Bruger:PerV/Panserslaget ved Kursk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kopi af artikel[redigér | rediger kildetekst]

Panserslaget ved Kursk
Del af 2. verdenskrig
Dato 5. juli – 16. juli 1943
Tysk offensiv: 1 uge og 4 dage
12. juli – 23. august 1943
Sovjetisk offensiv: 1 måned, 1 uge og 4 dage
Sted Kursk, USSR
Resultat Afgørende sovjetisk sejr
Tysklands offensive styrke på Østfronten lå i ruiner
Territoriale
ændringer 		USSR generobrede områder på en 2000 km bred front
Parter
Nazi-Tyskland Nazi-Tyskland Sovjetunionen Sovjetunionen
Ledere
Nazi-Tyskland Erich von Manstein

Nazi-Tyskland Günther von Kluge
Nazi-Tyskland Hermann Hoth
Nazi-Tyskland Werner Kempf
Nazi-Tyskland Walter Model
Nazi-Tyskland Erich-Heinrich Clößner
Nazi-Tyskland Walter Weiß

Nazi-Tyskland Wolfram Freiherr von Richthofen
Nazi-Tyskland Robert Ritter von Greim
Nazi-Tyskland Hans Seidemann
Nazi-Tyskland Paul Deichmann

Sovjetunionen Geórgij Zjúkov

Sovjetunionen Konstantín Rokossóvskij
Sovjetunionen Nikoláj Vatútin
Sovjetunionen Aleksándr Vasilévskij
Sovjetunionen Iván Kónev

Sovjetunionen Sergéj Rudénko
Sovjetunionen Stepan Krasovskij
Sovjetunionen Sergej Gorunov
Sovjetunionen Vladimir Sudets

Styrke
912.460 mand[1]
2.928 kampvogne[1]
9.966 kanoner og mortérer[2]
2.110 kampfly[3] 		1.910.361 mand[4]
5.128 kampvogne[4]
25.013 kanoner og mortérer[2]
2.792[5][c] til 3.549[6][d] kampfly
Tab
Operation Citadel
54.182 mand[7]
323 kampvogne og stormartilleri[8]
159 fly[7][9]
~500 kanoner[10]


Slaget ved Kursk
203.000 tilskadekomne[11]
760 kampvogne og stormartilleri[12]
681 fly[13] 		Operation Citadel
177.847 mand[14]
1.614[14] – 1.956[15] kampvogne og stormartilleri
459[14] – 1.961[15] fly
3.929 kanoner

Slaget ved Kursk
863.303 tilskadekomne[16][h]
6.064 kampvogne og stormartilleri[17][i]
1.626 fly[14]
5.244 kanoner[14]

Panserslaget ved Kursk var et slag under 2. verdenskrig mellem tyske og sovjetiske styrker på Østfronten nær Kursk (450 km sydvest for Moskva) i Sovjetunionen i juli og august 1943. Den tyske offensiv havde kodenavnet Operation Citadel (tysk: Unternehmen Zitadelle) og førte til et af ​​de største panserslag i historien, Slaget ved Prochorovka. Den tyske offensiv blev imødegået af to sovjetiske modoffensiver, Operation Polkovodets Rumjantsev (russisk: Полководец Румянцев) og Operation Kutuzov (russisk: Кутузов). For tyskerne var slaget den sidste strategiske offensiv, de var i stand til at gennemføre på Østfronten. For Sovjetunionen gav den afgørende sejr for Den Røde Hær det strategiske initiativ i resten af ​​krigen.

Tyskerne håbede at svække de sovjetiske styrkers mulighed for en offensiv i løbet af sommeren 1943 ved at afskære et stor del af styrkerne de forudså ville være forlagt i det sovjetiske fremskudte frontafsnit ved Kursk.[18] Ved at indtage Kursk ville de samtidigt forkorte den tyske front[19] og lette presset på deres overanstrengte styrker. Planen indbefattede omringning af Den Røde Hær gennem en knibtangmanøvre ved at bryde igennem den nordlige og sydlige flanker af det fremskudte frontafsnit[20]. Den tyske ledelse mente, at en sejr her ville genoprette Tysklands styrke og forbedre prestigen hos tysklands allierede, som overvejede at trække sig ud fra krigen.[21] Samtidigt regnede tyskerne med at et stort antal af sovjetiske soldater ville blive fanget i manøvren, og efterfølgende som krigsfanger kunne blive brugt til slavearbejde i Tysklands våbenindustri.[19]

Redigeres[redigér | rediger kildetekst]

Den Røde Hær havde efterretninger om de tyske planer, blandt andet fra Enigmakodede meddelelser opsnappet og dekrypteret af den britiske efterretningstjeneste. Aware, at angrebet ville falde på halsen af Kursk vigtigste måneder i forvejen, Sovjet byggede et forsvar i dybden designet til at bære ned den tyske Panzer spydspidser.[23] Tyskerne forsinket startdato offensiven, mens de forsøgte at bygge deres styrker og ventede på nye våben, især af den nye Panther tank, men også et større antal af Tiger tunge tank.[24][25][26] Dette gav den Røde Hær tid til at konstruere en serie af dybe defensive linjer. De defensive forberedelser omfattede minefelter, befæstninger, præ-seende artilleriild zoner og anti-tank stærke sider, der forlængede omkring 300 km i dybden.[27] Derudover blev sovjetiske mobile formationer flyttet ud af fremtrædende og stor reserve kraft blev dannet for strategiske modangreb.[28]

Til her[redigér | rediger kildetekst]

Slaget drejede sig om en fremskudt bule på den tyske front vest om byen Kursk. Hvis det var lykkedes den tyske hærledelse at sende tilstrækkeligt med tropper, våben og forsyninger ind i dette område, ville de med stor sandsynlighed have gennembrudt den russiske front, afskåret store styrker og i hvert fald for en tid have gengivet tyskerne initiativet på østfronten. Slaget forløb med en tysk offensiv fase, der i løbet af nogle dage i nord gik i stå, mens det for tyskerne i syd lykkedes at bevare initiativet langt længere, inden sovjetstyrkerne også her tog offensiven. De tyske tab var langt overdrevne fra russernes side, men de enorme russiske reserver af mandskab og materiel gjorde i længden udslaget både ved Kursk og i den efterfølgende krigsførelse på østfronten. Under alle omstændigheder ville en tysk sejr ved Kursk altså ikke have vendt krigslykken for tyskerne.

Wehrmacht stillede op med 625.271 mand, 1.372 fly, 9.467 kanoner og mortérer, 2.699 kampvogne og stormartilleri og håbede på at genoptage initiativet på østfronten. Overfor dem stod Sovjetunionens Røde armé med 1.987.463 mand, 8.200 kampvogne, 47.416 mortérer og kanoner samt 5.965 fly.

Russerne var klar over, at frontfremspringet ved Kursk var truet, og gjorde derfor store anstrengelser for at opbygge forsvarslinjer, og strategiske reserver blev flyttet til området. Ydermere havde russerne den fordel, at de kendte tyskernes planer, som de havde fået fra England, der igen kendte dem via Enigma. De indledte en offensiv, som i realiteten byggede på de samme principper, tyskerne selv havde brugt i krigens første år: stor mobilitet, masser af panser, omgåelse af troppekoncentrationer og omringning af disse.

Ved daggry den 5. juli startede den tyske operation. Den nordlige fløj under Model, der i modsætning til Hoth i syd valgte en forsigtig stykvis indsættelse af sine panserenheder, gjorde kun langsomt fremskridt og nåede kun fem kilometer frem igennem de russiske linjer. Den sydlige fløj under Hoth, som satte alle sine panserstyrker ind fra første færd, nåede derimod hurtigt 25 kilometer ind i sovjetisk område, og den røde hær måtte sende forstærkninger til området nord for Belgorod. I dette område foregik derefter panserslaget ved Prokhorovka 12. juli, I realiteten var det såkaldte historiske panserslag 12. juli – som det også ses af tabene – en meget ensidig forestilling, hvor den russiske panserfalanks bl.a. på grund af elendig føring tumlede ned i en af russernes egne pansergrave, som man havde overset på kortet.[kilde mangler] De tyske kampvogne – iblandt hvilke der befandt sig en håndfuld Tiger-kampvogne – skød i det efterfølgende kaos det russiske panserangreb sønder og sammen med minimale egne tab (3 tyske mod 235 russiske kampvogne). På grund af de enorme russiske reserver og de mange bagvedliggende forsvarsstillinger i op til 90 km dybde kunne tyskerne dog ikke bryde igennem og trak sig tilbage 22. juli bl.a. for at imødegå den russiske modoffensiv ved Orel. Kursk-slaget blev den sidste større tyske offensiv på Østfronten, idet man herefter samlede alle reserver i vest for at imødegå invasionen. På trods af, at tyskerne angreb, var de sovjetiske tab af soldater i hele slaget ved Kursk knap 6 gange så store som tyskernes – 177.847 (officielt) skønnet 319.000 mod 54.182 – altså 6:1 et forhold, der stort set gjaldt hele krigen på østfronten, fly 459 officielt (skønnet 1961) mod 159, mens tabene i kampvogne og stormartilleri var 252 tyske mod 1614 (officielt) skønnet 1961 russiske. – altså næsten 1:8[22] Men russerne havde altså reserver nok til at bytte i dette forhold.

Militærhistorikeres vurderinger af Kursk[redigér | rediger kildetekst]

Den tyske historiker Karl-Heinz Frieser påpeger følgende to grunde til nederlaget i Operation Citadel:

  • Den sovjetiske talmæssige overlegenhed, og påpeger, at det største problem for OKW var mangel på infanteri. OKH havde ingen operative reserver, mens Den Røde Hær kunne stille med hele Steppefronten som reserve. At den røde hær havde flere kampvogne end Wehrmacht havde mindre indflydelse på resultatet, ifølge Frieser.[281][17][11]
  • Hitlers gentagne forsinkelser gav den Røde Hær tid nok til gøre forsvaret af Kursk til en stærk fæstning. Efter det tredje slag ved Kharkov pressede højtstående officerer som Manstein og Zeitzler på for et hurtigt angreb, mens Den Røde Hær var uforberedt og havde en lav kampånd. Den samtidige allierede invasion af Sicilien gjorde Hitlers dato for angrebet den "mest ugunstige muligt".[282]

Den amerikanske militærhistoriker og ekspert i sovjetisk militær David Glantz drager disse konklusioner:

  • Det tyske nederlag ved Kursk var ikke resultat af de sovjetiske væbnede styrkers "ofte overdrevne talmæssige overlegenhed". Efter hans mening var den vigtigste faktor ved Kursk de store ændringer i den sovjetisk kommando, mandskabet og operative og taktiske teknikker. Generalstaben havde gennemført en "udtømmende" analyse af de tidligere kampe, operationer og kampagner og lært af erfaringerne. Disse erfaringer blev føjet til den sovjetiske doktrin om dybe operationer og skabte nye fremgangsmåder.[283] Glantz og House har hævdet at panserstyrkerne var næsten jævnbyrdige, mellem 1:1 og 1,5:1 i Sovjetunionens favør.[284]
  • Den Røde Hær indførte nye operative og taktiske systemer og havde løst mange af problemerne med at integrere hærens forskellige våbenarter og de øvrige værn i "en sand fællesoperation" og de fremhæver en "sofistikeret forståelse for efterretning, afledningsmanøvrer og anti-tank forsvar". Tilsvarende forbedringer blev foretaget i den kombinerede anvendelse af artilleri, kampvogne, ingeniørtropper og infanteri for at gennembryde det tyske forsvar. Ved Prochorovka, og under Kutuzovoperationerne, fik den Røde Hær erfaring med mobile pansrede formationer og mekaniserede korps, der blev kendetegnende for de dybe sovjetiske operationer. Disse formationer viste deres evne til at hamle op med de tyske pansertroppers bedste indsatser. Operationerne skule fortsat perfektioneres for at reducere de store tab, men den tyske ledelse måtte anerkende, at de stod over for en helt ny og mere kompetent sovjetisk hær ved Kursk end i de tidligere kampe.[283][285]
  • Den defensive taktik var forbedret. Dygtigt brug af antitankskyts, og brugen af ​​separate panserbrigader, panserregimenter og stormartillerienheder til at støtte dem sikrede et mobilt forsvar. Disse enheder deltog i nedslidende taktiske angreb mod de fjendtlige fremstød. Overgangsåret 1943 var afgørende for den sovjetiske krigsindsats. Operative og taktiske teknikker blev testet og tilpasset og blev yderligere forfinet og perfektioneret i 1944 og 1945. "Den grundlæggende skoling Den Røde Hær modtog i 1941-1942 skabte grundlaget for det næste niveau i 1943. I 1944 og 1945 var Den Røde Hærs krigsførelse på "universitetsniveau svarende til en kandidatgrad".[286]
  • Ifølge Glantz og House, gennemførte de sovjetiske kampvogne deres angreb trods betydelige tyske fordele: ​​kanonernes rækkevidde, tysk overlegenhed i luften og nedgravet infanteri i åbent terræn. Alligevel var forholdet mellem tabstallene mindre end 2:1 - 320 tyske og 400 sovjetiske pansrede køretøjer[29].

Den amerikanske militærekspert Steven Zaloga drager denne lære om den Røde Hær ved Kursk:

  • Den populære opfattelse af at den sovjetiske sejr byggede på "talmæssig overlegenhed" er en myte skabt af tyske generaler i deres erindringer skrevet i 1950'erne. Steven Zaloga afviser karikaturen af at den Røde Hær byggede på kvantitet snarere end dygtighed, men accepterer, at på det taktiske niveau (delingsfører- og kompagnichefsniveau) var Den Røde Hær ikke særligt imponerende og fik markant dårligere uddannelse end den tyske.[287] Zaloga påpeger at der stadig var mange taktiske lektier at lære, men i 1943 var forskellen mellem de sovjetiske og tyske panserbesætningers uddannelse "indsnævret kraftigt" og Sovjetunionen var snart på et sammenligneligt niveau med tyskerne.[288]
  • Den Røde Hær var operativt dygtige til at bruge mobile kampvognsformationer.[288] Zaloga hævder, at sovjetiske operative metoder var overlegne, hvilket tillod sovjetiske hærførere at bluffe, forbløffe og overvælde deres modstandere.[289]

Den engelske historiker Richard Overy har følgende bemærkninger:

  • De to flystyrkers kvalitet var jævnbyrdig. Sovjetunionen havde indført direkte kommunikation mellem jagerbombere og landstyrker, radar, et ordentligt vedligeholdelsessystem og fremskudte depoter med brændstofreserver. Dette tillod flyene at gennemføre tyve missioner, mens Luftwaffe havde brændstofmangel.[290][291]
  • De sovjetiske kampvogne var ikke ringere i kvalitet, selvom T-34modellen med sin 76 mm kanon blev overgået af de tyske kampvogne Tiger Is 88 mm og Panthers ​​75 mm kanoner. T-34 var hurtigere og mere manøvredygtig end Tiger, der havde for mange mekaniske problemer[292] i slaget ved Prokhorovka. For at imødegå Tiger-kampvognenes længere skudvidde fik de sovjetiske kampvognskommandører ordre til at mindske afstanden, så skudvidden ikke ville blive et problem[293].

Englænderen Sir Harry Hinsley, som under krigen gjorde tjeneste ved Bletchley Park (Storbritanniens vigtigste center for dekryptering), har sagt:

  • Sovjetunionen havde en spion i Bletchley Park, der skaffede dekrypteret tysk militærkommunikation. De dekrypterede informationer som den røde hær således havde skaffet sig adgang til, hjalp dem med at forberede modangreb. Hinsley sagde, at nogle spekulerede på om Tyskland ville have vundet ved Kursk, hvis ikke Sovjetunionen havde haft informationerne. Russerne havde også skaffet sig adgang til dekrypteringer om de tyske planer ved Stalingrad.[294]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Glantz, David M.; House, Jonathan M. (2004) [1999]. The Battle of Kursk. Lawrence, Kansas: University Press of Kansas. ISBN 978-0-7006-1335-9, s. 338.
  2. ^ a b Glantz, David M.; House, Jonathon (1995). When Titans Clashed: How the Red Army Stopped Hitler. Lawrence, Kansas: University of Kansas Press. ISBN 978-0-7006-0899-7.
  3. ^ Bergström, Christer (2007). Kursk — The Air Battle: July 1943. Hersham: Chervron/Ian Allen. ISBN 978-1-903223-88-8, s. 123–125.
  4. ^ a b Glantz, David M.: ISBN 978-0-7006-1335-9, s. 337.
  5. ^ Bergström, Christer (2007) ... s. 127–128.
    Tallet er fra russiske arkiver.
  6. ^ Zetterling, Niklas: ISBN 0-7146-5052-8, s. 20.
  7. ^ a b Frieser, Karl-Heinz; Klaus Schmider, Klaus Schönherr, Gerhard Schreiber, Kristián Ungváry, Bernd Wegner (2007). Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg – Vol. 8: Die Ostfront 1943/44 – Der Krieg im Osten und an den Nebenfronten (tysk). München: Deutsche Verlags-Anstalt München. ISBN 978-3-421-06235-2, s. 154.
  8. ^ Glantz, David M.: ISBN 978-0-7006-1335-9, s. 276
  9. ^ Clark, Lloyd (2012). Kursk: The Greatest Battle: Eastern Front 1943. London: Headline Publishing Group. ISBN 978-0-7553-3639-5, s. 408.
  10. ^ Frieser, Karl-Heinz: ISBN 978-3-421-06235-2. Tallet er anslået af Frieser, da der ikke findes et officielt tal.
  11. ^ Zetterling, Niklas; Frankson, Anders (2000). Kursk 1943: A Statistical Analysis. Cass Series on the Soviet (Russian) Study of War. London: Frank Cass. ISBN 0-7146-5052-8, s. 116, 117.
    For alle deltagende tyske hære i Kursk-området, var der 203.000 tilskadekomne for juli og august.
  12. ^ Frieser, Karl-Heinz: ISBN 978-3-421-06235-2, s. 201
    Nøjagtige antal er ukendt, hele den tyske østfronten mistede 1.331 kampvogne og stormartilleri for juli og august, så antallet af 760 er et estimat.
  13. ^ Bergström, Christer (2008). Bagration to Berlin — The Final Air Battle in the East: 1941–1945. Burgess Hill: Chervron/Ian Allen. ISBN 978-1-903223-91-8, s. 120. Tal fra Luftwaffe (Generalquartiermeister der Luftwaffe) for juli 5-31.
  14. ^ a b c d e Krivosheev, Grigoriy (2001). Россия и СССР в войнах XX века: Потери вооруженных сил: Статистическое исследование (dansk: Rusland og USSR i krigene i det 20. århundrede: Tab af væbnede styrker: statistisk undersøgelse (russisk). Moscow: Olma Press. ISBN 978-5-224-01515-3
  15. ^ a b Frieser, Karl-Heinz: ISBN 978-3-421-06235-2, s. 150.
  16. ^ Krivosheev, Grigoriy (1997). Soviet Casualties and Combat Losses in the Twentieth Century. London: Greenhill Books. ISBN 1-85367-280-7, s. 132–134.
  17. ^ Krivosheev, Grigoriy (1997): ISBN 1-85367-280-7, s. 262.
  18. ^ Glantz, David M.; Orenstein, Harold S. (1999). The Battle for Kursk 1943: The Soviet General Staff Study. London; Portland, OR: Frank Cass. ISBN 0-7146-4933-3, s. 1.
  19. ^ a b Healy, Mark (2008): Zitadelle : the German offensive against the Kursk Salient 4-17 July 1943 Stroud : History Press, ISBN 978-18-6227-336-8, s. 90.
  20. ^ Nipe, George (2010). Blood, Steel, and Myth: The II. SS-Panzer-Korps and the Road to Prochorowka, July 1943. Southbury, Conn: Newbury. s. 6
  21. ^ Healy, Mark (2008) ... ISBN 978-18-6227-336-8, s. 41.
  22. ^ Tal hentet fra: "Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg bd. 8" München, 2007

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  • Das Deutsche Reich Und Der Zweite Weltkrieg band. 8, Deutsche Verlags-Anstalt, München 2007. ISBN 978-3-421-06235-2
  • Anders Frankson & Niklas Zetterling, Slaget om Kursk : historiens største panserslag, Aschehoug, 2006. ISBN 978-87-11-11758-3.
  • Niklas Zetterling, "Hitler mod Stalin Kampen på Østfronten 1941-45"Informations Forlag 2010. ISBN 978-87-7514-282-8.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:PerV/Panserslaget_ved_Kursk&oldid=11470302"