Faste

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kirkeårets liturgiske farver
  1. søndag i advent
  2. s. i advent
  3. s. i advent
  4. s. i advent
  Juleaften
  Juledag
  Sankt Stefan
  Julesøndag
  Nytårsdag
  Helligtrekonger
  1. s. efter Helligtrekonger
  2. s. efter Helligtrekonger
  3. s. efter Helligtrekonger
  4. s. efter Helligtrekonger
  5. s. efter Helligtrekonger
  Sidste s. efter Helligtrekonger
  Septuagesima
  Seksagesima
  Fastelavn
  1. s. i Fasten
  2. s. i Fasten
  3. s. i Fasten
  Midfaste
  Mariæ Bebudelse
  Palmesøndag
  Skærtorsdag
  Langfredag
  Påskedag
  2. påskedag
  1. s. efter påske
  2. s. efter påske
  3. s. efter påske
  Store bededag
  4. s. efter påske
  5. s. efter påske
  Kristi himmelfartsdag
  6. s. efter påske
  Pinsedag
  2. pinsedag
  Trinitatis
  1. s. efter Trinitatis
  2. s. efter Trinitatis
  3. s. efter Trinitatis
  4. s. efter Trinitatis
  5. s. efter Trinitatis
  6. s. efter Trinitatis
  7. s. efter Trinitatis
  8. s. efter Trinitatis
  9. s. efter Trinitatis
  10. s. efter Trinitatis
  11. s. efter Trinitatis
  12. s. efter Trinitatis
  13. s. efter Trinitatis
  14. s. efter Trinitatis
  15. s. efter Trinitatis
  16. s. efter Trinitatis
  17. s. efter Trinitatis
  18. s. efter Trinitatis
  19. s. efter Trinitatis
  20. s. efter Trinitatis
  21. s. efter Trinitatis
  Allehelgen
  22. s. efter Trinitatis
  23. s. efter Trinitatis
  24. s. efter Trinitatis
  25. s. efter Trinitatis
  26. s. efter Trinitatis
  Sidste s. i kirkeåret

Faste er frivillig afholdelse fra føde og i nogle tilfælde drikke og fysiske drifter. Man kan faste af flere forskellige grunde; religiøse, medicinske eller helsemæssige.

Religiøs faste[redigér | redigér wikikode]

Flere religioner og trosretninger benytter faste til åndelig hengivelse og oplysning. Udover rituel faste, hvor fasten er indlangt i kalenderen med fastsatte dage, kendes også individuel faste eller askese, fx i forbindelse med overgangsriter, eller et individs særlige stræben efter mystik og religiøs indsigt.

Kristendom[redigér | redigér wikikode]

Fra oldkirken af har man opfordret til faste, og valgte ugedagene onsdag og fredag for at lægge afstand til jødernes faste på mandage og torsdage. Senere begrundede man valget med, at Jesus blev forrådt af Judas Iskariot på en onsdag, mens Tertullian anførte, at korsfæstelsen fandt sted på en fredag. Snart blev fasteopfordringerne udvidet til at omfatte ugen op til påske, dagene før dåben, og da bodsvæsenet blev sat i system, spillede fasten en fremtrædende rolle heri. I Hermas Hyrden, skrevet i Rom mellem år 120 og 140, opfordres der med tanke på den kommende dommedag stærkt til at gøre bod. Man forestillede sig nemlig, at der kun blev givet syndsforladelse én gang. I løbet af 200-tallet udtænkte man en graduering af syndige handlinger. Mindre synder blev afbødet med faste, anger, bøn og almisse. [1] Før kristendommen blev statsreligion i 391, fandt dåben normalt sted påskenat, og man viste sig værdig til optagelse i menigheden gennem bøn, faste og nattevågen i ugerne før dåben. I de følgende århundreder blev barnedåb gradvis det almindelige. [2]

Fasten tillægges forskellig betydning i de forskellige kristne kirkesamfund. Katolikkerne praktiserer en årlig rituel faste i de 40 dage (søndage tælles ikke med) fra fastelavn (eller mere præcist askeonsdag til langfredag) til påske. Karnevallet markerer begyndelsen på fasten (af middelalderlatin carne = "kød" + vale = "fjernelse"). I fastetiden måtte kun ét måltid mad indtages dagligt, ifølge kirkeretten.

Protestantisk kristendom har traditionelt set været skeptisk overfor faste og askese, men i nyere tid spores en fornyet interesse i protestantiske kirker for religionens mere kropslige, erfarings- og følelsesmæssige sider, heriblandt de kristne fastetraditioner.

Tallet 40 er i kristen, jødisk og muslimsk tankegang et udtryk for faste og afholdenhed. Ordet karantæne stammer fra det latinske ord for 40 dage. 40-tallet sættes ofte i forbindelse med ørken; fx fortælles der om det jødiske folks 40-årige ørkenvandring på Sinai-halvøen forud for indgangen i "det forjættede land". Endvidere kan man i Det Ny Testamente læse om Jesu 40 dages ørkenfaste som den egentlige forberedelse til hans virke og livsmission.

Kristen inspireret religion[redigér | redigér wikikode]

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormoner) har en månedlig fastedag (normalt den første søndag i måneden) hvor medlemmer opfordres til at faste i stedet for at indtage to på hinanden følgende måltider – hvor de afstår fra mad og drikke. Mormonerne opfordres til at give et pengebeløb svarende til det, man har sparet ved dette måltid (eller mere) ved ikke at spise som fasteoffer. Disse penge benyttes så til at hjælpe fattige.

Islam[redigér | redigér wikikode]

Hos muslimerne hedder fasten sawmarabisk og strækker sig over 30 dage i fastemåneden Ramadanen. Fasten er en af Islams fem søjler. Man faster hver dag fra daggry, til solen går ned, og i dette tidsrum må man ikke drikke, spise, ryge eller have seksuelt samkvem. Efter solnedgang afbrydes dagens faste med et måltid som samler familien. I ramadanen er fasten pålagt alle voksne raske muslimer, undtaget er gravide, ammende, kvinder med mensturation, børn, syge, ældre, rejsende og mænd i krig. Hvis man er for syg til at faste i ramadanen, kan man faste en anden dag og hvis dette heller ikke kan lade sig gøre kan man give penge til fattige som bod.

Fasten i ramadanen afsluttes med en stor fest eid-festen, der samler familie og venner. Endvidere er der også tradition for give gaver, mange vælger ofte denne dag til at markere datoen der skal gives zakat, og der er tradition for at aflægge familiegravstedet et besøg.

Blandt årsagerne til at muslimerne faster, skyldes det at man vil underkaste sig og vise lydighed over for Allah. Muslimerne bliver befalet i Koranen: ”I som tror, fasten er pålagt jer, ligesom den var pålagt over dem før jer, så i kan opnå gudsfrygtighed.” (al-Baqarah 2:183)

”Den af jer, der oplever måneden [Ramadanen] skal faste den.” (al-Baqarah 2:185)

Andre årsager som også angives som supplerende grunde er fasten skal bruges til refleksion over, hvordan fattigere lever og taknemmelighed for det man er blevet velsignet med ved frivilligt at afstå fra det (mad, drikke og samkvem med ægtefælle).

Fasten bliver i Islam, også brugt som en værn imod dårlige ting.

Jødedom[redigér | redigér wikikode]

I den jødiske kalender findes en række fastedage og fasteperioder. Mest udbredt er fasten i forbindelse med festerne yom kippur og purim. Endelig er der fastedage, der knytter sig til særlige begivenheder i jødedommens historie, som helligdagen tisha be-av, hvor der fastes til minde om templet i Jerusalems ødelæggelse i henholvsvis år 586 f.v.t. og år 70.

Hinduisme[redigér | redigér wikikode]

Hinduismen har indlagt flere fasteperioder af varierende strenghed, der falder optil de store helligdage. Ortodokse hinduer faster to gange ugentligt, tirsdage og fredage, og denne faste består af en mådeholden afståelse fra mad. Der spises højst én, måske to gange om dagen, og maden består fortinsvis af grønsager.

Medicinsk faste[redigér | redigér wikikode]

Før kirurgiske operationer er der fasteregler for at undgå opkastning under bedøvelsen. Det mest almindelige er 6 timers faste for fast føde og 2 timer for tynde væsker for personer over 4 år.

Helsefaste[redigér | redigér wikikode]

I nogle kostfilosofier indgår faste, gerne med begrundelsen "at kroppen skal renses ud".


Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 47-9), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4
  2. Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 63)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Gads Religionsleksikon

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: