Vilnius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vilnius
Byvåben	Byflag


Vilnius' skyline
Overblik
Land:	Litauen
Motto:
:
Region:	Aukštaitija
Amt:	Vilnius Amt
Kommune:	Vilnius bykommune
Grundlagt:	1387
Postnummer:
Demografi
Total:	542.809 (2007)
- Areal:	{{{indbyg1areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg1tæthed}}} pr. km²
{{{indbygtype2}}}:	{{{indbyg2}}} ({{{indbyg2år}}})
- Areal:	{{{indbyg2areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg2tæthed}}} pr. km²
{{{indbygtype3}}}:	{{{indbyg3}}}
- Areal:	{{{indbyg3areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg3tæthed}}} pr. km²
Tidszone:	GMT
Højde OHO:	m.
Hjemmeside:	www.vilnius.lt
Oversigtskort
Vilnius Vilnius' beliggenhed 54°41′N, 25°17′E

Koordinater: 54° 41′ N, 25° 17′ Ø

Vilnius (Vilna forekommer; polsk Wilno, hviderussisk Вільня, russisk Вильнюс) er Litauens hovedstad. Byen har ca. 540.000 indbyggere i selve byen og er beliggende i den sydøstligste del af landet. Vilnius er Litauens historiske hovedstad siden middelalderen, men blev først i 1991 hovedstad i et frit Litauen. Den er administrations- og handelsby, og ligger på begge sider af floden Neris.

[redigér] Geografi og demografi

Byen ligger i det sydøstlige Litauen der Vilnia-floden (lit. Vilnelė) løber ind i Neris-floden. Den ucentrale beliggenhed skyldes at landets grænser har ændret sig gennem århundrederne. Vilnius var tidligere ikke bare det kulturelle, men også det geografiske center i Storhertugdømmet Litauen og var også en vigtig by i den polsk-litauiske realunion.

Afstanden mellem Vilnius og Østersøen og Klaipėda, den vigtigste litauiske havneby, er ca. 312 km. Afstanden er ganske stor, men andre byer som Kaunas, Šiauliai og Panevėžys kan nås hurtigere og enklere. De ligger henholdsvis 102, 214 og 135 km fra hovedstaden.

Vilnius by strækker sig for tiden over 402 km². Bebygget areal dækker 20,2% mens grøntområder udgør 43,9% og floder og vand strækker sig over 2,1% af kommunen.

Ifølge officiel statistik 2001 var der omkring 574.000 indbyggere i Vilnius (553.232 i 2003); 52,8% litauere, 19,8% polakker, 19,2% russere, 4,8% hviderussere og 3,3% af andre nationaliteter.

Vilnius er det største administrative centrum i Litauen med alle vigtige politiske, økonomiske, sociale og kulturelle institutioner beliggende i byen. Vilnius Amt dækker kommunerne Elektrėnai, Šalčininkai, Širvintos, Švenčionys, Trakai kommune og Ukmergė; tilsammen 9650 km².

Vilnius by er inddelt i følgende 21 bydele (seniūnija): Antakalnis bydel, Fabijoniškiai bydel, Grigiškiai bydel, Justiniškiai bydel, Karoliniškiai bydel, Lazdynai bydel, Naujamiestis bydel, Naujininkai bydel, Naujosios Vilnia bydel, Paneriai bydel, Pašilaičiai bydel, Pilaitė bydel, Rasai bydel, Senamiestis bydel, Šeškinė bydel, Šnipiškiai bydel, Vilkpėdė bydel, Viršuliškiai bydel, Žirmūnai bydel, Žvėrynas bydel og Verkiai bydel.

[redigér] Historie

Storfyrst Gediminas-monumentet ved katedralen i Vilnius

[redigér] Oprindelse

Vilnius har været beboet i mange århundreder, noget som er påvist gennem en række arkæologiske fund i forskellige bydele. Byen er muligvis identisk med den glemte hovedstad Voruta under kong Mindaugas I. Litauerne har en velkendt legende om grundlæggelsen af byen: ifølge historien blev Vilnius bygget efter at den daværende storhertug Gediminas på en rejse sammen med sin druide havde en mærkelig drøm om en jernulv stående på en bakke og hylede op mod himlen. Da han bad druiden, krivis Lizdeika, om en tydning af drømmen fik han til svar, at han måtte bygge et slot på denne bakke, som havde en strategisk beliggenhed ved de tre floder (Vilnelė, Neris (også kendt som Vilija) og Vingria (nu underjordisk)), og en stor by omkring bakken således at denne store by ville blive kendt verden om. I så fald har Gediminas på mange måder ført det hedenske Litauen tilbage til Mindaugas' vestlige og kristne Europa ved at grundlægge en hovedstad på samme sted, hvor den tidligere hovedstad lå samtidig med at byen fik sit nuværende navn.

[redigér] I skriftlige kilder

Vilnius i 1576

Byen er første gang omtalt i skriftlige kilder med det nye navn Vilnius i 1323. Vilnius blev kendt efter at Gediminas sendte et invitationsbrev til tyske handelsmænd. Den oprindelige del af byen var slottet bygget af Gediminas på Slotsbakken. Vilnius blev grundlagt som by i 1387, da den fik byrettigheder af Vladislav II Jagello (1386–1434). Byen var oprindeligt befolket af stedlige rutenere, men snart begyndte befolkningen at vokse og håndværkere og handelsmænd af andre nationaliteter slog sig ned i byen.

[redigér] Udvikling

Mellem 1503 og 1522 blev byen omsluttet af en bymur med ni byporte og tre tårn. Vilnius nåede højden af sin udvikling under styret af Sigismund II Augustus som flyttede sit hof dertil i 1544. I de næste århundreder udviklede Vilnius sig til stadig at blive en større og mere moderne by. Denne vækst skyldtes delvis grundlæggelsen af Vilnius Universitet af kong og storfyrst Stefan Bathory i 1579. Universitetet udviklede sig til at blive et af de vigtigste videnskabelige og kulturelle centre i regionen og det vigtigste videnskabelige center i Storfyrstedømmet Litauen. Selvsagt var det politiske, økonomiske og sociale liv i fuld sving. Dette underbygges af byens statutter fra 1500-tallet, hvoraf de sidste først og fremmest var i kraft i 1800-tallet. I 1769 blev Rasų-kirkegården etableret; i dag er den en af de ældste kirkegårde i verden.

Katedralen i Vilnius, som den blev set i 1912
Foto: Sergej Prokudin-Gorskij

Vilnius var under Rzeczpospolita i en hurtig udvikling og åben for migranter fra både øst og vest. Befolkningsgrupper som polakker, litauere, hviderussere, jøder, russere, tyskere, karaitter og andre slog sig ned i byen. Hver gruppe bidrog på sin måde og på denne tid var det gode tider for håndværk, handel og videnskab. I 1655 blev Vilnius indtaget af russiske styrker og blev plyndret, nedbrændt og befolkningen blev massakreret. Det tog mange år før byen kom sig igen, selv om befolkningsmængden hurtigt var tilbage og i begyndelsen af 1800-tallet var byen den tredje største i Østeuropa. Dette fremtvang en ødelæggelse af bymuren og efter perioden 1799-1805 stod kun Aušros Vartai (Morgengryets port) (også kjent som Miedniki-porten og Ostra Brama) tilbage.

Kapell til minde om de som faldne under Januaropstanden, nu forsvundet
Foto: Sergej Prokudin-Gorskij

Efter den tredje deling af Rzeczpospolita i 1795 blev daværende Wilno (det daværende navn) indlemmet i Rusland og blev guvernementshovedstad. I 1812 blev byen besejret af Napoleon på sin togfærd mod Moskva. Efter at denne fremfærd havde slået fejl trak hæren sig tilbage til et område, hvor tusinder af franske soldater døde og blev gravlagt i skyttegravene de selv havde bygget nogen måneder tidligere. Efter novemberopstanden blev universitetet stoppet og undertrykkelsen stoppede byens videre udvikling. Under januaropstanden i 1863 var der tunge kampe i byen, men fred og orden blev genoprettet af Mikhail Muravjev. Muravjev gik under kaldenavnet Korikas eller Wieszaciel (Bøddelen) af byens indbyggere på grund af alle henrettelserne han beordrede. Efter opstanden blev der sat en stopper for al frihed og litauisk, polsk^[1] og hviderussisk blev forbudt.

[redigér] 1. verdenskrig

Under første verdenskrig blev Vilna okkuperet af Tyskland fra 1915 til 1918. I 1919 blev Vilnius proklamert hovedstad i den kortlivede Litauiske og hviderussiske socialistiske sovjetrepublik. Den blev besejret den 1. januar 1919 af polske forsvarsstyrker som var rekrutteret blandt lokalbefolkningen. Byen blev derefter erobret af bolsjevikerne, som kom ind fra øst. Den 19. april 1919 var byen igen erobret af denpolske hær under kommando af Edward Rydz-Śmigły, men den 14. juli var den igen tabt til russiske styrker. Lige efter det russiske tab i Slaget om Warszawa i 1920 leverede Den røde hær byen over til den nye stat Litauen på sin vej østover. Men den 9. oktober 1920 erobrede den litauisk-hviderussiske division i den polske hær (general Lucjan Żeligowski) byen efter et arrangeret mytteri. Byen og dens opland blev proklamert som staten Central-Litauen. Efter at der var afholdt valg til det central-litauiske parlament, blev området den 20. februar 1922 indlemmet i Polen. Litauen nægtede imidlertid at opgive kravet på byen, og konflikten forhindrede et normalt forhold mellem de to lande gennem hele mellemkrigstiden, hvor byen Kaunas derfor var Litauens de facto-hovedstad.

Udsikt over Vilnius i 1912
Foto: Sergej Prokudin-Gorskij

Folkeforbundets ambassadørkonference godkendte status quo i 1923, selv om byen forblev et omstridt område mellem Polen og Litauen (der i sidstnævnte land betragtede Vilnius som dets grundlovsmæssige hovedstad). Litauen afstod fra at acceptere polsk overherredømme over Central-Litauen og ikke før 1938-ultimatumet genoptog litauiske myndigheder med Polen og således de facto godtog nabolandets grænser.

For anden gang i historien begynte Wilno en periode med hurtig udvikling. Stefan Batory-universitetet blev genåbnet og byens infrastruktur blev betydeligt forbedret. I 1931 havde Wilno 195.000 indbyggere, som gjorde den til Polens femte største by.

[redigér] 2. verdenskrig

Som et resultat af Molotov-Ribbentrop-pagten og angrebet på Polen blev byen okkuperet af Den røde hær den 19. september 1939. Kun sporadisk modstand med lokale hjemmeværnsstyrker fandt sted eftersom den polske hær allerede var i krig mod Tyskland i en anden del af Polen. Byen var påtænkt som hovedstad i Hviderusland, men efter samtaler i Moskva den 10. oktober 1939 blev byen og opland overført til Litauen mod etableringen af sovjetiske militærbaser flere steder i landet. De litauiske myndigheder indtog Vilnius kort tid efter og den litauiske hovedstad blev gradvis overført dertil. Ligeledes var denne proses endnu ikke afsluttet, da Vilnius igen blev erobret af Sovjetunionen i juni 1940 og blev hovedstad i Den litauiske socialistiske sovjetrepublik. Omkring 35.000–40.000 af byens indbyggere blev arresteret af NKVD og sendt til Gulag.

I juni 1941 blev byen igen erobret af Tyskland. Omkring 100.000 indbyggere blev dræbt i en massehenrettelse i Paneriai, af dem var 95% lokale jøder. En mislykket ghetto-opstand som fandt sted den 1. september 1943 (Vilna-oprøret) førte til den endelige ødelæggelse af ghettoen. Vilnius blev indtaget af det polske hjemmeværn under Operation Ostra Brama, også kendt som Wilno-oprøret.

[redigér] Efterkrigstiden

Efter anden verdenskrig besluttede sovjetiske myndigheder at forvise den polske befolkning fra Litauen og Hviderusland. Denne beslutningen blev implementeret under den såkalte repatriation og organiseret i fællesskab af sovjetiske og polske myndigheder. Når man ser bort fra at denne repatriation var frivillig og at visse dele af den polske befolkningen ikke deltog i den, var den meget omstridt både menneskeligt og juridisk set. På denne måde blev byens befolkningsammensætning fuldstændig ændret og de fleste bånd mellem byens fortid og traditioner blev brudt.

Disse hændelser påvirkede den demografiske situation i byen i en vis grad. Alligevel var byens vækst i efterkrigstiden den vigtigste faktor for den demografiske udviklingen. Væksten i de litauiske byer i denne periode og den synkende befolkning på landet førte til en hurtig befolkningsvækst efter omkring 1960. På denne måde blev den demografiske fordeling af de forskellige etniske befolkningsgrupper i Vilnius mere sammenfaldende med resten af Litauen. Vilnius blev mere litauisk end den havde været selv flere århundreder tidligere. På den anden side er der en stor polsk befolkningsgruppe som først og fremmest varetager sine traditioner.

[redigér] Frigørelse

I begyndelsen af 1987 fandt der massedemonstrationer sted mod sovjetstyret i byen. Den 11. marts 1990 generklærede den øverste sovjet i den litauiske socialistiske sovjetrepublik sig uafhængig af Sovjetunionen og genoprettede det selvstændige Republikken Litauen, som var blevet indlemmet af sovjeterne i 1940. Sovjet reagerede den 9. januar 1991 med at sende troppestyrker og den 13. januar angreb sovjetiske styrker vigtige bygninger, hvorved 14 personer mistede livet og over 700 blev alvorligt skadet. Alligevel måtte Sovjetunionen anerkende Litauen som et selvstændigt land efter augustkuppet samme år. Den officielle anerkendelsen kom den 6. september, fire dage efter at Washington gjorde det samme. Vilnius havde da ikke været hovedstad i Litauen siden de to korte perioder i 1918 og 1920.

[redigér] Oprindelsen af byens navn

Det antages at Vilnius, på samme måde som så mange andre byer, har fået sit navn efter floden, hvis bredder byen er lagt ved, dvs. Vilnia (polsk Wilejka).

[redigér] Turistinformation

Vilnius centrum om vinteren
Foto: Chmouel Boudjnah

Siden Litauens selvstændighed blev anerkendt af Sovjetunionen i august 1991 er Vilnius både blevet langt mere moderne og blevet en bedre by at bo i. På mindre end ti år forvandlede byen sig fra at være en grå sovjetisk til at være en moderne vestlig by.

Idag er Vilnius en moderne kosmopolitisk hovedstad og minder på mange måder om København eller Paris. I byen kan man se flere end 40 kirker. Restauranter, hoteller og muséer er dukket op som paddehatte siden selvstændigheden, og unge vilniusere forsvarer byens omdømme om at være verdens mest gæstfrie by i følge det store antal medlemmer i den internationale Hospitality Club.

[redigér] Den gamle by

I lighed med de fleste middelalderbyer har Vilnius gamle by udviklet sig rundt om sit rådhus. Hovedgaden, Pilies gatve, strækker sig fra rådhuset til guvernørens slot. Andre gader slynger sig rundt om slottet, som tilhørte feudale storfolk og godsejere, kirker, butikker og værksteder. I den gamle by findes trange og svingede gader og små hyggelige gårdspladser.

Det historiske midtpunkt i Vilnius, den gamle by, er en af de største i Østeuropa (3,6 km²). De mest værdifulde historiske og kulturelle bygninger og findesteder er koncentreret her. Bygningerne i den gamle by – de udgør omkring 1500 – blev bygget gennem flere århundreder, er derfor en samling af mange forskellige europæiske arkitektoniske stile. Selv om Vilnius ofte kaldes en barokby, vil man også finde nogen bygninger i gotisk arkitektur, renæssance og andre stile. De vigtigste seværdigheder i byen er Gediminas slot og Katedralpladsen, symboliserer hovedstaden. Sammen udgør de også indgangen til hovedstadens historiske centrum. Siden Vilnius gamle by er enestående kom den i 1994 på UNESCO's Verdensarvsliste. Lige udenfor byen strækker et andet værk sig og som også ligger på samme verdensarvliste, Struves meridianbue.

I 1995 blev den eneste kendte skulptur i verden af Frank Zappa opstillet i centrum af Vilnius med regeringens tilladelse. Det var den litauiske skulptøren Konstantinas Bogdanas som tidligere havde lavet byster af Vladimir Lenin som forevigede Zappa.

[redigér] Akropolis

Et af de største butikscentre i Nordeuropa ligger i bydelen Šeškinė, og dækker 143.000 m². Det består af tre dele under samme tag, Akropolis samt de to mindre dele Ermitazas og Maxima. Akropolis udgør 110.000 m² af hele centret og består af 102 butikker og 8 biografsale. En hel ishockeybane har fået plads inde i centrets café. De to andre centerdele er Ermitažas som bl.a. sælger IKEA-varer, og supermarkedet Maxima med ca. 48 kasser. Butikcentret står for omkring 20 % af al detailvareomsætningen i den litauiske hovedstad og er en betydelig seværdighed også for litauere fra alle dele af landet.

[redigér] Økonomi

Vilnius Financial Center

Vilnius er den største økonomiske center for Litauen og en af de største financielle centre for Baltikum. Selvom byen kun er hjemsted for 15% af Litauens befolkning genererer det omkring 35% af Litauens BNP^[2]. Baseret på disse indikatorer er BNP per indbygger baseret på købekraftsparitet i 2005 på ca. 33.100 dollars, hvilket er over EU-gennemsnittet.

Vilnius bidrog med over 4,6 milliarder litas til det nationale budget i 2004. Dette beløb udgør omkring 37% af det samlede budget. Kaunas, den andenstørste by, bidrog til sammenligning kun med 1,5 milliarder. Vilnius modtog tilgengæld 360 millioner litas i budgeter, hvilket kun svarer til 7,7% af byens bidrag. Denne forskel forårsagede en del konflikt med centralregeringen idet Vilnius krævede en større andel af de midler byen generede.

[redigér] Klima

Klimaet i Vilnius betragtes som fastlandsklima i Köppens klimaklassificering^[3]. Den årlige gennemsnitstemperatur er +6,1°C, i januar er det 4,9 og +17,0 grader Celsius i juli. Gennemsnitlig nedbør er ca. 661 mm i året.

Varme somre med dagstemperaturer over 30°C forekommer, men stort klimaet er stort set lig det man finder i den nordlige del af Tyskland, Danmark og Sydsverige.

[redigér] Transport

Kong Mindaugas-broen over Neris-floden lige syd for katedralpladsen.

Vilnius er startsted for motorvejene Vilnius-Kaunas-Klaipėda og Vilnius-Panevėžys. Selv om Neris-floden er sejlbar, så findes der ingen rutebåde, og årsagen er delvis, at Neris kun er sejlbar til Jonava-området. Over Vilnius internationale lufthavn går de fleste internationale flyvninger til de vigtigste europæiske destinationer. Vilnius jernbanestation er et andet vigtigt kommunikationspunkt med jernbaneforbindelse til Klaipeda i vest, Tallinn i nord, Warszawa i syd og Moskva i øst. Byen har også dets eget jernbanemuseum.

Der finnes et trolleybus-net i byen. En T-bane planlægges i nær fremtid^[4].

[redigér] Venskabsbyer

Vilnius er venskabsby med:

[redigér] Berømte vilniusere

Michał Andriolli (1836-1893), maler
Teodor Bujnicki (1907–1944), poet
Jan Karol Chodkiewicz (1560-1621), politiker og hetman
Gaon mi Vilno (1720-1797), lærd jøde og kabbalist
Antoni Gorecki (1787-1861), forfatter
Stanisław Jasiukiewicz (1921-1973), skuespiller
Kazimierz Kontrym (1776-1836), forfatter og politiker
Czesław Miłosz (1911-2004), poet, Nobelprisvinner i litteratur
Maurycy Orgelbrand (1826-1904) og Samuel Orgelbrand (1810-1868)
Jerzy Passendorfer (1923-2003), filmregissør
Artūras Paulauskas (1953-), leder af Litauens Seimas
Emilia Plater (1806-1831), soldat og revolutionær
Kazimierz Plater (1915-2004), skakmester
Ada Rusowicz (1944-1991), sanger
Bolesław Bohusz-Siestrzeńcewicz (1869-1940), general
Piotr Skarga (1536-1612), teolog, forfatter og første rektor ved Vilnius Akademi
Irena Sławińska (1913-2004), historiker og teaterforsker
Jędrzej Śniadecki (1768-1838), kemiker, biolog og filosof
Józef Świętorzecki (1876-1936), general
Władysław Syrokomla (1823-1862), poet, forfatter og oversætter
Zygmunt Vogel (1764-1826), maler
Antoni Wiwulski (1877-1919), skulptør og arkitekt
Tomasz Zan (1796–1855), poet

[redigér] Fodnoter

↑ Egidijus Aleksandravičius, Antanas Kulakauskas; Carų valdžioje: Lietuva XIX amžiuje ("Lithuania under the reign of Czars in 19th century"); Baltos lankos, Vilnius 1996. Polish translation: Pod władzą carów: Litwa w XIX wieku, Universitas, Kraków 2003, page 90, ISBN 83-7052-543-1
↑ investicijos.php
↑ Kottek, M., J. Grieser, C. Beck, B. Rudolf, and F. Rubel (2006). "World Map of the Köppen-Geiger climate classification updated". Meteorol. Z. 15: 259-263. DOI 10.1127/0941-2948/2006/0130.
↑ Vilnius Transport