Karantæne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Karantæne er et ophold i isolation eller observation ved indrejse til et andet land eller region fra smittede egne i udlandet. Formålet er at hindre sygdomsspredning, og opholdets længde afgøres af den pågældende sygdoms inkubationstid, dvs. tiden fra man bliver smittet til sygdommen bryder ud. Med nutidens vaccinationsmuligheder er karantæne stort set afskaffet.

Ordet karantæne kommer fra italiensk quarantina (oprindeligt quaranta giorni), der betyder fyrre dage eller fransk quarantaine, der betyder et antal af 40. Begrebet udspringer af det religiøse fastebegreb. I middelalderen blev karantænen i Venedig indført som en beskyttelse mod pesten. Senere undersøgelser har påvist, at der gik ca. 37 dage fra, at man blev smittet med pesten, til døden indtraf.

Sundhedssystemet i Nord-Italien blev et forbillede for resten af Europa i bekæmpelsen af pest. I efteråret 1627 kom den islandske præst Oluf Eigilsson til Livorno på sin vej mod nord for at skaffe løsepenge for de islændinge, der blev holdt som slaver i Nord-Afrika. Oluf beskriver, hvordan en lokal læge kom om bord i skibet, hvor Oluf befandt sig, befalede de ombordværende af begge køn at klæde sig af, undersøgte dem under hænderne og rundt kønsdelene (frygt for syfilis), og derefter erklærede dem smittefri. Da den danske skibslæge A.G. Drachmann kom til Livorno på 1800-tallet på en fregat med sygdomsudbrud, måtte han i stegende sol dissekere en af de afdøde søfolk foran en række svedende myndighedspersoner fra byen. Drachmann fjernede organ efter organ, og holdt dem op foran delegationen, til han skulle til at save skallen over på afdøde for at tage hjernen ud. Da blev han afbrudt af embedsmændene, som erklærede skibet smittefrit.[1]

Karantæne bruges også om en periode, hvor man er udelukket fra f.eks sportsstævner på grund af en forseelse.

Karantænestationen for Danmark, Norge og Holsten[redigér | redigér wikikode]

I 1796 foretog en kommission en udredning af spørgsmålet om et karantæne-lasaret for Danmark-Norge og Slesvig-Holsten. Man fandt, at Kristiansand var bedst beliggende. Skib fra de almindeligste pesthavne kom forbi på vejen, uafhængigt af, hvor i tvillingrigerne de havde tænkt sig. Man valgte Odderøen, pga kort afstand til byen, der var udstyret med en fæstning og en garnison som var behjælpelig med vagthold. Ved kongeligt reskript af 5.juli 1799 besluttedes så at anlægge en karantænestation for Danmark, Norge og Holsten på Odderøen.

Lasarettet blev opført i 1800-01, nedbrændte før det var taget i brug, og stod omsider færdig til brug i 1804. Man havde beregnet plads til 250 senge. Karantænestationen var højere beliggende end byens andre huse, ud fra datidens teori om at sygdomssmitte skyldtes opstigende, skadelige gasser. Første kontrol påhvilede lodsen, som undersøgte hvor skibet kom fra, lasten, og om der havde været sygdom undervejs. Ved kongelig forordning af 1805 var der dødsstraf for en skipper, der holdt skjult at han havde smitsom sygdom om bord, eller havde overtaget gods eller personer fra et smittet skib. Ved mistanke om smitsom sygdom, hejste lodsen et gult flag og førte skibet til østre havn. Der ventede man så, til sundhedskommissionen ankom. Den bestod fra 1805 af læge, søofficer, øverste toldfunktionær og en øvrighedsperson. Skibspapirene blev fugtet med eddike og røget i en særlig ovn, før de med båd blev fragtet til fæstningen og overrakt vagten der med en jernstang. Lægen kaldte så alle på dæk, udspurgte dem om helbred og foretog en fuld undersøgelse. Syge blev bragt til lasarettet, og skibet, samt lodsen, sat i karantæne. Skibets rum skulle rengøres og luftes, alt tøj luftes på dæk, og mandskabet dagligt vaske ansigt og hænder. Var det sommer, skulle de bade. Mad blev fragtet ud og hejst om bord. Efter at maden var leveret, skulle flåden flere gange overskylles med søvand. Læger og plejere var pålagt at fugte hænder og ansigt med eddike før de gik ind til patienterne, og bagefter skulle de straks skifte tøj, og hænge det brugte tøj til luftning. Patienternes hænder og næsebor blev fugtet med klorkalk-opløsning fra en svamp. Gulvene blev vaskede med klorkalk to gange dagligt. Frem til 1859 benyttede man parloiret (af fransk parler = at tale) til samtaler mellem personer fra byen og dem, der var i karantæne. Denne "talestue" var delt i midten af et trægitter og et net, og papirer blev overrakt ved hjælp af træklemmer efter at være røget og dynket med eddike. Behovet for stationen var enormt: I 1831 lå der hele 339 skibe i karantæne.[2]

Karantænestationen på Odderøen var den største i Nord-Europa og i drift frem til 1914. Kristiansands kommandant, oberst Undahl, døde selv af tyfus han pådrog sig under et besøg på et fransk skib. Stationen fik sin egen gravplads, som efterhånden blev kendt som Kolerakirkegården. Den, som sidst blev gravlagt der, var englænderen William Petrie, der døde i 1892. Tre Wehrmacht-soldater blev hængt på Odderøen i 1943 for at have samarbejdet med den norske modstandsbevægelse, og smidt i en grav på Kolerakirkegården. De blev dog overført til Oddernes kirkegård efter krige.[3].

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Jens Riise Kristensen: Barbariet tur-retur (s. 71), forlaget Ørby, 2003, ISBN 87-89797-17-5
  2. http://www.tidsskriftet.no/?seks_id=1311642 (s. 2)
  3. Karantenestasjonen — Kulturminneaaret 2009