Vilnius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vilnius
Byvåben	Byflag
Vilnius' skyline
Overblik
Land:	Litauen
Motto:
Borgmester:	Juozas Imbrasas
Region:	Aukštaitija
Amt:	Vilnius Amt
Kommune:	Vilnius bykommune
Grundlagt:	1387
Postnummer:
Demografi
Total:	554.000 (2007[1])
- Areal:	{{{indbyg1areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg1tæthed}}} pr. km²
{{{indbygtype2}}}:	{{{indbyg2}}} ({{{indbyg2år}}})
- Areal:	{{{indbyg2areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg2tæthed}}} pr. km²
{{{indbygtype3}}}:	{{{indbyg3}}}
- Areal:	{{{indbyg3areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg3tæthed}}} pr. km²
Tidszone:	GMT
Højde OHO:	m
Hjemmeside:	www.vilnius.lt
Oversigtskort
Vilnius Vilnius' beliggenhed 54°41′N, 25°17′E

Koordinater: 54° 41′ 0″ N, 25° 17′ 0″ Ø

Vilnius (Vilna forekommer; polsk Wilno, hviderussisk Вільня, russisk Вильнюс) er Litauens hovedstad. Byen har ca. 550.000 indbyggere i selve byen og er beliggende i den sydøstligste del af landet. Vilnius har været Litauens historiske hovedstad siden middelalderen, men blev først i 1991 hovedstad i et frit Litauen. Den er administrations- og handelsby, og ligger på begge sider af floden Neris. Byen er også hovedstad i Vilnius-provinsen.

Byen er i 2009 Europæisk kulturhovedstad.

Indholdsfortegnelse 1 Oprindelsen af byens navn 2 Geografi 2.1 Klima 3 Historie 3.1 Oprindelse 3.1.1 I skriftlige kilder 3.2 Udvikling 3.3 Første verdenskrig og mellemkrigstiden 3.4 Anden verdenskrig 3.5 Efterkrigstiden 3.6 Frigørelse 4 Demografi 5 Politik 6 Økonomi 6.1 Handel 7 Transport 7.1 Offentlig transport 8 Kultur 8.1 Teater og opera 8.2 Museer 8.3 Arkitektur 8.4 Parker, pladser og kirkegårde 8.5 Kulturhovedstad 2009 9 Uddannelse 10 Sport 11 Venskabsbyer 12 Berømte vilniusere 13 Fodnoter 14 Eksterne henvisninger

[redigér] Oprindelsen af byens navn

Det antages at Vilnius, på samme måde som så mange andre byer, har fået sit navn efter floden, hvis bredder byen er lagt ved, dvs. Vilnia (polsk Wilejka).

[redigér] Geografi

Byen ligger i det sydøstlige Litauen hvor Vilnia-floden (lit. Vilnelė) løber sammen med Neris-floden. Den ucentrale beliggenhed skyldes at landets grænser har ændret sig gennem århundrederne. Vilnius var tidligere ikke bare det kulturelle, men også det geografiske center i Storhertugdømmet Litauen og var også en vigtig by i den polsk-litauiske realunion.

Afstanden mellem Vilnius og Østersøen og Klaipėda, den vigtigste litauiske havneby, er ca. 312 km. Afstanden er ganske stor, men andre byer som Kaunas, Šiauliai og Panevėžys kan nås hurtigere og enklere. De ligger henholdsvis 102, 214 og 135 km fra hovedstaden.

Vilnius by strækker sig for tiden over 402 km². Bebygget areal dækker 20,2% mens grønne områder udgør 43,9% og floder og vand strækker sig over 2,1% af kommunen.

[redigér] Klima

Klimaet i Vilnius betragtes som fastlandsklima i Köppens klimaklassificering.^[2] Den årlige gennemsnitstemperatur er +6,1 °C, i januar er det 4,9 og +17,0 grader Celsius i juli. Gennemsnitlig nedbør er ca. 661 mm i året.

Varme somre med dagstemperaturer over 30 °C forekommer, men stort set er klimaet lig det man finder i den nordlige del af Tyskland, Danmark og Sydsverige.

[redigér] Historie

[redigér] Oprindelse

Vilnius har været beboet i mange århundreder, noget som er påvist gennem en række arkæologiske fund i forskellige bydele. Byen er muligvis identisk med den glemte hovedstad Voruta under kong Mindaugas I. Litauerne har en velkendt legende om grundlæggelsen af byen: ifølge historien blev Vilnius bygget efter at den daværende storhertug Gediminas på en rejse sammen med sin druide havde en mærkelig drøm om en jernulv stående på en bakke, hylende op mod himlen. Da han bad druiden, krivis Lizdeika, om en tydning af drømmen fik han til svar, at han måtte bygge et slot på denne bakke, som havde en strategisk beliggenhed ved de tre floder (Vilnelė, Neris (også kendt som Vilija) og Vingria (nu underjordisk)), og en stor by omkring bakken således at denne store by ville blive kendt verden om. I så fald har Gediminas på mange måder ført det hedenske Litauen tilbage til Mindaugas' vestlige og kristne Europa ved at grundlægge en hovedstad på samme sted, hvor den tidligere hovedstad lå samtidig med at byen fik sit nuværende navn.

[redigér] I skriftlige kilder

Byen er første gang omtalt i skriftlige kilder med det nye navn Vilnius i 1323. Vilnius blev kendt efter at Gediminas sendte et invitationsbrev til tyske handelsmænd. Den oprindelige del af byen var slottet bygget af Gediminas på Slotsbakken. Vilnius blev grundlagt som by i 1387, da den fik byrettigheder af Vladislav II Jagello (1386–1434). Byen var oprindeligt befolket af stedlige rutenere, men snart begyndte befolkningen at vokse og håndværkere og handelsmænd af andre nationaliteter slog sig ned i byen.

[redigér] Udvikling

Mellem 1503 og 1522 blev byen omsluttet af en bymur med ni byporte og tre tårne. Vilnius nåede højden af sin udvikling under Sigismund II Augustus's styre da han flyttede sit hof til byen i 1544. I de næste århundreder udviklede Vilnius sig til at blive en større og mere moderne by. Denne vækst skyldtes delvis grundlæggelsen af Vilnius Universitet af konge og storfyrste Stefan Báthory i 1579. Universitetet udviklede sig til at blive et af de vigtigste videnskabelige og kulturelle centre i regionen og det vigtigste videnskabelige center i Storfyrstedømmet Litauen. Selvsagt var det politiske, økonomiske og sociale liv i fuld sving. Dette underbygges af byens statutter fra 1500-tallet, hvoraf de sidste først og fremmest var i kraft i 1800-tallet. I 1769 blev Rasų-kirkegården etableret; i dag er den en af de ældste kirkegårde i verden.^{[Kilde mangler]}

Vilnius var under Den polsk-litauiske realunion i en hurtig udvikling og åben for migranter fra både øst og vest. Befolkningsgrupper som polakker, litauere, hviderussere, jøder, russere, tyskere, karaitter og andre slog sig ned i byen. Hver gruppe bidrog på sin måde og på denne tid var det gode tider for håndværk, handel og videnskab. I 1655 blev Vilnius indtaget af russiske styrker og blev plyndret, nedbrændt og befolkningen blev massakreret. Det tog mange år før byen kom sig igen, selv om befolkningsmængden hurtigt var tilbage og i begyndelsen af 1800-tallet var byen den tredjestørste i Østeuropa. Dette fremtvang en nedbrydning af bymuren og efter perioden 1799-1805 stod kun Aušros Vartai (Morgengryets port) (også kendt som Miedniki-porten og Ostra Brama) tilbage.

Efter den tredje deling af Polen i 1795 blev Vilnius indlemmet i Rusland og blev guvernementshovedstad. I 1812 blev byen erobret af Napoleon på sin færd mod Moskva. Efter at dette felttog havde slået fejl, trak hæren sig tilbage til et område, hvor tusinder af franske soldater døde og blev gravlagt i skyttegravene de selv havde bygget nogle måneder tidligere. Efter novemberopstanden blev universitetet lukket og undertrykkelsen stoppede byens videre udvikling. Under januaropstanden i 1863 var der tunge kampe i byen, men fred og orden blev genoprettet af Mikhail Muravjev. Muravjev gik under kaldenavnet Korikas eller Wieszaciel (Bøddelen) af byens indbyggere på grund af de mange henrettelser han beordrede. Efter opstanden blev undertrykkelsen udvidet og litauisk, polsk^[3] og hviderussisk blev forbudt.

[redigér] Første verdenskrig og mellemkrigstiden

Under 1. verdenskrig blev Vilnius okkuperet af Tyskland fra 1915 til 1918.

I 1919 blev Vilnius proklameret hovedstad i den kortlivede Litauiske og hviderussiske socialistiske sovjetrepublik. Den blev besejret den 1. januar 1919 af polske forsvarsstyrker som var rekrutteret blandt lokalbefolkningen. Byen blev derefter erobret af bolsjevikkerne, som kom ind fra øst. Den 19. april 1919 var byen igen erobret af den polske hær under kommando af Edward Rydz-Śmigły, men den 14. juli var den igen tabt til russiske styrker. Lige efter det russiske nederlag i Slaget om Warszawa i 1920 leverede Den Røde Hær byen over til den nye stat Litauen på sin vej østover. Men den 9. oktober 1920 erobrede den litauisk-hviderussiske division i den polske hær (general Lucjan Żeligowski) byen efter et arrangeret mytteri. Byen og dens opland blev proklameret som staten Central-Litauen. Efter at der var afholdt valg til det central-litauiske parlament, blev området den 20. februar 1922 indlemmet i Polen. Litauen nægtede imidlertid at opgive kravet på byen, og konflikten forhindrede et normalt forhold mellem de to lande gennem hele mellemkrigstiden, hvor byen Kaunas derfor var Litauens de facto-hovedstad.

Folkeforbundets ambassadørkonference godkendte status quo i 1923, selv om byen forblev et omstridt område mellem Polen og Litauen (der i sidstnævnte land betragtede Vilnius som dets grundlovsmæssige hovedstad). Litauen afstod fra at acceptere polsk overherredømme over Central-Litauen og ikke før 1938-ultimatumet genoptog litauiske myndigheder med Polen og således de facto godtog nabolandets grænser.

For anden gang i historien oplevede Vilnius en periode med hurtig udvikling. Stefan Batory-universitetet blev genåbnet og byens infrastruktur blev betydeligt forbedret. I 1931 havde Vilnius 195.000 indbyggere, som gjorde den til Polens femtestørste by.

[redigér] Anden verdenskrig

Som et resultat af Molotov-Ribbentrop-pagten og angrebet på Polen blev byen okkuperet af Den røde hær den 19. september 1939. Kun sporadisk modstand fra lokale hjemmeværnsstyrker fandt sted eftersom den polske hær allerede var i krig mod Tyskland i en anden del af Polen. Byen var påtænkt som hovedstad i Hviderusland, men efter samtaler i Moskva den 10. oktober 1939 blev byen og opland overført til Litauen mod etableringen af sovjetiske militærbaser flere steder i landet. De litauiske myndigheder indtog Vilnius kort tid efter og den litauiske hovedstad blev gradvis overført dertil. Ligeledes var denne proces endnu ikke afsluttet, da Vilnius igen blev erobret af Sovjetunionen i juni 1940 og blev hovedstad i Den litauiske socialistiske sovjetrepublik. Omkring 35.000–40.000 af byens indbyggere blev arresteret af NKVD og sendt til Gulag.

I juni 1941 blev byen igen erobret af Tyskland. Omkring 100.000 indbyggere blev dræbt i en massehenrettelse i Paneriai, af dem var 95% lokale jøder. En mislykket ghetto-opstand som fandt sted den 1. september 1943 (Vilna-oprøret) førte til den endelige ødelæggelse af ghettoen. Vilnius blev indtaget af det polske hjemmeværn under Operation Ostra Brama, også kendt som Wilno-oprøret.

[redigér] Efterkrigstiden

Efter 2. verdenskrig besluttede sovjetiske myndigheder at forvise den polske befolkning fra Litauen og Hviderusland. Denne beslutning blev implementeret under den såkaldte repatriation og organiseret i fællesskab af sovjetiske og polske myndigheder. Når man ser bort fra at denne repatriation var frivillig og at visse dele af den polske befolkning ikke deltog i den, var den meget omstridt både menneskeligt og juridisk set. På denne måde blev byens befolkningssammensætning fuldstændig ændret og de fleste bånd til byens fortid og traditioner blev brudt.

Disse hændelser påvirkede den demografiske situation i byen i en vis grad. Alligevel var byens vækst i efterkrigstiden den vigtigste faktor for den demografiske udvikling. Væksten i de litauiske byer i denne periode og den synkende befolkning på landet førte til en hurtig befolkningsvækst efter omkring 1960. På denne måde blev den demografiske fordeling af de forskellige etniske befolkningsgrupper i Vilnius mere sammenfaldende med resten af Litauen. Vilnius blev mere litauisk end den havde været selv flere århundreder tidligere. På den anden side er der en stor polsk befolkningsgruppe som først og fremmest varetager sine traditioner.

[redigér] Frigørelse

I begyndelsen af 1987 fandt der massedemonstrationer sted mod sovjetstyret i byen. Den 11. marts 1990 generklærede den øverste sovjet i den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik sig uafhængig af Sovjetunionen og genoprettede det selvstændige land Republikken Litauen, som var blevet indlemmet af Sovjetunionen i 1940. Sovjetunionen reagerede den 9. januar 1991 med at sende troppestyrker og den 13. januar angreb sovjetiske styrker vigtige bygninger, hvorved 14 personer mistede livet og over 700 blev alvorligt skadet. Alligevel måtte Sovjetunionen anerkende Litauen som et selvstændigt land efter augustkuppet i Moskva samme år. Den officielle anerkendelse kom den 6. september, fire dage efter at USA gjorde det samme. Vilnius havde da ikke været hovedstad i Litauen siden de to korte perioder i 1918 og 1920.

[redigér] Demografi

I 2007 var der ca. 554.000 indbyggere i Vilnius; 57,8 % litauere, 18,7 % polakker, 14 % russere, 4 % hviderussere, 0,5 % jøder og 5 % af andre nationaliteter.^[1]

[redigér] Politik

Vilnius er det administrative centrum i Litauen med de vigtigste politiske, økonomiske, sociale og kulturelle institutioner beliggende i byen. Vilnius Amt dækker kommunerne Elektrėnai, Šalčininkai, Širvintos, Švenčionys, Trakai kommune og Ukmergė; tilsammen 9650 km².

Vilnius by er inddelt i følgende 21 bydele (seniūnija): Antakalnis bydel, Fabijoniškiai bydel, Grigiškiai bydel, Justiniškiai bydel, Karoliniškiai bydel, Lazdynai bydel, Naujamiestis bydel, Naujininkai bydel, Naujosios Vilnia bydel, Paneriai bydel, Pašilaičiai bydel, Pilaitė bydel, Rasai bydel, Senamiestis bydel, Šeškinė bydel, Šnipiškiai bydel, Vilkpėdė bydel, Viršuliškiai bydel, Žirmūnai bydel, Žvėrynas bydel og Verkiai bydel.

Siden april 2007 har Juozas Imbrasas været borgmester. Byrådet med 51 medlemmer vælges for en fireårig periode. Bystyrelsen har 12 medlemmer hvor borgmesteren er formand. ^[4]

[redigér] Økonomi

Vilnius er det største økonomiske center for Litauen og et af de største finansielle centre for Baltikum. Selvom byen kun er hjemsted for 15 % af Litauens befolkning genererer det omkring 35% af Litauens BNP.^[5] Baseret på disse indikatorer er BNP per indbygger baseret på købekraftsparitet i 2005 på ca. 33.100 dollars, hvilket er over EU-gennemsnittet.

Vilnius bidrog med over 4,6 milliarder litas til det nationale budget i 2004. Dette beløb udgør omkring 37 % af det samlede budget. Kaunas, den andenstørste by, bidrog til sammenligning kun med 1,5 milliarder. Vilnius modtog til gengæld 360 millioner litas i budgettet, hvilket kun svarer til 7,7 % af byens bidrag. Denne forskel forårsagede en del konflikt med centralregeringen idet Vilnius krævede en større andel af de midler byen genererede.

En vigtig kilde til indtægter for Vilnius er turismen idet der i 2007 kom mellem 1 og 1,5 mio. udenlandske turister til Vilnius. Dette er en fordobling i forhold til 2005. De største grupper var fra Polen (18 %) og Tyskland (11 %).^[6][7]

Vilnius' fondsbørs er ejet af OMX, som også driver børserne i bl.a. København, Stockholm, Tallinn og Riga. Børserne i Vilnius, Tallinn og Riga har et samarbejde, der gør det nemmere at handle på hinandens børser.^[8]

Der er planer om at bygge et World Trade Center i Vilnius. Centret finansieres af danske og litauiske investorer^[9]

[redigér] Handel

Der er en række store markeder i Vilnius bl.a. Gariūnaimarkedet ved Lazdynaidistriktet, som er det største i Litauen. Ligeledes ligger det nyrestaurerede Halėsmarked ved banegården og et andet marked på Kalvarijųgaden.^[10]

Et af de største butikscentre i Nordeuropa ligger i bydelen Šeškinė, og dækker 143.000 m². Det består af tre dele under samme tag, Akropolis samt de to mindre dele Ermitazas og Maxima. Akropolis udgør 110.000 m² af hele centret og består af 102 butikker og 8 biografsale. En hel ishockeybane har fået plads inde i centrets café. De to andre centerdele er Ermitažas som bl.a. sælger IKEA-varer, og supermarkedet Maxima med ca. 48 kasser. Butikscentret står for omkring 20 % af al detailvareomsætningen i den litauiske hovedstad og er en betydelig seværdighed også for litauere fra andre dele af landet.

[redigér] Transport

Vilnius er startsted for motorvejene Vilnius-Kaunas-Klaipėda og Vilnius-Panevėžys. Selv om Neris-floden er sejlbar, så findes der ingen rutebåde, og årsagen er delvis, at Neris kun er sejlbar til Jonava-området. Fra Vilnius internationale lufthavn går de fleste internationale flyvninger til de vigtigste europæiske destinationer. Vilnius jernbanestation er et andet vigtigt trafikpunkt med jernbaneforbindelse til Klaipeda i vest, Tallinn i nord, Warszawa i syd og Moskva i øst. Byen har også dets eget jernbanemuseum.

Der findes et trolleybus-net i byen. Der er planer om at bygge et sporvognsnetværk, men det er usikkert om det bliver til noget.^[11]

[redigér] Offentlig transport

Vilnius har et veludviklet offentligt transportsystem. Der er over 60 bus og 20 trolleybus-linjer, trolleybusnetværket er et af de største i Europa. Over 250 busser og 260 trolleybusser transporterer omkring 500.000 passagerer hver arbejdsdag. Studerende, pensionister og handicappede modtager store rabatter (op til 80 %) op billetprisen. En enkeltbillet koster op til 2,50 litas (0,72 EUR) mens månedskort koster 70-100 litas (20-30 EUR). De første egentlige busruter blev etableret i 1926, og den første trolleybus blev introduceret i 1956.

I 2007 blev et nyt elektronisk månedskortsystem introduceret. Det er derfor muligt at købe et elektronisk kort i butikker og aviskiosker og fylde det op med det beløb, der passer en fx via Internettet. De tidligere månedskort var i brug indtil august 2008.^[12]

Det offentlige transportsystem er domineret af nye lavgulvs Volvoer og Mercedes-Benz busser samt Solaris trolleybusser. De nye Solaris køretøjer (bygget i Polen) er 15 m lange treaksels køretøjer. Der er også rigeligt med de traditionelle Skoda køretøjer der stadig bruges og mange af disse er blevet moderniseret. De nye busser er et resultat er en moderniseringskampagne, der begyndte i 2003.

Sammen med det officielle offentlige transportsystem er der ligeledes et antal private busselskaber. De opkræver omkring det samme som de kommunale busser og følger sommetider de samme ruter. Der er et utal af forskellige ruter fx fra forskellige områder til Gariūnaimarkedet.

[redigér] Kultur

[redigér] Teater og opera

Der er en række teatre i Vilnius bl.a. den Litauiske opera og ballet, Det Akademiske teater, det Statslige ungdomsteater, det Russiske teater, det Litauiske folketeater, Vilnius' Universitetsteater, Vilnius gamle byteater og Keistuoliu teater.^[13]

For de musik og kunstinteresserede er der også mulighed for at uddanne sig på Litauens akademi for musik og teater og Kunstakademiet.^[13]

Opera i Vilnius kan føres tilbage til 1636 hvor en italiensk trup opførte den første operaforestilling i Vilnius på slottet.^[14]

[redigér] Museer

Der ligger en række museer i byen. Bl.a. det Litauiske nationalmuseum som blev grundlagt i 1855. Museet har levet en omtumlet tilværelse grundet invasioner fra Polen, Tyskland og Rusland. Museet fik sin nuværende navn i 1992.^[15]

Derudover ligger også en række andre museer bl.a. det Litauiske kunstmuseum og Kunstindustrimuseet. I Kernave, ligger ligeledes det Arkæologiske og historiske museum.

Guggenheim-Eremitage museet er planlagt til at åbne i 2011. Museet vil indeholde udstillinger af værker fra Sankt Petersborgs Eremitage museum og Guggenheim Museet sammen med andre samlinger.

[redigér] Arkitektur

I lighed med de fleste middelalderbyer har Vilnius gamle by udviklet sig rundt om sit rådhus. Hovedgaden, Pilies gatve, strækker sig fra rådhuset til guvernørens slot. Andre gader slynger sig rundt om slottet, som tilhørte feudale storfolk og godsejere, kirker, butikker og værksteder. I den gamle by findes trange og krogede gader og små hyggelige gårdspladser.

Det historiske midtpunkt i Vilnius, den gamle by, er en af de største i Østeuropa (3,6 km²). De mest værdifulde historiske og kulturelle bygninger og findesteder er koncentreret her. Bygningerne i den gamle by – de udgør omkring 1500 – blev bygget gennem flere århundreder og er derfor en samling af mange forskellige europæiske arkitektoniske stile. Selv om Vilnius ofte kaldes en barokby, vil man også finde mange bygninger i gotisk arkitektur, renæssance og andre stile. De vigtigste seværdigheder i byen er Gediminas slot og Katedralpladsen, der symboliserer hovedstaden. Sammen udgør de også indgangen til det historiske centrum.

Centrum af Vilnius har været på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1994 grundet byens imponerende sammensætning af gotiske, renæssance, barok og klassisictiske bygninger. Lige udenfor byen strækker en lille del af et andet værk sig som også ligger på UNESCO's Verdensarvsliste, Struves meridianbue.^[16][17]

[redigér] Parker, pladser og kirkegårde

Vingis Park, som er byens største var skueplads for adskillige store demonstrationer under Litauens kamp for selvstændighed i 1980'erne. Sereikiškės Park, nær Gediminas tårnet bruges til koncerter, festivaler og udstillinger.

Domkirkepladsen i den gamle by er omgivet af en række af byens historisk vigtigste steder. Lukiškėspladsen er den største i centrum og omkranses af adskillige kommunale bygninger. En stor statue af Lenin i midten blev fjernet i 1991. Rådhuspladsen har i lang tid været stedet hvor messer, fejringer og vigtige begivenheder fandt sted, inklusiv Kaziukasmessen. Byens juletræ står ligeledes her. Statsceromonier er ofte blevet afholdt på Daukantaspladsen, overfor præsidentpaladset.

Rasos-kirkegården, indviet i 1801, er stedet bl.a. Jonas Basanavičius og andre underskrivere af uafhængighedserklæringen i 1918 ligger begravet. Ligeledes er den polske leder Józef Piłsudskis hjerte begravet her. To af de tre jødiske kirkegårde i Vilnius blev ødelagt under sovjettiden. Omkring 18.000 begravelser har fundet sted på Franciskanerordenens kirkegård, etableret i 1810. Den blev lukket i 1970'erne men er nu ved at blive restaureret. Antakalnis kirkegården, etableret i 1809, indeholder forskellige mindesteder for polske, litauiske, tyske og russiske soldater sammen med gravene for dem der blev dræbt under Januarbegivenhederne.

[redigér] Kulturhovedstad 2009

Vilnius er i 2009 samtidigt med den østrigske by Linz Europæisk kulturhovedstad. Missionen for arrangementet er at vise Vilnius som en moderne europæisk by med en rig fortid. I forbindelse med dette vil der være en lang række kulturelle arrangementer og der er allerede gennemført omfattende moderniseringer af infrastrukturen.^[18][19]

[redigér] Uddannelse

Alle større litauiske videregående uddannelsesinstitutioner er beliggende i Vilnius. Det største universitet i Litauen med næsten 23.000 studerende er Vilnius universitet. Grundlagt i 1579 er det ligeledes det ældste.^[20] Af andre store uddannelsesinstitutioner ligger også Det tekniske universitet, Mykolas Romeris universitet (et juridisk universitet)^[21] og det Pædagogiske universitet. Derudover er der en række specialiserede uddannelsesinstitutioner med universitetsstatus som General Jonas Žemaitis militærakademi i Litauen, Litauens akademi for musik og teater, Vilnius kunstakademi, den Nationale M. K. Čiurlionis skole for kunst og European Humanities University samt over 40 forskningsinstitutter.^[13]

[redigér] Sport

Vilnius maraton er blevet afholdt hvert år siden 2004. Arrangementet begyndte i 2001 som et 10 km løb, men blev i 2004 udvidet til et maratonløb. I 2006 blev halvmaraton introduceret.

Vilnius har to fodboldklubber, der spiller i den bedste litauiske række, FK Žalgiris Vilnius (mestre i '91, '92 og '99) og FK Vėtra.

Vilnius har ligeledes to basketballklubber, der spiller i den bedste litauiske række, BC Lietuvos Rytas (mestre i 2000, '02 og '06) og BC Sakalai (mestre '94).

[redigér] Venskabsbyer

Vilnius er venskabsby med:^[22]

Aalborg, Danmark Almaty, Kasakhstan Astana, Kasakhstan Bruxelles, Belgien Budapest, Ungarn Chicago, USA Dnepropetrovsk, Ukraine Donetsk, Ukraine

Duisburg, Tyskland Edinburgh, Skotland Erfurt, Tyskland Gdansk, Polen Guangzhou, Kina Joensuu, Finland Kiev, Ukraine Krakow, Polen

Łódź, Polen Madison, USA Minsk, Hviderusland Moskva, Rusland Oslo, Norge Pavia, Italien Piræus, Grækenland

Riga, Letland Salzburg, Østrig Stockholm, Sverige Strasbourg, Frankrig Taipei, Taiwan Tallinn, Estland Warszawa, Polen

[redigér] Berømte vilniusere

• Michał Andriolli (1836-1893), maler
• Teodor Bujnicki (1907–1944), poet
• Jan Karol Chodkiewicz (1560-1621), politiker og hetman
• Gaon mi Vilno (1720-1797), lærd jøde og kabbalist
• Antoni Gorecki (1787-1861), forfatter
• Stanisław Jasiukiewicz (1921-1973), skuespiller
• Kazimierz Kontrym (1776-1836), forfatter og politiker
• Czesław Miłosz (1911-2004), poet, Nobelprisvinder i litteratur
• Maurycy Orgelbrand (1826-1904) og Samuel Orgelbrand (1810-1868)
• Jerzy Passendorfer (1923-2003), filmregissør
• Artūras Paulauskas (1953-), leder af Litauens Seimas
• Emilia Plater (1806-1831), soldat og revolutionær
• Kazimierz Plater (1915-2004), skakmester
• Ada Rusowicz (1944-1991), sanger
• Bolesław Bohusz-Siestrzeńcewicz (1869-1940), general
• Piotr Skarga (1536-1612), teolog, forfatter og første rektor ved Vilnius Akademi
• Irena Sławińska (1913-2004), historiker og teaterforsker
• Jędrzej Śniadecki (1768-1838), kemiker, biolog og filosof
• Józef Świętorzecki (1876-1936), general
• Władysław Syrokomla (1823-1862), poet, forfatter og oversætter
• Zygmunt Vogel (1764-1826), maler
• Antoni Wiwulski (1877-1919), skulptør og arkitekt
• Tomasz Zan (1796–1855), poet

[redigér] Fodnoter

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Vilnius

• Vilnius' vevsted - en byvejviser
• Uherope - Rejsetips for Vilnius og mere
• Vilnius i gamle fotografier - fotoarkiv ved Vilnius universitet
• (Tysk) www.juden-in-europa.de Den jødiske ghetto i Vilnius

s·d·r Hovedstæder i EU Amsterdam • Athen • Berlin • Bratislava • Bruxelles • Bukarest • Budapest • Dublin • Helsinki • København • Lissabon • Ljubljana • London • Luxembourg • Madrid • Nicosia • Paris • Prag • Riga • Rom • Sofia • Stockholm • Tallinn • Valletta • Vilnius • Wien • Warszawa

s·d·r Europæiske kulturhovedstæder 1985 Athen • 1986 Firenze • 1987 Amsterdam • 1988 Vestberlin • 1989 Paris • 1990 Glasgow • 1991 Dublin • 1992 Madrid • 1993 Antwerpen • 1994 Lissabon • 1995 Luxembourg By • 1996 København • 1997 Thessaloniki • 1998 Stockholm • 1999 Weimar • 2000 Reykjavík • Bergen • Helsinki • Bruxelles • Prag • Kraków • Santiago de Compostela • Avignon • Bologna • 2001 Rotterdam • Porto • 2002 Brugge • Salamanca • 2003 Graz • 2004 Genoa • Lille • 2005 Cork • 2006 Patras • 2007 Luxembourg By • Sibiu • 2008 Liverpool • Stavanger • 2009 Linz • Vilnius • 2010 Essen • Pécs • Istanbul • 2011 Turku • Tallinn • 2012 Maribor • Guimarães

LA-ikon