Beisfjord-massakren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Beisfjord-massakren
serbokroatisk: Masakr u Beisfjordu
Yugoslav survivor - Flickr - Knight Foundation.jpg
Mindesmærke i Beisfjord.
Under den serbokroatiske tekst er en norsk indskrift.
Land Norge Norge
dødslejr (tysk) Lager I Beisfjord i Narvik kommune, Nordland fylke, Norge
Beisfjord fangelejr
(norsk) Beisfjord fangeleir
massakre Beisfjord-massakren
18. juli 1942
Under ledelse af lejrkommandanten SS-Obersturmbannführer Goecke,[1] der var underordnet Rigskommissæren for norske besiddelser, Josef Terboven. Terboven beordrede massakren.
Indsatte jugoslaviske
Antal indsatte 900
Dræbte 288 politiske fanger blev 18. juli 1942 henrettet
Memorial
Mindesmærke Mindesten
Kendte bøger Mladjenović, Ljubo Beisfjordska tragedija (1988)
Beisfjordtragedien (1989, 2013)[2]
Nygaard, Paal Store drømmer og harde realiteter (2014)
Oversigtskort

Koordinater: 68°22′30.0″N 17°35′59.0″E / 68.375000°N 17.599722°Ø / 68.375000; 17.599722

Beisfjord-massakren fandt sted nat til 18. juli 1942 i Beisfjord i Norge. Beisfjord fangelejr var en krigsfangelejr i Norge 12 km sydøst for Narvik, oprettet af SS i juni 1942 for 900 jugoslaviske fanger. Beisfjord var den fangelejr i Norge, hvor flest jugoslaviske fanger døde: 748 af 900 i løbet af fire måneder. [3] 4.268 jugoslaviske fanger opholdt sig i Norge fra juni 1942 til 1945, hvoraf omkring 2.400 blev dræbt eller døde af sygdom og underernæring. De aller fleste var taget til fange som partisaner eller sympatisører under kampene i Jugoslavien, og ventede dødsstraf. I stedet for sendte SS dem til Norge for at arbejde i Trøndelag, Nordland og Finnmark, fordelt på totalt 25 forskellige lejre. [4] I den første periode, da SS havde ansvaret, døde 72 % af de jugoslaviske fanger i Norge. Da de blev overført til Wehrmacht og fik krigsfangestatus, sank dødsraten til 18 %. [5]

Ved massakren i juli 1942 blev 288 fanger dræbt i Lager I Beisfjord, som den tyske besættelsesmagt kaldte lejren. Den har været beskrevet som en udryddelseslejr; [6] [7] [8] den er også blevet kaldt "koncentrationslejr" og "serberlejr".[7][9][10]

Massakren blev beordret nogle dage tidligere af den tyske rigskommissær i Norge, Josef Terboven.[11]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I april 1941 angreb Tyskland og landets allierede kongeriget Jugoslavien. Efter ti dages kampe blev en ny stat oprettet: Kroatien, styret af et tyskvenligt marionetregime, der slog hårdt ned på alle former for modstand. Store dele af befolkningen blev arresteret og interneret i fangelejre. Mest udsatte var serbere. Lederen for den tyske besættelsesmagt i Norge, Josef Terboven, opdagede, at jugoslaviske lejre var overfyldte. Han fik så gennemslag for at få nogle af fangerne sendt til Norge som arbejdskraft. I modsætning til de sovjetiske krigsfanger var jugoslaverne ikke taget til fange i krig, og blev derfor langt værre behandlet. Jugoslaverne var arresteret som fjender af regimet og dømt til døden. Uden krigsfangestatus var de heller ikke beskyttet af Genèvekonventionen, som inneholder bestemmelser om behandlingen af krigsfanger. SS omtalte dem som mordere og banditter, der fortjente at dø. De jugoslaviske fanger blev udsat for tortur og drab i en målestok, som ellers kun kendes fra jødeudryddelserne. Det første år døde henved 2.000. SS styrede lejrene; men vagtholdet sørgede nordmænd i NS-organisationen Hirden for. Så mange som otte af ti jugoslaviske fanger døde af tortur, sult, sygdom eller regulær henrettelse det første år. Dødeligheden var langt højere end for sovjetiske soldater. [12] Eksempelvis blev de tvunget til at arbejde med bar overkrop i det kolde klima. [13]

Vejvæsenet og statsbanerne[redigér | redigér wikikode]

Udbygning af et godt vej- og jernbanenet i Norge var vigtigt for den tyske besættelsesmagt, der havde brug for at kunne flytte sine tropper raskt og sikkert ind mod Sovjetunionens grænseområder. Dertil behøvede den tyske krigsindustri sikker og effektiv tilgang til metal; først og fremmest jernmalm fra Kiruna og nikkel fra Petsamo. Skibstransport var udelukket, da allierede fly lurede langsmed den norske kyst, og Østersøen frøs til om vinteren. Ikke mindre end 140.000 tvangsarbejdere kom til Norge under anden verdenskrig, hvoraf 20.000 døde under arbejdet med udbedring og udbygning af jernbane, veje, lufthavne og anden infrastruktur. [14]

De jugoslaviske fanger blev i første række sat til at udbygge vejnettet i Norge, hovedsageligt på strækningerne Rognan–Langset, Elsfjord–Korgen, Mo–Krokstrand og Karasjok–den finske grænse, og dertil Bjørnefjell-vejen. I tilknytning til disse strækninger lå fangelejrene Karasjok, Beisfjord, Botn, Osen og Korgen, bygget af Vejvæsenet. På to af vejstrækningerne ledede Vejvæsenet også arbejdet. [15]

Lejren i Beisfjord[redigér | redigér wikikode]

Mindesten på Korgfjellet over jugoslaviske krigsfanger.
Nærbillede af mindestenen.

24. juni 1942 lagde skibet Kerkplein til i Narvik havn. På Fagernes kaj blev 900 fanger landsat. Derfra gik de til fods de ti km til Beisfjord og den nybyggede fangelejr. På vejen faldt fanger om af udmattelse, og vagterne slog med med stokke eller stak dem med bajonetter Fem fanger omkom langsmed vejen, og én blev skudt. Også norske vagter deltog i mishandlingen. I lejren blev fangerne fordelt i syv barakker på en stor mark midt i den lille bygd. Det var også barakker til vask, køkken og latriner. Ved siden af lå lejrledelsens og vagternes barakker. Der var omkring 150 mann tyske vagter fra Ordnungspolizei under SS; dertil omkring 50 norske vagter tilhørende Hirdvaktbataljonen, senere SS-Vaktbataljon. Nordmændene havde meldt sig frivilligt, lokket af gode økonomiske betingelser. Fangerne blev brutalt behandlet; de måtte ikke opholde sig inde i barakkerne mellem kl. 5 om morgenen og kl. 20 aften, og selv i regn og kulde skulle de gå halvnøgne rundt. Officerer og vagter gik omkring i lejren og fik tiden til at gå med at beordre fanger til at løbe lejren rundt, eller køre trillebør med medfanger i. Magtede de det ikke, blev de slået. De fik dagligt kun 250 gram brød at spise, lidt margarine og en suppe med nogle grøntsager i. De syge blev indlag i barakker, hvor der hverken fandtes senge eller madrasser, så de var nødt til at ligge direkte på gulvet. Antallet syge og nedbrudte fanger forøgedes hurtigt:

  • 5. juli 1942: 87 syge / 800 raske
  • 10. juli 1942: 175 syge / 710 raske
  • 14. juli 1942: 205 syge / 677 raske
  • 16. juli 1942: 260 syge / 618 raske
  • 17. juli 1942: 310 syge / 566 raske [16]

12. juli 1942 kom nogle tyske officerer, samt en tysk og en norsk læge på inspektion. Under forhør foretaget af den britiske krigsforbryderkommisionen i efteråret 1945, udtalte den norske læge: "Alle fanger havde lus og var ubeskriveligt afmagret. De fleste i snavset og forrevet tøj og uden sko. De havde sår og bylder over hele kroppen fra dårlig mad og mangel på hygiejne. De syge blev lastet inn i barakkerne som sild. De lå direkte på gulvet uten nogen form for medicinsk hjælp. Der var medicin, men det var forbudt at bruge den på serbere. Hver morgen var der 15-20 nye tilfælde av isolation, og hver morgen døde omtrent det samme antal. De døde blev taget udenfor og smidt i massegrave. Disse mennesker havde arbejdet under absolut ubeskrivelige omstændigheder." SS-officerernes mistanke om tyfus var nu bekræftet af denne læge. Tyfoidfeber må diagnosticeres ved prøver af blod eller afføring. Den norske læge tog 85 fanger ud, som angiveligt havde tyfus. Han skal ikke have undersøgt dem grundigt, med udpeget dem på afstand. De blev umiddelbart sendt til sygebarakken. Konsekvenserne for dem, der fejlagtigt fik diagnosen tyfus, var forfærdelig. Rigskommissær Terboven ankom lejren 15. juli. Lejren blev derpå delt i to med pigtråd. Den tyske læge samlede de syge i to barakker. Derefter startede arbejdet med at få gravet store grøfter udenfor pigtrådgærdet. [17]

Massakren[redigér | redigér wikikode]

Om aftenen 17. juli blev 588 uden tyfus ført ud af lejren med kurs for et karantænested på Bjørnefjell. 287 blev tilbage i sygebarakkerne. Vagterne satte maskingeværer op på taget af en barak og i et vagttårn, og i grupper på 20 blev de syge ført ud til grøfterne udenfor pigtrådgærdet. Her blev de skudt. Nogle fanger barrikaderede sig i den ene barak og ville ikke komme ud. Da satte SS ild til barakken, så de syge indebrændte. De to yngste fanger var 14 år gamle, den ældste 58. [18]

Det er den største kendte massakre på norsk jord. 17 norske fangevogtere var til stede og deltog. [19]

Lejren på Bjørnefjell[redigér | redigér wikikode]

De 588 fanger, der måtte gå de 30 km til Bjørnefjell i karantæne, måtte i to uger overnatte udendørs. Kun vogternes barakker stod færdige. Fangerne måtte i gang med at bygge barakker til sig selv. SS inspiserede fangerne nøje og skød uden videre de syge. 22. juli, to dage efter ankomst, måtte alle fanger løbe lejren rundt seks gange. Ti fanger klarede det ikke og blev skudt nede ved vandet i en grav, der snart fyldtes af døde. Den type løb blev gentaget med flere døde som resultat. Fangerne skulle anlægge vej frem til grænsen, men manglede værktøj. De forsøgte at holde modet oppe med at synge sange hjemmefra. Efter fem uger på Bjørnefjell var 242 fanger døde. De sidste 43 var syge, der blev skudt under tilbageturen til Beisfjord. 346 fanger returnerede til Beisfjord 25. august. [20]

Retsopgøret[redigér | redigér wikikode]

Syv af de omkring 20 SS-officerer, der arbejdede i lejrene i Beisfjord og Øvre Jernvann, blev arrestert og i foråret 1946 sendt til Beograd, hvor de fik dødsstraf. [21] I 2012 fandt man også navnene på de 400 norske fangevogtere, der dog ikke blev offentliggjort. Vogterne kom fra hele Norge, dog flest fra Østlandet. Oplæringen blev givet af tyskere i en egen lejr ved Halden. Efter krigen blev kun 50 af fangevogterne tiltalt og dømt. Halvparten blev dømt for drab, resten for grov mishandling. Under retssagerne var det helt klart, at de tiltalte støttede hinanden i bortforklaringer. I Norsk rettstidende er flere sager fremlagt. Den ene, Lars S., 43 år gammel fra Vestlandet, var NS-medlem og far til fire, da han tog vagttjeneste i Osen lejr i Vefsn, hvor fangerne arbejdede på vejen over Korgfjellet. 11 syge fanger skulle holde sig liggende på jorden, og SS-officeren bad Lars S. om at skyde dem, der forsøgte at rejse sig. En fange løftede hovedet, og Lars S. skød ham. Efter krigen blev han idømt syv års tvangsarbejde. Hans appel førte kun til, at Højesteret skærpede dommen til 16 års fængsel for drab. Alligevel slap Lars S. ud efter fem og et halvt år. Flere af de drabsdømte fik ellers 12 års fængsel; men allerede i 1948 blev straffene halveret. [22]

I 1949 blev et mindesmærke rejst til minde om de jugoslaviske fanger i Beisfjord.

Efter krigen åbnede man massegravene, og fik de døde gravlagt blandt andet i Narvik og på Tjøtta. [23] [24]

Reaktioner på massakren[redigér | redigér wikikode]

Østfronten: Drab på jødisk mor og barn i Ukraina, 1942.

Kritik af manglende fokus på nordmænds deltagelse[redigér | redigér wikikode]

Hirden var oprindeligt NS' eget elitekorps, en form for politisk politi med klart definerede opgaver indenfor vagthold og orden. Under den tyske besættelse gjorde Quisling hirdmedlemskab obligatorisk for alle op til 30 år, og fra 1943 var Hirden formelt en del af den norske hær. Der dannede sig også et indtryk af Hirden som tyskernes håndlangere. Delvis som vagter i arbeidslejrene, hvor de deltog i vilkårlig sadisme og grufulde voldshandlinger. Delvis som rekrutter (dog ofte under pres) til Waffen-SS og soldater på Østfronten. [25]

Flere i Hirdvaktbataljonen var yderst brutale og blottet for disciplin. Selv tyskerne mente, at de gik langt over stregen; mens andre foretog henrettelser med trusler om dødsstraf, hvis de afslog at følge de brutale ordrer. Juraprofessor Nils Christie har udtalt: "I dag sender vi skoleungdom til Auschwitz for at lære om folkemord og ondskab, tortur og lidelser. De fleste af dem aner intet om, at vi havde det samme her i landet. Vi kunne ha’ sendt de unge nordpå i stedet for." [26]

Leder ved Simon Wiesenthal-senterets afdeling i Jerusalem[redigér | redigér wikikode]

I 2013 ønskede Efraim Zuroff, direktør ved Simon Wiesenthal-centeret i Jerusalem, at genoptage jagten på genlevende soldater fra SS-Division Wiking, som blandt andet var med til at massakrere jøder på Østfronten for 70 år siden; på soldater, der tjenestegjorde ved Hirdvaktbataljonen i Nordnorge og udsatte serbiske krigsfanger for grusomme overgreb, og på de nordmænd, der deltog i arrestationerne af jøder under krigen. [27] Tidligere var forældelsesfristen for krigsforbrydelser 25 år, og krigsforbrydere benyttede Norge som frihavn for at slippe for tiltale. Forældelsesfristen blev derfor fjernet. [28]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Titel: Beisfjordtragedien. Forfatter: Ljubo Mladjenović; oversat af Brit Bakker. Udgiver: Bokstav og Bilde. Udgivelsessted: Drammen. År: 2013. Sprog: (norsk). Noter: 1. udg.: Oslo : Grøndahl, 1989. Originaltitel: Beisfjordska tragedija. ID: ISBN 9788293206101. s. 223
  2. ^ Titel: Beisfjordtragedien. Forfatter: Ljubo Mladjenović; oversat af Brit Bakker. Udgiver: Bokstav og Bilde. Udgivelsessted: Drammen. År: 2013. Sprog: (norsk). Noter: 1. udg.: Oslo : Grøndahl, 1989. Originaltitel: Beisfjordska tragedija. ID: ISBN 9788293206101. s. 2
  3. ^ https://snl.no/Beisfjord_fangeleir
  4. ^ http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/folkemord-under-nazismen/bakgrunn/fangeleire/beisfjord.html
  5. ^ https://www.nrk.no/norge/matte-stanse-brutale-nordmenn-1.11330243
  6. ^ (norsk) Knut Flovik Thoresen, Til Norge for å dø: serberfangene i nazistenes dødsleirer i Nord-Norge, basert på fangehistorien til Nikola Rokić, Oslo 2013
  7. ^ a b (norsk) side 20 "Dette til tross for at han ikke finner begrepet konsentrasjonsleirer helt dekkende. Allikevel mener han at leirene i Nord-Norge faller inn under denne kategorien. I alle fall i den perioden de norske fangevokterne arbeidet i leiren. Etter april 1943 tar Wehrmacht over fangene og leirene for SS, og forholdene i leirene forbedrer seg. Hvis man ser på dødstallene er det mulig å underbygge at serberleirene var utryddelsesleirer, ifølge Thoresen. Han støtter seg på tall fra Ljubo Mladjenović som skriver at 55,48 prosent av alle de jugoslaviske fangene i Norge døde under fangenskapet. Verst var det i de nordligste leirene hvor de norske fangevokterne jobbet, her overlevde bare 27 prosent av fangene i tiden SS hadde kontroll over leirene. Mladjenović delte leirene i Norge inn i tre grupper. Den første gruppen var utryddelsesleirer, altså de hvor SS hadde kommandoen og de norske fangevokterne arbeidet. Den andre gruppen var arbeidsleirer hvor det var strengt leirregime og påtvunget arbeid. Dette var leirene i Midt-Norge styrt av Wehrmacht og Todt. Den tredje gruppen er de leirene hvor det arbeidet tvangsarbeidere eller kontraktsarbeidere hvor leirregimet var mildt. Dette var leire under Todt hvor det blant annet var frie arbeidere som ønsket å bidra for tyskerne."
  8. ^ (norsk) nordlys.no "I dommer etter Andre verdenskrig blir de nordnorske leirene beskrevet som «rene tilintetgjørelsesleirer» hvor de jugoslaviske krigsfangene ifølge boka «aldri skulle reise levende fra Nord-Norge»."
  9. ^ (norsk) Nils Christie, Fangevoktere i konsentrasjonsleire: en sosiologisk undersøkelse av norske fangevoktere i «serberleirene» i Nord-Norge i 1942‒43, Oslo 1972
  10. ^ (norsk)  (Webside ikke længere tilgængelig) Ole Magnus Rapp (17. september 2009), "Gransker nordmenns rolle i leirene", Aftenposten (norsk), Alle hadde status som politiske fanger, og var arrestert for å ha motarbeidet Hitler-Tyskland. 
  11. ^ (norsk)  (Webside ikke længere tilgængelig) Ole Magnus Rapp (17. september 2009), "Gransker nordmenns rolle i leirene", Aftenposten (norsk), Alle hadde status som politiske fanger, og var arrestert for å ha motarbeidet Hitler-Tyskland.  Hentet 1. oktober 2011. "Massakren skjedde etter direkte ordre fra Reichskommissar Josef Terboven, som besøkte Narvik noen dager tidligere."
  12. ^ https://www.norgeshistorie.no/andre-verdenskrig/artikler/1766-jugoslaviske-fanger-i-Norge-under-andre-verdenskrig.html
  13. ^ https://www.nrk.no/trondelag/jugoslaviske-krigsfangers-historie-1.8273876
  14. ^ http://www.norgeshistorie.no/andre-verdenskrig/artikler/1767-vegvesenets-samarbeid.html
  15. ^ https://www.norgeshistorie.no/andre-verdenskrig/artikler/1766-jugoslaviske-fanger-i-Norge-under-andre-verdenskrig.html
  16. ^ http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/folkemord-under-nazismen/bakgrunn/fangeleire/beisfjord.html
  17. ^ http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/folkemord-under-nazismen/bakgrunn/fangeleire/beisfjord.html
  18. ^ https://www.nrk.no/nordland/her-ble-287-mennesker-brent-levende-eller-skutt-i-lopet-av-en-natt-1.13606062
  19. ^ https://www.aftenposten.no/norge/i/50Wve/Noen-av-krigens-grusomme-dodsleirer-var-pa-norsk-jord
  20. ^ http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/folkemord-under-nazismen/bakgrunn/fangeleire/beisfjord.html
  21. ^ http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/folkemord-under-nazismen/bakgrunn/fangeleire/beisfjord.html
  22. ^ https://www.aftenposten.no/norge/i/50Wve/Noen-av-krigens-grusomme-dodsleirer-var-pa-norsk-jord
  23. ^ https://www.aftenposten.no/norge/i/WOPEk/Gransker-nordmenns-rolle-i-leirene
  24. ^ https://www.vg.no/nyheter/innenriks/andre-verdenskrig/den-glemte-krigskirkegaarden/a/23574791/
  25. ^ https://www.vg.no/rampelys/bok/bokanmeldelse/eirik-veum-naadeloese-nordmenn-hirden/a/10153422/
  26. ^ https://www.nordlys.no/nyheter/dette-er-nord-norges-ukjente-bodler/s/1-79-6962784
  27. ^ Vil starte ny nazijakt i Norge. Hentet 22. februar 2018. 
  28. ^ Fjerner foreldelsesfrist. Hentet 22. februar 2018. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Mladjenović, Ljubo Beisfjordska tragedija (1988).
Beisfjordtragedien (1989, 2013; begge på norsk). Oslo: Grøndahl, 1989. ISBN 82-504-1723-2
  • Nygaard, Paal Store drømmer og harde realiteter (2014)

Se også[redigér | redigér wikikode]

External links[redigér | redigér wikikode]