Tyrkiske folkeslag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lande og selvstyrende områder, hvor et tyrkisk sprog har officiel status.

Tyrkiske folkeslag betegner en række etniske folkegrupper, som lever i nordlige, centrale og vestlige Asien, i Xinjiang og i dele af det østlige Europa. De taler sprog, som tilhører den tyrkiske sprogfamilie. De har i varierende grad bestemte kulturelle træk og historiske forudsætninger til fælles. Begrebet "tyrkisk" repræsenterer en bred etnisk-sproglig gruppe af mennesker, som omfatter eksisterende samfund såsom tyrkere i Tyrkiet, aserbajdsjanere, tjuvasjere, kasakere, tatarere, kirgisere, turkmenere, uighurere, usbekere, basjkirer, kaschgaier, gagausere, jakuter, krim-karaitter, krimtsjakere, karakalpakere, karatschaiere, nogajere foruden tidligere civilisationer og folk som göktyrkere, kumanere, kiptsjakere, avarer, førbulgarere, turgesjere, khazarere, seldsjukker, osmanner, mamelukker, timurider og muligvis også hunnere og Xiongnu. [1][2]

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Udbredelsen af folkeslag med tyrkisk kulturel baggrund strækker sig fra Sibirien, over Turkestan i det centrale Asien til Østeuropa. I 2011 var den største gruppe af tyrkiske mennesker, som lever over hele Centralasien — Kasakhstan, Kirgisistan, Turkmenistan, Usbekistan, og Aserbajdsjan, desuden i Tyrkiet og Iran. Der ud over findes der tyrkiske folk på Krim, det østturkistanske område i Xinjiang, det nordlige Irak, Pakistan, Israel, Rusland, Afghanistan og i landene på Balkan: Moldova, Bulgarien, Rumænien og tidligere Jugoslavien. Et mindre antal tyrkiske folk lever også i Vilnius, hovedstaden i Litauen, et mindre antal bor i det østlige Polen, og den sydøstlige del af Finland.[3] Det er også betydelige grupper af tyrkiske folk (oprindeligt hovedsagelig fra Tyrkiet) i især Tyskland, men også i USA og Australien, hovedsagelig på grund af indvandring af fremmedarbejdere fra og med 1960'erne.

Tidvis har etnografer grupperet tyrkiske folk i seks hovedgrupper: oghuz-tyrkere, kiptsjaker, karlukere, sibirere, tjuvasjer, og jakuter. Den først nævnte gruppe er også blevet betegnet som "vestlige tyrkere", mens de øvrige fem grupper i den samme klassifikation, er blevet betegnet som "østlige tyrkere".

Alle tyrkiske folk med bakgrund i Centralasien er af blandet kaukasoidisk-mongolid etniske oprindelse. Den genetiske afstand mellem de ulige befolkningsgrupper af usbeker spredt over Usbekistan er ikke større end afstanden mellem mange af dem og karakalpakere. Det antyder, at begge folkegrupper har meget ensartet oprindelse. Karakalpakerne har en noget større tilbøjelighed imod de genetiske østlige markører end hvad tilfældet er med usbekerne.[4]

Det er stor variation i udseende og etniske typer blandt de tyrkiske folkeslag.[5] De har fysiske træk, som strækker sig fra kaukasoid til nordlig mongolid. Mongoloide og kaukasoide ansigtsstruktur er fælles for mange tyrkiske folkegrupper, som blandt andet tjuvasjer, tatarer, kasaker, hazarere og basjkirer.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. «Timur», Columbia Encyclopedia, 6. utg. 2001–2005, Columbia University Press.
  2. «Consolidation & expansion of the Indo-Timurids», Encyclopædia Britannica Online, 2007.
  3. Horn, Frank & Niemi, Heli (Juni 2004): «National Minorities of Finland, The Tatars», Virtual Finland (Det finske udenrigsdepartement)
  4. Wells, Spencer (2001): The Karakalpak Gene Pool, diskussion og konklusioner hos www.karakalpak.com/genetics.html
  5. Turkic people i: Encyclopædia Britannica Online, 2008

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]