Ældre Edda

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Titelbladet til Olive Brays engelske oversættelse af Yngre Edda, der forestiller Yggdrasil og de væsener, der bor i træet. Illustration af W. G. Collingwood (1908).

Ældre Edda (alternativt: Den poetiske Edda, Sæmunds Edda, eddadigtene, bare Edda m.fl.) er en digtsamling med fortællinger fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn. De blev i 13. og 14. århundrede nedskrevet i Island, men de oprindelige forfattere er i dag ukendte. Digtene er sandsynligvis flere hundrede år ældre og er blevet overleveret gennem mundtlig tradition. De udgør en central tekstgruppe i den islandske litteratur fra middelalderen.

Betegnelsen Edda var oprindeligt navnet på Snorre Sturlassons lærebog i skjaldekunst fra omkring 1220. Men da et manuskript med de ældre eddadigte blev genopdaget i 1643, blev det nyfunde bogværk kaldt Ældre Edda for at adskille det fra Snorres værk, som nu hedder Yngre Edda. Hvad selve ordet edda betyder, er omdiskuteret, men det antages enten at relateret med ordet oldemor (norrønt: edda), altså historier fra oldemors tid, eller en afledning af ordet óðr (digterisk inspiration) eller en form af det latinske edo (jeg udgiver, fremstiller).

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Genren og metrikken der karakteriserede eddadigtene var formentlig udviklet i 9. århundrede, og sandsynligvis har de kendte digte overlevet i næsten samme form siden vikingetiden. Digtformen og indholdet har givetvis været udbredt over hele Norden indtil højmiddelalderen. De bevarede digte stammer fra Island, men deres form har sikkert været varieret fra region til region.[1] Vi ved med sikkerhed, at i hvert fald nogle af digtene var kendt i Norge før årtusindeskiftet, og at udvandrere havde taget dem til Island. Fra udgravninger på bryggen i Bergen har man fundet en del runeindskrifter fra 10. århundrede, som indeholder strofer fra eddadigte.

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Der kan konstateres to grupper af gudedigte. I den første ligger fokus på hellig viden, i den anden ligger det på fortællingen. Kundskabsdigtene indeholder en hemmelig viden, der kun taler til de indviede. Mens de episke digte, gengiver et helt mytologisk forløb, teksten består i reglen af replikker. Begge former kan være til stede i samme digt, men i det er den ene underordnet den anden. Overordnet set har eddadigtet tre lag: inderst var den mytologiske viden, oftest formidlet fragmentarisk og forudsat en allerede opnået viden. Imellem var fortællingens scene, hvori hovedpersonen optræder. I det yderste (som kun findes i nogle digte) er begyndelsen af en rammefortælling med en fortæller, der henvender sig til digtets modtagere. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået at det måske var almindeligt, at fortælleren som indledning satte digtet ind i en mytologisk ramme, der blot ikke er bevaret i alle digte [2]

Kundskabsdigtene har magten som tema: det er et spørgsmål om, hvem der snyder hvem, og hvem det er, der ved mest. I flere af denne type digte er Odin rejst til enten Jotunheim eller Helheim. Formålet med disse rejser er måske at undersøge magtforholdet mellem guderne og deres fjender.[3] En anden type er Senna, dvs. en ordstrid, hvor to parter sender fornærmelser mod hinanden. Det er blevet foreslået, at disse digte var skrevet af kristne pga. den uærbødige beskrivelse af guderne. Men Meulengracht Sørensen mener, at den må have før-kristen oprindelse, fordi handlinger og fornærmende ord hører til inden for den hedenske sfære. Og derfor nok ikke forfattet af en kristne forfatter for at skrive en blasfemisk tekst. En kristen ville i middelalderen normalt fremstille hedensk guder som dæmoner.[4]

Håndskrifterne[redigér | redigér wikikode]

I 1643 opdagede håndskriftsamleren Brynjólfur Sveinsson på Island et gammelt stykke pergament med digte om guder og sagnhelte, som Snorres Edda var bygget på. Det nyopdagede pergament fik betegnelsen Edda Saemundar (eller Sæmundar Edda), det vil sige digtsamlingen af Sæmundr in fróddi. Grunden var at man fejlagtigt troede, at teksten stammede fra ham. Bogværket fik senere navnet Ældre Edda. Fordi det gamle manuskript, Sveinsson fandt, blev indlemmet i det Kongelige Biblioteks håndskiftsamling, kaldes det ofte Codex Regius (Den kongelige bog).[5]

Kort tid efter fandt Sveinsson et andet håndskrift, som også indeholdt eddadigte. Det fandt senere vej til den store islandske håndskriftsamleren Árni Magnússons samlinger, og har katalognummeret AM 748 I 4to. Der findes også en version af det store digt Völuspá i Hauksbok. Desuden kendes der andre enkeltdigte forskellige håndskrifter. Enkeltstrofer findes blandt andet i Vølsungesagaen og altså i Snorres Edda. Desuden blev der nydigtet eddadigte efter 13. århundrede, de findes bl.a. i fornaldersagaerne

Eddadigtenes historie før deres nedskrivning er så godt som ukendt. Nedskrivningen må være et resultat af den generelle interesse for oldtiden, der fandtes i lærde kredse i Europa i højmiddelalderen.[6] Tidspunktet for hvornår og hvor eddadigtene første gang blev nedskrevet er også usikkert. Codex Regius stammer fra omkring 1270; AM 748 fra omtrent samme tid. Begge antages at være afskrifter fra ældre nedtegnelser, som er forsvundet. Sandsynligvis blev de skrevet i begyndelsen af 13. århundrede, måske i Island eller i Norge. Codex Regius indeholder 10 gudedigte og 19 heltedigte, som hovedsageligt består af historier relateret til Sigurd Fafnersbane fortællingerne. Fra andre håndskrifter er der i alt bevaret fire – fem gudedigte og 25 heltedigte.[6]

Oversigt over digte i Ældre Edda[redigér | redigér wikikode]

Vølsungedigtene Vølsungedigtene skildrer svigets og fjendskabets konsekvenser i en heroisk etik, som udløser hævndrab på hævndrab, og som i sidste ende medfører fællesskabets sammenbrud.[11]:

Adskillige af dem er relateret til Nibelungenlied.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Meulengracht Sørensen (2006) s. 65-68
  2. Meulengracht Sørensen (2006) s. 69-70
  3. Malm (2004) s. 10
  4. Meulengracht Sørensen (2006) s 77
  5. Meulengracht Sørensen (2006) s. 63
  6. 6,0 6,1 Meulengracht Sørensen (2006) s. 62
  7. Meulengracht Sørensen (2006) s. 71
  8. Meulengracht Sørensen (2006) s. 78
  9. Meulengracht Sørensen (2006) s. 72
  10. Meulengracht Sørensen (2006) s. 77
  11. Meulengracht Sørensen (2006) s. 93
  12. Meulengracht Sørensen (2006) s. 88
  13. Meulengracht Sørensen (2006) s. 87
  14. Meulengracht Sørensen (2006) s. 91

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Malm, Mats; Baldrs draumar and the Generic Turn; i Scandinavian Studies: spring 2004, vol. 76 no. 1 ISSN 0036-5637
  • Meulengracht Sørensen, Preben; Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder; 2006 ISBN 87-7934-219-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: