Norner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nornerne spinder livstrådene ved foden af Yggdrasil. Nedenfor er brønden Urðarbrunnr med de to svaner, hvorfra alle verdens svaner stammede.
"Die Nornen" af Johannes Gehrts (1889)

Nornerne (norrønt: norn, plural: nornir) var en gruppe af gudinder i nordisk mytologi, der var knyttet til skæbnen. De bedst kendte norner i mytologien er Urðr (Urd), Verðandi (Verdande) og Skuld, hvis navne traditionelt oversættes til fortid, nutid og fremtid. Kilderne tyder på, at man, udover disse tre, forestillede sig utallige norner, der bestemte skæbnen for alle typer af væsner. Når et barn blev født, var der fx en norne tilstede for at fastlægge dets skæbne i livet.[1] Nornernes funktion var således både velgørende og skadevoldende, da nogle mennesker fik et godt liv og langt liv, mens andre et kort og besværligt liv. I nyere forskning har man diskuteret forbindelsen i de mytologiske tekster mellem på den ene side norner og valkyrier og på den anden de virkelige omrejsende vølver, der praktiserede sejd; de var i det før-kristne nordiske samfund hovedsageligt kvindelige kultledere, der bl.a. besøgte nyfødte børn. [2] Der er også blevet peget på en mulig forbindelse mellem dem og andre grupper af kollektive feminine magter, især diser og fylgjer; de gudinder, der i lighed med nornerne og valkyrierne var knyttet til skæbne.[3]

Deres relation til de øvrige guddomme er usikker, da den ikke omtales direkte i nogen kilde. Det er blevet foreslået at de tre jættemøer, der omtales i Vølvens spådom, hvis ankomst i Asgård markerede afslutningen på urtidens guldalder, var identiske med Urd, Verdande og Skuld. Ligesom de muligvis kan være Mögþrasirs døtre, der omtales i Vafþruðnismál.[4] Ifølge islændingen Snorre Sturlasons beskrivelse boede Urd, Verdande og Skuld i en hal ved foden af verdenstræet Yggdrasil. Hver dag tog de af vandet fra Urds brønd og fra det hvide dynd, der lå rundt om, og hældte det over træet, så dets grene ikke gik ud.[4] Dette beskriver Gro Steinsland som en central placering i hele kosmologien, da de ikke blot bor i verdens centrum under Yggdrasil, men også råder over den vigtigste lov i nordboernes verden, nemlig skæbnen.[1]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

De tre navne, der er overleveret i Vølvens Spådom, Urd, Verdande og Skuld, bliver normalt oversat til fortid, nutid og fremtid.[1] Navnet Urðr er beslægtet med angelsaksisk Wyrd, Weird, et begreb der er ækvivalent med det nordiske skæbnebegreb,[1] og det kan oversættes fra norrønt med "skæbne". Både Urðr óg Verðandi er afledt af det norrøne verbum verða, "at være/blive til".[5] Mens Urðr stammer fra perfektum (dvs. "det der var/blev til el. snarere skete "), så stammer Verðandi fra præsens (dvs. "det der sker"). Skuld er afledt af verbet skole/skulle i futurum (dvs. det der "skal (ske/være)");[4][6][5] Nogle forskere mener imidlertid, at der ikke findes noget i den nordiske mytologi, som understøtter det forhold, at de tre norner hver især var knyttet til enten fortiden, fremtiden eller nutiden,[4] tilsammen repræsenterede de snarere skæbnen som var tæt forbundet med tidens gang.[4] Oprindelsen til ordet norne er meget usikker, men det kan stamme fra et ord, der betyder "at flette", hvilket henviser til deres rolle, som dem der fletter skæbnens tråde.[4]

Relation til andre germanske gudinder[redigér | redigér wikikode]

Overordnet set findes der ingen klare gennemgående skel mellem norner, fylgjer, hamingjaer og valkyrier i kildematerialet. Ligesom de heller ikke kan adskilles entydigt fra diserne. Derudover blev disse termer i bl.a. skjaldedigtning og anden poesi også brugt til at beskrive dødelige kvinder, som Snorre skrev i Skáldskaparmál om forskellige kenninger for kvinder:

Woman is also metaphorically called by the names of the Asynjur or the Valkyrs or Norns or women of supernatural kind.[7]

Teorier[redigér | redigér wikikode]

De uklare beskrivelser af nornernes oprindelse og relationer til de øvrige guddommelige magter betyder, at der er blevet fremsat en række forskelligartede teorier om deres betydning og hvilke arter typer af guddomme de er forbundet med. Fx er det blevet foreslået, at de kan sammen med diserne være udviklet på grundlag af de feminine magter, som blev dyrket i Nordvesteuropa fra 1. til 5. Århundrede e.v.t. De blev afbildet på votivgaver og altre.[8] Disse gudinder blev altid afbildet som grupper på tre, og var sandsynligvis også nært beslægtet med de romerske gudinder matres et matrones.[9] Andre har foreslået at nornerne er resultatet af en påvirkning fra græsk-romersk kultur, da de minder om de spindende skæbnegudinder Moirae og Parcae).[4]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

"Mímer og Balder søger råd hos nornerne" af H.E. Freund (1821-1822).

Der er overleveret en række tekster, der refererer til nornerne og de forestillinger om dem, der fandtes i før-kristen tid og i perioden omkring religionsskiftet. De vigtigste kilder er Yngre Edda og Ældre Edda. Den sidstnævnte er en tekstsamling af poesi, som sandsynligvis stammer fra før-kristen tid, og nornerne omtales flere steder i dem. Yngre Edda indeholder genfortællinger, beskrivelser og kommentarer til den hedenske mytologi, og tilskrives traditionelt Snorre Sturlason.

Ældre Edda[redigér | redigér wikikode]

I Ældre Edda omtales, der flere andre mindre fremtrædende norner ud over de tre ved Yggdrasils fod, ligesom i Snorres Gylfaginning, der i vid udstrækning bygger på dette værk. Desuden fortælles det, at andre racer havde deres egne norner, fx omtales dværgenes norner som Dvalins døtre.

Fáfnismál i Ældre Edda indeholder en samtale mellem helten Sigurd og dragen Fafner, der ligger døende efter det sår, Sigurd har tilføjet ham. Helten udspørger dragen om mange ting, bl.a. om nornernes natur. Fafner forklarer, at de er mange, og er af mange forskellige racer:

Sigurðr kvað:
12. "Segðu mér, Fáfnir,
alls þik fróðan kveða
ok vel margt vita,
hverjar ro þær nornir,
er nauðgönglar ro
ok kjósa mæðr frá mögum."
-
Fáfnir kvað:
13. "Sundrbornar mjök
segi ek nornir vera,
eigu-t þær ætt saman;
sumar eru áskunngar,
sumar alfkunngar,
sumar dætr Dvalins."[10]
Sigurd:
12. "Sig mig, Fåvne!
siden du agtes
vis at være:
Hvo ere de Norner,
som hjælpe i Nød
og komme til fødende Kvinder?":-
Fåvne.
13. "Af mangfoldig Æt
tror jeg at Nornerne ere;
ej er de af samme Slægt.
Nogle stamme fra Aser,
nogle fra Alfer,
nogle ere Dvalins Döttre."[11]

Ud fra i Völuspá og Vafþruðnismál er det muligt, at de tre vigtigste norner oprindeligt ikke var gudinder, men var af jætteæt. Deres ankomst betød afslutningen på gudernes guldalder lige efter verdens skabelse. Völuspá fortæller, at tre magtfulde jættekvinder kom til Asgård fra Jotunheim:

The norns af Arthur Rackham.
8. Tefldu í túni,
teitir váru,
var þeim vettergis
vant ór gulli,
uns þrjár kvámu
þursa meyjar
ámáttkar mjök
ór Jötunheimum.[12]
8. Tit i tunet
tavl dem muntred,
og guld savned
guder aldrig,
før tre store
turser der kom,
ondsindet kvindfolk
fra jættelandet.[13]

Senere i digtet, efter omtalen af menneskets skabelse, nævnes de tre norner ved navn, og deres rolle beskrives på følgende måde: al lov bød de, alt liv gav de verdens skarer, hver hans skæbne.[14]

I Vafþrúðnismál refereres der måske til nornerne, når de jættemøer omtales, der kommer til jordens mennesker, for at beskytte dem som værneånder (hamingjaer) omtales [4][15]:

49. "Þríar þjóðár
falla þorp yfir
meyja Mögþrasis;
hamingjur einar
þær er í heimi eru,
þó þær með jötnum alask."[16]
49. I tre Mængder Mågtrasirs Møer
tørne over Torp,
Livets eneste Lykkediser (Hamingiur)
er de, skønt jætteavlet.[17]

Helgakviða Hundingsbana I[redigér | redigér wikikode]

Nornerne besøgte hvert eneste nyfødte barn, for at fastlægge dets skæbne; i anden strofe af digtet Helgakviða Hundingsbana I er helten Helgi Hundingsbane lige blevet født, da nornerne ankommer til huset:

2. Nótt varð í bæ,
nornir kómu,
þær er öðlingi
aldr of skópu;
þann báðu fylki
frægstan verða
ok buðlunga
beztan þykkja.
-
3. Sneru þær af afli
örlögþáttu,
þá er borgir braut
í Bráluni;
þær of greiddu
gullin símu
ok und mánasal
miðjan festu.
-
4. Þær austr ok vestr
enda fálu,
þar átti lofðungr
land á milli;
brá nift Nera
á norðrvega
einni festi,
ey bað hon halda.[18]
2. Nat blev det i By;
Norner kom;
Ædlingens Skæbne
råde de skulde.
Vidspurgt Hersker
bød de ham vorde
og tykkes den förste
blandt Fyrster alle.:-
3. Da monne i Brålund
Borge brydes;
mægtige Møer tvandt
Skæbnens Tråde.
Udslagne Guldbånd
de ordned med Snille,
fæsted dem midt
under Måne-Sal.:-
4. Fra Öst til Vest
udspændte de Båndet,
gave alt det Land
i Ædlingens Eje.
Mod Nord en Kæde
Nornen slynged:
evig bød hun
det Bånd at holde.[19]

Helgakviða Hundingsbana II[redigér | redigér wikikode]

I Helgakviða Hundingsbana II, giver Helgi Hundingsbane nornerne skylden for, at han skulle dræbe Sigrúns far Högne og bror Brage for at kunne gifte sig med hende:

26 "Er-at þér at öllu,
alvitr, gefit,
- þó kveð ek nökkvi
nornir valda -:
fellu í morgun
at Frekasteini
Bragi ok Högni,
varð ek bani þeira.[20]
26. "Ej er du mægtig
i alt, du vise!
Dog have Nornerne
noget voldet.
Her faldt imorges
ved Frekastén
Brage og Högne;
jeg var deres Bane.[21]
The norns, by Arthur Rackham.

Reginsmál[redigér | redigér wikikode]

Snorre Sturlason berettede i Gylfaginning, at en persons skæbne afhang af nornernes velvilje, en forestilling der også ligger bag dværgen Andvaris beklagelser i Reginsmál. Her skyder han skylden for sit dårlige liv på en ond norne:

2. "Andvari ek heiti,
Óinn hét minn faðir,
margan hef ek fors of farit;
aumlig norn
skóp oss í árdaga,
at ek skylda í vatni vaða."[22]
2. "Andvare jeg hedder;
Oin hed min Fader;
i mangen Fos har jeg faret.
En ynkelig Norne
bestemte i Oldtid,
at jeg skulde i Vandet vade."[23]

Sigurðarkviða hin skamma[redigér | redigér wikikode]

Et andet eksempel på at nornerne beskyldes for at have fremkaldt en ufordelagtig situation findes i digtet Sigurðarkviða hin skamma, hvor valkyrien Brynhilde gør skadevoldende norner ansvarlige for hendes årelange længsel efter Sigurds favntag, som hun ikke kan få:

7. Orð mæltak nú,
iðrumk eftir þess:
kván er hans Guðrún,
en ek Gunnars;
ljótar nornir
skópu oss langa þrá."[24]
7. "Et Ord jeg mælte;

Anger mig griber; Gudrun er hans Hustru, og jeg er Gunnars. Lede Norner bød os længe at lide"[25]

Guðrúnarkviða II[redigér | redigér wikikode]

"Norner" (1832) fra Die Helden und Götter des Nordens, oder Das Buch der sagen.

Brynhildes løsning på situationen var at lade Gunnarr og hans brothers, Burgundernes konger, dræbe Sigurd, hvorpå hun selv efterfølgende begik selvmord for at kunne følge sin elskede i døden. Hendes bror Atli hævnede hendes død, ved at dræbe burgunderne, men da han var gift med deres søster Guðrún, blev Atli kort efter selv dræbt af hende. I Guðrúnarkviða II træder nornerne selv ind på scenen, da de i en drøm fortæller Atli, at hans egen hustru vil dræbe ham. Atli indleder genfortællingen af drømmen på følgende måde:

"Svá mik nýliga
nornir vekja," -
vílsinnis spá
vildi, at ek réða, -
"hugða ek þik, Guðrún
Gjúka dóttir,
læblöndnum hjör
leggja mik í gögnum."[26]
39. "Nys mig vække
Norner af Sövne;"
(om den onde Spådom
spörge han mig vilde)
"du tyktes mig, Gudrun,
Gjukes Datter!
et forgiftet Sværd
i mit Hjerte at støde."[27]

Guðrúnarhvöt[redigér | redigér wikikode]

Efter at have dræbt både sin husbond Atli og deres fælles sønner, skyder også Guðrún skylden på nornerne for hendes ulykker. I Guðrúnarhvöt taler Guðrún om muligheden for at undslippe nornernes vrede ved at dræbe sig selv:

13. Gekk ek til strandar,
gröm vark nornum,
vilda ek hrinda
stríð grið þeira;
hófu mik, né drekkðu,
hávar bárur,
því ek land of sték,
at lifa skyldak.[28]
13. Til Strand gik jeg ned
og Norner forbanded;
den vrede Skæbne
trodse jeg vilde.
Ej sank jeg; de höje
Vover mig hæved.
I Land jeg steg;
leve jeg skulde.[29]

Sigrdrífumál[redigér | redigér wikikode]

Nornerne af C. E. Brock.

I Sigrdrífumál refereres en trylleformel hvori nornerne påkaldes:

17. Á gleri ok á gulli
ok á gumna heillum,
í víni ok í virtri
ok vilisessi,
á Gugnis oddi
ok á Grana brjósti,
á nornar nagli
ok á nefi uglu.[30]
17. På Glas og på Guld,
på gavnlige Smykker,
i Vin og i Øl
og på vante Sæde,
på Gungnes Odd
og på Granes Bryst,
på Nornens Negl
og på Uglens Næb."[31]

Yngre Edda[redigér | redigér wikikode]

I den del af Snorre Sturlasons værk Yngre Edda, der kaldes Gylfaginning, bliver den svenske kong Gylfi under navnet Gangleri oplært i mytologisk viden af Odin i skikkelse af tre mænd. De fortæller ham, at der er tre fremtrædende norner, men også mange andre af forskellige æt; fx aser, alfer og dværge:

Der staar en skøn Sal under Asken ved Brønden; fra denne Sal kommer tre Møer, der hedder Urd, Verdandi og Skuld. De fastsætter Menneskenes Levealder. Vi kalder dem Norner. Men der er flere Norner, de, som kommer til hvert Barn, der fødes, for at vedtage dets Alder, og de er af Gudeæt; andre er af Alfeæt, en tredje Slags er af Dværgeæt, som det hedder her[29]:
Nornerne, siger jeg, er særskilte Slægter,
ej har de Æt sammen,
somme er Asaæt, somme er Alfeæt,
somme er Dvalins Døtre".
Da indvendte Gangleri: "Hvis Nornerne styrer Menneskenes Skæbne, da skifter de meget uligeligt, thi nogle faar gode Dage og mer end nok, andre faar ringe Ret eller Andel, nogle faar en lang Levetid, andre en kort". Har svarer: "De gode Norner, som er af god Æt, skaber et godt Livsløb, men naar Mennesker faar Vanskæbne, er det de onde Norners Skyld".[32]

Senere fortælles det, at de tre hovednorner tager vand fra Urds brønd, som de vander træet Yggdrasil med:

Det siges ogsaa, at de Norner, som bor ved Urds Brønd, hver Dag tager af Brøndens Vand og det Slam, som ligger omkring den, og overøser Asken dermed, for at dens Grene ikke skal visne eller raadne. Det Vand er saa helligt, at alle Ting, som kommer i Brønden, bliver saa hvide som Hinden under Æggeskallen. Derom hedder det her[34]:
Ask ved jeg staa, hedder Yggdrasil,
Hars Træ, vædet med hvid Væde,
fra det kommer Duggen, som i Dale falder,
det staar evig-grønt over Urd-Brønden.
Den Dug, som falder til Jorden derfra, kalder man Honningfald, og deraf næres Bierne. Der lever i Urds Brønd to Fugle, som kaldes Svaner, fra hvilke Fugleslægten af dette Navn stammer".[33]
... den yngste Norne Skuld rider jævnlig ud for at kaare til Fald og styre Kampene....Færøsk frimærke af Anker Eli Petersen der forestiller nornerne (2003).

Snorre beretter endvidere, at den yngste norne, Skuld, også fungerer som valkyrie og tager del i udvælgelsen af hvilke krigere, der skal dø:

Ovennævnte kaldes Valkyrjer; Odin sender dem ud til hver Kamp. De udvælger de Mænd, som skal falde, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gud og Rota og den yngste Norne Skuld rider jævnlig ud for at kaare til Fald og styre Kampene. Tors Moder Jord og Valis Moder Rind regnes ogsaa mellem Asynjerne.[34]

Heltesagn[redigér | redigér wikikode]

Flere af heltesagnene indeholder referencer til nornerne. I Hervarar saga findes et digt, der kaldes Hlöðskviða. Det fortæller hvordan den gotiske konge Angantyr besejrer en hunnisk invasionsstyrke under ledelse af hans egen hunniske halvbror Hlöðr. Vidende at hans søster, skjoldmøen Hervor er blandt de faldne, ser Angantyr på sin døde bror, mens han beklager sig nornernes grusomhed:

32. Bölvat er okkr, bróðir,
bani em ek þinn orðinn;
þat mun æ uppi;
illr er dómr norna."[35]
“Cursed are we, brother,
your killer I've become,
it will never be forgotten--
grim is the doom of norns.”[36]

I yngre heltesagaer som fx Norna-Gests þáttr og Hrólfs saga kraka ser det ud til, at norne blev opfattet som synonym med vølve (i betydningen heks). I Norna-Gests þáttr, hvor de dukker ved heltens førdsel for at fastlægge hans skæbne, spinder de ikke skæbnens tråde, men omtales som enten Norna eller vala (vølve). I en af de yngste heltesaga, der blev nedskrevet, Hrólfs saga kraka, omtales norner ganske simplet som onde hekse, da den onde halvalf og prinsesse Skuld samler sin hær for at angribe Hrólfr Kraki. I hendes følge er udover døde krigere og halvalfer også norner.

På denne romantiske afbildning er nornen Verdandi blevet udstyret med vinger, hvilket intetsteds fremgår af mytologien.

Runer[redigér | redigér wikikode]

Forestillingen om at norner kunne bringe både medgang og modgang overlevede religionsskiftet, hvilket fremgår af runeindskrift (N 351 M), der er blevet fundet i stavkirken i Borgund

Þórir carved these runes on the eve of Olaus-mass, when he travelled past here. The norns did both good and evil, great toil ... they created for me.[37]

Andre betydninger[redigér | redigér wikikode]

En orkidésort hedder Norne (Calypso bulbosa). Den findes i Sverige og Norge, men ikke i Danmark

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Steinsland (2005) s. 249
  2. Gods and Worshippers in the Viking and Germanic world, Tempus Publishing, 2008.
  3. Bæksted (1994) s. 179
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 4,5 4,6 4,7 The article Nornor in Nordisk familjebok (1913).
  5. 5,0 5,1 Swedish Etymological dictionary.
  6. Shall i Online Etymology Dictionary
  7. Skáldskaparmál in translation by Arthur Gilchrist Brodeur (1916), at Northvegr.
  8. Simek (2007:236)
  9. Lindow (2001:224).
  10. Fáfnismál Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  11. Sangen om Fåvne; oversat af H. G. Møller, 1870
  12. Völuspá Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  13. Martin Larsen (1991); Vølvens Spådom
  14. Martin Larsen (1991); Vølvens Spådom
  15. Se Bellows kommentar.
  16. Vafþrúðnismál Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  17. Vaftrudnirs Maal; oversat af Thøger Larsen 1926
  18. Helgakviða Hundingsbana I Guðni Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  19. Förste Sang om Helge Hundingsbane; oversat af H. G. Møller 1870
  20. Völsungakviða in forna Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  21. Anden Sang om Helge Hundingsbane; oversat af H. G. Møller, 1870
  22. Reginsmál Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  23. Anden Sang om Sigurd Fåvnesbane; oversat af H. G. Møller, 1870
  24. Sigurðarkviða in skamma Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  25. Tredie Sang om Sigurd Fåvnesbane; eller den korte Sang om Sigurd; oversat af H. G. Møller, 1870
  26. Guðrúnarkviða in forna fra «Norrøne Tekster og Kvad», Norge.
  27. Den anden eller den gamle Sang om Gudrun; oversat af H. G. Møller, 1870
  28. Guðrúnarhvöt Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  29. Gudrun hidser sine Sönner; oversat af H. G. Møller, 1870
  30. Sigrdrífumál Guðni Jónssons normaliserede udgave af teksten.
  31. Sangen om Sigdrive; oversat af H. G. Møller, 1870
  32. Gylfis forblændelse (xiv); oversat af Thøger Larsen, 1928
  33. Gylfis forblændelse (xv); oversat af Thøger Larsen, 1928
  34. Gylfis forblændelse (xxxv); oversat af Thøger Larsen, 1928
  35. Hlöðskviða Guðni Jónsson's edition of the text with normalized spelling.
  36. The Saga of Hervor & King Heidrek the Wise in translation by Peter Tunstall (2003), at Northvegr.
  37. Oversættelse af runeinskription N 351 M fra Rundata.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: