Borte med blæsten (film)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Borte med blæsten
Poster - Gone With the Wind 01.jpg
Filmplakat.
Overblik
Originaltitel Gone With The Wind
Dansk titel Borte med blæsten
Genre Drama
Instrueret af Victor Fleming
Produceret af David O. Selznick
Manuskript af Sidney Howard
baseret på Margaret Mitchells roman af samme navn
Baseret på Borte med blæstenRediger på Wikidata
Medvirkende Clark Gable
Vivien Leigh
Leslie Howard
Olivia de Havilland
Hattie McDaniel
Butterfly McQueen
Musik af Max Steiner
Fotografering Ernest Haller
Lee Garmes (Ukrediteret)
Klip Hal C. Kern
James E. Newcom
Distributør Metro-Goldwyn-Mayer (oprindeligt)
Warner Bros. (nuværende)
Udgivelsesdato 15. december 1939 (USA)
9. september 1958 (DK)
Længde 224 minutter
Oprindelsesland USA
Sprog Engelsk
Budget USD 3,9 million
Nomineringer og priser
Nomineret til 13 Oscars, vandt 8 samt 2 æres-Oscars
Links
på IMDb
på scope.dkRediger på Wikidata
i DFI's filmdatabaseRediger på Wikidata
i SFDbRediger på Wikidata
Borte med blæstens hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Trailer.

Borte med blæsten er en amerikansk film fra 1939. Filmen er baseret på Margaret Mitchells roman fra 1936 Borte med blæsten.

Med en spilletid på tre timer og 44 minutter og en pause på 15 minutter var filmen ved sin udgivelse den længste amerikanske lydfilm. Det var en af de første større film, der blev filmet i farve (Technicolor). Filmen har siden sin udgivelse indspillet over $ 400 millioner, [1] hvilket i 2010-priser er ca. $ 2,99 milliarder. Det gør filmen til den bedst indtjenende film nogensinde.[2]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Atlanta brænder. Trailer fra filmen.

Det tog tre år, tre regissører og $ 4,25 millioner at lave filmen, der bragte David O. Selznicks studio til fallittens rand. Problemerne varierede fra de helt ødelæggende - manuskriptet blev stadig omskrevet af en række manuskriptforfattere - til det pinlige: Clark Gable kunne ikke danse. Turner Broadcasting System, der købte filmen i 1986, brugte to år og $ 250.000 på at genopfriske farverne til filmens 50-årsjubilæum i 1989. Den var slemt falmet, før den genopstod i sine oprindelige farver, efter at man havde koloreret de meget brændbare nitratnegativer, der var lagret i Eastman House i Rochester. [3]

Margaret Mitchell var meget stolt over, at selveste F. Scott Fitzgerald [4] i et par uger havde arbejdet med filmmanuskriptet. Han fortalte, at han havde fået totalforbud mod at bruge andre replikker end dem, der stod i bogen. Havde filmen brug for en dialog, der ikke fandtes i bogen, måtte man blade denne igennem efter passende replikker fra andre steder i handlingen. [5] Da Louis B. Mayer hørte, at filmen kom til at vare i fire timer, skal han have udbrudt: "Fire timer! De ville ha' stenet Kristus, hvis han kom tilbage og talte i fire timer!" [6]

Filmen havde 15. december 1939 urpremiere i Atlanta, [7] hvor store dele af handlingen foregår. Premieren havde Loew’s Grand Theatre som strålende ramme, bygget i 1893 med 2.088 siddepladser, men lukket i 1977 og nedbrændt i 1978. [8] Fire ældgamle krigsveteraner - den yngste var 93 - var inviteret og blev hjulpet ind i biografen, hvor Margaret Mitchell håndhilste på dem, før hun fandt sin egen plads. [9] Atlanta var i flere dage sat på den anden ende. Alle filmens hovedpersoner ankom, Gable medbringende sin kone Carole Lombard. [10]

15. december 1940 var der lagt op til ny premiere i Atlanta, på årsdagen for den store åbning; men dårligt vejr forsinkede flyene, så de celebre gæster - deriblandt Alfred Hitchcock - først ankom dagen efter. [11] Indtægterne skulle gå til British War Relief Society. Vivien Leigh og Hattie McDaniel skulle fremføre korset-scenen live; men McDaniel afslog at komme til Atlanta igen, hvor hun som farvet var blevet meget dårlig behandlet på urpremieren; og Vivien Leigh kom først dagen efter, og var ikke mere den samme. Hendes hjem i London var lige blevet ødelagt af tyskerne, og om ti dage skulle hun og hendes mand sejle hjem til England, hvor han skulle tjene sit land. [12]

Scarlett-bådene[redigér | redigér wikikode]

I Danmark fik den først premiere i september 1958 - næsten 19 år senere - på grund af en blokade fra den amerikanske filmeksportør MPE, der var utilfreds med den procentsats, de danske biografer betalte. [13] Men i Sverige havde filmen premiere allerede i 1941, og efter krigen fik Lilli Holmers mand, skibsreder Jørgen Harry Julius Jensen, idéen om at sejle danskere fra Tuborg Havn til Landskrona for at gå i biografen og se Borte med blæsten. Bådene, der smuttede biografgængerne over Øresund, fik navnet "Scarlett-bådene" efter filmens kvindelige hovedperson, Scarlett O'Hara. [14]

Handling[redigér | redigér wikikode]

Filmen er et romantisk drama i Atlanta i Georgia under den amerikanske borgerkrig. De amerikanske sydstater domineres af de store bomuldsplantager, baseret på slavearbejde, som Tara ved Flint River udenfor Jonesboro, Clayton County. På Tara bor den 16-årige Scarlett O'Hara, den ældste af tre søstre, da borgerkrigen bryder ud i april 1861. Hun er forelsket i naboens søn Ashley Wilkes, som imidlertid er forlovet med sin kusine, den 17-årige Melanie fra Atlanta. I deres forlovelsesselskab, hvor Scarlett må se sig forsmået af Ashley, møder hun for første gang den mærkelige Rhett Butler - og samme aften bryder borgerkrigen ud.

Priser og skuespillere[redigér | redigér wikikode]

Clark Gable og Vivien Leigh som Rhett og Scarlett.
Clark Gable og Vivien Leigh i filmen.

Filmen blev nomineret til 13 Oscars. Den vandt otte, blandt andet for bedste film og bedste kvindelige hovedrolle. Herudover vandt den en æres-Oscar for brugen af farver i filmens dramatiske scener, og en Technical Achievement Award ved Oscar-uddelingen.[15] Filmen havde i 20 år rekorden som den mest Oscar-belønnede film. Den blev først overgået af Ben-Hur i 1960.

Til rollen som Scarlett havde David O. Selznick ladt stjerner som Bette Davis, Carole Lombard, Lana Turner og Lucille Ball prøvespille. [16] Men da indspilningen begyndte - med Atlantas brand; teknikere satte ild til hele gaderækker med prefabrikerede bolighuse og forretninger rejst i Culver City i California, blandt andet filmsettet fra King Kong [17] - var det stadig ikke afgjort, hvem der skulle spille Scarlett! Mens branden rasede, ankom Selznicks bror, filmagenten Myron, sammen med en af sine klienter, en ung dame, og sagde: "Jeg vil gerne, at du møder Scarlett O'Hara." Det var Vivien Leigh, ankommet året før for at være i nærheden af sin forlovede, Laurence Olivier. Selznick bad hende om at prøvespille den følgende dag. Efter to år med 1.400 interviews til rollen og 90 auditions kom det på avisforsiderne, da Vivien Leigh fredag 13. januar 1939 blev tildelt rollen som Scarlett. Samme dag fik Olivia de Havilland rollen som hendes svigerinde Melanie, og Leslie Howard rollen som Ashley. [18]

Under jagten efter den rigtige Scarlett, udtalte regissøren George Cukor, at "den pige, jeg vælger, må være besat af djævelen og ladet med elektricitet." [19] "Jeg brød mig aldrig om Scarlett," sagde Vivien Leigh en gang. "Jeg vidste, at det var en fantastisk rolle, men jeg brød mig aldrig om hende." [20] Dertil var der nok af problemer undervejs. Selznick havde et forfærdende forbrug af benzedrin, som "han knuste og slikkede op fra håndfladerne, et korn om gangen." Regissør Cukor blev fyret, og den nye regissør, Victor Fleming, anså det som kritisk, at Leighs barm ikke rigtig udfyldte den senere så ikoniske røde aftenkjole. Nok havde Leigh været model for Vogue; men Fleming insisterede på, at uden tilstrækkelig kavalergang til at understrege Scarletts farlige seksualitet, var scenen dømt til at mislykkes. Som en løsning blev hendes barm tapet, så den blev løftet op og frem; men Leigh fik derved svært ved at trække vejret. Stresset påførte hende et mindre sammenbrud, der senere udviklede sig til en sygehusindlæggelse og nogle år derefter til bipolar sygdom. [21]

På den sidste indspilningsdag kunne Olivia de Havilland ikke genkende Vivien Leigh, og sagde senere, at Leigh "gav noget til den film, som jeg ikke tror, hun nogensinde fik tilbage". [22] Der er knapt nok en scene uden Scarlett i den meget lange film. (Den ene er slavernes "quittin' time" (= fyraften) ude i markerne.)

Forfatterinden, Margaret Mitchell, havde tænkt sig Miriam Hopkins i rollen som Scarlett, og var forfærdet over, at Selznick en tid havde Janet Gaynor som favorit. Som Melanie tænkte Mitchell sig Elizabeth Allan, der i 1935 havde spillet David Copperfields mor. "Jeg ville ønske, Charles Boyer ikke havde fransk accent, for ham ville jeg vælge som Rhett." [23] Hun fik næsten chok, da hun blev tilsendt fotografiet af Vivien Leigh med spørgsmål, om det var sådan, hun tænkte sig Scarlett? Det vedlagte billede af Leigh havde nemlig en slående lighed med Margaret Mitchell selv, som hun så ud, da hun var i 20-årsalderen. [24] Efter at have set den færdige film to gange, skrev Mitchell og hendes mand, at Leigh var fantastisk som Scarlett; Gables indsats som Rhett "kunne passere"; de Havilland var "god" som Melanie; Thomas Mitchell som Scarletts far rørte dem; mens Leslie Howard som Ashley var "utrolig ussel". [25] Ashley var 25 år, da Scarlett var 16 - så Howard med sine 45 år var helt forkert i rollen.

Den sidste Oscar-nominering, Clark Gable modtog, var for sin fremstilling af Rhett Butler i Borte med blæsten. Oprindeligt havde David O. Selznick udset sig Gary Cooper til rollen, men han afslog med ordene: "Borte med blæsten bliver den største fiasko i Hollywoods historie. Jeg er glad for, at det er Clark Gable, der går på næsen, og ikke Gary Cooper." [26] Gable var da også modvillig. Romanen var en kæmpesucces, og han bekymrede sig for, at hans fremstilling ikke ville leve op til læsernes forventninger. Han var også betænkt ved scenen, hvor han skal græde. [27] Desuden var han bundet af sin kontrakt med MGM. Selznick fik derfor ikke Gable, før han havde lovet MGM halvparten af spilleindtægterne. Vivien Leigh udtalte senere, at hun havde hadet at kysse Gable pga hans dårlige ånde, der måske skyldtes hans gebis og omfattende rygning. En af teknikerne påstod senere, at Gable iblandt spiste hvidløg, inden han kyssede Leigh. [28] Henry Fonda var på vej hjem fra Europa, da han hørte om filmplanerne, og lånte skibets radio for at ringe Selznick og diskutere sin muligheder for rollen som Rhett. [29]

Hattie McDaniel, der spillede negerbarnepigen Mammy, var den første farvede person, der fik en Oscar. Hun fik sin for bedste kvindelige birolle i konkurrence med Olivia de Havilland som Melanie. For at skaffe McDaniel adgang til højtideligheden, måtte Selznick udbede sig hendes nærvær i salen som en særlig tjeneste fra hotel Ambassadors side - det praktiserede ellers en streng "ingen adgang for farvede"-politik. [30] Gable blev så oprørt over, at McDaniel pga sin hudfarve ikke måtte være til stede under selve premieren, at han truede med at boykotte arrangementet, hvis hun ikke fik adgang. Hun overtalte ham dog til at deltage. Forfatterinden Margaret Mitchell sendte hende et personligt gratulationstelegram; [31] men Selznick måtte trække filmplakater tilbage og fjerne de farvede ansigter, før lokalsamfund i Sydstaterne tillod visning af filmen. [32]

Thelma "Butterfly" McQueen, der spillede Scarletts tåbelige slavepige Prissy, blev inviteret til Haugesund, da den nyopfriskede film blev vist der i 1989. Hun fortalte, at hun græd af fortvivlelse over at måtte spille så dum; men hun havde købt møbler på afbetaling, og trængte pengene. Clark Gable trøstede hende, og behandlede hende og McDaniel "som damer, begge to". Vivien Leigh var også venlig; ellers havde McQueen ingen kontakt med de hvide skuespillere, andet end under indspilningen. [33]

Kommunisterne og filmen[redigér | redigér wikikode]

Romanen blev fordømt i kommunistiske lande. I den amerikanske kommunistavis Daily Worker blev filmen anmeldt af Howard Rushmore, der fandt den racistisk og dårlig, men vellykket som film betragtet. Da han ikke ville ændre den positive del af sin anmeldelse, blev han fyret. Kommunisternes smålighed i en så ubetydelig sag vakte en sådan opsigt i amerikansk offentlighed, at Rushmore blev landskendt og snart fik ansættelse i avisen The New York Journal-American. Her rakkede han ned på sine tidligere venner kommunisterne, og skrev snart en antikommunistisk spalte, Heard on the Party Line. Hans berømmelse var sikret, da han udnævnte sig selv til ekspert på den kommunistiske trussel. Det var hans speciale at "afsløre" kommunister, og i 1947 var han et hovedvidne for komitéen for uamerikanske aktiviteter. [34]

Rolleliste (i udvalg)[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Gone With The Wind på Box Office Mojo
  2. ^ How -James Cameron took on the world, The Telegraph, 03.02.2010
  3. ^ https://www.nytimes.com/1989/01/29/movies/film-once-more-the-old-south-in-all-its-glory.html
  4. ^ http://classic.esquire.com/editors-notes/f-scott-fitzgeralds-hollywood/
  5. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 275), forlaget Hodder & Stoughton, UK 1986, ISBN 0-340-35909-9
  6. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 280)
  7. ^ http://album.atlantahistorycenter.com/cdm/ref/collection/athpc/id/638
  8. ^ http://album.atlantahistorycenter.com/cdm/landingpage/collection/Lsolari
  9. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 287)
  10. ^ https://nypost.com/2014/12/16/see-rare-footage-from-the-original-gone-with-the-wind-premiere/
  11. ^ Pauline Bartel: The Complete Gone With the Wind Trivia Book, s. 122
  12. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 298)
  13. ^ https://www.mja.dk/artikel/det-danske-scarletteventyr
  14. ^ https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/2014-09-25/verdens-mest-sete-film-fylder-75-%C3%A5r
  15. ^ Priser opført på imdb.com
  16. ^ http://www.hrc.utexas.edu/exhibitions/web/gonewiththewind/scarlett/tests/#top
  17. ^ http://www.movie-locations.com/movies/g/Gone-With-The-Wind.php
  18. ^ https://archive.nytimes.com/www.nytimes.com/packages/html/movies/bestpictures/wind-ar6.html?scp=2&sq=sam%2520wood&st=cse
  19. ^ https://www.biography.com/people/vivien-leigh-9378241
  20. ^ https://newrepublic.com/article/97351/reconsidering-gone-wind#
  21. ^ https://www.independent.ie/entertainment/movies/beauty-and-the-beast-of-mania-29702848.html
  22. ^ https://www.theage.com.au/news/Film/Speed-almost-killed-Gone-with-the-Wind/2004/12/08/1102182351813.html
  23. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 228)
  24. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 277)
  25. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 290)
  26. ^ https://web.archive.org/web/20061212115737/http://www.gonemovies.com/WWW/Acteur/ActeurXtra/CooperGaryX.asp
  27. ^ https://silverscreenings.org/2018/01/24/why-clark-gable-is-a-perfect-rhett-butler/
  28. ^ https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Borte_med_bl%C3%A6sten_(film)&action=submit
  29. ^ Anne Edwards: The road to Tara (s. 215)
  30. ^ https://www.hollywoodreporter.com/features/oscars-first-black-winner-accepted-774335
  31. ^ http://www.atlantamagazine.com/civilrights/friendship-margaret-mitchell-benjamin-mays/
  32. ^ http://www.dailymail.co.uk/news/article-3462821/I-d-make-700-week-playing-maid-working-one-Hattie-McDaniel-black-Oscar-winner-Mammy-Gone-Wind-segregated-Clark-Gable-white-actors-Academy-Awards-ceremony.html
  33. ^ "Jeg er Clark Gables største beundrer", Norsk Ukeblad nr 42/1989
  34. ^ https://haljohnsonbooks.wordpress.com/2017/01/03/profiles-in-courage-howard-rushmore/

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Priser
Foregående:
Du kan ikke tage det med dig
Oscar for bedste film
1939
Efterfølgende:
Rebecca