Johan Sebastian Welhaven

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johan Sebastian Welhaven ved Carl Peter Lehmann.

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (22. december 1807 i Bergen21. oktober 1873 i Kristiania) var en norsk digter.

Welhavens bedstefader var indvandret fra Tyskland til Bergen, og her levede hans fader som præst. Gennem sin moder stammede digteren fra den norske familie Heiberg, og han var en slægtning af den danske digter J.L. Heiberg. Han gik på Latinskolen i Bergen, og en af lærerne, Lyder Sagen, har haft stor indflydelse på hans udvikling ved sin undervisning i norsk. Denne undervisning var frem for alt rettet på stilens renhed, på vellyden i det talte og skrevne ord. Sagen så en begyndende kunstner i Welhaven og ledede hans kunstnertrang, som gav sig udslag også i lysten til at tegne.

Welhaven blev student 1825 og tog en tid efter fat på det teologiske studium, som dog ikke interesserede ham meget. Kort efter at han havde begyndt dette studium, døde hans fader, 1828. Han havde med dyb kærlighed sluttet sig til sin fader, og dennes død danner det første store skille i hans liv. Den lyse, fredelige ungdomstid er endt, og kampen drager ind over hans liv. Han må nu i Kristiania føre en dobbelt strid, striden for det daglige brød og striden for sine evners gennembrud. Han har selv betegnet dette afsnit af sit liv som "Kamp og Nød mellem Fremmede".

Welhaven blev et ivrigt medlem af Studentersamfundet. Politikken havde i disse år også her begyndt at spille en vigtig rolle. I tiden omkring 1830 er der jo politisk gæring omkring i hele Europa, og i Norge optræder Henrik Wergeland i tale og skrift som den begejstrede talsmand for alle frihedens ideer. På samme tid var han særskilt den ægte norskheds forsvarer såvel mod overgreb fra svensk kongemagt som mod for stærk indflydelse fra dansk åndsmagt.

Welhaven har i sin første studentertid sikkerlig ikke været nogen lidenskabelig politiker; han har været forarget over det politiske skrål, fordi det overdøvede deres stemme, som tolkede interesser, han i langt højere grad synes fortjente at agtes på. Han slutter sig til en mindre kreds af kammerater, som er optagne af litterære sysler, og han bliver i Studentersamfundet snart sjælen i alt, som har med det litterære liv at gøre. Det var ganske naturligt, at disse mænd, som led under åndsfattigdommen hjemme, var stærkt optagne af det rige litterære liv i Danmark.

Den første tid af Welhavens forfattervirksomhed får sit præg af hans strid med Wergeland. Denne krænker i sine digte i den grad den æstetiske sans hos Welhaven, at han ikke mere kan holde sig tilbage. Det bliver en uimodståelig trang for ham at træde frem for at værge skønhedens tempel mod barbaren. Han rykker sommeren 1830 ud med et digt "Til Henrik Wergeland" og begynder med spørgsmålet: "Hvor længe vil du rase mod Fornuften?". Dette digt er indledningen til den langvarige og bitre strid mellem de to digtere og de to partier, som fylkede sig om dem.

Striden førtes efter nogen tid over i Studentersamfundet, idet Wergeland til samfundets blad sendte sine "Stumper", kåde småvers fyldte med spot. Spotten gik naturligvis også ud over Welhaven, og denne svarer i sine "Tylvter" med samme mønt. I denne stevkamp er de to kæmpers personlige grovheder mod hinanden lige store; den ene part skylder den anden intet. Men Welhaven var ganske anderledes anlagt for det forstandsmæssige, pointerede vid end sin modstander. Fra den tidligste tid af sit forfatterskab havde Wergeland udtalt sin uvilje mod den æstetiske retning, som i Danmark havde sin talsmand i J.L. Heiberg.

Det er netop en lærling af denne mand, han ser i Welhaven. Sommeren 1832 kommer Welhavens hovedindlæg i striden, bogen: Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik ved Aktstykker oplyste. Til samme tid vælges han sammen med A.M. Schweigaard, P.A. Munch og Frederik Stang ind i redaktionen af ugeskriftet "Vidar", som blev udgivet af disse mænds parti. Der kommer nu en tid, da Welhaven optræder for offentligheden væsentlig som kritiker. Og han har i denne periode visselig også i en kritikers arbejde set sin nærmeste opgave. Det har stået for ham, som han havde en stor og vigtig gerning at gøre; den moderne æstetiske kritik måtte have sin repræsentant også i Norge.

Her har man hidtil manglet den saglige kritik, som, uden at tage andre hensyn, alene holder sig til værkets æstetiske Værd. Welhaven er i sin kritik påvirket af Schiller og Goethe, men frem for alt af J.L. Heiberg. Som fuldendt skal kritikken stemple dette værk, som i teknisk henseende er udadleligt. Denne selvbeherskelsens og det rolige overlægs æstetik lægger Welhaven som mål på Wergelands ungdomsdigte, disse digte, som i brusende vårflom skyller over alle kunstens marker, river alle gærder ned. Disse digte, som er skrevne i beruselse af elskov, af elskov til alt, som ånder og lever, og hvad der ikke ånder, kalder digterens mægtige fantasi til live, så der intet er, denne elskov ikke lægger ind til sit hjerte.

Ligem over for dette voldsomme vårbrud samler Welhaven sin tanke om alt, som kan dæmme ind, sætte grænser. Han finder, at fuldkommen mangel på klarhed og besindighed i udførelsen er grunddraget i Wergelands digtning. Welhavens kritik af Henrik Wergeland blev mødt af dennes fader, Nicolai Wergeland, som forfattede et helt modskrift Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Poesi og Karakter. Welhaven giver ikke et særskilt svar på dette skrift; han forbereder et angreb i en anden form. Hans syn har udvidet sig; han ser, at de samme falske begreber og uklarheder, som ligger på bunden af den æstetiske råhed, også volder det politiske rabalder. Det er digterfriheden og den politiske frihed, som misforstås, ifølge Welhaven.

I slutningen af 1834 udkommer hans første større digterværk, Norges Dæmring, en række sonetter. Det hele land stiger frem for hans syn. Han ser det ligge i halvmørke; nat og tåage stænger endnu for dagens frembrydende lys. Ved lykkens terning vandt Norge sin frihed i 1814. Men dette var jo alene en frihed i det ydre; landet lå øde for åndens vækst. Opgaven var derfor at pleje de spirer, landets jordbund gemte i sig, så landet langsomt kunde nå frem til åndelig frodighed. Men denne langsomme udvikling, dette arbejde vil man unddrage sig; som ved et magtsprog vil man tvinge våren frem til moden sommer.

Ved elendigt skryderi søger man at indbilde sig, at landet står på højde med den europæiske kultur. Det eneste, som virkelig trives i Norge, er de store ord, de hule fraser om frihed og begejstring. Ude i Europa gærer og syder det overalt, og vistnok har også her politikken sine karrikaturer. Men det er da en kamp, som gælder noget. Vi nordmænd har jo allerede den frieste politiske forfatning; alligevel skvadroneres, støjes, larmes der, som det gjaldt at gøre stormløb mod despotiet. Denne kopiering af den europæiske politik er et elendigt "Abespil". Og man glemmer, at selv den frieste forfatning er en tom ramme, en død form, når den ikke får sit liv indefra.

Det er andens frihed, den indre forædling, som trænges hos os nordmænd, siger Welhaven. Råheden er frihedens værste fjende. For at vedligeholde indbildningen om, at alt er så herligt herhjemme, har man søgt at indføre en "Aandens Karantæne"; ved at stænge for al påvirkning udefra skal den ægte norskhed bevares. Men selvstændighed nås ikke ved at sidde gemt bag en mur. Alene ved stadig vekselvirkning med fremmed åndsliv fremgår den nationale ejendommelighed i ren form, så man spares for "forskruet Kraft" og "overdreven Grønhed".

Der findes i dette digt megen bitterhed og kold foragt; men man vilde ganske miskende det — således som forfatterens modstandere også gjorde — hvis man alene fæstede blikket ved denne side. Hvad der virker forsonende, er den understrøm af dybt savn og higende længsel, som også af og til bryder helt op i dagen. Digterens skarpe stemme bliver blød af længsel og sorg, når han taler om sit savn af kunst og savn af sympati for sin kunstneriske trang. De, hvis åndsliv ligger over den store hobs, siger han, føler sig herhjemme som en Prometheus lænket til den råe granit.

Og i hvor høj grad trænges ikke kunsten i det norske samfund! Her hvor politikken med sin splittelse trænger ind overalt. I denne tid, da en virkelig partidannelse i det politiske første gang foregår i Norge, påkommer der den unge æstetiker en rædsel for det sønderrevne. Overalt, hvor hans øje faldt, så han politikkens følger, splittede personligheder, et splittet folk. Her kan alene kunsten bringe hjælp; den er "Samfundslivets Kit". Denne Tankegang kommer især klart frem i en afhandling Kristianias Vinter- og Sommer-Dvale, som han lod trykke nogle måneder, før Norges Dæmring udkom.

Han udtaler i denne afhandling en stor, en overdreven tro på kunsten som social magt, en tro, som netop hans dybe savn har indgivet ham. Norges Dæmring vakte en storm så voldsom, som vel ingen anden norsk bog har formået at rejse. Digtet blev angrebet og forsvaret i mængder af avisartikler og i hele bøger. Nicolai Wergeland foreslår i et modskrift, at alle fædrelandsvenner skal kaste digtet på ilden den førstkommende 17. maj. Forslaget blev virkelig bragt til udførelse i et par bygder, og det med stor højtidelighed.

Welhaven afsluttede sin strid med Wergeland og hans parti våren 1838. Han skrev da i bladet "Den Constitutionelle" en længere artikelrække "Om norske Presse-Anliggender". Den nærmeste foranledning til disse artikler var striden om Wergelands skuespil Campbellerne, som var blevet opført på Christiania Theater og udpebet af Welhavens venner. Men til samme tid begyndte Welhaven i digte en polemik af anden art, en indirekte. Han gik ikke mere lige løs på sin modstander og hans parti i datidens Norge.

Han så striden på lang afstand; den har gået for sig langt tilbage i historien og er blevet typisk for alle tider, eller den har til evig tid gentaget sig i naturen. Således udsendte han midt under Campbeller-striden digte som "Goliath", "Møkkurkalv" og "Flyvefisken". Til denne art af digte slutter sig også fra en senere tid enkelte, som henter deres emne fra hans kamp med Uuenverdenen. Her er et digt som "Kalchas" oplysende; det sigter til hans langvarige og opslidende strid for at opnå en stilling som professor ved universitetet.

Han havde den hele tid lidt under trykkende næringssorger, og der åbnede sig først en udsigt til bedre kår, da der 1839 oprettedes et nyt lektorat i filosofi. Da Welhaven meldte sig til stillingen, begynder straks de mest nærgående og hadske angreb på ham i aviserne. Det må jo også indrømmes, at stof let kunde findes til angreb. Han havde ikke særskilt uddannet sig til at overtage en sådan stilling, og det kunde ikke nægtes, at hans kundskaber var højst mangelfulde.

Welhaven blev imidlertid indstillet til posten af universitetets prokansler, grev Wedel, og dette bragte striden til end mere at blusse op. Under alle disse hadske angreb lider Welhaven sit livs største sorg; han ser sin forlovede, Ida Kjerulf, fra dag til dag sygne hen; hun ligger på sit dødsleje. Endelig blev sagen efter to lange år afgjort derhen, at Welhaven blev konstitueret som lektor for to år. Men hans modstandere lod ham ikke derfor i ro; han var fremdeles stadig genstand for angreb. 1843 blev han fast udnævnt til lektor og 1846 til professor.

Welhaven har udgivet fire digtsamlinger, den første 1839 og den sidste 1860. Den første overraskede hans landsmænd ved at vise nye træk i hans digterpersonlighed. Der hvilede over mange af digtene en mild og blid stemning som man ikke havde ventet, da det udfordrende, stridslystne hidtil havde været det mest fremtrædende. I hele hans digtning ytrer sig en stærk trang til at fordybe sig i sjælens indre liv; under al strid og larm og under politikkens plumpe råb lytter han til en røst i sit indre, som stilt trøster ham med, at sjælens liv har en vår, som ikke kan nås af truende ydre magter.

En stærk personlig følelse ligger til grund for de fleste digte; men samtidig har Welhaven en blyhed, som lader ham gemme bort det personlige, så at det ikke altid er let at se. Han kommer oftere tilbage til, hvor liden sympati han blev mødt med i sin ungdom, og hvorledes det har virket hemmende på hans udvikling, at han ved kamp måtte rydde en plads for sin digtning. Kom der stadig mere stilhed over hans digte, så må det ikke glemmes, at han hele livet igennem havde sit felt, hvor han lige frejdig førte sin fejde. Det var det selskabelige liv i Kristiania, som stadig bragte ham i harnisk.

I samtalens frie løb kastede han alle bånd og lod alle sine evner frit udfolde sig; der kom over ham en improvisationens kraft, som næppe helt er kommen til sin ret i hans digte. Det skarpe og det myge, kritik og lyrik, skiftede i lunefuld veksel. Hans kritik af personer og forhold var hensynsløs. Men når så stormbygen var over, kunde alt igen som i de norske fjorde ligge med sol over vand, over li og løv. Alt, hvad han fortalte, var fængslende, og hans følsomme natursans gav gennemåndede billeder af norsk natur. Denne kritik har da også fundet sit udtryk i hans digte.

Der var fra slutningen af 1830'erne foregået en stor forandring i Kristianialivet; der var kommet et europæisk sving over det. Men Welhaven stod med tvivl uge over for al denne pludselige dannelse med dens tale om kunst og kritik af kunst. Denne dannelse var ikke spiret langsomt af landets egen jord. Det er en halvkultur, som tager præget og farven fra menneskene. Her var dannelse uden natur og natur uden dannelse, men ikke deres forening til sjælfuld ejendommelighed. Det mest kendte af de herhenhørende digte er "Soirée-Billeder".

Der er dog to digte i første samling, "Ekstremer" og "Den første Kærlighed", som har stærkere glød. Her bryder hans harme ud over, at den norske hovedstad, hvor damerne er dukker og herrerne dresserede træmænd eller helt råe, ikke har rum for en udpræget personlighed med stærke følelser. Der er i det sidstnævnte digt linjer, som i kritik og kraft drager tanken hen på Ibsen. Sårede Welhaven mange ved sin kritik, så fik han også selv at føle, hvad det vil sige for den udprægede personlighed at leve i en småby, hvor al kritik bliver opfattet som angreb på kendte personer.

Hvad man kanske først bliver opmærksom på i Welhavens digte, er hans stemningers nære forhold til naturen. Hans stemning synes at hvile over landskabet og at skifte lys og mørke med det. Hvert landskab sætter ham øjeblikkelig i stemning; men hver stemning søger ogsåa altid til et landskab. Stemningen hviler ikke, før den har nået plastisk anskuelighed i et landskabs form. Og først og fremmest er det Vestlandets natur, som er hans sjæls billede. Vestlandet er de lyse lunde hvilende under mørke, truende fjelde, et livsaligt stille blandt kæmpende jætter. Her er den dobbelthed, som hans egen sjæl bar, dens længsel mod fred side om side med en aldrig stillet stridslyst.

Da landskabet på hvert punkt kan omsættes i stemning, bliver hans naturdigtning af en helt symbolsk karakter. Hvad der ved første øjekast kan tage sig ud som ligefrem naturskildring, viser sig samtidig at være sjæleskildring. Omkring 1840 vågnede i Norge en stærk sans for det folkelige. Asbjørnsen og Moe trådte frem med folkeeventyr og folkesagn. Kunsten skal fornyes ved at søge hen til naturens og folkets egen poesi. Denne nationale retning bæres af en dyb begejstring for den norske natur. Det stod for disse mænd, som den norske natur selv havde taget til orde i folkedigtningen.

Denne romantik stod Welhaven fra første stund af nær; han deler dens begejstring for norsk natur, for de gamle fædre og deres sønner, som endnu lever i Norges dale. Det er ved sine nationale romancer, Welhaven kan siges at være bleven en populær digter. Som de populæreste af romancerne kan måske nævnes "Asgaardsrejen", "Dyre Vaa" og "En Vise om Hellig Olaf". folkedigtningens overnaturlige væsener, og da først og fremmest huldren, opfattede Welhaven som en åndiggjort natur; de står op af en ejendommelig natur og er altid på vej til atter at dæmre hen i landskabet. De stiger og viger som den stemning, landskabet vækker.

Welhavens stemningsfulde naturskildring er naturligvis langt fra at være alene en gengivelse af den ydre natur. Kunst er "en aandig opfattet Virkeligheds Genbillede". Stemningen omordner, renser det ydre billede, så deraf opstår kunstens billede, det indre billede. Her har åndens magt sejret over det tilfældige, splittede i den ydre virkelighed. Dette indre billede, som i hans kunst- og livsanskuelse spiller en så vigtig rolle, er dog frem for alt det åndiggjorte menneskebillede. Det er en "indre Erfaring" af særegen styrke, hans æstetik og livsanskuelse former sig om. Denne erfaring er det svundnes evne til at lyse i en ejendommelig ren glans.

Og det svundne, som lever dybest i vor sjæl, er billedet af de afdøde, vi har elsket mest. Det er dette billede, som har størst lysende evne såvel for digtning som for liv. Hans lange fravær fra Bergen i hans ungdom og de trykkende kår, han levede under i Kristiania, lod det lykkelige barndomshjem stå for ham i lysende farver. Endnu mere vemod faldt der over disse minder efter faderens død. Men stærkest virkede tabet af Ida Kjerulf, et tab, han aldrig forvandt. Hun døde i december 1840. Hans hele følgende digtning vidner om, at hun aldrig kunde glemmes. Selv efter at han 1845 er blevet gift med en dansk dame, Josephine Bidoulac, står Ida Kjerulfs billede lige klart for hans sjæl.

Welhavens æstetik, som fra først af fremhævede planens klarhed, lægger nu stor vægt på, at digtningen er grundet på erfaring, oplevelse. Og denne oplevelse maa ses i erindringens lys. Vemoden, "Glædens Erindring, beaandet af Sorgen", bringer først til fuldendelse den klarhed, kunsten fordrer. Denne erindringens kunst har bragt som det skønneste digt "Den salige". mindedigtet om Ida Kjerulf. Den livsanskuelse, han så ofte udtaler i sine digte, er også en erindringens livskunst. "Mindet kun et Held bereder, der er Livets Ejendom". Glæden og sorgen må enes; vemoden er glæde med sorgens stilhed over sig og sorg med genskin af glædens lys. I de senere år får hans livsanskuelse en mere religiøs farve; vi kan nævne det vakre digt "En Sangers Bøn".

En politisk bevægelse var der, som Welhaven stillede sig midt op i og ikke modtog med mistvivl. Det var skandinavismen. Efter hans mening måtte man ikke endnu søge at give bidset af en politisk forening mellem de tre riger. Hverken fortidens eller nuets øjemål strakte her til. Der skulde alene arbejdes for, at de tre folk kom til bedre forståelse af hverandres ejendommelighed. Hvert folk skal se, hvad der er i sund vækst hos de andre. "Her er Liv til nye Former, her skal være Glæde over Væksten". I skandinavismen så han også en modvægt mod en forsnævret norsk patriotisme. Ved de skandinaviske fester optrådte han jævnlig som taler, og der stod ry af hans veltalenhed.

Welhavens arbejder i prosa kan i værd ikke stilles ved siden af hans digte. Kun ét af disse arbejder, Billeder fra Bergenskysten, har opnået nogen større popularitet. Som professor holdt han forelæsninger over den norske litteraturs historie, og af disse har han udgivet en større afhandling Ewald og de norske Digtere (1863). Han fremhæver det norske selskabs store betydning for den dansk-norske litteratur. Allerede 1868 måtte Welhaven på grund af sygdom søge afsked som professor; han havde allerede nogle år været uarbejdsdygtig. Hans samlede skrifter udkom i 8 bind 1867—68. En statue af Welhaven, udført af billedhuggeren Utsond, rejstes i Kristiania 1908.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder[redigér | redigér wikikode]