Alvilda Larsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Alvilda Marie Louise Larsen Møller (6. september 1914 i Slesvig24. april 1974 i Værløse) var en dansk politiker, der var medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti. Senere blev hun journalist ved det kommunistiske dagblad Land og Folk.[1]

Hun var datter af den kendte kommunist og formand for Malernes Fagforening i København, Hans Christian Lauritz Larsen, og blev allerede efter skolen aktiv i Danmarks Kommunistiske Ungdom. I 1935 meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Allerede året forinden var hun blevet valgt til partiets hovedbestyrelse for ungdomsorganisationen, og 1936-1941 var hun formand for DKU. Hun var redaktør af DKU's blad, Fremad, 1937-1940. Hun blev i 1937 valgt til DKP's centralkomité.[1]

Da DKP blev forbudt i 1941 blev Alvilda Larsen anholdt og indsat i Vestre Fængsel, men da hun havde tuberkulose, blev hun løsladt allerede efter et par måneder. I 1943 emigrerede hun til Sverige, hvor hun blev DKP's repræsentant. I Sverige samarbejdede hun bl.a. med partifællen Edvard Heiberg. Hendes mand, fagforeningsformanden Frederik Møller, kom i koncentrationslejr i Stutthof, og vendte tilbage Danmark sammen med Alvilda efter krigen. Under resten af besættelsen forblev DKP ulovligt og opstillede derfor ikke til folketingsvalget i 1943. Efter Befrielsen fik DKP via en særlov tildelt de tre mandater, som nazisterne havde haft siden 1943. Alvilda Larsen indtrådte i Folketinget som stedfortræder, og blev som den første kvinde medlem af Finansudvalget. Larsen blev ikke valgt i 1945, men var senere folketingsmedlem igen 1947-1950 og 1953-1957. Hun var desuden medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse 1946-1954. Sammen med Ragnhild Andersen tegnede hun i de år DKP's profil på det socialpolitiske og ligestillingspolitiske område. Alvilda Larsen var gennem 1950'erne partiet officielle kvindeleder, og var medarrangør af Kvindernes Verdenskongres i København i 1953 og 1960.[1]

Fra 1957 til 1966 var hun journalist ved Land og Folk. I 1966 forlod hun både bladet og partiets ledelse, og blev ansat som kursuslærer ved Boligselskabernes Landsforening, hvor hun arbejdede til sin død.[1]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c d