Blodvejen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Fra anlægsarbejde på Blodvejen mellom Rognan og Botn på rigsvej 50 (nu Europavej E6).
Foto: Fra Blodveimuseet.

Blodvejen er en 1,5 kilometer lang norsk vejstrækning øst for Rognan i Saltdal i Nordland fylke.[1] Vejstrækningen var en del af Rigsvej 50, som senere blev til Europavej E6.

Vejen blev bygget af politiske fanger fra Jugoslavien under den tyske besættelse af Norge.[2]

"I denne uge er det 75 år siden, at fangeskibet lagde til kaj i Saltdalsfjorden," skrev avisen VG, den 21. juni 2017; Fartøjet med 472 fanger sejlede ind i fjorden den 25. juni 1942.[3][4]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

For at opbygge forsvarsværker mod de Allierede og anlægge veje, fragtede tyskerne omkring 5.000 jugoslaviske politiske fanger eller krigsfanger til Norge.[5] - Dertil kom fanger af andre nationaliteter. "Så mange som 150.000 udenlandske krigsfanger, -politiske fanger og -tvangsarbejdere var i Norge mellem 1941 og 1945. Over 13.700 døde. Flertallet udførte tungt anlægsarbejde på Nordlandsbanen, Rigsvej 50 (nu E6)[6] gennem Nordnorge, befæstninger og lufthavne." Den største gruppe af fanger var sovjetterne, efterfulgt af polakker og jugoslaver.

I sommeren 1942 begyndte fangerne at ankomme til Nordnorge,[7] - efter at en ny kroatisk marionetregering havde overdraget dem til de tyske myndigheder.[5] En kilde siger, at 2.600 jugoslaviske fanger i juni 1942 sejlede fra Stettin i tre fartøjer. Fangerne skulle til fire hovedlejre (i Beisfjord, Elsfjord, Rognan og Karasjok) i Nordnorge eller deres underlejre.[8] Ansvaret for at skaffe arbejdskraft til anlægsprojekter i Norge var underlagt Einsatzgruppe Wiking i Organisation Todt.[8]

Fra juni 1942 til marts 1943 var der i de norske fangelejre adskillige eksempler på henrettelser eller massakrer på jugoslaver (eksempelvis Beisfjord-massakren og henrettelserne på Bjørnfjell). Ved et tilfælde skød tyskerne 27 fanger ved Ulven nær Bergen, og 26 blev skudt i Tromsø efter ankomsten af et skib. I begge tilfælde blev fangerne informeret om, at de syge skulle indlægges på et sygehus. I Karasjok-lejren, på Botn i Korgen og i Osen-lejre fjernede SS grupper på 10 til 50 syge fanger og lod dem skyde - ifølge HL-Senterets hjemmeside.[9]

Forfatteren Knut Flovik Thoresen skrev i 2013 om de lejre, der kom til at koste 2.368 jugoslaver livet: "De norske fangevogteres grusomme overgrep mod jugoslaviske fanger i Nord-Norge under krigen var så groteske, at jeg knapt har læst om mere brutale handlinger".[10] Desuden var mange af ofrene serbere fra den uafhængige stat Kroatien (NDH) - ikke partisaner, men udvalgt som følge af deres etnicitet.[11] Af den første gruppen vagter udstationerede til Nordnorge brugte nogle af vagterne deres bajonetter så ofte, at "tyskerne fik nok af det".[11] Den næste gruppe fik ikke udleveret bajonetter af frygt for, at de skulle opføre sig lige så bestialsk.[11] Vagterne fra disse grupper kom fra "Hirdvaktbataljonen", en paramilitær afdeling i Nasjonal Samling[11] Denne bataljon havde ansvaret for at bevogte fangelejrene i Nordnorge, mellem juni 1942 og april 1943.[12] Af disse gjorde 500 tjeneste som vagter i de fire hovedlejre—[11]Lager 1 Beisfjord, Lager 2 Elsfjord, Lager 3 Rognan og Lager 4 Karasjok - og deres underlejre på Korgen, Osen og ved Jernvann på Bjørnfjell.)[13]

I 2013 udtalte Flovik Thoresen: "Du kan være sikker på, at hvis de norske fanger havde været udsat for lignende [grusomheder], da ville mange af gerningsmændene være blevet dømt til døden. I stedet slap de fleste med mildere domme end de domme, som blev afsagt til frontsøstre".[14]. I Norge blev «frontsøster» brugt om norske frivillige i tjeneste for tysk Røde Kors som sygeplejere.

Jugoslaverne arbejdede på følgende veje: Elsfjord - Korgen; på Bjørnefjell-vejen mod Kiruna og på vejen mellem Karasjok og den finske grænse"; og Blodvejen fra Rognan til Langsølet; .[6] "Tyskerne prioriterede adgang til jernmalmminer i Kiruna og nikkelminer i Petsamo", snarere end at følge Vejvæsenets planer.[6][15]

Der var 31 lejre mellem Bergen og Hammerfest under Anden Verdenskrig.[16] Antallet af personer, der blev ofre for SS-kommandant Hermann Dolp og hans tyske og norske underordnede, kan være 3.000 eller endda 4.000.[16]

Nogle hundrede bosniske muslimer var blandt krigsfangerne i Norge,[5] men vidnesbyrd om dem findes kun på en britisk liste fra 1945. Efter at de blev sendt fra Norge til Berlin, er der ingen spor af dem, hævder den kroatiske filosof Gorona Ognjenovic.[5] Jugoslavien ønskede ikke disse fanger tilbage, hævder Ognjenovic.[5]

Vejvæsenet og statsbanerne[redigér | redigér wikikode]

Det norske vejvæsen (Statens vegvesen) blev afsløret i 2014 i en artikel i Dagsavisen.[15] Krigsfangelejrene blev anlagt af Vejvæsenet, og det var mere reglen end undtagelse, at Vejvæsenet ledede arbejdet på de strækninger, hvor jugoslaviske tvangsarbejdere arbejdede. "Vejvæsenets ansatte var fasilitører og vidner - ikke bødler. Allikevel har ingen hidtil spurgt: Kunne de have stoppet massedrabene?"[15]

Helgeland veikontor sendte Vejdirektoratet (i Norge) et klagebrev få dage efter, at jugoslaverne var sat til at anlægge en vej. Den ansvarlige ingeniør rapporterede, at de norske vejarbejdere blev urolige og nervøse af at arbejde sammen med jugoslaverne. Jugoslaverne blev udsultet og manglede tøj. I en senere rapport fra Karasjok blev jugoslaverne som byggede en vej der beskrevet som bare "skind og ben". Forfatteren Pål Nygaard skrev: "Så vidt vi ved, tog Vejvæsenet aldrig jugoslavenes situation op med de tyske myndigheder i Norge" (...) Vejvæsenets ledere efter krigen bestemte sig for aldrig at tale om det skete. I 1980'erne interviewede Kjell Hegdalstrand [der var ansat i Vejvæsenet,] mange af de centrale personer fra krigsårene. (...) Problemet (...) er, at de interviewede, der ledede Vejvæsenet i de nordlige fylker, ikke ville snakke om krigen - og endnu mindre om deres omgang med jugoslaviske og sovjetiske fanger".[15]

"At Vegvæsenet var tidligt ude med at acceptere brugen af krigsfanger på etatens anlægsprojekter, åbnede for, at eksempelvis Norges Statsbaner (NSB) viste interesse for denne kontroversielle arbejdskraft", ifølge en artikel i Klassekampen.[6]

Saltdal[redigér | redigér wikikode]

Der var så mange som 18 lejre i Saltdal under anden verdenskrig[17]:18 [18] med fanger fra Jugoslavien og Sovjetunionen samt i mindre omfang fra Polen.[17]:7 Fangerne anlagde veje og jernbaner. Forholdene i de andre lejre i Saltdal var generelt bedre end forholdene i Botn Fangelejr.

Vejarbejde og Botn fangelejr[redigér | redigér wikikode]

Den blå linje markerer vejstrækningen nær Rognan, hvor arbejdet blev udført af jugoslvar på Rigsvej 50. Strækningen er et af flere steder i Norge kendt som Blodvejen. Botn Fangelejr er markeret som en blå boks. Den røde linje markerer efterkrigstidens Europavej E6.

Af de 700 jugoslaver, der kom til lejrene i Botn, overlevede de 450 ikke.[3][4]

Arbejdet udførtes af hold på omkring 20 fanger. Hvert hold var ledet af to (nogle gange en enkelt) medarbejdere i vejvæsenet. Personale fra vejvæsenet tjente som sprængførere og anlægschef [lokalt].[19]:40

Fangerne var stort set jugoslaviske og nogle var sovjeter;[1] De fleste jugoslaver var serbere, men nogle var også kroater. [19] : 36 [Jugoslaver tilhørende lejren] "var ofte civilister, personer som var taget til fange for forskellige forhold, alt fra politisk opposition mod nazisterne til" guerilla-krigførsel, skrev medierne.[3][4]

"Allerede i april 1943 var omkring 300 af de første fanger døde".[3][4] "Efter den første og mest brutale periode døde "blot" 68 fanger, 18 af dem blev skudt".[3][4]

Indtil april 1943 blev lejren lededet af SS, derefter af Wehrmacht.[3][4]

I foråret 1944 fik fangerne officiel status som krigsfanger, og den 1. juni blev de alle sendt til en lejr på Lillealmenningen (også kendt som Potthus-lejren) lidt længere syd i Saltdal og senere til en ny lejr på Saltfjellet kaldet "Lager Polarcirkel".[19]:46

"I 1944 blev de cirka 200 jugoslaviske fanger, som havde overlevet... i Botn-lejren, byttet ud med russiske krigsfanger, som fortsatte arbejdet med Blodvejen".[20]

Lejren i Botn "kan nærmest karakteriseres som en tilintetgørelseslejr", skrev Hålogaland lagmannsrett efter krigen; "De, som endte i Botn, ankom kort og godt til en dødslejr. Det var ikke meningen, at de skulle overleve. Dårlig og lidt mad, dræbende hårdt arbejde, elendige boforhold, et brutalt klima", sagde konservator ved Blodveimuseet, Finn Rønnebu.[3][4]

Kommandant for Botn fangelejr var Fritz Kiefer.[21]

Massakrer[redigér | redigér wikikode]

Den 26. november 1942 blev 73 fanger, Ifølge den jugoslaviske krigsforbryderkommission, skudt. Henrettelserne var bestilt af Untersturmführer August Riemer. Kommissionen fastslog, at 50 fanger blev henrettet 23. januar 1943 - herunder syge fanger. Norske vagter var til stede, mens det var tyske soldater, der eksekverede henrettelserne.[19]:42

Blodkorset på en klippevægg mod Rigsvej 50[redigér | redigér wikikode]

Den specifikke hændelse, der gav vejen sit navn, var et blodkors malet på en klippeskæring i juni 1943. Blodet kom fra en fange, som var blevet skudt langs vejen, og korset var malet af fangens bror, som også var fange.[1][17]:16 [22]

Den 14. juli 1943 blev Miloš Banjac skudt af en vagt tilhørende Wehrmacht, og fangens bror trak et kryds på klippevæggen ved siden af ham med den dødes blod. Denne begivenhed resulterede i, at vejen mellem Rognan og Saksenvik på østsiden af Saltdalfjorden er kendt som blodvejen.[17]:16

Undersøgelse og retssager efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Undersøgelsen af forholdene i lejren startede omkring to år efter krigen.[3][4]

Retssager mod nordmænd[redigér | redigér wikikode]

En tidligere vagt i Botn-lejren blev dømt til døden; "Han blev i Eidsivating lagmannsrett kendt skyldig i drab på én fange, samt flere tilfælde af mishandling. Høyesterett forkastede anken, men manden blev ikke henrettet, og dommen blev efter genoptagelse omstødt til 14 års tvangsarbejde". I alt blev 21 vagter... dømt for til sammen 25 drab, seks blev tiltalt for at have været delagtige i "henrettelser," 29 blev dømt for mishandling, og enkelte for at have udøvet vagttjeneste... De fleste vidner var døde eller lod sig ikke opspore, og de anklagede var selv vidner. Fire personer blev dømt til livsvarigt tvangsarbejde, to fik 20 års fængsel, mens de øvrige fik domme på mellem seks og et halvt og 17 års fængsel. Den yngste, som blev dømt efter krigen, var blot 15 år gammel, da han begik handlingerne".[3][4]

En tidligere vagt blev dømt til døden "for drab på fire fanger i Korgen-leiren. Højesteret afsagde også her enstemmig dødsdom, men den dømte blev senere benådet".[3][4]

Mindeceremonier[redigér | redigér wikikode]

Et mindesmærke ved Botn blev indviet i september 1954. En delegation fra Jugoslavien var til stede ved ceremonien, herunder tre tidligere fanger. De norske myndigheder var blandt andre repræsenteret ved generalmajor Arne Dagfin Dahl.[19] : 46

Den 22. juni 2017 deltog[23] kong Harald i en mindeceremoni på den Jugoslaviske krigskirkegård i Botn i Saltdal "for at mindes ... begivenhederne som kostede 450 jugoslaviske ... fanger livet - af de 700, som kom til lejrene i Botn".[3][4] Ceremonien var et samarbejde mellem Vojvodina-provinsen i Serbien og Nordland fylkeskommune.[3][4]

I populærkultur[redigér | redigér wikikode]

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Store norske leksikon: Blodveien. Hentet 22. juni 2017
  2. ^ https://www.aftenposten.no/meninger/kronikk/Da-nordmenn-mishandlet-fanger-i-krig-502722b.html
  3. ^ a b c d e f g h i j k l Tore Ulbrand Johansen. "Blodet til Milos skapte Blodveien SALTDAL (VG) Blodkorset på steinveggen vitner om noen av de mest grusomme overgrepene i Norge under den andre verdenskrig.". (21. juni 2017) Verdens Gang. Hentet 21. juni 2017
  4. ^ a b c d e f g h i j k l Tore Ulbrand Johansen. "Blodkorset på steinveggen vitner om noen av de mest grusomme overgrepene i Norge under 2. verdenskrig". (21. juni 2017) Verdens Gang. s. 25-7
  5. ^ a b c d e Svarstad, Asbjørn (29. juli 2012). "Drapsnatta i Beisfjord" (på Norwegian). Dagbladet: s. 18. 
  6. ^ a b c d Guri Kulås (2015-02-27). Fleire bøker viser korleis offentlege etatar og private selskap tente på den tyske okkupasjonen av Noreg: Slavane som bygde Noreg. Klassekampen. s. 20.  (norsk)
  7. ^ "Norske leirer: Beisfjord ved Narvik, 1942-1945". Hlsenteret.no (Senter for studier av Holocaust og livssynsminoriteter). Hentet 8. juni 2016.  (norsk)
  8. ^ a b Krieg und Verbrechen: Situation und Intention: Fallbeispiele. Martin Meidenbauer Verlag, 2006. s. 213-4 (tysk)
  9. ^ "Norske leirer: Beisfjord ved Narvik, 1942-1945". Hlsenteret.no (Senter for studier av Holocaust og livssynsminoriteter). Hentet 8. juni 2016.  (norsk)
  10. ^ Asbjørn Svarstad; Line Brustad (8. november 2013). "Massakrer i Nord-Norge - utført av norske hirdmenn". Dagbladet: s. 17. "To nye norske bøker avslører nå barbariske handlinger begått av nordmenn mot krigsfanger i Nord-Norge. - Norske vokteres grusomme overgreb mot jugoslaviske fanger i Norge under krigen var så groteske at jeg knapt har lest om mer brutale handlinger, sier forfatteren Knut Flovik Thoresen."  (norsk)
  11. ^ a b c d e Asbjørn Svarstad; Line Brustad (8. november 2013). "Massakrer i Nord-Norge - utført av norske hirdmenn". Dagbladet: s. 18.  (norsk)
  12. ^ "SS-soldater måtte stanse brutale norske fangevoktere". NRK. 4. november 2013.  (norsk)
  13. ^ Asbjørn Svarstad; Line Brustad (8. november 2013). "Massakrer i Nord-Norge - utført av norske hirdmenn". Dagbladet: s. 19.  (norsk)
  14. ^ Asbjørn Svarstad; Line Brustad (8. november 2013). "Massakrer i Nord-Norge - utført av norske hirdmenn". Dagbladet: s. 17–8.  (norsk)
  15. ^ a b c d Pål Nygaard (2014-11-18). 2. Verdenskrig: Etter krigen benektet alle i Vegvesenet at de hadde noe med de jugoslaviske fangene å gjøre. - Kunne de stoppet massedrap?. Dagsavisen. s. 6.  (norsk)
  16. ^ a b Svarstad, Asbjørn (29. juli 2012). "Drapsnatta i Beisfjord" (på norsk). Dagbladet: s. 19.  (norsk)
  17. ^ a b c d Storeng, Odd. 1997. Krigsfangenes historie – Blodveien i Saltdal. Bodø: Saltdal kommune.
  18. ^ Hjeltnes, Guri. 1995. Norge i krig: fremmedåk og frihetskamp 1940–1945. Oslo: Aschehoug.
  19. ^ a b c d e Nils Parelius. Tilintetgjørelsesleirene for jugoslaviske fanger i Nord-Norge. 1984
  20. ^ Inge Lundereng. "Grusomhetene langs Blodveien". Vi Menn (10. juni 2014) s. 35
  21. ^ Inge Lundereng. "Grusomhetene langs Blodveien". Vi Menn (10. juni 2014) s. 34
  22. ^ Hunt, Vincent. 2014. Fire and Ice: The Nazis' Scorched Earth Campaign in Norway. Stroud: Spellmount.
  23. ^ https://www.an.no/saltdal/fauske/narvik/kongen-er-i-saltdal/s/5-4-536569
  24. ^ Ekelund, Torbjørn. 2012. I 1942 måtte jugoslaviske krigsfanger bygge "blodveien" i Nordland. Dagbladet (October 22).

Literatur[redigér | redigér wikikode]

  • Nils Parelius. Tilintetgjørelsesleirene for jugoslaviske fanger i Nord-Norge. 1984
Veje og vejanlægStub
Denne artikel om veje eller vejanlæg er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.