Besættelsesmagtens fangelejre i Norge under Anden verdenskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Den tyske besættelsesmagt i Norge under Anden verdenskrig etablerede fangelejre. 709[1] lejre blev talt i et projekt, der var under rådgivning af Randi Bratteli;[2] andre tal siger "omkring 500",[3] 294[4] eller 110[5] fangelejre.

Der var 709 krigsfangelejre og arbejdslejre for udenlandske krigsfanger; Ved frigivelsen var disse lejre fordelt på ca. 400 igangværende lejre af varierende størrelser; "Stalag som var tyskernes navn på hovedlejren havde en del underlejre i sin administration". Der var fire norske Stalags: 1: Lillehammer, 2 Alta (flyttet til Beisford ved Narvik), 3: Drevja Oppdal og 4: Elvenes ved Kirkenes, sagde en rapport fra projektet "Norge under okkupasjonen".[6]

Jugoslaviske fanger[redigér | redigér wikikode]

I sommeren 1942 kom de første jugoslaviske fanger til Norge for at bygge veje. De fleste døde i løbet af det første år. Man regner med at der kom 4268 fanger fra Jugoslavien til Norge fra juni 1942 til maj 1945. De blev interneret i fangelejre hovedsagelig i Nordland, Troms og Finnmark. Flertallet af fangerne fra Jugoslavien var unge mænd mellem 18 og 30 år. Enkelte var ikke mere end 14 år gamle, mens de ældste var omkring 60 år. De jugoslaviske fanger blev overvejende sat til at bygge veje da de kom til Norge. De arbejdede hovedsagelig på strækningerne RognanLangset, ElsfjordKorgen, Mo i RanaKrokstrand og Karasjok–finskegrænsen og desuden på Bjørnefjell-vejen. I tilknytning til disse vejstrækninger lå fangelejrene: Karasjok, Beisfjord, Botn, Osen og Korgen. Disse fangelejre blev bygget af det norske vejvæsen. På to af vejstrækningerne ledede Vejvæsenet arbejdet.

I modsætning til de sovjetiske krigsfanger var jugoslaverne ikke taget til fange som krigsfanger. Det blev afgørende for hvordan de blev behandlet. Jugoslaverne var arresteret som fjender af det tyske regime og havde fået en dødsdom. Udn krigsfangestatus var de heller ikke beskyttet af Genevekonventionen, som indeholder bestemmelser om hvordan krigsfanger skal behandles. SS omtalte jugoslaverne som mordere og banditter som fortjente at dø.

Fangelejre[redigér | redigér wikikode]

Finnmark fylke[redigér | redigér wikikode]

Omkring 14.000 straffefanger befandt sig i Finnmark. Af disse var det 10.000 sovjetiske krigsfanger. I Karasjok kommune:

  • Lager 4 Karasjok, kendt på norsk som Karasjok fangeleir,[7][8] lå i bygden Karasjok. Lejren blev drevet af SS. I juli 1943 blev 374 politiske fanger og krigsfanger (for det meste jugoslaviske) indsat i koncentrationslejren. De fik som opgave at udvide vejen til Karigasniemi, Finland.[9] Disse fanger byggede "Blodvejen" til Finland - en af flere "blodveje" i Norge. Efter fire eller fem måneder havde blot 111 af disse fanger overlevet. Ved afslutningen af fangernes ophold i Karasjok, kort før transporten fra Karasjok, blev 45 fanger massakreret med skydevåben.

I Nesseby kommune:

Hvornår der kom sovjetfanger til underafsnit Varangerfjord er usikkert. Men i slutningen af 1942 blev der bygget en barakfangelejr ved Vesterelvskole inderst i Varangerfjorden. Den 6.februar 1943 kom der mange sovjetfanger til Varangerbotn og baraklejren ved Vesterelv. Fangevogterne havde afdelingsnummer 271 og havde kvarter på internatet i Karlebotn.

  • Vesterelv fangelejr i Varangerbotn inderst i Varangerfjorden blev bygget som en baraklejr i slutningen af 1942 af Organisation Todt.[10][11] Nogle måneder senere, den 6.februar 1943, kom der mange sovjetiske fanger til Varangerbotn og baraklejren ved Vesterelv. De sovjetiske fanger opholdt sig der kun fra februar 1943 til maj 1943. Til trods for dette blev indbyggerne her vidner til flere hændelser hvor fangerne blev udsat for en brutal behandling. Fangerne fik heller ikke nok mad.
  • Gornitak fangelejr[12] var en lejr for sovjetiske fanger. Fangerne fik en umenneskelig behandling af fangevogterne. Fangernes barakker var bygget af krydsfinerplader. Efter tyskernes tilbagetrækning fra lejren opdagede den lokale befolkning at vejen til Gornitak var mineret.

I Porsanger kommune:

  • Maggavann fangelejr ved Ytre Billefjord.[13]var en fangelejr med sovjetiske[14] fanger.[15] Et informationsskilt ved den tidligere fangelejr fortæller: "På dette sted byggede tyskerne vandflyvepladsen "Billefjord Sjøflyhavn", som var en strategisk placeret vandflyveplads fra 1941 indtil anlægget blev sprængt den 11. december 1944. Videre fortæller tavlen at anlægget var under stadig udbygning og forbedringer. Arbejdet blev overvejende udført af sovjetiske krigsfanger.
  • Skoganvarre fangelejr havde plads til 100 fanger. Bygden [Skoganvarre ligger ved E6 mellem Lakselv og Karasjok.
  • Brennelv fangeleire havde 250 sovjetiske fanger. Den lå ved E 69, nord for Kistrand på den vestlige side af Porsangerfjorden. I Brennelv bygd var der også en fangelejr; Fangerne var civile sovjetborgere some var interneret i ungdomshuset.[16]
  • Smørstad fangelejr var en fangelejr for tyske-desertører og sovjetiske fanger.[16]

I Sør-Varanger kommune:

Man regner med at der var omkring 7.000 krigsfanger i Sør-Varanger i mindst 75 lejre. Der var overvejende sovjetiske krigsfanger og tyske desertører, men også 14 forskellige kategorier af tvangsarbejdere som kom fra mange forskellige lande.

  • Oksbåsen fangelejr havde 20 sovjetiske fanger.[17]:6
  • Fangelejrene ved Langvasseid (ved Langfjorden) og Ørnevatn lå der flere fangelejre (en arbejdslejr for sovjetiske frivillige og en stor forsyningslejr).[18]
  • Neiden fangelejr var en lejr for russiske (og andre sovjetiske) fanger.[5][19]
  • Leirpollen fangelejr[18][20] (eller Lerpollen -) havde 150 sovjetiske fanger.[17]:6 Også mistænkte medlemmer af Persfjord-gruppens partisaner på Varangerhalvøen, blev holdt i lejren.[20] I 1943 blev 11 fanger slået til døde med spader[20].[21]
    Om Lille Leirpollbukt, skriver en kilde at der var to fangelejre: "en for sovjetiske soldater, og en for nordmænd, polakker og tjekkere".[22]
  • Kjemøy fangelejrKjelmøy havde 80 sovjetiske fanger.[17]:6
  • Ulveskardet fangelejr, på højden mellem Storskog og Jarfjordbotn: Her lå en lazaret/fangelejr.[23]
  • Jarfjordbotn fangelejr (også kendt som Tårnet fangelejr), ved Jarfjorden havde omkring 100 sovjetiske fanger.[17]:6 [24] Jarfjorden er en fjordarm af Varangerfjorden.
  • Grense Jakobselv: Lejren havde 100 sovjetiske fanger.[17]:6
  • Høybuktmoen fangelejr 14 km fra Kirkenes var en fangelejr med 400 sovjetiske soldater[18] som overvejende arbejdede på den tyske militære flyveplads.
  • Sandnes fangelejr 10 km syd for kirkenes[20]havde fra september–november 1942 650 norske lærere som fanger;[25]Fra 1942 havde lejren sovjetiske krigsfanger.
  • Elvenes fangelejr også kaldt Stalag 322, med sovjetiske fanger blev etableret på Elvenes i juni 1941. I forbindelse med evakueringen i august 1944 blev lejren flyttet og lagt ind under Stalag 330 i Alta. I 1942 blev 600 norske lærere fra hele Norge deporteret til Elvenes. Bygden blev raseret under den tyske tilbagetrækning i 1944, men senere genrejst. Bygden ligger ved bunden af Bøkfjorden, ti kilometer syd for Kirkenes, tæt ved grænsen til Rusland.
  • Grensefossmoen fangelejr i Øvre Pasvik nationalpark ved Grensefossmoen[18]"
  • Vaggetem fangelejr syd for Pasvik.[26] Krigsfangerne i Vaggetem blev sat til skovsdrift, og her ses tydelige rester af lejrområdet fortsat. Fra fylkevejen må man gå ca 2 km på en sti. Flere steder kan man se kævlerne som blev lagt for at hestekærrerne kunne komme frem.
  • Banebekken fangelejr.[27] Ved Banebekken fandt man i 2017 fire grave. Den største af gravene er en massegrav som er fire meter lang og tretten meter bred. Ved siden af lå der tre grave på to ganger to meter. Alle gravene var omtrent 120 centimeter dybe da de blev tømt for 76 døde af Krigsgravtjenesten i 1949. De mindre grave var sandsynligvis til de fanger som gravede den storee massegrav.

Troms fylke[redigér | redigér wikikode]

  • Bardufoss fangelejr blev oprettet i marts 1944 ved Bardufoss flyveplads ved bygden Bardufoss i Målselv Kommune . Krigsfanger og norske politiske fanger blev brugt til tvangsarbejde på flypladsen. Fangetallet var på det højeste omkring 800.
  • Tromsdalen fangelejr blev bygget i 1942 på Krøkebærsletta[24] Lejren skulle erstatte fangelejren "Sydspissen leir" på det sydlige Tromsøya som havde været i brug siden juni 1941. Antallet af fanger var på omkring 230 mænd og 20 kvinder. De fleste af fangere var norske og hovedsageligt politiske fanger og folk som var arresteret for militær modstand. Der forekom jævnlig en brutal behandling af fangerne. Fanger med dødsdom blev eksekveret i nærområdet. Den sidste fange som blev indsat på Krøkebærsletta den 2. maj 1945, blev registreret som fange nummer 2488, og løsladt 4. maj 1945. Miindesmærket over Tromsdalen fangeleir står i dag foran Tromstun Skole hvor lejren engang lå.
  • Veiskaret fangelejr i kommunen Kvænangen, bestod af to underlejre, Veidal og Badderen.[20])Fangelejren på Baddereidet blev oprettet i august 1942. Tilsammen 400 norske fanger blev sendt til Kvænangen fangelejr og fordelt på lejrene Veidalen på Kvænangsfjellet og Veiskaret på Baddereidet.
  • Sydspissen fangelejr for politiske fanger ved Tromsø, var i brug fra juni 1941.[24].Den blev bygget af omkring 300 fanger. De første fanger kom til lejren 17. og 18. juni da omkring 100 personer i Nord-Norge blev arresteret, deriblandt alle de mandlige jøder i Tromsø. I begyndelsen af 1942 blev et antal lærerene fra på folkeskolen og gymnasiet interneret i lejren. Barakkerne havde en lang gang i midten med «kabiner» på hver side med en smal liggeplads til fire mand. Vagterne var hensynsløse, og der var også dårlig med mad indtil folk på Tromsøya fik organiseret en hjælpetjeneste som leverede mad til fangerne. Der var for det meste 100-120 mand. De fleste opholdt sig relativt kort tid på stedet, "Sydspissen" fungerede som opsamlings- og gennemgangslejr for området nord for Lofoten. Det er ikke kendt hvor mange fanger som totalt var på gennemgang på Sydspissen før juli 1942, da blev alle overført til Krøkebærsletta.
  • Skorpa fangelejr på øen Skorpa blev oprettet i 1940 af den norske 6. infanteridivision for at holde tyske krigsfanger fra Narvik-området indespærret efter det tyske angreb på Norge. Skorpa var den vigtigste norske fangelejr i Nord-Norge og havde i begyndelsen af maj 1940 ca. 400 fanger fra de tre våbengrene Luftwaffe, Kriegsmarine og Heer, og et mindre antal civile tyske sømænd. Da lejren blev nedlagt efter den norske kapitulation var antallet fanger ca. 500. Da tyskerne i 1942 begyndte at bygge militære anlæg på Sydspissen, blev der bygget en ny og større lejr på Krøkebærsletta i Tromsdalen. Også her var der hård behandling. Boforholdene var dårlige, særlig den i den sidste del af vinteren, når lejren var overfyldt. Men selv om det var hårdt for de politiske fanger, blev dem som var taget for at have været med i militært modstandsarbejde ofte en grusommere behandling. Den 20. oktober 1943 blev 8 af fangerne dømt til døden. De blev skudt den 23. oktober og begravet i en mose et stykke nord for Krøkebærsletta. Omkring 2000 politiske fanger regnes for at have passeret Krøkebærsletta, på vej til Falstad, Grini eller Tyskland. Antallet fanger var på det meste omkring 250. Den sidte fange blev indsatt 2. maj 1945 som nr. 2487 og løsladt 2 dage senere, den 4. maj.

Nordland[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med vejarbejdet som blev udført var der fangelejrer i fem kommuner i Nordland. Blandt de mange fanger som kom til Nordland var jugoslaviske fanger. Den tyske krigsmagt ønskede at forlænge riksvei 50. Til det behøvede de arbejdskraft, som de fik gennem en aftale med SS. I alt kom det 4041 fanger. På ni måneder døde 72% af dem.

  • Makkøyra fangelejr ved Elvkroken[28] Kombinationen af for lidt mad, uhygiejniske forhold, og mangelen på sanitære sygebarakker og latriner, resulterede i alt 403 sovjetiske krigsfanger mistede livet i Elvkroken.
  • Krokstrand[17]:12
  • Lund[17]:13
  • Bjarkåsen: Leiren havde 918 fanger.[17]:7

28 fangelejre var placeret mellem Mo i Rana og Fauske (og 25 af disse var for sovjetiske krigsfanger).[29]

Helgeland og Salten[redigér | redigér wikikode]

I Hamarøy kommune:

I Sørfold kommune:


I Steigen kommune:

I Bodø kommune:

I Saltdal kommune:

Steder på kortet, med fangelejrer: Setså, Stamnes, Langset og Rognan. Det blå kvadrat markerer fangelejren i Botn.
Foto: Kartverket
I Saltdalen:
  • Sundby eller Nedre Sundby fangeleir[37]: Lejren havde 500 fanger i maj 1945.[33] I lejrens levetid havde den fanger fra Sovjetunionen.[17]:8
  • Brenne: Lejren havde 118fanger i maj 1945.[33] I lejrens levetid havde den fanger fra Sovjetunionen.[17]:8


  • Pothus[33] (eller Potshus): Lejren havde 749 fanger i maj 1945. I lejrens levetid havde den fanger fra Jugoslavien; Efter at fangerne blev flyttet, kom russiske fanger. "Leiren lå vest for Saltdalselva, ca. 1 km syd for broen ved Røkland".[42]
  • Russånes: Lejren havde 291 fanger i maj 1945.[33] I lejrens levetid havde den fanger fra Sovjetunionen.[17]:8
I Lønsdalen:
  • Kjemåga leir,[44]:4 i blandt kaldet Kjemåga:[33] En bro var blevet bygget over Kjemågelva; spændet var cirka 12 meter. En hjælpebane var blevet bygget ved siden af hoved-togsporet mellem Lønsdal og Kjemåga.[44]:22 792 sovjetiske fanger var der (i maj 1945).[44]:4 [17]:8
Semska:
  • Rødelva [eller Rotelva ]: Lejren havde 550 fanger i maj 1945.[33] I lejrens levetid havde den fanger fra Polen.[49]
Syd for polarcirklen[redigér | redigér wikikode]

Saltfjellet:

Lager Polarkreis (norsk: Polarkreis-fangeleiren) var en fangelejr i Nordland fylke. Fangelejren lå på Saltfjeldet i Saltdal kommune. Fangerne var med til at bygge "riksveg 50" (den senere E6). * Bolna: Lejren havde 539 fanger i maj 1945.[33]
  • Randalsvollen var en fangelejr ca. 2 km fra Bolna station ved fjeldet Bolna]] i Rana kommune, som blev åbnet i 1943. Mange fanger døde her. De døde fangere blev begravet på en fælles gravplads som blev delt med døde fanger fra Bolna fangeleir, som lå i nærheden af Bolna station. Lejren havde 523 fanger i maj 1945.

I Dunderlandsdalen:

  • Fangelejren på Brennhei, eller Brennheia[50] i Krokstrand i Rana kommune. Den blev nedlagt i 1943 og de omkring 100 fanger blev flyttet videre til nye fangelejrer i takt med fremdriften af Nordlandsbanen og en uvis skæbne for mange af dem. Ikke kun fra tysk side men naturkræfterne og dårlig beklædning gjorde at mange liv gik tabt
  • Nabbvollen fangeleir[51] (eller Nabbvolden):[33] havde 426 sovjetfanger, deraf 20 friske og arbejdsdygtige.»[52] Lejren havde 436 fanger i maj 1945.[33]
  • Hjartåsen Fangeleir, også kaldt Raufjellforsen havde 922 fanger i maj 1945, deraf 430 syge. 18 med tuberkulose. I nærheden af skydebanen ligger en gravplads. 63 sovjetfanger og 13 jugoslavere er begravet her.
  • Storvollen fangeleir lå øverst i Dunderlandsdalen mellem Mo i Rana og Polarcirklen. 422 sovjetiske krigsfanger var indkvarteret her. Status 8/5-1945: 300 syge. 23 med tuberkulose, ca. 30 døde efter 26 marst 1945.
  • Dunderland fangeleir havde 481 fanger i maj 1945. 300 af dem var syge på grund af underernæring og dårlig behandling. Mere end 100 kunne ikke gå. Vejen ind til Dunderland fangeleir hed Adolf Hitlers Strasse.

Andfjellet:

  • Andfjell fangeleir;[35] eller Andfjell.[33] Leiren havde russiske fanger.[50] Nettstaden historieblogg.no skriver at lejren havde norske fanger fra august 1944: «Organisation Todt beordrede en evakuering af Andfjell allerede efter tre uger, for at fylde fangeleiren med sovjetiske krigsfanger. De norske fanger blev den 5. september sendt til en anden lejr.[35] Lejren havde 509 fanger i maj 1945.[33]

I Hemnes kommune:

I Vefsn kommune:

I Meløy kommune:

I Vega kommune:

  • Ylvingen[17]:13 var der "fangerne"[56] [udenlandske krigsfanger], der arbejdede ved kystfortet.[57]

I Hattfjelldal kommune:

I Lurøy kommune:

Ofoten[redigér | redigér wikikode]

I Lødingen kommune.

I Narvik kommune:

  • Lager I Beisfjord, eller Beisfjord fangeleir på norsk, ved Beisfjorden (Narvik)|Beisfjorden, 12 km sydøst for Narvik, blev oprettet af Schutzstaffel (SS), i juni 1942 for 900 jugoslaviske fanger. Om aftenen 17. juli 1942 blev 588 uden tyfus ført ud af lejren med kurs for et karantænested på Bjørnefjell. 287 blev tilbage i sygebarakkerne. Vagterne satte maskingeværer op på taget af en barak og i et vagttårn, og i grupper på 20 blev de syge ført ud til grøfterne udenfor pigtrådgærdet. Her blev de skudt. Nogle fanger barrikaderede sig i den ene barak og ville ikke komme ud. Da satte SS ild til barakken, så de syge indebrændte. De to yngste fanger var 14 år gamle, den ældste 58. [58]Det er den største kendte massakre på norsk jord. 17 norske fangevogtere var til stede og deltog. [59] (Se Beisfjord-massakren)
  • Ved JernvannBjørnfjell: Fangelejren ved Øvre Jernvann[60] var en underlejr af Beisfjord-lejren.[8]
  • Kirkegården i Narvik: Lejren havde 500-1200 fanger.[17]:7
  • Sykehuset i Narvik: Lejren havde 120 sovjetiske fanger.[17]:8
  • Framnæsodden i Narvik: Lejren havde 80-100 sovjetiske fanger.[17]:8
  • Dronningsgate: Lejren havde 65 sovjetiske fanger.[17]:8
  • Kongensgate i Narvik: Lejren havde 40 sovjetiske fanger.[17]:8

I Evenes kommune:

I Tysfjord kommune:

Lofoten og Vesterålen[redigér | redigér wikikode]

I Flakstad kommune:

Trøndelag[redigér | redigér wikikode]

Hordaland[redigér | redigér wikikode]

  • Ulven-lejren[20]
  • Espeland fangelejr[66] blev oprettet af tyskerne i 1943 og havde plads til omkring 200 fanger, fordelt på 8 barakker. Lejren skulle være erstatning for Ulven leir i Os, som Wehrmacht skulle overtage. Af de omkring 470 fangelejre i Norge under krigsårene står kun Espeland fangelejr tilbage som et helt anlæg. Lejren blev bygget som transitlejr for okkupationsmagtens modstandere. Efter krigen blev fangelejren brugt som lejr for norske landsforrædere og tyske krigsforbrydere. Fangelejren havde i alt 2026 fanger fra januar 1943 til maj 1945. Maksimumsbelægningen var omkring 380. Fangerne kom overvejende fra Hordaland og Sogn og Fjordane og Sogn og Fjordane. Der var også et mindre antal udlændinge i lejren. De fleste af fangene sad uden dom, men var i "Schutzhaft" (forvaring). 1952 blev lejren overtaget af civilforsvaret. Anlægget ble fredet i november 2014, og i januar 2015 overdrog Stortinget ejerskabet til Stiftelsen Espeland fangeleir. Den fredede Espeland fangeleir er nu et museumsanlæg. De bessøgende kan vandre rundt i lejrområdet. I barakken "Lenken" er der en udstilling om lejrens historie.
  • Storetveit skole ved Bergen havde 268 fanger.[20]
  • I Framnes i Norheimsund, blev en kostskole ombygget til en fangelejr.[20]

Vestfold[redigér | redigér wikikode]

  • Berg interneringslejr, ved gården Søndre Berg fire km nord for Tønsberg by var den eneste fangelejr som blev oprettet det af Nasjonal Samling kontrollerede "Statspolitiet" i 1942. Den 25. oktober samme år kom der besked fra Berlin om at arrestere alle norske, mandlige jøder. Fra den 26. november blev også kvinder og børn arresteret. Allerede den 26. oktober blev 60 af de første jøder samlet på Berg, hvor de blev sat til at bygge lejren færdig. 26. november blev de mandlige fangere delt ind i to grupper: de som var gift med norske kvinder, og de som var ugifte eller gift med ikke-ariske kvinder. Den sidste gruppe blev sendt videre til koncentrationslejrene. I alt 227 jødiske mænd blev deporteret fra Berg til Auschwitz i Oświęcim i Polen. Kun syv af dem overlevede. De få jøder som var gift med «ariere», blev siddende i Berg resten af okkupationen. I februar 1943 kom de første ikke-jødiske krigsfanger til Berg, først og fremmest norske politiske modstandere af naziregimet. Lejren var oprindelig planlagt for omkring 3000 fanger, men blev aldrig fuldt udbygget. Antallet af internerede var derfor almindeligvis kun omkring 250-300, men øgedes med en belægning på mellem 500 og 600 den sidste krigsvinter. Berg var for øvrig den eneste fangelejr i Norge som kun havde norske fangevogtere. Fangebehandlingen var meget hård, og tre af vogterne blev idømt livsvarigt tvangsarbejde i retsopgøret efter krigen. I dag er det kun køkkenbarakken og latrine-barakkens grundmur tilbage fra den oprindelige interneringslejr. I kælderen under køkkenbarakken står fængselscellerne stadig som de var under krigen.
  • Midtre Bolærne fangelejr ved Bolærne var en var en dødslejr for sovjetrussere. Den blev etableret i 1943 for 290 fanger.[67][68][69] De syge krigsfanger blev stuvet ind i små barakker af krydsfiner under de værste forhold for at dø.

Akershus[redigér | redigér wikikode]

I Bærum kommune:

I Nittedal kommune:

  • Åneby fangelejr.[20] var den første tyske fangelejr i Oslo-området, og nummer to i Norge efter "Ulven" ved Bergen. Seks barakker blev bygget fra efteråret 1940 til foråret 1941. Fangelejren lå i kommunen Hakadal. De første fanger var 97 gidsler som tyskerne tog efter det britiske commandoraid mod Lofoten den 4. marst 1941. Desuden var der 84 politiske fanger som var indsat på grund plakatnedrivning og tyskfjendtlig propaganda.

Buskerud[redigér | redigér wikikode]

I Hurum kommune:

Kildehenvisning[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Rapporter fra Norge under okkupasjonen. Oversikt over antall sider i rapportene
  2. ^ "De sovjetiske, polske og jugoslaviske (serbiske) krigsfanger i tysk fangenskap i Norge 1941-1945. Oversikt over 709 krigsfange- og arbeidsleirer for utenlandske krigsfanger. Fordelt på 19 fylker". Utgivet af projektet "Norge under okkupasjonen"
  3. ^ PAINFUL HERITAGE: CULTURAL LANDSCAPE OF THE SECOND WORLD WAR PHENOMENOLOGY, LESSONS AND MANAGEMENT SYSTEMS (norsk), falstadsenteret.no, hentet 9. marts 2019. 
  4. ^ a b c Fangeleirene i Saltdal. Hentet 26. juni 2017
  5. ^ a b Samuelsen, Geir. "14.000 straffanger i Finnmark". NRK (norsk bokmål). 
  6. ^ Rapporter fra Norge under okkupasjonen.Oversikt over antall sider i rapportene:. s.4-5
  7. ^ Her er Eirik Veums liste over de 20 verste torturistene i Hirden: (norsk), vg.no, 4. november 2013, hentet 9. marts 2019. 
  8. ^ a b c d e f g Asbjørn Svarstad; Line Brustad (8. november 2013). "Massakrer i Nord-Norge - utført av norske hirdmenn". Dagbladet: s. 19. 
  9. ^ Følelsesladet møte med Karasjok
  10. ^ Drap på russiske fanger (norsk), finnmarkunderhakekorset.origo.no, hentet 9. marts 2019. 
  11. ^ Drap på russefanger i Finnmark, del 1. (norsk), haraldkyrrewahl.blogg.no, 25. august 2013, hentet 9. marts 2019. 
  12. ^ Les hans dramatiske fortelling fra brannhøsten 1944 (norsk), ifinnmark.no, 24. december 2014, hentet 9. marts 2019.  "I Gornitak, noen få km unna fra oss, hadde også tyskerne bygd en fangeleir til russiske krigsfanger".
  13. ^ Thorbein Gamst. Finnmark under hakekorset. Agdin forlag
  14. ^ July 25, 2013(.) Minerydding i rasert landskap. "[...] russiske krigsfanger som ble satt inn i arbeidet med blant annet Banak flyplass, batteristøttepunkt Sandvik og Billefjord Sjøflyhavn. På minekartet over Billefjord er ”Russenlager” tegnet inn, en fangeleir for russere."
  15. ^ Blogg-Finnmark / Sjøflyhavna i Billefjord (norsk), travel-finnmark.no, 31. oktober 2019, hentet 9. marts 2019. 
  16. ^ a b TYSKE DESERTØRER OG RUSSEFANGER. Hentet 2018-12-18
  17. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z aa ab ac ad ae af ag ah ai aj ak al am an ao ap aq ar as at au av aw ax ay az ba bb bc bd be bf bg bh bi Bache, Andrew. [rapporten] "De sovjetiske, polske og jugoslaviske (serbiske) krigsfanger i tysk fangenskap i Norge 1941-1945. Oversikt over 709 krigsfange- og arbeidsleirer for utenlandske krigsfanger. Fordelt på 19 fylker" fra bogen Norge under okkupasjonen : 25 rapporter med kartlegging og registrering av spørreundersøkelser og dokumentasjon . Utgivet af projektet "Norge under okkupasjonen"
  18. ^ a b c d Her er det meste kartlagt (norsk), sva.no, 30. januar 2015, hentet 9. marts 2019. 
  19. ^ Måtte begrave hundrevis av lik (norsk), nrk.no, 26. oktober 2014, hentet 9. marts 2019. 
  20. ^ a b c d e f g h i j k 11 Eitinger-rapporten - del 1
  21. ^ Partisankrigen i nord: Nazistene slo i hjel 11 nordmenn med spader(.) De havde hjulpet partisaner. De dømmes til døden, og må grave sine egne graver. Men da en full nazioffiser spytter en kar fra Berlevåg i ansiktet, sprakk det. Karen dreper offiseren med ett spadeslag. Tyskernes hevn: Alle 11 dødsdømte blir slått i hjel med spade. VG. Hentet 2018-11-19
  22. ^ Panorama (norsk), himmelstigen.no, hentet 9. marts 2019. 
  23. ^ "GSV GRENSESTASJON NORD: FASTSETTELSE AV PLANPROGRAM FOR REGULERINGSPLAN MED KONSEKVENSUTREDNING". pdf-fil: [1]
  24. ^ a b c Frigjøring og gjenreisning i Troms og Finnmark (norsk), arkivverket.no, 18. maj 2017, hentet 9. marts 2019. 
  25. ^ Skodvin, Magne. (2017, 21. mars). Kirkenesferden. I Store norske leksikon. Hentet 18. december 2018 fra https://snl.no/Kirkenesferden.
  26. ^ TROMS OG FINNMARK (PDF) (norsk), folk.uio.no, 2017, s. 86, hentet 9. marts 2019. 
  27. ^ Fant massegravene til 76 krigsfanger på Jarfjordfjellet (norsk), sva.no, 20. september 2014, hentet 9. marts 2019. 
  28. ^ a b c d "7.Elvkroken", polarbanen.no (engelsk), hentet 2018-11-20. 
  29. ^ Halvor Hegtun (2015-02-27). NSB sa ja til slavedrift - Disse russerfangene ble tvunget til å bygge Nordlandsbanen. Så skulle de glemmes.. Aftenposten A-magasinet. 
  30. ^ a b Udokumenterte krigsminner er i ferd med å forsvinne (norsk), nrk.no, 18. oktober 2016, hentet 9. marts 2019. 
  31. ^ Fant unike foto fra krigen (PDF) (norsk), nord-salten.no, 24. maj 2013, hentet 9. marts 2019. 
  32. ^ Kartlegger fangeleiren ned til centimeteren, før området asfalteres vekk (norsk), nrk.no, 7. oktober 2017, hentet 9. marts 2019. 
  33. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z aa ab ac ad ae "Utsultede fanger ble drevet til slavearbeid. NSB tiet om alt etter krigen". www.nordlys.no (norsk). 2015-02-28. 
  34. ^ Mange gode resultater fra krigsminneprosjekter (norsk), riksantikvaren.no, 13. februar 2017, hentet 9. marts 2019. 
  35. ^ a b c Gunnar D. Hatlehol. Fanget i tyskerarbeid. Hentet 2018-04-22
  36. ^ Petterslager (norsk), nordlandsmuseet.no, hentet 9. marts 2019. 
  37. ^ a b c d e f 4. Saltdal (norsk), polarbanen.no, 25. februar 2019, hentet 9. marts 2019. 
  38. ^ Dette er Nord-Norges ukjente bødler
  39. ^ "BAKKEN FANGELEIR.", digitaltmuseum.no (nynorsk), hentet 2018-11-20. 
  40. ^ Fanget i tyskerarbeid (norsk), historieblogg.no, 9. januar 2017, hentet 9. marts 2019. "... fangeleiren Bakken nær Rognan ..."
  41. ^ Guri Kulås (2015-03-03). Ny dokumentar om sovjetisk krigsfange blir vist under filmfestivalen Kosmorama i Trondheim: Han berga seg med song - Konsentrasjonsleir, tvangsarbeid og venskap med den seinare spionen Gunvor Galtung Haavik er berre nokre av opplevingane Igor Trapitsin omskapte til song. Klassekampen. s. 28. 
  42. ^ Slaveanlegget i Nordland 1940-1945. Fangeleirer og russiske gravsteder. Vandalisering av russiske minnestøtter.
  43. ^ "Godtur.no - Artikkel: Krigsminne Varghola (Berghulnes)", www.godtur.no, hentet 2018-11-20. 
  44. ^ a b c d Finn Rønnebu. "Kulturminner Lønsdal- Kjemåga":4
  45. ^ a b Å lære seg norsk var for en serberfange ensbetydende med å bli henrettet. Hvordan greide så Cveja dette?
  46. ^ Grenseløs interesse for skjelettfunnet
  47. ^ Halvor Hegtun (2015-02-27). NSB said yes to. Aftenposten A-magasinet. s. 27. 
  48. ^ Silje Løvstad Thjømøe. «Da regjeringen fikk krigsminnesmerker sprengt». VG. 2016-08-14. S. 16
  49. ^ POLSK FANGELEIR (norsk), digitaltmuseum.no, hentet 9. marts 2019. 
  50. ^ a b c 3. Rana, Lurøy (norsk), polarbanen.no, hentet 9. marts 2019. 
  51. ^ Jan H. Steen. «Hvem bygde banen i nord?» [Who built the railway of the North?] (19 July 2017) Klassekampen. s. 21
  52. ^ Bjørn Westlie. Fangene som forsvant. S. 9
  53. ^ "Dette er Nord-Norges ukjente bødler". www.nordlys.no (norsk). 2013-11-05. 
  54. ^ Dette er Nord-Norges ukjente bødler - Se oversikt over Hirden-medlemmene fra nord som ble dømt i landssvikoppgjøret.
  55. ^ Hvordan var livet på Neverdal under 2. verdenskrig (PDF) (norsk), Neverdal skole, 2012, hentet 9. marts 2019. 
  56. ^ Etterlyser folk som husker krigens dager
  57. ^ Guri Kulås (2015-03-03). Ny dokumentar om sovjetisk krigsfange blir vist under filmfestivalen Kosmorama i Trondheim: Han berga seg med song - Konsentrasjonsleir, tvangsarbeid og venskap med den seinare spionen Gunvor Galtung Haavik er berre nokre av opplevingane Igor Trapitsin omskapte til song. Klassekampen. s. 28–9. 
  58. ^ Her ble 287 mennesker brent levende eller skutt i løpet av en natt – NRK Nordland – Lokale nyheter, TV og radio
  59. ^ Noen av krigens grusomme dødsleirer var på norsk jord - Aftenposten
  60. ^ Krigsgraver søker namn (norsk), nordlys.no, 25. februar 2019, hentet 8. april 2009. 
  61. ^ Thorsnæs, Geir. (2017, 2. november). Evenes. I Store norske leksikon. Hentet 24. maj 2018 fra https://snl.no/Evenes.
  62. ^ a b – Hvem var Fjodor?
  63. ^ «Takk til det norske folk» - Med utstillingen «Takk til det norske folk» fortelles historien om krigsfangene fra Jugoslavia, og om den norske lokalbefolkningens hjelp og vennskap.
  64. ^ "8. marts 1947" (6. marts 2017) Vi Menn. s. 5
  65. ^ Halkvor Hegtun (2015-02-27). NSB said yes to. Aftenposten A-magasinet. s. 32. 
  66. ^ Espeland fangeleir er tildelt en million kroner i statsbudsjettet (norsk), bt.no, 21. november 2018, hentet 9. marts 2019. 
  67. ^ "Djeveløya - Historie", www.side3.no (norsk), hentet 2018-11-20. 
  68. ^ Bay, Eirik Gripp (2014). "The Front-sisters: A new take on Norwegian women in the German Red Cross of WWII". University of Oslo: s. 88. Hentet 2015-03-16. 
  69. ^ Festningsverk.no. "Dødsleiren på Bolærne 1944" (norsk bokmål). 
  70. ^ a b Før dynamitten kom skjedde det ikke så mye (norsk), rha.no, 6. februar 2014, hentet 9. marts 2019. 

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]