Dario Campeotto

Dario Campeotto
Født	Dario Carlo Giacomo Campeotto; 1. februar 1939 (84 år); Frederiksberg
Statsborger	Danmark
Ægtefælle	Ghita Nørby (1963-1969)
Børn	Giacomo Campeotto
Sprog	Dansk
Genre	Popmusik
Beskæftigelse	Entertainer, sanger, stemmeskuespiller, skuespiller
Deltog i	Eurovision Song Contest 1961
Pladeselskab	PolyGram
Instrumenter
	Vokal
	Information med symbolet hentes fra Wikidata.; [ redigér på Wikidata ]

Dario Carlo Giacomo Campeotto (født 1. februar 1939) er en dansk sanger, skuespiller og entertainer.^[1]^[2]

Dario Campeotto har været gift to gange og var en overgang bosat i Italien sammen med sin daværende hustru Ghita Nørby, men han vendte siden tilbage til Danmark, hvor han viderefører sin karriere på scenen. Han har tre børn.

Familie og opvækst[redigér | rediger kildetekst]

Han er født på Frederiksberg af italienske forældre, Emma og Ernesto Campeotto, og har to søstre. Ernesto flyttede til Danmark i 1928 og fungerede som teknisk direktør for Fiat Danmark. I begyndelsen af tresserne flyttede forældrene tilbage til Torino, hvor de købte en vingård, der stadig er i familiens eje. Hans tipoldeforældre var svenske, hed Larsson og udvandrede til Italien, hvor de blev ejere af otte marker, otto campi, Campeotto. Dario bor fortsat på Frederiksberg, men boede i tidsrummet 1967 – 1973 i Torino i Italien, hvor han drev en dansk kunstforretning. Fra 1963 til 1969 var han gift med Ghita Nørby og sammen har de sønnen Giacomo (født i 1964), der er filminstruktør. I dag er han gift med Gertrud og sammen har de børnene Claudia og Filippo.

Karriere[redigér | rediger kildetekst]

Han begyndte at optræde allerede som ti-årig, men hans store gennembrud blev en sejr i Dansk Melodi Grand Prix 1961 med sangen "Angelique", som senere indbragte ham en femteplads ved den internationale Eurovision Song Contest. I kølvandet på "Angelique" kom der et antal pladeudgivelser, og der var også bud efter ham til roller i teater, operetter og film. Siden har han også optrådt som revy-kunstner i bl.a. Holstebro-revyen og Sans Souci i Kolding.

I 2001 fik Dario Campeotto et mindre comeback med albummet Love Is in the Air, hvor han bl.a. fortolkede Barry White, Stevie Wonder, Lou Reed og The Rolling Stones.^[1] Han turnerede efterfølgende på klubber og diskoteker. Albummet solgte 22.000 eksemplarer.^[3]

Udvalgt diskografi[redigér | rediger kildetekst]

Dario (1961)
Dario i dag (1972)
Rose Marie (1977)
Min sang (1981)
Glædelig jul (1989)
Kys hinanden (med Grethe Sønck, Kirsten Siggaard, Lise-Lotte Norup og Nis Bank-Mikkelsen, 1992)
Arrivederci (med Quartetto Ciao!, 1993)
Love Is in the Air (2001)
Den første gang jeg så dig (med RadioUnderholdningsOrkestret, 2001)
Under Italiens sol (med Tove Hyldgaard og Tonny Landy, 2007)
En aften med... (2011)
Mit skønne Italien (2014)
Mit skønne Italien 2 (2015)
Jul, jul, dejlige jul (2017)

Udvalgt filmografi[redigér | rediger kildetekst]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

^ ^a ^b Drejer, Dennis (19. maj 2001). "Jeg skyder dem der vil lave æresport". BT. Arkiveret fra originalen 8. juli 2018. Hentet 28. oktober 2018.
^ Villemoes, Anne (29. maj 2001). "En rigtig Dario". Jyllands-Posten. Arkiveret fra originalen 29. oktober 2018. Hentet 28. oktober 2018.
^ Riedel, Simon (4. september 2005). "Portræt: Selvfølgelig borede jeg min knallert". Berlingske.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Dario Campeotto på Internet Movie Database (engelsk)
Dario Campeotto på Filmdatabasen
Dario Campeotto på danskefilm.dk
Dario Campeotto på danskfilmogtv.dk
Dario Campeotto på Scope
Dario Campeotto på Svensk Filmdatabas (svensk)
Dario Campeotto på The Movie Database (engelsk)
Dario Campeotto på danskefilmstemmer.dk

Dario Campeotto på Discogs
Dario Campeotto på MusicBrainz

[Drejer-1] Drejer, Dennis (19. maj 2001). "Jeg skyder dem der vil lave æresport". BT. Arkiveret fra originalen 8. juli 2018. Hentet 28. oktober 2018.

[2] Villemoes, Anne (29. maj 2001). "En rigtig Dario". Jyllands-Posten. Arkiveret fra originalen 29. oktober 2018. Hentet 28. oktober 2018.

[3] Riedel, Simon (4. september 2005). "Portræt: Selvfølgelig borede jeg min knallert". Berlingske.

[1]

[2]

[3]