Frigg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Frigg (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frigg)
Frigg ved sin spinderok, spinder skyerne

Frigg (norrønt Frigg) er Odins hustru i den nordiske mytologi. I litteraturen beskrives hun som Odins ligeværdige, når det gælder viden om verdens skæbne, men modsat ham tier hun. Kun i digtet Baldrs draumar skildres Frigg som aktivt handlende i forsøget på at ændre skæbnens gang, da hun først beder alle ting i verden skåne sin søn Balder. og siden, da det mislykkedes, at græde for ham.[1] Pga. hendes visdom søger Odin ofte hendes råd i vanskelige beslutninger. Hun er mor til Balder, Hermod og Høder og datter af Fjørgyn, hun ejer hesten Hovvarpner og bor i huset Fensale (der betyder ’’Mosesalen’’). Frigg har flere tjenere, de vigtigste er Fulla, der er hendes tjenestepige og Gna, som er hendes sendebud.

Frigg kan genfindes i jernalderens sydgermansk religion som Frija eller Frea, men da kildematerialet til religionen i denne periode er langt mere sporadisk end til vikingetidens i Norden, så er det usikkert i hvor høj grad de ligner hinanden. I Norden blev Frigg bl.a. opfattet som gudinde for ægteskabet. Kilderne tyder på, at hun blev tilbedt i forbindelse med fødsler og hvis mødre havde brug for beskyttelse af deres børn, specielt drenge, der drog i krig. Herudover stod hun som beskytter og hjælper ved traditionelt kvindearbejde, som vævning, syning, madlavning o.l. I flere myter beskrives gudinder Frigg og Freja på mange måder, det næsten sammen, det har ført til spekulationer om, at de oprindelig måske har været samme gud. I de nordiske kilder bliver Frigg hovedsageligt relareret til den ægteskabelige og moderlige kærlighed, mens Freja knyttes den sensuelle kærlighed og frugtbarhed. Ugedagen fredag er opkaldt efter Frigg.[2][3]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Den nordiske variant Frigg genfindes i sydgermansk mytologi som Frija eller Frea, samt oldsaksisk Fri og angelsaksisk Frig. Disse navne er alle afledte af det protogermanske Frijjō,[4] der er beslægtet med prīyā́ fra Sanskrit, der betyder "hustru."[4] Navnet er også beslægtet med ordet fri ("at foreslå ægteskab") fra moderne dansk og med islandsk frjá, der betyder "at elske."[4] Friggs navn betyder således "den kærlig/elskede (hustru)".[5] Det at hendes navn etymologisk stammer fra et ord med betydningen at elske, kan betyde, at hun oprindeligt har været en kærlighedsgudinde.[5]

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Kilderne til Frigg er sparsomme, men i dem, der findes, beskrives hun som Odins hustru og den den fremmeste af asynjer. hun er Odins ligeværdige i relation til visdom, hun har kendskab til menneskenes skæbne, men i modsætning til sin mand, så tier hun. Friggs status fremgår fx af prosaindledningen til digtet Grimnismál, hvor hun i lighed med Odin knyttes til kongemagten. Kilderne viser også, at hun blev opfattet som ægteskabets og moderskabets gud.[6] Moderrollen kommer tydeligst frem i myterne omkring Balders død; da det var blevet spået, at Balder skulle, fik Frigg alle levende væsner, herunder planter og dyr, til at love, at de ikke ville skade ham. Den eneste, der ike blev taget i ed var misteltenen, og derfor blev han dræbt af en pil fremstillet af en mistelten. Derefter får Frigg fremtvunget af Hel, at hvis alle levende væsener vil græde over Balders død, vil han få lov at vende tilbage fra Hel. Og alle levende væsener græder, undtagen en. Da Frigg spørger Loke, der har forklædt sig, så hun ikke genkender ham, om han vil græde for Balder svarer han nej! – og Balder må derfor blive i Hel til Ragnarok. Moderrollen (den grædende) er en parallel til de sørgende gudinder, Ishtar, Isis og Jomfru Maria, fra Middelhavsområdet.[1]

Der er imidlertid ældre levn, der tyder på, at hun tidligere ikke kun har været opfattet som modergudinde, men i stedet har haft en mere udvidet betydning som kærlighedsgudinde eller frugtbarhedsgudinde generelt, fx fremgår det af ugenavnet Fredag, at man i det sydgermanske område sammenlignede Frigg med Venus og ikke Juno, der i den romerske mytologi var moderskabets gud. Anne Holtsmark mener, at det kunne tyde på, at hun har skiftet funktion.[7] Et andet levn er navnet på hendes bolig, ’’Fensale’’, der muligvis skal oversættes med ’’Mosesalen’’. Det kan tolkes som et levn fra en gammel forbindelse mellem hende og de frugtbarhedsgudinder, der i den germanske kultur var knyttet til vådområder. Gro Steinsland foreslår, at det måske har været hende man ofrede til i mosen i jernalderen.[1]

Trods sin rolle som modergudinde beskrives Frigg nogle steder som både utro og løsagtig, bl.a. i Lokasenna og i Gesta Danorum af Saxo.[8] De elskere som Frigg forbindes med i forskellig historier bærer dog ofte navne, der enten er kendte Odinsnavne eller afledninger af det, eller også er de hans egne brødre Vile og Ve (dvs. emanationer af ham selv).[9] Saxo fortæller fx om en mystisk figur ved navn ’’Mithotyn ’’, der måske betyder ’’MedOdin’’. Han beskrives nærmest som Friggs stedfortrædende samlever, når Odin er ude på rejse. Denne historie kan være et levn fra en ældre mytologisk forestilling, der var relateret til årstidsskift, en mulig til parallel ægteskabet mellem Freja og Od.[1]

En række figurer omgiver Frigg, men det er tvivlsomt om de fleste af dem har haft en selvstændig mytisk eksistens som andet end symbolske figurer. Hendes hof omfatter de kvindelige guddomme Sága, Eir, Fulla, Sjöfn. Lofn. Sýn, Hlin, Snotra, Sól og Gná.[10] Nogle af disse figurer kan ligesåvel være aspekter af gudinden selv, fx Sága (’’Søger’’).[7] og Hlín, som var beskytter af menneskene, mens andre er personifikationer af egenskaber eller fænomener, fx Sól (Solen). To af dem har en mere selvstændig rolle i myterne. Den ene er ternen Fulla, der bærer hendes skrin og som er indviet i alle Friggs hemmeligheder. Den anden er Gná, der er Friggs budbringer, som rider på hesten Hofvarpner. Denne hest rider lige så godt over land som i luften og på vandet.

Friggs oprindelse er meget usikker, i kilderne omtales hun som datter af Fjørgyn, der sandsynligvis er en personifikation af jorden. Hun blev gift med Odin i forbindelse med afslutningen på krigen mellem aser og vaner, det kan betyde, at hun måske var af vaneæt ligesom Freja.[Kilde mangler]

Der findes kun beskedne spor efter en Friggkult i Norden. Hun blev tilsyneladende dyrket sammen med de øvrige asynjer, som én blandt mange. Men i de litterære kilder, skrevet af mænd, står de kvindelige guder ofte i skyggen af deres ægtemænd, så det er meget usikkert hvor stor betydning gudinderne reelt havde i religionen.[1]

Forbindelser mellem Frigg og Freja[redigér | redigér wikikode]

Fricka kører i en vogn, illustration af Arthur Rackham til Richard Wagners Der Ring des Nibelungen.

Frigg er den mest prominente af asynjerne, mens Freja er det blandt vanerne. De tilhører således to forskellige gudeslægter. Alligevel er der mange paralleller mellem, hvilket af flere er blevet tolket som en indikation på, at de tidligere har været den samme guddom. Nogle af parallellerne er; at de begynder ejer en falkeham; at mens Frigg er gift med Odin, så er Freja gift med Óðr, der kan være et aspekt af Odin; at de begge ejer en særlig halskæde; at Frigg er barn af en personikation af jorden, mens Freja som frugtbarhedsgudinde er særligt knyttet til jorden; at de begge blev påkaldt i forbindelse med fødsler. Det at Friggs identitet i det bevarede kildemateriale forbliver dunkel ved siden af Frejas langt større rolle har for nogle forstærket mistankerne om deres fælles ophav. Det samme har det forhold, at selv om Frigg blev opfattet som ægteskabets beskytter er hendes rolle ikke ukompliceret, fx lever hun ikke sammen med sin ægtemand, men har sin egen bolig, ligesom hun tillægges flere udenosægteskabelige forhold.[Kilde mangler]

Indenfor religionsvidenskaben har der derfor længe været en debat om det, hvor der både har været fremført argumenter og imod idéen, uden man har kunnet opnå en generel enighed.[11] Nogle af argumenter er baseret på lingvistiske analyser, andre på det forhold, at Freja udelukkende kendes fra det det nordgermanske og ikke fra det sydgermanske område; det kunne tyde på, at frugtbarhedsgudinden i nogle områder var blevet splittet ud på to figurer.[12]

Andre har fremført det argument, at Frigg og Freja sammen med en tredje gudinde engang har udgjort en Gudetriade, hvor de enkelte gudinder hver især er blevet indentificeret med tre forskellige livsaldre i en kvindes liv (den tredje kan fx have været Hnoss eller Idun).[13] Dette synspunkt er dog langt fra alment accepteret, da hverken Friggs eller Frejas funktionsområder ikke passer med det, der kendes fra andre indoeuropæiske triader af gudinder; fx romerske og keltiske.[Kilde mangler]

Et andet argument imod teorien om fælles ophav er, at de to oprindeligt har været ligenende gudinder fra forskellige panteoner, der har lånt en række forskeliige attributter og funktioner fra hinanden. Det kendes fra flere græske, romerske og egyptiske guddomme i den hellenistiske periode. Denne hypotese forudsætter imidlertid, at opdelingen mellem asernes og vanernes slægter i den nordiske mytologi er resultatet af en sammensmeltning mellem to forskellige mytologier i forhistorisk tid, det er der dog langt fra enighed indenfor forskningen.[Kilde mangler]

Toponymer[redigér | redigér wikikode]

Flere steder i Norden findes der stednavne, der indeholder Friggs navn. Det bliver i reglen anset som en indikation på, at en gud blev dyrket på stedet, når dets navn indeholder gudens navn. I Västergötland findes fx en sted, der kaldes Friggeråker.[4] Et engelsk charter fra 936 e.v.t. omtaler navnet Frigedoone, hvilket betyder "Frigs dal". Det kan være identisk med Friden i Derbyshire, England.[14] Byerne Froyle ("Friggs høj") og Freefolk ("Friggs folk") i Hampshire, England, kan også være opkaldt efter Frigg.[15]

Frigg i folkloren[redigér | redigér wikikode]

Dyrkelsen af Frigg ophørte i forbindelse med religionsskiftet, men i lighed med de andre nordiske guder levede hun videre i folkloren mange steder i Norden. Ifølge folkloren i den sydlige Småland var Frigg eller Frigge Thore-Guds hustru (Thor), og om aftenen om torsdagen skulle tage sig i agt for at røre ved spinderokken, Thore-Gud og Frigge kunne komme på besøg for at låne den.[16] Friggs spinderokke har i nordisk kultur givet navn til tre stjerner der dannner Orions bælte, og de indtil fornylig stadig kaldt Friggerocken eller Friggetenen i store dele af Götaland.[16][17][18]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 Steinsland (2005) s. 237
  2. Elof Hellquist, Svensk etymologisk ordbok
  3. Elias Wessén, Kortfattad etymologisk ordbok – Våra ord deras uttal och ursprung
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Hellquist, E. (1922). Svensk etymologisk ordbok p. 244
  5. 5,0 5,1 Steinsland (2005) s. 236
  6. Steinsland (2005) s. 237-239
  7. 7,0 7,1 Holtsmark (1989) s. 96
  8. Steinsland (2055) s. 237
  9. Holtsmark (1989) s. 97
  10. Ström (1985) s. 191-192
  11. Davidson, Hilda Ellis. (1998). Roles of the Northern Goddess, page 10. London: Routlege. Also: Grundy, Stephen, Freyja and Frigg, pages 56-67; Nasstrom, Brit-Mari. Freyja, a goddess with many names, pages 68-77. Billington, Sandra & Green, Miranda (Eds.) (1996) The Concept of the Goddess. London: Routlege.
  12. Welsh, Lynda. (2001). Goddess of the North, s. 75. York Beach: Weiser Books.
  13. Welsh, Lynda. (2001). Goddess of the North, pages 107-126. York Beach: Weiser Books
  14. Davidson, Hilda Ellis (1998). Roles of the Northern Goddess. Routledge. pp. 20. ISBN 0415136113. http://books.google.com/books?id=9IAyyYi0OC4C&printsec=frontcover&dq=Roles+of+the+Northern+Goddess#v=onepage&q=&f=false. 
  15. Grigsby, John (2005). Beowulf & Grendel: The Truth Behind England's Oldest Legend, page 44. Sterling Publishing Company, Inc. ISBN 1-84293-153-9
  16. 16,0 16,1 Gunnar Olof Hyltén-Cavallius, Wärend och wirdarne – Ett försök i Svensk Ethnologi – Första delen (1864) §57 sid. 236-237.
  17. Sven Hof, Dialectvs Vestrogothica (1772) översatt som Den västgötska dialekten (1992)
  18. Hugo Jungner, Gudinnan Frigg och Als härad – En studie i Västergötlands religions-, språk- och bebyggelsehistoria (1922) sid. 122-123.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]