Sudan
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||
| Nationalt motto: Al-Nasr Lana (Arabisk: Sejren er vor) |
|||||
| Nationalmelodi: Nahnu Jund Allah Jund Al-watan | |||||
 |
|||||
| Hovedstad | Khartoum 15°35′ N 32°31′ E |
||||
| Største by | Omdurman | ||||
| Officielle sprog | Arabisk | ||||
| Regeringsform | Republik Omar al-Bashir |
||||
| Uafhængighed • Anerkendt |
Fra Storbritannien og Egypten 1. januar 1956 |
||||
| Areal • Total • Vand (%) |
2.505.810 km² (nr. 10) 5,2 |
||||
| Indbyggertal • 2006 anslået • 1993 folketælling • Tæthed |
40,236,378 (nr. 30) 24.940.683 16,0/km² (nr. 160) |
||||
| BNP • Total • Pr. indbygger |
2005 anslået 25,38 mia. USD (nr. 73) 1.900 USD (nr. 139) |
||||
| Valuta | Sudansk dinar (SDD) |
||||
| Tidszone • Sommer (DST) |
(UTC+3) (UTC+3) |
||||
| Nationalt topdomæne | .sd | ||||
| Telefonkode | +249 |
||||
| Kendingsbogstaver (bil) | SUD | ||||
| Luftfartøjsregistreringskode | ST | ||||
Sudan er en tidligere engelsk koloni i Afrika. Grænselandene er Egypten, Libyen, Tchad, Etiopien, Uganda, Kenya, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo, og Den Centralafrikanske Republik.
Sudan blev uafhængigt af Storbritannien i 1956 og har siden været medlem af FN. Militære regimer, som favoriserer islamisk orienterede regeringer har siden landet blev selvstændigt, domineret landets indenrigspolitik. Bortset fra perioden 1972-1982, har landet været hærget af borgerkrig siden den gang, og Sudan har den ret kedelige rekord at have haft krig i længst tid på det afrikanske kontinent. Konflikten har sit udgangspunkt i det muslimske nordlige Sudans økonomiske, politiske og sociale undertrykkelse af kristne og afrikanske grupperinger i det sydlige Sudan. En fredsaftale mellem de stridende parter blev indgået den 9. januar 2005.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
I 11-15 århundrede dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandt Darfur, Kordofan, Silluk og Fung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser af Ibn Khaldun (1332-1406). I samme periode skete en stor invandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 e.Kr. dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.
[redigér] Kolonitiden
1820-22 blev det sudanesiske område besat af Egypten. 1823 grundlagdes Khartoum. 1881 dannedes mahdi-rørelsen, som var vendt imod det britisk-egyptiske kolonialvælde. 1885 grundlagde oprørsbevægelsen en egen stat, som det først lykkedes englænderne at bekæmpe i krigen 1896-98. 1899 skabtes et britisk-egyptisk fællesherredømme, kondominium: Engelsk-Egyptisk Sudan.
1924-36 var Sudan under engelsk kolonialvælde, fra 1936 atter under bristisk-egyptisk fællesherredømme.
I aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans egetherredømme, 1954 dannedes et parlament og et hjemmestyre (statsminister Ismail al-Azhari). 1956 erklærede Sudan sig selvstændigt.
[redigér] Efter selvstændighedserklæringen
1958-64 var det sudanesiske område under general Ibrāhīm Abbuds diktatur. Efter dettes omstyrtelse 1964 dannedes flere højreorienterede koalitionsstyrer (statsministre Muhammad Ahmad Mahgoub og Ismāīl el-Azhari), dog uden at det lykkedes at undertvinge de sydlige områder. Ved et statskup den 25 maj 1969 kom Jaafar Muhammad al-Numayrī (fra 1971 under titel af præsident) til magten som leder af en "Folkelig Revolutionskomite". Politiske partier blev forbudt, Sudan proklameredes "demokratisk republik", og der gennemførtes omfattende nationaliseringer. Efter et forsøg på kommunistisk statskup i juli 1971 begyndte al-Numayrī repressioner mod Sudans kommunistiske parti, blandt andet henrettedes partiets generalsekretær Mahgoub. Samme år proklameredes Sudans Socialistiske Union (Sudan Socialist Union) eneste lovlige parti.
1971 lykkedes det den tidligere hærofficer Joseph Lagu at forene selvstændighedesrørelserne i det sydlige sudanske område i den "Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse" (Southern Sudan Liberation Movement). Som følge heraf indgik diktaturet i 1972 i Addis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser Haile Salassis mellemkomst.
I 1980-erne begyndte de islamsksindede kræfter at forøge deres kontrol med området: 1983 blev shari-en indført over hele Sudan, og der vedtoges en forfatning med det erklærede formål at omdanne Sudan til et muslimsk diktatur, hvilket bidrog til de sydlige områders kristnes bestræbelser på at frigøre sig fra undertrykkelse. Disse grupper samlede sig i den Sudanesiske Folkebefrielsesfront (Sudan Peoples Liberation Army). Under den borgerkrig, der fulgte, gennemførte general Abdel Rahmān Swar al-Dahab i 1985 et nyt militært statskup. Forfatningen af 1983 blev sat ud af kraft, dog forblev lovgivningen om tvungen brug af shari-en i kraft. Det følgende år overdrog det såkaldte Midlertidige Krigsråd styret til en civilforvaltning, hvis leder Sādiq al-Mahdī påbegyndte forhandlinger med Folkebefrielsesfrontens ledere om afslutning af borgerkrigen (reelt løsrivelsesbestræbelserne). I 1989 gennemførtes et nyt militært statskup, som atter bragte islamisksindede til magten, hvorefter alene Den Folkelige Islamiske Front (fra 1996 Folkekongres) blev tilladt. Styret overtoges af den Folkelige Rednings Revolutionære Militærledelses Råd (ledet af general Umar Hasan Ahmad al-Bashīr). I 1992 dannedes et såkaldt overgangs-folkeråd og 1998 tillodes atter politiske partier, men der har ikke været parlamentsvalg siden år 2000. I 2005 accepterede indgikkes en våbenhvile mellem de stridende parter i det sydlige sudanesiske område, der på daværende tidspunkt havde krævet henved 2 milioner ofrer, og Sudans sydlige dele fik en 6-årig autonomi og derefter ret til at gennemføre en afstemning om uafhængighed. Trods ulige aftaler er krigene ikke stoppet, fra juli 2003 er der nye konflikter, nu også om Darfurs fremtid (se "Konflikten i Darfur" nedenfor).
Den tidligere koloni Sudans historie efter "selvstændigheden" afspejler med tydelighed de uløste problemer og de kampe mellem ulige grupper, dels folkelige selvstændighedsrørelser, dels yderligtgående - ofte militære, ultraracistiske og religiøse - magtsyge, hvis voldshandlinger og hensynsløse undertrykkelsesvirksomhed kolonivældernes hastige afvikling skabte frit afløb for.
[redigér] Politik
[redigér] Konflikten i Darfur
Uddybende artikel: Darfur-konflikten.På trods af aftalen, fortsætter den nok største humanitære katastrofe i verden for øjeblikket i Darfur-regionen i Sudan, hvor Sudans regering er blevet anklaget for at have givet Janjaweed-militsen frie hænder til at fordrive medlemmer af områdets ikke-arabiske befolkningsgrupper. Trods flere forsøg fra bl. a. FN's og Afrikanske Unions side på at skabe fred i området, er krigen endnu ikke afsluttet. Det anslåes at mere end 250.000 har mistet livet i området i de sidste halvandet år (17. dec. 2007) — det er mere end 2½ gang det tidligere anslåede.
[redigér] Administrativ inddeling
[redigér] Geografi
[redigér] Økonomi
Den sudanesiske territoriums vigtigste samhandelspartner i 2005 var med hensyn til udførsel Folkerepublikken Kina (70%), Japan (12%) og Saudi Arabien (2,8%), og med hensyn til indførsel Folkerepublikken Kina (20,7%), Saudi Arabien (9,4%), Arabiske Emirater (5,9%), Egypten (5,5%) og Japan (5,1%). Olien, der udvindes i de sydlige, frihedstrængende dele af området, udgør sammen med landbrugsvarer og metaller (guld, krom) vigtige handelsvarer. Omkring halvdelen af statsbudgettet bruges på militæret.
[redigér] Demografi
Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af ulige etnisk baggrund og med ulige sprog; i alt tales henved 110 ulige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier, i den centrale del ulige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer og mod syd folkeslag (dinkaer, silluker, nuirer, barier). På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det røde hav bor besjaer. Henved halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer (70%), mod syd derimod landbrugere dels med stamme- eller naturreligioner (12%), dels kristne (17%).
[redigér] Kilder/henvisninger
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
- timesonline 16. marts 2005
- DR: Konflikten i Darfur
- EE15 (Tallinn 2007)
|
|||||
|
|||||||||||
|
|||||||
|
|||||
 |
Denne artikel om afrikansk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |  |
