier på den østligste del af kirkegården[26] og flere mindre gravsteder vil blive ændret til urnegravsteder.[26]

Verdensarv[redigér | redigér wikikode]

Jellingmonumenterne
UNESCO Verdensarvsområde
Land Danmark Danmark
Type Kultur
Sted Vejle Kommune, Region Syddanmark
Kriterie iii
Reference 697
Region Europa
Indskrevet 17. december 1994 (18. session)
Oversigtskort
Jellingmonumenterne (Syddanmark)
Jellingmonumenterne
Jellingmonumenterne
Jellingmonumenternes placering i Syddanmark

Koordinater: 55°45′23″N 09°25′12″E / 55.75639°N 9.42000°Ø / 55.75639; 9.42000

Jelling Kirke blev sammen med Jellingstenene og de to gravhøje optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1994 som det første danske kultur-mindesmærke.[27]

Grunden er, at monumenterne samlet repræsenter religionsskiftet i Norden: Den Lille Jellingsten og gravhøjene repræsenterer det hedenske, men Den Store Jellingsten og kirken repræsenterer det kristne.[27]

Diplomet hænger nu på museet Kongernes Jelling tæt ved monumenterne.[2]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Poul Nørlund forklarede kvinden i baggrunden som fødselshjælpersken, der ifølge legenden ikke troede på Marias jomfruelighed, og som derfor blev straffet med en vissen hånd, der dog blev helbredt, da hun badede barnet.
  2. Dateringen bygger på lignende figurer fra ca. 1500 i Løgumkloster

Supplerende litteratur[28][redigér | redigér wikikode]

  • Haastrup, Ulla & Robert Egevang (1986) Danske kalkmalerier Romansk tid 1080-1175, København: Nationalmuseet. ISBN 8748004669
  • Christensen, Kjeld & Knud J. Krogh (1987) Jelling-højene dateret. Kristendommens indførelse og Gorm den Gamles død. Nationalmuseets Arbejdsmark, s. 223-231.
  • Dyggve, Ejnar (1955) "Gorm's Temple and Harald's Stave-Church at Jelling", Acta Archaeologica XXV: 221-239.
  • Gotfredsen, Lise & Hans Jørgen Frederiksen (2003) Troens billeder. Romansk kunst i Danmark, København: Gads Forlag. ISBN 978-87-12-03860-3
  • Krogh, Knud J. (1983) "The Royal Viking-Age Monuments at Jelling in the Light of Recent Archaeological Excavations. A Preliminary Report", Acta Archaeologica 53: 183-216.
  • Magnus-Petersen, Julius (1895) Kalkmalerier i danske kirker, København
  • Saxtorph, Niels M. (1997) Danmarks kalkmalerier, 2. udgave, København: Politikens Forlag. ISBN 978-87-567-5840-6

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Jelling Kirke - Fortidens Jelling. Privat hjemmeside ejet af Erik Lynge Stenager. Hentet den 15. juni 2013.
  2. 2,00 2,01 2,02 2,03 2,04 2,05 2,06 2,07 2,08 2,09 2,10 2,11 Kongegraven i Jelling Kirke. - Fortidens Jelling. Privat hjemmeside ejet af Erik Lynge Stenager. Hentet den 15. juni 2013.
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 3,5 Bertelsen 2012, s. 22
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 Bertelsen 2013, s. 8
  5. 5,0 5,1 Bertelsen 2012, s. 21
  6. 6,0 6,1 Bertelsen 2012, s. 18
  7. Bertelsen 2012, s. 19
  8. 8,0 8,1 8,2 8,3 8,4 Bertelsen 2013, s. 9
  9. Bertelsen 2012, s. 20
  10. 10,0 10,1 10,2 10,3 Bertelsen 2013, s. 4
  11. Bertelsen 2013, s. 5
  12. 12,0 12,1 Bertelsen 2013, s. 6
  13. 13,0 13,1 13,2 Bertelsen 2011, s. 7
  14. 14,0 14,1 Historisk Atlas - Jelling Kirke
  15. 15,00 15,01 15,02 15,03 15,04 15,05 15,06 15,07 15,08 15,09 15,10 15,11 15,12 15,13 15,14 15,15 15,16 15,17 15,18 15,19 15,20 15,21 15,22 15,23 15,24 15,25 15,26 15,27 15,28 15,29 15,30 15,31 15,32 Danmarks ældste kalkmalerier. Fortidens Jelling. Privat hjemmeside ejet af Erik Lynge Stenager. Hentet den 15. juni 2013.
  16. 16,00 16,01 16,02 16,03 16,04 16,05 16,06 16,07 16,08 16,09 16,10 16,11 16,12 Jellinge kirke – Nordenskirker.dk
  17. Frådstenskirker i Østjylland - Jellingprojektet
  18. David_kirke1
  19. 19,0 19,1 19,2 19,3 19,4 19,5 Højvang, s. 11
  20. Apostelfigurerne i Jelling Kirke. - Fortidens Jelling. Privat hjemmeside ejet af Erik Lynge Stenager. Hentet den 15. juni 2013.
  21. 21,0 21,1 21,2 Kirkens Historie - jelllingkirke.dk
  22. 22,0 22,1 22,2 22,3 22,4 Højvang, s. 8
  23. De første kirker | Gyldendal - Den Store Danske
  24. Højvang, s. 7
  25. 25,0 25,1 25,2 25,3 25,4 Jagten på de døde konger - Kultur | www.b.dk
  26. 26,00 26,01 26,02 26,03 26,04 26,05 26,06 26,07 26,08 26,09 26,10 26,11 26,12 26,13 26,14 26,15 26,16 26,17 26,18 26,19 26,20 26,21 26,22 26,23 Jelling Kirkegård – idéskitse til udviklingsplan – januar 2012, hentet 24. marts 2013
  27. 27,0 27,1 Jelling Mounds, Runic Stones and Church - UNESCO World Heritage Centre
  28. Jelling Kirke og kalkmalerier - Jellingprojektet
  • Højvang, Gunni, Jelling Kirke  (folder udgivet af Jelling menighedsråd)
  • Bertelsen, Thomas (2012), "Kirken i koret", Skalk : nyt om gammelt (nr. 1, 2012): 18-23, ISSN 0560-1894 
  • Bertelsen, Thomas (2013), "Kirkegavlens spor", Skalk : nyt om gammelt (nr. 1, 2013): 3-9, ISSN 0560-1894 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]