Jomfru Maria

Jomfru Maria

Jomfru Maria er Jesu mor. Maria er den græske form af det aramæiske navn Mirjam, som hun delte med Moses' søster.

Ifølge Det Nye Testamente modtog den unge kvinde Mirjam/Maria af en engel budskabet om at hun ved Helligånden skulle undfange en søn. Sønnen kaldte hun Jesus, og han blev født i en krybbe i byen Bethlehem. Derefter måtte Maria med sin mand Josef flygte med barnet til Egypten, men efter nogle år vendte de hjem til Nazareth. Hun var senere til stede under korsfæstelsen, og overgik derefter til Johannes' varetægt (Joh 19,27). Marias lovsang er gengivet i Lukasevangeliet.

Maria i de ældste skrifter

Det er let at tro, at Bibelen er skrevet i kronologisk orden. I virkeligheden er de ældste skrifter i Det Nye Testamente ikke evangelierne, men Paulus' breve, der er placeret bagefter. I de ældste skrifter er der ingen jomfrufødsel eller sørgende mor under korset. Paulus nævner ikke Jesu mor udover en bisætning, hvoraf det fremgår, at Jesus blev "født af en kvinde", dvs er et almindeligt menneske som os alle. I Romerbrevet 1,3-4 siges det ordret, at Jesus "som menneske blev født ind i kong Davids slægt, men som ved opstandelsen fra de døde ved Helligåndens kraft gjorde klart, at han var Guds søn med Guds hellige natur". Det var altså gennem sin opstandelse, ikke sin fødsel, at Jesus viste sig som Guds søn, hvad der også stemmer overens med gammel israelitisk tro, hvor Gud udpeger/adopterer sine sønner blandt menneskene.

Markus-evangeliet, der er det ældste af evangelierne og skrevet ca 50 år efter Jesu død, kender heller ikke til nogen jomfrufødsel, og de to gange, Mirjam/Maria nævnes, er det meget negativt. I Mark 3,21 står der: "Da nogle af hans familie hørte, hvad der foregik, kom de og prøvede at få fat i ham; for de mente, han var forrykt." Ved denne anledning fornægter Jesus sin mor (Mark 3,31-35): "Men nu kom også Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. "Din mor og dine brødre og søstre står udenfor og vil tale med dig," sagde de folk, der sad nærmest ved ham. "Min mor og mine brødre! Hvem er det?" spurgte Jesus og fortsatte: "Mine brødre sidder her! For den, der gør Guds vilje, er min bror og min søster og min mor."" Hvis Mirjam/Maria virkelig havde fået bebudet, at hun skulle føde Guds søn, ville hun næppe have taget sine andre sønner med sig for at hente ham hjem, fordi hun mente, han var "forrykt".

Den næste gang, Markus-evangeliet nævner Maria, er i 6,3, hvor Jesus er kommet til hjembyen Nazareth for at undervise i synagogen, og landsbyboerne taler om ham: ""Han er ikke bedre end vi," sagde de. "Hvad er han andet end en tømrer? Det er jo Marias søn, bror til Jakob, Joses, Judas og Simon. Og hans søstre bor her i byen." Og folk ville ikke vide af ham." Sådan får vi at vide, hvad Jesu brødre hed, og at han havde mindst to søstre, men det påfaldende er, at Jesus i et strengt patriarkalsk samfund nævnes som sin mors søn. Nu var det ikke i sig selv beskæmmende; fx nævnes kong Davids kriger Abisjaj i Første Samuelsbog 26,6 som søn af sin mor Zeruja. Forklaringen kan være, at Jesu far havde været død længe, eller havde forladt familien.

Senere evangelister har dog været ubekvemme med formuleringen. Matthæus skriver i 13,55-56: ""Er han ikke søn af en tømrer?" sagde folk. "Vi kender jo både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. Alle hans søstre bor lige her omkring. Hvor har han lært alt dette?"" Hos Markus var Jesus selv tømrer. Hos Matthæus er han blevet "søn af en tømrer".

I Lukas 4,22 er der sket en yderligere forskyvning: "Alle roste ham og undrede sig over de velsignede ord, han talte. Men så sagde de: "Hvordan kan han tale sådan og samtidig være Josefs søn?"" Hos Markus er Mirjam/Maria fraværende, både ved Golgata og blandt de sørgende ved Jesu grav. Der siges ikke noget om, at Jesus er hendes førstefødte. Han kan ligeså godt være den yngste i søskendeflokken. Senere evangelister omskriver også dette. Det eneste personlige træk, man aner ved hende hos Markus, er, at både hun selv og to af hendes sønner - Jesus (= Josva) og Jakob - er opkaldt efter personer fra Israels religiøse historie, et dengang nymodens påfund i kølvandet af den nyvakte nationale selvbevidsthed efter Makkabæer-oprøret ca 160 f.Kr.

Den sidste gang, Bibelen omtaler Jesu mor, er i Apostlenes gerninger, der tidsfæstes til før år 70, eftersom Jerusalems ødelæggelse ikke er omtalt. I 1,14 står der, at apostlene mødtes for at bede, og til stede var også Maria. I Johannesevangeliet 19,25 er Maria til stede ved korsfæstelsen, ovenikøbet sammen med sin søster, der dog ikke navngives. Johannesevangeliet er det yngste af evangelierne og sandsynligvis skrevet efter år 90, men står alligevel foran det ældre skrift Apostlenes gerninger.

Maria i de senere skrifter

Ca år 160 skrev Justin Martyr i sin Dialog med jøden Tryphon, at mange af hans brødre i troen afviste påstandene om at Maria var jomfru, og at Jesus var Guds søn, netop fordi begge dele mindede for meget om velkendte, hedenske myter. Justin selv fæstede lid til jomfrufødslen, men vedgik, at de fleste kristne måske ikke gjorde det. Omtrent på samme tid udkom et apokryft skrift, kendt som Jakobs Forevangelium, fordi det angiveligt er skrevet af Jesu bror Jakob. Det har intet til fælles med de fire evangelier i Nytestamentet, men omhandler Jesu tidlige barndom, og er en forherligelse af Maria. Det ældste kendte manuskript har da også titlen Marias fødsel. Jakobs åbenbaring. I Jakobsevangeliet er Mirjam/Maria ikke den fattige jødepige fra Nazareth, men af kongeligt blod gennem sine forældre, Anna og Joakim. Hun er som sin søn blevet til på overnaturlig måde, da forældrene ikke kunne få børn. Fra hun var to år, voksede hun op hos præsterne i templet. Som tolvårig blev hun gift med Josef, der i Jakobsevangeliet er blevet til en enkemand med en række børn. En engel bebuder, at hun skal føde Guds søn. I Jakobsevangeliet er også fødslen unaturlig, den foregår uden smerter, og Marias mødom er stadig intakt. I samtiden dyrkede man kvindelige guddomme i international målestok, som Isis og Artemis. Kristendommen var på fremmarch, men savnede dette aspekt. Maria-skikkelsen udvikledes videre. Jesus blev tidligt set som en parallel til Adam, det første menneske. Med Jesus begyndte den egentlige historie om mennesket. Maria blev på sit vis den nye Eva. Hvor Eva med sin ulydighed mod Gud bragte ulykke over menneskeheden, opvejede Maria det med sin lydighed, da hun bar Jesus frem. Hun blev et forbillede for kvinder, men kirken ville ikke have nogen dyrkelse af hende. Fra 300-tallet findes dog et papyrus-fragment, påskrevet en bøn til hende: "Vi flyver til din barmhjertighed, du som fødte Gud. Forsmå ikke vor bøn fra vor trængsel, men frels os fra faren, du som alene er ren, alene velsignet." Folkefromheden skabte et nyt ord på græsk, theotokós (= Gudføderske). Den syriske munk Nestorios advarede: "Gør bare ikke jomfruen til en gudinde!" For ham var hun i stedet christotokós (= Kristusføderske). Titlen "Gudføderske" var for mange et udtryk for kætteri og måtte afvises. Striden medførte et kirkemøde i Efesos i 431. På samme tide trængte folkemængden og ivrige munke sig sammen i kirken "Maria, Guds mors kirke" i samme by. Kirkemødet blev tvunget til at acceptere folkets krav om anerkendelse af titlen theotokós. Jødepigen var nu blevet himmeldronning og kirkens mor. Hun var samtidigt Jesu mor, hans søster og brud, men også Guds brud og hvert eneste menneskes mor. "Vi er alle udgået af Marias skød," mente Augustin.

Dogmer om Maria

Folkefromheden kom frem til, at Maria ligesom sin søn var blevet til ved "ubesmittet undfangelse". Under besvangringen af hendes mor Anna havde Gud holdt arvesynden tilbage, så Anna var uden begær. Striden om dette pågik længe, men til sidst vandt det syn frem, at både Maria og hendes mor var syndfrie, og på 1400-tallet blev det kirkelære. I 1854 blev det proklameret som dogme i den katolske kirke. Det sidste dogme kom i 1950, med proklamationen om Marias himmelfart, der erklærer, at hun som sin søn blev hentet op til himlen med legeme og sjæl. Forestillingen om Marias himmelfart er kendt tilbage til 300-tallet, men blev altså først officiel kirkelære i 1950.

Mariadyrkelsen og dens traditioner

Dyrkelsen af Maria har op i gennem historien antaget en større og større betydning, og hun er nok den helgen, der er mest populær.

Næsten enhver katolsk kirke er indviet til en bestemt helgen, og dennes navnedag er kirkens festdag. Nu har kirkeåret et antal Maria-festdage; derfor er en Mariakirke indviet til en bestemt Mariafest (Marias ubesmittede undfangelse, Bebudelsen, Marias optagelse i himmelen, osv.).

Dette fører i folkelig fromhed let til at de troende taler om flere forskellige Mariaer (på italiensk således Maria Immacolata, Maria Annunciata, Maria Assunta), og derfor påkaldes, ikke Maria i al almindelighed, men den specielle Maria, som de er vant til at støtte sig til.

Dåb sker som bekendt i den Treenige Guds navn. At døbe i Marias navn er naturligvis utilstedeligt. Det højeste som man kan gøre er at give barnet navnet Maria. Dette forklarer navne som Carl Maria von Weber.

Under reformationen forkastedes Mariadyrkelsen af de ledende protestanter, Martin Luther, Jean Calvin og Ulrich Zwingli, men man fandt ikke grund til at gøre op med de grundlæggende dogmer. (Ingen synes at tage anstød af at Københavns Domkirke hedder Vor Frue Kirke.) Opfattelsen af Maria, og af Jesus som født af en jomfru, står derfor den dag i dag som et centralt element i kristendommen.

Jomfru Maria i kunsten

Den store rolle, som Maria har spillet i den kristne kirke, har afstedkommet en række faste motiver i billedkunsten. Både i den græsk-ortodokse og i den romersk-katolske kirke optræder "madonnaen med barnet". Maria er også en fast bestanddel ved korsfæstelsesbillederne og med den nedtagne Jesus, en såkaldt Pietà. Desuden "Bebudelsen ved engelen" (Annunciata). I de protestantiske kirker er motiver med Maria meget sjældne, hvilket skyldes at Mariadyrkelsen i tiden efter reformationen blev et ikon på katolicismen og nok også fordi det stred imod den ikonoklastiske tendens i de reformerede kirker.

Andre syn på jomfru Maria

Islam

I islam anerkendes jomfrufødslen også, dog regnes Jesus ikke som gud, men som en profet. Alligevel har han en høj status i islam som den, der havde et tæt forhold til Gud, og det samme gælder hans mor Miriam, som islam anser som en dydig og retskaffen kvinde, selv om hun ikke dyrkes som i de katolske kirker.

Rationalismen

Rationalister anser jomfrufødslen som en del af mytologiseringen af Jesus.

Jomfru Maria set i et videnskabeligt perspektiv

Dødehavsrullerne og Nag Hammadi-teksterne henviser til den religiøse sekt nazaræerne, som Maria har været et påstået medlem af. Dette navn er muligvis senere blevet forbundet med landsbyen Nazareth. Denne sekt havde meget strenge ægteskabelige regler. Bl.a var en kvinde ”jomfru” indtil et barn var født. Ligeledes blev forholdet betegnet som en ”trolovelse” indtil kvinden havde forseglet ægteskabet ved fødslen af et barn. Det ser ud til at der ved det første kirkemøde med kejser Konstantin den Store blev fremsat en anden teori, måske grundet misforståelser, eller med fuldt overlæg. (Laurence Gardner: Gåden om Maria Magdalene.)

Henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Jomfru Maria