Poul Henningsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Poul Henningsen
Henningsen poul.jpg
Poul Henningsen (ca. 1937). Kilde : Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne Skifter, København 1993.
Fødselsnavn Poul Henningsen
Født 9. september 1894
Ordrup
Død 31. januar 1967 (72 år)
Hillerød
Nationalitet Dansk Danmark
Felt Design
Musik
Malerkunst
Film
Revy
Arkitektur
Uddannelse Murer
Periode Modernismen
Kendte værker PH Lampen
PH Koglen

Poul Henningsen (9. september 1894 i Ordrup31. januar 1967 i Hillerød[1]) var en dansk lysmager, arkitekt, revyforfatter, filminstruktør og samfundsrevser kendt under initialerne PH. Han var søn af forfatteren Agnes Henningsen og stedsøn til cand.mag., vicekonsul Mads Henningsen. Hans biologiske far var forfatteren Carl Ewald.[2]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

PH blev født i 1894 officielt som søn af Mads og Agnes Henningsen, men var i virkeligheden resultatet af moderens affære med forfatteren Carl Ewald. I 1895 blev moderen skilt fra Mads Henningsen, efter at denne – som var rektorlatinskolen i Ordrup – havde kysset en mindreårig elev. For en tid boede PH og moderen hos hans biologiske fader, der var gift og selv havde børn. Senere giftede moderen sig med cand.jur. Simon Koch.

PH tog realeksamen 1910 og stod i murerlære. I årene 1911-17 gik han på Det tekniske Selskabs Skole og gik tre semestre på Polyteknisk Læreanstalt i 1914. Samtidig bedrev han malerstudier hos den fynske maler Johannes Larsen. PH var således – ligesom mange af samtidens oprørske og toneangivende arkitekter – ikke uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men havde en håndværksbaggrund.

I 1919 blev PH gift med Else Strøyberg, et ægteskab der varede til 1942. I 1943 blev han gift med Inger Henningsen, der i havde været hans sekretær og siden blev hans meddebattør og modsiger. I sit første ægteskab fik PH sønnen Simon P. Henningsen, der med tiden overtog faderens hverv som arkitekt for forlystelseshaven Tivoli. Uden for ægteskab fik han Sten Hegeler, der blev en kendt psykolog.

PH var en hovedskikkelse inden for kulturradikalismen i 1930'erne. Allerede i 1920'erne havde han markeret sit samfundskritiske syn som redaktør og udgiver af tidsskriftet Kritisk Revy.

PH-lampen[redigér | redigér wikikode]

PH havde egen tegnestue fra 1919, hvor bl.a. arkitekterne Hans Hansen og Mogens Voltelen arbejdede med rentegning af PH-lamperne. PH syntes, at elektriske pærer kastede et umuligt lys – enten var det altfor skarpt, eller også slugte skærme det meste af lyset. Han ønskede en lampeskærm, der sendte lyset ud i rummet med sin fulde styrke uden at blænde. PH-lampens tre skærme sikrer det. Han eksperimenterede sig i sit rækkehus frem til lampen oppe på loftet, hvor væggene var malet sorte. En barnevogn kunne køres frem og tilbage på skinner. På vognen stod et stearinlys på en papplade og lyste hen på et stykke papir med en fedtplet, som lyset skinnede gennem. PH kaldte det et fotometer og benyttede det til tusindvis af målinger af lysets styrke og kurver.[3]

Forum blev indviet i 1926 med en biludstilling, hvor PH-lampen med glasskærme fik sin debut. Om PHs lamper, der oplyste lokalet, skrev B.T.: "- de hvide fugle, der fløj gennem kæmpehallen". Succesen var sikret, og PHs drøm opfyldt: han havde skabt et produkt, der kunne masseproduceres, og han blev en velstående mand.

Hans største succes blev PH5 – den, vi kender som PH-lampen (med metalskærme), men den blev dog først lanceret i 1958.[4] Han designede også Koglen, Kuglen og Charlottenborgpendlen, der alle hænger på Designmuseum Danmark.

Han levede af indtægten fra sine berømte PH-lamper og brugte den frihed, det gav ham, til at skrive revyviser som Ølhunden, der blev sunget af Osvald Helmuth, og Gribe efter blanke ting (Man binder os på mund og hånd...), der handlede om den tyske censur, og som blev sunget af Liva Weel. Han indledte samarbejder med Bernhard Christensen og Kai Normann Andersen.

Poul Henningsen var, ud over at han så kubismen som sit stilideal ("demokratiets ægte klasseløse kunst"), funktionalist, ateist, kirkehader, fortaler for seksuel frihed og modstander af unødvendige ornamenter på bygninger. Alt skulle afspejle deres funktion. Det afspejles i en række bygninger i Danmark, som Poul Henningsen var arkitekt for; som hans egen villa ved Gentofte Sø. Fra 1941 var han arkitekt for forlystelseshaven Tivoli i København. Samtidig indtog han en unik moderat position, for allerede i sine skriverier i Kritisk Revy var han kritisk over for Bauhaus' "laboratoriearkitektur" og Le Corbusier. Han anbefalede i stedet en gylden middelvej og banede dermed vejen for den moderate skandinaviske funktionalisme.

Danmarksfilmen[redigér | redigér wikikode]

Han lavede i 1935 en danmarksfilm, den meget omtalte danske dokumentarfilm med det oplagte navn Danmarksfilmen. Den er et hverdagsbillede af Danmark i 1930'erne og var bestilt af Udenrigsministeriet for at åbne udlandets øjne for Danmark som turist- og industriland. Producenten var Poul Eibye, som havde været filmfotograf hos Peter Elfelt og været tilknyttet Nordisk Film. 29. april 1935 havde Danmark forpremière for pressen og særlige indbudte i Palads Teatret i København. Bortset fra positive anmeldelser fra Social-Demokraten og Arbejderbladet vakte filmen forargelse – ikke mindst sammenklipningen af billeder: en overvældende række gæster til Amalienborg ser ud til at stige ud af den samme bil. Straks efter ses en overvældende række Tuborg-flasker på et samlebånd.

4. juni 1935 blev der afholdt et møde om filmen på Christiansborg ledet af udenrigsminister Peter Munch. Hverken PH eller Eibye var inviteret. Efter en del diskussion lovede Udenrigsministeriet at bidrage med 6.000 kr, hvis atten af filmens 120 scener blev fjernet, blandt andet et klip med en pløjende landmand i korte bukser. Bernhard Christensens "negermusik" skulle udskiftet med den danske "sangskat", som Holger Drachmanns Midsommervise. Der blev efter krav fra Industrirådet indlagt klip fra en kunstindustriudstilling. Den reviderede udgave fik première i Odenses "Fønix-teater" 18.november. Den blev senere forkortet.

Ingen af de to versioner fandtes i 1962. Filminstruktør Børge Høst præsenterede en rekonstruktion, der står originalen meget fjernt. Dels var censurerede klip forsvundet, dels brugte han klip, der ikke hørte til i originalen, men som Høst bevarede, fordi lydsporet ellers ville være for langt. Senere dukkede både en originalkopi af Danmark op i filmarkivet hos Landbrugets Rådgivningscenter og en nitratfilm i Det Danske Filminstituts arkiv.[5]

Kampen mod nazismen[redigér | redigér wikikode]

I 1930'erne advarede PH mod nazismen – og stalinismen. Han udgav bogen Hva' mæ kulturen? (1933), som var en skarp kritik af det kulturelle miljø i Danmark. Han langede især ud efter socialdemokraterne, hvis kulturpolitikere han anså for dovne og uambitiøse. Han sluttede bogen med et lille rids af den tyske kulturpolitik og advarede mod den latente fascisme, han sporede i den hjemlige kulturpolitik.

Under krigen nedtonede han sin direkte kritik af nazismen, men var alligevel under overvågning, og alle hans tekster var underlagt censur. 30. september 1943 flygtede han og hustruen Inger i en robåd til Sverige, hvor han fortsatte sin skribentvirksomhed. Med i båden var også arkitekten Arne Jacobsen og hans kæreste, samt en ung ingeniør, Herbert Marcus, der ligesom Jacobsen var jøde og derfor var tvunget på flugt.

Det var på høje tid, for det viser sig, at en terrorgruppe under løjtnant Wilfred Petersens alternative nazistparti havde planlagt at indebrænde Poul Henningsen og familie i hans rækkehus i Ordrup. Litteraten Hans Hertel opdagede tilfældigvis et avisklip, der kædede Poul Henningsens flugt sammen med en landsforrædersag fra 1947, og sagen fremgår af Hertels bog, som udkom i 2012. I 1948 mødte en ung mand op på Poul Henningsens adresse. Hertel har identificeret ham som den dengang 25-årige Johannes Lahn, der var med i Wilfred Petersens gruppe, og Lahn berettede til PH, at han og et par kammerater i 1943 havde planlagt mordbranden på Henningsen og familie. Motivet for det planlagte angreb kan måske være, at PH i Dagmarrevyen på Rådhuspladsen havde hånet nazilederen Wilfred Petersen.[6]

Inden PH flygtede, hørte han, at Forum sprængtes i luften og fandt som skæbnens ironi en stump afsvedet PH-lampe blandt de ødelagte genstande på gaden.[7] Sabotører havde smuglet trotyl ind i hallen, der blev helt raseret.

De sidste år[redigér | redigér wikikode]

Efter krigen var han fortaler for en menneskelig behandling af de tyske flygtninge. Han markerede sig også som antikommunist, hvilket ligeledes var kontroversielt i efterkrigsårene, hvor Danmarks Kommunistiske Parti oplevede stor tilslutning. "PH vendte tilbage til Danmark og udfordrede fire brandfarlige områder på én gang: retsopgøret, flygtningepolitikken, demokratiet og kommunismen," udtaler Hans Hertel.

Han fortsætter: "Endnu i 1943-44 mente PH, at Rusland var åbent for selvkritik, men man ser hans kommunismekritik pible frem. I Lund i marts 1945 sagde han, at den aktuelle sympati for Sovjetunionen 'ikke er moralsk mere værd end for Nazityskland i sin tid'.".[8]

PH blev ramt af Parkinsons sygdom og donerede sit legeme til lægevidenskaben. Hans præserverede torso indgår i præparatsamlingen på Panum Instituttet, hvor medicinstuderende undervises i anatomi. Gennemført funktionalisme.

Fra 1963 var PH medlem af Det Danske Akademi.

I 1964 henvendte det svenske typehusfirma Myresjöhus sig til PH med ønsket om, at han måtte tegne et sommerhus på maksimalt 50 m2, der kunne masseproduceres. Han tog opgaven på sig på den betingelse, at han selv måtte få et hus gratis, hvilket også skete. Det blev opført på Gammel Skagen samme år og senere overtaget af hans svigerdatter, Bente Henningsen.

"Arbejdet tog 24 døgn, fra Pouls tegninger var færdige, til sengene var redt. Prisen med helårsisolering, elvarme og alt udstyr var beskedne 28.700 kr. Det morede Poul at prøve, 'hvor afvekslende en melodi, der kan spilles på så få tangenter'. Med sin teltform, sit grå eternit og træværket bejdset med solignum i drivtømmer-toner kunne lillehuset minde om gamle sømærker på toppen af Sandklitterne. Skagenelskere med stråtag og gulkalk i hjerterne døbte det straks 'Forargelsens Hus', og lokummet var rigtig nok fritstående, fordi kommunen ikke tillod træk og slip."[9]

Uvist hvorfor blev det seriefremstillede og billige sommerhus ikke en succes; på trods af positiv omtale i Bo Bedre. Der blev kun opført tre huse – PHs eget i Skagen, et i Vejby Strand og et i Jylland.

Kort efter hans død stiftedes PH-fonden med Inger Henningsen som formand. Den indstiftede PH-prisen til minde om Poul Henningsen.

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

  • 1918 skribent i bladet Vor Tid
  • 1921-1938 knyttet til dagbladet Politiken
  • 1926 tegnede han PH-lampen
  • 1926-28 udgav han tidsskriftet Kritisk Revy
  • 1931 Udstillede Andreas Cristensen PH-flyglet i Forum
  • 1933 udsendte han på Mondes forlag Hvad med Kulturen
  • 1932 fik til opgave af Udenrigsministeriet at producere en ny Danmarksfilm, færdig 1935.
  • 1937 Begynder at skrive revyer.
  • 1943 I forbindelse med 2. verdenskrig flygter PH til Sverige
  • 1947-50 arbejdede for Dagbladet Information
  • 1950-60 arbejdede på Social-Demokraten
  • 1956-59 udgav han Kærlighedens Billedbog i 4 bind, der var en slags erotikkens kulturhistorie.
  • 1960 vendte han tilbage til sin gamle avis, Politiken
  • 1961-62 Udgav Erotikkens Historie i 3 bind, der endte med at blive banebrydende for legaliseringen af pornografien.
  • 1964 redaktør på forbrugerbladet Tænk

Efterkrigstiden blev desuden brugt på en betydelig bogproduktion:

Arkitekturværker[redigér | redigér wikikode]

Sange[redigér | redigér wikikode]

Møbler og lamper[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Flygler[redigér | redigér wikikode]

Ud over lampe-designs og møbler har PH også designet et flygel. I dag bliver møblerne ikke produceret mere, men flyglet bliver fortsat produceret af Andreas Christensen flygler. Historien går tilbage til 1931, hvor Andreas Christensen bestilte PH til at designe ikke kun få, men adskillige flygler og pianoer for sig.[10]

Flyglet blev præsenteret på udstillingen Dit Hjem i Forum den 1. oktober 1931 af Andreas Christensen som et flygel, model PH. Det første flygel så væsentligt anderledes ud med lågets zig-zag mønster, "forruden" uden inddelinger og benene, som var pladeben med afstivere og højdejustering. I tæt samarbejde mellem Andreas Christensen og PH blev konstruktion og design ændret til det design, som det har nu; f.eks blev zig-zag-låget ændret til tværgående og langsgående ribber. Det har formentlig givet en stivere konstruktion.

Produktionen blev genoptaget kortvarigt i 2007[11] af en tysk producent, hvor en håndfuld eksemplarer blev fremstillet. En dansk producent købte rettighederne til at genoptage produktionen i samarbejde med Blüthner.[12] Målet var at optimere flyglets mekanik. I dag bruges flyglet som salonflygel og til mindre koncerter og har fået verdensomspændende anerkendelse, specielt i Kina.[13]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]