Hejmdal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Heimdall med Gjallarhornet, fra islandsk manuskript (17. århundrede).
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Heimdal. (Se også artikler, som begynder med Heimdal)

Heimdall eller Hejmdal (norrønt: Heimdallr) er en af de mest gådefulde guder i den nordiske mytologi.[1] Han har en fantastisk hørelse, og optræder af den grund i myterne som gudernes vagtmand, der sidder ved foden af Bifrost og overvåger, at ingen jætter sniger sig ind i Asgård. Ved Ragnarok blæser han i Gjallarhornet, når jætterne angriber, så resten af guderne og einherjerne kan forberede sig til kampen. I det sidste slag skal han kæmpe mod Loke, det vil ende med, at de dræber hinanden. Heimdall vil være den sidste af guderne, der dør i Ragnarok. Han blev født i urtiden ved verdens rand af ni mødre.

Der er blevet fremsat flere teorier om hans funktion og oprindelse, fx kan han have været en gammel sol- eller månegud, en personifikation af verdensaksen, menneskets stamfader, eller ligefrem hersker over den kommende verden, som skal stige op efter Ragnarok. Der er også blevet påvist paralleller i andre mytologier, fx hos den samiske verdensgud Varalden Olmay og i keltisk-irsk folklore og mytologi.[2] Den norske religionsforsker Gro Steinsland har ligefrem foreslået at Heimdall kan være resultatet af en sammensmeltning af forskellige traditioner.[3] Der findes ingen levn, hverken i de skriftlige kilder eller i det arkæologiske og topografiske materiale, der peger på en eventuel religiøs dyrkelse af Heimdall i vikingetiden. Det kan enten betyde, at han er en meget gammel guddom, der havde mistet sin betydning, eller også, at han aldrig havde været genstand for en kult.[4]

Heimdall med Gjallarhornet, af Lorenz Frølich.

Karakteristik, funktioner og roller[redigér | redigér wikikode]

På baggrund af de brudstykker af myter om ham, der er blevet overleveret, fremtræder Heimdalls funktion og væsen meget uklart.[5] Steinsland beskriver ham som den mest gådefulde guddom, der i myterne optræder som fjern og ophøjet. For hende virker han som en gammel gud, der blev revitaliseret i vikingetiden. Hun mener, at han er i højere grad knyttet til den kosmiske dimension, rum og tid, og med menneskeheden som helhed, end med dagligdagen, som nogle af de andre mere kendte guder.[6] I Snorre Sturlasons tekster findes der en række oplysninger om Heimdall, hvoraf en del ikke kan genfindes i de kendte myter.[7] Sammen med de mange gådefulde skjaldekenninge tyder det på, at der har eksisteret flere tabte myter om Heimdall, fx en der forklarer, hvorfor et sværd kan kaldes Heimdalls hoved og omvendt.[8]

Gudernes vagtpost[redigér | redigér wikikode]

I de overleverede myter bliver han tillagt forskellige særlige egenskaber og ejendele, der er relateret til hans funktion som vagtpost; Hans hørelse er fantastisk, han kan høre græsset gro og ulden vokse på fårene. Han var i stand til at se 50 mile bort og lige godt dag og nat. Og han behøvede ikke mere søvn end en fugl hver nat. Hans bolig hedder Himmelbjerg (norrønt: Himinbjörg), og det ligger, der hvor Bifrosts ene ende er fastgjort. Det er broen mellem Asgård og Midgård. Bifrost er det samme som regnbuen. Den flytter sig hele tiden, så at ingen skal kunne gå over den, udover guderne. Det røde i broen er brændende ild. Ingen kunne slippe uopdaget forbi Heimdall, og guderne satte derfor ham til at vogte broen, så ingen jætter skulle komme over den. Hans horn kaldes Gjallarhornet, og når der blæses i det, kan det høres i både menneskenes verden, gudernes verden, og i underverdenen. Det skal bruges til at vække guderne, når fjenderne truer dem. Signalet fra dette horn skal markere begyndelsen på Ragnarok, verdens undergang. I kampen skal han selv møde den lumske Loke, der er jætternes anfører. De vil sende hinanden i døden, ligesom Thor og Midgårdsormen. Han ejede også hesten Guldtop. Anders Bæksted betegner billedet af himlens årvågne vogter som en sen forestilling, der var påvirket af klassiske traditioner.[9]

Lokes Fjende[redigér | redigér wikikode]

Trods sin funktion som vagt, var Heimdall ingen krigergud. Der er dog overleveret én myte med ham som hovedperson, der involverer kamp. I skjaldedigtet Húsdrápa er der et kort resumé af Heimdalls og Lokes kamp om Frejas smykke Brísingamen. De to var tilsyneladende svorne fjende, og skulle også mødes ved Ragnarok. Fjendskabet var tydeligt og måske noget oprindeligt og konstant mellem dem.[10] Völuspá fortæller, at de vil dræbe hinanden her.[7] Margaret Clunies Ross beskriver dem på én gang som hinandens modsætning og parallel. Hun fremhæver, at de begge lever i udkanten af gudernes sociale sfære, dog af forskellige grunde; Heimdall som vagtpost, mens Loke er den tvetydige figur, hvis loyalitet kan diskuteres.[11] Grunden til Loke og Heimdalls fjendskab findes ikke i det bevarede kildemateriale, men Clunies Ross foreslår, at det symboliserer det, at de befinder sig på to diamentralt modsatte positioner i det mytologiske system; Loke er skyld i gudernes fald, mens Heimdall er den evigt loyale vagtmand.[11]

Født af ni kvinder[redigér | redigér wikikode]

"Heimdall og hans ni mødre" af W. G. Collingwood (1908)

I eddadigtet Hyndlaljóð omtales en gud, som er født ved jomfrufødsel af ni jættesøstre i tidens ophav, ved jordens rand. Denne gud regnes almindeligvis som Heimdall. Snorre citerer fra et ellers tabt digt Heimdall for selv at sige: "Ni mødres søn er jeg, ni søstres søn er jeg." Tidligere blev de ni mødre i reglen identificeret med havguderne Ægir og Rans ni døtre. De var en repræsentation af havets bølger. Dette er dog ikke det eneste nitallige kvindekollektiv; i digtet Fjólvinnsmál optræder der også et, ligesom Njord tildeles ni døtre i Solsangen. Hans mødre kan også være de ni jætter, der nævnes i Völuspá vers 2, det ville gøre ham ældre end Odin.[12] Nitallet symboliserede helhed i nordisk kultur, og kollektiver bestående af bl.a. ni kvinder er ikke ualmindelige i mytologien.[13] I Hyndlaljóð kaldes hans mødre Atla, Augeria, Aurgiafa, Egia, Gjalp, Greip, Jernsaxa, Sindur og Ulfrun. I en anden kilde det nævnes at navnene på Ægirs ni døtre var Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrønn, Bølge, Drøfn og Kolga. Disse navne har sandsynligvis udelukkende haft en rent symbolsk betydning, da de alle er forskellige ord for begrebet "bølge".[1]

Heimdalls fødsel gør ham unik: Hvis han er søn af bølgerne, fandt den sted på stranden mellem havet og landet, hvilket giver ham en liminal status,[11] Men alene hans status som søn af ni mødre gør ham meget usædvanlig. Det slægtsmæssige ophav var en afgørende faktor i den nordiske kultur, og det er faderens æt, der normalt afgjorde individdets plads i samfundshierarkiet. Men i Heimdalls tilfælde nævnes hans far aldrig. Digtet Hyndlaljód viser, at mødrene var jættekvinder, og at de var møer, dvs. ugifte. Gro Steinsland mener, at det er en understregning af, at der ikke var en mand involveret i undfangelsen af ham, hvilket stiller ham i en ekstrem særstilling.[8] Margaret Clunies Ross spekulerer modsat Steinsland i, om der eventuelt var en far involveret. Clunies Ross finder, at der en parallel til den ukendte fader i digtet Rígsþula, hvor han inkognito selv bliver far.[14]. Hun foreslår, at det kan være den ene af de to havguder Ægir og Njord, der havde et incestuøst forhold til sine egne døtre, bølgerne. Det gør ham til enten jætte eller vane. Hilda Ellis Davidson mener, at der en svag implicit forbindelse mellem Heimdall og vanerne. Denne formodning bygger hovedsageligt på formodede relationer mellem Heimdall og havet, og derved underverdenen, som vanerne var stærkt knyttet til, samt, at Heimdall primært medvirker i myter, hvor vanegudinden Freja spiller en rolle.[15]

Samfundsklassernes ophav[redigér | redigér wikikode]

Ifølge eddadigtene Rígsþula, Hyndlaljóð og 1. vers af Völuspá er Heimdall også menneskeslægtens stamfar, selvom han ikke nævnes i forbindelse med skabelsen af Ask og Embla. Steinsland mener, at grunden til det var, at han ikke blev opfattet som en skaber af mennesket i kropslig forstand, men snarere som socialt væsen og samfundsopbygger; dvs. at Heimdall var gud for samfundet og kulturen.[16] I Rígsþula fortælles det fx hvordan Heimdall på vandring (under navnet Rig) langs stranden kommer til tre forskellige gårde, og der ligger i med tre forskellige kvinder. Det resulterede i tre sønner, hvorved han bliver stamfar til de samfundsgrupper trælle, bønder og jarler (stormænd). Sønnernes navne er en afspejling af den gruppe de repræsenterer:

  • Þræl ("træl") fik han med kvinden Edda (oldemor) gift med Ái (oldefar).
    • Þræl giftede sig med kvinden Þír og sammen blev de ophav til trællenes æt.
  • Karl fik han med Amma (bedstemor), gift med Afi (bedstefar).
    • Karl giftede sig med Snør, og sammen blev de ophav til karlenes (bøndernes) æt.
  • Jarl fik han sammen med Móðir ("moder"), gift med Faðir (fader).
    • Jarl giftede sig med Erna, og sammen blev de ophav til jarlernes æt, dvs. aristokratiet. Deres yngste søn var Konr. Han blev ophav til mange sønner, hvoraf én af dem hed Danp, og han var den første konge af Danmark.

Digtet slutter med, at guden Rig selv åbenbarer sig for den unge Jarl og kalder ham sin søn. Jarls yngste søn får navnet Kon unge (kon ungr), som minder om ordet konnungr, der betyder konge. Som de eneste bliver de anerkendt af guden som hans eget afkom.[16] Marageret Clunies Ross tolker digtets budskab som, at aristokraterne er gudens eneste anerkendte og dermed legitime arvinger, derfor er de også de eneste retmæssige arvinger de guddommelige gaver; fx odel, runemagi og magt. Hun mener dog også, at digtet formentlig er opstået sent, da hun mener, at den tredelte samfundsorden sandsynligvis er en afspejling af den kristne middelalderlige tradition om de tre stænder; selvom de enkelte funktioner ikke er helt ens.[17] Gro Steinsland stiller spørgsmålstegn ved, om det oprindeligt var Heimdall, der var mytens hovedperson. Det er kun i prosaindledningen, at han identificeres med "Rigr", og ikke noget steds i selve digtet. Hun finder, at karakteren af "Rigr"-figuren i realiteten mere minder om det, man kunne forvente af Odin end af Heimdall. Hun foreslår, at identificeringen i indledningen kan være resultatet af en misforståelse, opstået med udgangspunkt i idéen om Heimdall som menneskets stamfar.[16]

Heimdall og Ragnarok[redigér | redigér wikikode]

Når Ragnarok indledes, skal Heimdall blæse i Gjallarhorn for at vække aserne. Senere skal han selv møde Loke i en kamp, hvor de begge falder. Derved får han en vigtig eskatologisk rolle, idet han indvarsler verdens ende med sit horn. Dette kan være en parallel til ærkeenglen Mikael.[3] Da Loke og Heimdall er døde, lader Surt sin ild så jorden går under, dvs. Heimdall repræsenterer gudernes sidste modstand inden undergangen. Det er blevet foreslået, at forestillingen om Ragnarok er influeret af de kristne traditioner, herunder Balders død og Heimdalls horn, men mange elementer tyder samtidigt på, at idéen om undergangen har gamle rødder i nordisk religion, og at Heimdalls rolle er en oprindelig nordisk tradition.[18]

En yderligere indikation på Heimdalls mulige funktion som gud for samfundsordenen, er at Ragnarok i Völuspá igangsættes efter en periode, hvor slægtssamfundet er gået i opløsning. Ligesom Ragnarok overordnet netop var et resultat af en slægtsfejde mellem aserne og jætterne, der var præget af edsbrud og svig, dvs. alvorlige forbrydelser mod samfundets orden. Gro Steinsland finder derfor, at det er i sin egenskaber som ophavsmand til samfundet, at Heimdall kommer til at fungere som en samlende figur for hele den kosmologiske fortælling i Völuspá.[19]

Etymologi og tilnavne[redigér | redigér wikikode]

Navnet Heimdall er sammensat af to substantiver. Det første kommer af heimr, der udover hjem også kan oversættes med kosmos/verden. For det andet, dallr, er betydningen mere usikker; det er bl.a. blevet foreslået, at det betyder blomstrende træ. [Kilde mangler] Gro Steinsland mener imidlertid, at det betyder lysende, og at navnet Heimdall derfor kan oversættes til Han, som lyser over verden. Hun påpeger desuden, at det ikke er et almindeligt egenavn.[3] Denne tolkning passer godt til et af hans tilnavn Den Hvide As og til at han omtales som den lyseste af alle aserne. [Kilde mangler]

"Den Hvide As" var en karakteristik, som han havde fået ifølge Snorre. Udover dette har Heimdall også flere andre tilnavne.bl.a. Vindlæ (norrønt: Vindhlér) og Gyldetand (norrønt: Gullinntanne), det havde han fået, fordi hans tænder var af guld. I flere skjaldekvad blev guld med en kenning omtalt som Heimdalls tænder, det kan betyde, at han blev forbundet med ilden, solen og lyset, eller måske endda med farven på en gammel vædders tænder. [Kilde mangler] Han blev også kaldt Hallinskide (den bøjede stav). Det er også blevet brugt som kenning for vædder, og er måske en reference til de snoede horn på en vædders hoved. [Kilde mangler] Georges Dumézil har peget på en mulig forbindelse mellem Heimdall og keltisk mytologi, da man fx fra walisisk folklore kender en tradition om, at havets bølger kom i grupper af ni, og at den niende blev kaldt vædderen. På moderne baskisk og fransk kan bølgerne omtales som får. Hilda Ellis Davidson har ligeledes foreslået en mulig keltisk forbindelse, da en irsk legende fortæller om ni søstre, der sammen fik en dreng.[1]

Spekulationer over funktion og oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Heimdalls gådefulde fremtræden i myterne har givet grobund for mange meget forskellige teorier om hans funktion i mytologien og religionen og til hans ophav. I modsætning til de guder, der næsten ikke er overleveret kilder til, så optræder Heimdall mange steder, men det er svært at indpasse ham i en entydig kategori. Det er bl.a. blevet foreslået af forskellige forskere, at han var en gedegud, væddergud, spættegud, solgud, månegud, fallisk gud, personifikation af verdenstræet, en nordisk variant af de kristne figurer Mikael, Gabriel eller Kristus eller af romernes Janus, indernes Agni og persernes Mithras.[20][21]

Den komparative religionshistoriker Georges Dumézil anså Heimdall for at være en gammel indoeuropæisk gud, af en type, som han betegnede som første gud. Denne type er i hans beskrivelse ikke det samme som den højeste gud. I den romerske mytologi fandt Dumézil en parallel i guden Janus. Derudover betegnede han også Heimdall som en ramme gud, dvs. én der er der fra begyndelsen og som fortsat vil være der til afslutningen.[22] Dumézil foreslog, at det hinduistiske var guden Dyaus, en af de otte Vasuer, der reinkarnerede sig som ramme helten Bhishma i Mahabharata; han var en kongesøn, der sammen med sine syv brødre var blevet født af floden Ganges, der havde taget form af en dødelig kvinde. De syv brødre vendte tilbage til deres udødelige form, da deres børn druknede dem umiddelbart efter fødslen.[22] Kun Dyaus fik mulighed for at leve et fuldt jordisk liv i skikkelse af Bhishma. Hans skæbne var, at han aldrig selv ville opnå magt eller få direkte efterkommere. I stedet må han optræde som værge for sin halvbroders efterkommere, herunder de fem Pandavabrødre, der repræsenterede samfundets klasser. Bhishma er selv den sidste, der vil dø i Kurukshetra-slaget.[22]

Branston (1980) har modsat Dumézil foreslået, at Heimdall er en parallel til den vediske Agni, ildens gud. Han er ifølge de vediske tekster enten er født af vandet eller gemmer sig i det, og som er født af enten to, syv, ni eller ti mødre (antallet varierer fra tekst til tekst). De ti mødre bliver nogle stedet forklaret som de ti fingre på hånden, der kan bruges til at skabe ild. Denne teori korresponderer med bl.a. Viktor Rydbergs teorier om Heimdall. Andre herunder den svenske religionsforsker Folke Ström mener, at han skal tolkes som en personifikation af den kosmiske orden, herunder samfundsordenen og de sociale klasser i menneskenes verden.[23] Atter andre har set ligheder mellem Heimdalls karakteristika og dem, der kan konstateres hos guddomme i samerne, tunguserne og inuitternes mytologier.[24] Anders Bæksted foreslår, at han kan være en gammel solgud. Den tolkning bygger han på en formodning om, at hans fødsel af de ni mødre kan være et billede på solopgangen over havet, samt at det kan forklare betydningen af hans navn "Han, som lyser over verden". Bæksted erkender dog, at hans relation til jorden taler imod denne tolkning. Han konkluderer, at Heimdall har været en personifikation af kosmos med stærke relationer til verdensaksen Yggdrasill, bifrost og himmelhvælvet.[4]

Kosmologisk betydning[redigér | redigér wikikode]

I den korte udgave af Völuspá fra Hauksbók optræder der i slutningen en figur (vers 65), der kaldes Den Højeste Guddom. Det fortælles at han har sin bolig i himlen, og at han er gud for både begyndelse og slutning, dvs. at han omkranser hele verdensforløbet. Navnet på den mægtige gud, der skal komme for at herske efter den nye jords opstigen nævnes intetsteds, men Gro Steinsland mener gennem ordvalg og motiver, at han kan relateres til Heimdall.[16]

Heimdall er den eneste af de nordiske guder, hvis bolig, Himinbjörg (Himmelbjerget) rent faktisk befinder sig i himlen. Det er herfra han overvåger hele verden. Hyndlaljód (vers 44) tyder på det samme. Dertil kommer hans vigtige eskatologisk rolle, idet han indvarsler Ragnarok ved at blæse i Gjallerhorn; hvilket, Steinsland spekulerer i, kan være en parallel til den kristne ærkeengel Gabriel. Hun påpeger også, at hans ophav gør ham til noget særligt. I modsætning til de øvrige guder er han, som barn af ni kvinder, ublandet og fuldendt og ikke tvetydig. Det gør ham ifølge Steinsland til en værdig repræsentant for en anden og mere ordentlig og retfærdig verden. Da han er opstået af et kvindekollektiv alene, betyder det, at han ikke var et resultat af en blanding mellem forskellige og modsatrettede kræfter, men den kvindelige skaberkraft alene.[25] Steinsland foreslår derpå, at Heimdalls kosmologiske rolle kan være udtryk for en hedensk reaktion på de kristnes forkyndelse om en almægtig skabergud.[26]

Skriftlige kilder[redigér | redigér wikikode]

Heimdall optræder i flere af de bevarede kilder, men der er tegn på, at der har eksisteret flere nu tabte myter, bl.a. det såkaldte Heimdallargaldri, som Snorre omtaler i Gylfaginning. En anden mulig myte, er den som forklarer de Heimdalls kenninger, hvor hans hoved sammenlignes med et sværd, som Snorre citerer i Skáldskaparmál.

Gylfaginning[redigér | redigér wikikode]

I den sektion af Yngre Edda, der kaldes Gylfaginning findes følgende prosaiske resumé af Heimdalls funktioner og attributter:

27. Frá Heimdalli. Heimdallr heitir einn. Hann er kallaðr hvíti áss. Hann er mikill ok heilagr. Hann báru at syni meyjar níu ok allar systr. Hann heitir ok Hallinskíði ok Gullintanni. Tennr hans váru af gulli. Hestr hans heitir Gulltoppr. Hann býr þar, er heita Himinbjörg við Bifröst. Hann er vörðr goða ok sitr þar við himins enda at gæta brúarinnar fyrir bergrisum. Hann þarf minna svefn en fugl. Hann sér jafnt nótt sem dag hundrað rasta frá sér. Hann heyrir ok þat, er gras vex á jörðu eða ull á sauðum, ok allt þat er hæra lætr. Hann hefir lúðr þann, er Gjallarhorn heitir, ok heyrir blástr hans í alla heima. Heimdallar sverð er kallat höfuð manns. Hér er svá sagt: 39. Himinbjörg heita, en þar Heimdall kveða valda véum; þar vörðr goða drekkr í væru ranni glaðr inn góða mjöð. Ok enn segir hann sjálfr í Heimdallargaldri: 40. Níu em ek mæðra mögr, níu em ek systra sonr.[27]

XXVI. Een hedder Hejmdal, han kaldes den hvide As og er stor og hellig. Han fødtes som Søn af ni Møer, allesammen Søstre. Han kaldes ogsaa Hallinskidi og Gyldentand, hans Tænder var af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han bor paa Himmelbjerg ved Bifråst. Han er Gudernes Vogter og sidder der ved Himlens Ende for at vogte Broen mod Bjergkæmper. Han kan nøjes med mindre Søvn end en Fugl og ser saavel ved Nat som ved Dag hundrede Mil frem for sig. Han kan ogsaa høre Græsset gro af Jorden eller Ulden af Faarene og naturligvis alt, der lyder stærkere. Han har den Lur, der hedder Gjålls Horn, og naar han blæser i den, høres det i alle Verdener. Hejmdals Sværd kaldes Mandshoved. Det siges om ham[48]: Himmelbjerg det hedder, hvor Hejmdal kvædes at herske over Helligdomme, der Gudernes Vogter i sin Vaaning drikker glad den gode Mjød. Og endvidere siger han selv i Hejmdals-Galder: Jeg er ni Mødres Barn, jeg er ni Søstres Søn.[28]

Völuspá[redigér | redigér wikikode]

I den første strofe af eddadigtet Völuspá[29][30] proklameres det:

1.
Hljóðs bið ek allar
helgar kindir,
meiri ok minni
mögu Heimdallar;
viltu at ek, Valföðr,
vel fyr telja
forn spjöll fira,
þau er fremst of man.
4.
"Hører nu alle
hellige Slægter,
store og små
Sönner af Hejmdal!
Valfader! jeg lyder.
Mælet jeg løfter
om Mændendes Frasagn,
de förste, jeg mindes.

Senere i digtet er der en gådefuld hentydning til at Heimdall har noget begravet under træet Yggdrasil:

27.
Veit hon Heimdallar
hljóð of folgit
und heiðvönum
helgum baðmi,

[…]

25.
Hun véd, hvor Hejmdals
Horn er fjælet
under det himmelhöje,
hellige Træ;

[…]

"Hljóð" er traditionelt blevet oversat med "horn", dvs. Gjallerhorn, og det er belevet foreslået, at det ligger der som pant, indtil Heimdall skal bruge det ved Ragnarok.[31] I nyere tid er der dog flere, der oversætter det til Heimdalls hørelse; jf. første ord i første strofe. Oversættelsen er dog stadig præget af usikkerhed.[4]

Ved Ragnarok skal hornet lyde:

46.
Leika Míms synir,
en mjötuðr kyndisk
at inu galla
Gjallarhorni;
hátt blæss Heimdallr,
horn er á lofti,
mælir Óðinn
við Míms höfuð.
47.
Mims Sönner lege.
Lydt til Gudekamp
kalder det gamle,
gjaldene Horn.
Höjt blæser Hejmdal,
Hornet han løfter.
Odin taler
med Mimes Hoved.

Hyndlujóð[redigér | redigér wikikode]

I digtet Hyndluljóð omtales Heimdalls fødsel og navnene på hans mødre nævnes:

34
Vard einn borin
i aardaga
rammaukin miok
raugna kindar.
niu baaru þann
nadbaufgann mann
iotna meyiar
vid iardar þraum.

[…]

36.
Hann Gialp vm bar
hann Greip vm bar.
bar hann Eistla
ok Eyrgiafa
hann bar Vlfrun
ok Angeyia
Jmdr ok Atla
ok Jamsaxa.
37.
Sa var aukinn
iardar megni
sualkaulldum sæ
ok sonar :dreyra.[32]
35
En blev født
i årle Tider;
Kraften blev øget
for Guders Ætling.
Jættemøer ni
ved Jordens Rand
fødte den væbnede,
vældige Gud.

[…]

37.
Gjalp ham fødte,
Grejp ham fødte,
Ejstla ham fødte
og Ørgjava,
Ulvrun ham fødte
og Angöja,
Imd og Atla
og Jernsakse.
38
Vækst han tog
af Jordens Vælde,
af den svale Sø
og det sonende Blod.[33]

Grímnismál[redigér | redigér wikikode]

I digtet Grímnismál beskrives Heimdalls bolig:

13.
Himinbjörg eru in áttu,
en þar Heimdall
kveða valda véum;
þar vörðr goða
drekkr í væru ranni
glaðr inn góða mjöð.[34]
13.
Himinbjörg er den ottende,
hvor Hejmdal råder
for sine hellige Haller.
Der drikker Gudernes Vogter
i sin yndige Gård
glad den gode Mjød.[35]

Lokasenna[redigér | redigér wikikode]

I digtet Lokasenna spotter Loke ham for sin vægtergerning, der kun giver ham en våd ryg:

Loki kvað:
48.
"Þegi þú, Heimdallr,
þér var í árdaga
it ljóta líf of lagit;
örgu baki
þú munt æ vera
ok vaka vörðr goða."[36]
Loke.
48.
Ti du, Hejmdal!
I årle Tider
et ledt Liv dig bestemtes.
Med våd Ryg
må du altid vente
og våge, du Guders :Vogter.[37]

Rigs vandring[redigér | redigér wikikode]

I prosaindledningen til eddadigtet Rígsþula bliver Heimdall identificeret med guden "Rigr", der er på rejse i menneskenes land:

Svá segja menn í fornum sögum, at einnhverr af ásum, sá er Heimdallr hét, fór ferðar sinnar ok fram með sjóvarströndu nökkurri, kom at einum húsabæ ok nefndist Rígr.[38]

Så sige Mænd i gamle Fortællinger, at en af Aserne, som hed Hejmdal, for på Rejse langs med en Strand ved Søen; han kom til et Bo og kaldte sig Rig.[39]

I digtet identificeres kongerne som blomsten af menneskeheden, det må givetvis være et tegn på, at digtet oprindeligt er blevet forfattet til ære for en konge eller fyrste.[40]

Navnet Rigr er formentlig beslægtet med det keltiske ord ríg, der betyder konge. Motivet med den rejsende gud, der besøger menneskenes huse er en anden parallel til keltisk mytologi. Det kendes især fra de irske myter, som er knyttet til Manannán mac Lir, en havgud associeret med Isle of Man og som blev kaldt Havets søn.[41]

Heimdall og Thors hammer[redigér | redigér wikikode]

Heimdall giver Brísingamen tilbage til Freja, maleri af Nils Blommér (1845).

Þrymskviða er det Heimdall, der foreslår, at Thor klæder sig ud som gudinden Freja, for at han kan hente sin stjålne hammer tilbage:

15.
Þá kvað þat Heimdallr,
hvítastr ása,
vissi hann vel fram
sem vanir aðrir:
"Bindum vér Þór þá
brúðar líni,
hafi hann it mikla
men Brísinga.[42]
15.
Ord tog da Hejmdal,
den hvideste As
- fremvís var han
som Vaner alle -:
"Binde vi Thor
i Brudelin;
Brisingemen
må han tage.[43]

På baggrund af denne tekst har Hilda Ellis Davidson foreslået en mulig forbindelse mellem Heimdall og vanerne.[44] Den præcise betydning af sætningen sem vanir aðrir er imidlertid usikker, da det både kan betyde, at Heimdall er ligesom vanerne eller har samme evner som dem.

Skáldskaparmál[redigér | redigér wikikode]

I Snorres værk Skáldskaparmál refereres det mytologiske stof vedrørende Heimdall, der ikke kendes fra andre steder, og som derfor sandsynligvis har været omtalt i nu tabte myter. En eller flere af dem er tilsyneladende omtalt i skjalden Úlfr Uggasons digt Húsdrápa:

15. Heimdallarkenningar. Hvernig skal Heimdall kenna? Svá, at kalla hann son níu mæðra eða vörð goða, svá sem fyrr er ritat, eða hvíta ás, Loka dólg mensækir Freyju. Heimdallar höfuð heitir sverð. Svá er sagt, at hann var lostinn mannshöfði í gegnum. Um þat er kveðit í Heimdallar galdri, ok er síðan kallat höfuð mjötuðr Heimdallar. Sverð heitir manns mjötuðr. Heimdallr er eigandi Gulltopps. Hann er ok tilsækir Vágaskers ok Singasteins. Þá deilði hann við Loka um Brísingamen. Hann heitir ok Vindlér. Úlfr Uggason kvað í Húsdrápu langa stund eftir þeiri frásögu, ok er þess þar getit, at þeir váru í selalíkjum. Hann er ok sonr Óðins.[45]

VIII. Hvorledes skal man betegne Hejmdal? Ved at kalde ham ni Mødres Søn, Gudernes Vogter eller Hvide-As, Loki-Fjende, Frejas Halssmykke-Søger. Sværd hedder Hejmdals Hoved; det hedder sig nemlig, at der blev hugget et Mandshoved igennem ham. Om ham er der berettet i Hejmdals-Galder, og Hoved er siden betegnet som Hejmdals Mjåtud, Sværd kaldes Mands Mjåtud. Han søgte til Vagaskær og Singasten, hvor han kapsvømmede med Loki efter Brisingsmykket. Ulf Uggason kvad i "Husdrapa" længe efter dette Sagns Oprindelse, at de var i Sælhundeskikkelse, da denne Kamp fandt Sted. Hejmdal er Odins Søn, han er Ejer af Guldtop, og han hedder ogsaa Vindler.[46]

Figur på Gosforth korset, der sandsynligvis er en afbildning af Heimdall med Gjallerhorn i hånden sammen med Fenris.

Arkæologiske levn[redigér | redigér wikikode]

Der kendes kun meget fåtalligt antal arkæologiske levn, der kan forbindes til Heimdall. Der er generel enighed om, at det er Heimdall, der er afbilledet mens han holder et horn på et panel på Gosforth korset fra England.[47] Derudover er det også blevet foreslået, at en figur, der holder et horn og et sværd, på en runesten fra JurbyIsle of Man forestiller Heimdall.[48]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Ellis Davidson (1964) s. 130
  2. Sayers (1993) s. 1-2
  3. 3,0 3,1 3,2 Steinsland (2005) s. 221
  4. 4,0 4,1 4,2 Bæksted (1994) s. 143
  5. Ström (1985) s. 134
  6. Steinsland (2005) s. 220
  7. 7,0 7,1 Ström (1985) s. 133
  8. 8,0 8,1 Steinsland (2005) s. 223
  9. Bæksted (1994) s. 142
  10. Bæksted (1994) s. 155
  11. 11,0 11,1 11,2 Clunies Ross (1994) s. 173
  12. Steinsland (2005) s. 224
  13. Steinsland (2005) s. 223-224
  14. Clunies Ross (1994) s. 177
  15. Ellis Davidson (1964) S. 175-176
  16. 16,0 16,1 16,2 16,3 Steinsland (2005) s. 225
  17. Clunies Ross (1994) s. 180-181
  18. Ellis Davidson (1964) s. 206
  19. Steinsland (2005) s. 226
  20. Bæksted (1994) s. 142-144
  21. Davidson (1964) s. 172-174
  22. 22,0 22,1 22,2 Dumézil, Georges (1959) "Comparative Remarks on the Scandinavian God Heimdall", Gods of the Ancient Northmen. red. Einar Haugen, overs. Francis Charat (1973) Berkeley: University of California Press. ISBN 0-520-03507-0.
  23. Ström (1985) s. 137
  24. Ellis Davidson (1964) s. 175
  25. Steinsland (2005) s. 221-227
  26. Steinsland (2005) s. 130
  27. Gylfaginning, normaliseret af Guðni Jónsson
  28. Gylfis forblændelse, oversat af
  29. Völuspá, normaliseret af Guðni Jónsson
  30. Vølvens Spådom, oversat til dansk af H.G. Møller
  31. Steinsland (2005) 225
  32. Hyndluljóð fra Flateyjarbók I, normaliseret af Guðni Jónsson
  33. Sangen_om_Hyndla, oversat af H.G. Møller
  34. Grímnismál, normaliseret af Guðni Jónsson
  35. Grimnes Tale, oversat af H.G. Møller
  36. Lokasenna, normaliseret af Guðni Jónsson
  37. Lokes Ordstrid eller Øges Gilde, oversat af H.G. Møller
  38. Rígsþula, normaliseret af Guðni Jónsson
  39. Sangen om Rig, oversat af H.G. Møller
  40. Bæksted (1994) s. 148
  41. Ellis Davidson (1964) s. 174
  42. Þrymskviða, normaliseret af Guðni Jónsson
  43. Sangen om Thrym eller: Hamren hentes, oversat af H.G. Møller
  44. Davidson, H.R. Ellis (1990) [1964]. "The Enigmatic Gods". Gods and Myths of Northern Europe. Penguin. pp. 175. ISBN 0-14-013627-4. ""It is true that this connexion with the Vanir is implied rather than clearly obvious, but it is implied at several different points."" 
  45. Skáldskaparmál, normaliseret af Guðni Jónsson
  46. Af Skjaldskabslæren, oversat af Thøger Larsen
  47. Wilson, D. M. (1998). "Gosforth Cross". in Hoops, Johannes; Beck, Heinrich. Reallexikon der Germanischen Altertumskunde. 12. Walter de Gruyter. pp. 400. ISBN 3-11-016227-X. http://books.google.com/books?id=bcwfZW_soyMC&printsec=frontcover&source=gbs_navlinks_s#v=onepage&q=&f=false. 
  48. Kermode, Philip Moore (2005 reprint of 1907 Bemrose ed.)). Manx Crosses or The Inscribed and Sculptured Monuments of the Isle of Man From About the End of the Fifth to the Beginning of the Thirteenth Century. Elibron Classics. pp. 188. ISBN 1-4021-9278-9. http://books.google.com/books?id=WirasDmT2C8C&printsec=frontcover&source=gbs_navlinks_s#v=onepage&q=&f=false. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: