Hebriderne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort over de Indre Hebrider (røde) og de Ydre Hebrider (gule) ved Skotlands nordvestkyst.

Hebriderne (skotsk/engelsk: The Hebrides, skotsk gælisk: Innse Gall) er en skotsk øgruppe med ca. 60.000 indb. i Atlanterhavet ud for Skotlands nordvestkyst.

Øerne beskytter Skotlands kyster og fjorde mod Atlanterhavets storme.

Terræn og geologi[redigér | redigér wikikode]

Hebriderne består af over 500 øer og skær, hvoraf omkring 80 er beboede. 7.285 km2. Hebriderne deles i de Indre Hebrider og de Ydre Hebrider, adskilt af The (North) Minch i nord over The Little (eller Lower) Minch til Sea of the Hebrides i syd.

Indre Hebrider[redigér | redigér wikikode]

De indre Hebrider er ægte kystøer, der kun ved smalle sunde skilles fra Skotlands kyst. Nordligst, adskilt fra Skotland ved Inner Sound og Sleat Sound, ligger den store ø Skye (1.533 km2) med de mindre Raasay, Rona, Canna, Rum og Eigg. Nord for indløbet til Firth of Lorne ligger Mull (782 km2), adskilt fra Skotland ved Sound of Mull, samt Coll, Tiree, Ulva, Iona, Staffa og Lismore. Syd for Firth of Lorne ligger Colonsay, Islay og Jura, ved Sound of Jura adskilte fra halvøen Kintyre. I mundingen af Firth of Clyde ligger Clyde-øerne, af hvilke Arran og Bute er de vigtigste. Alle øerne er bjergrige, og ikke få toppe når op imod 1.000 m, således Goat Fell på Arran (874 m), Paps på Jura (784 m), Ben More på Mull (966 m) og Cuchullin Hills på Skye (986 m).

I deres geologiske bygning slutter de indre Hebrider sig nær til det skotske højland. På et underlag af jura og kridt hviler mægtige vulkanruiner og basaltstrømme forbundne med tuflag, der indeholder miocæne plantelevninger. Basalten, der med sin regelmæssige søjleafsondring giver anledning til mærkværdige klippeformer og stejle kystskrænter, er næsten eneherskende på Mull, Skye og flere mindre øer. Flere steder har bølgeslaget frembragt huler i kystskrænterne, således den berømte Fingalshule på Staffa.

Af de indre Hebrider hørte tidligere de nordlige (Skye og nærliggende mindre øer) til Inverness, mellemste del til Argyllshire og de sydøstlige øer til Bute. I dag hører af de Indre Hebrider tilhører 2 forskellige skotske amter på fastlandet. Den nordlige del med Skye, Oronsay, Raasay, Scalpay og flere små øer omkring Skye hører til Highland Council. De sydlige øer Mull, Coll, Islay, Isle of Jura, Slate Islands og Treshnish Islands hører til Council Argyll and Bute.

Ydre Hebrider[redigér | redigér wikikode]

De ydre Hebrider (3.115 km2) skilles ved North Minch fra Skotland, ved Little Minch og Sea of the Hebrides fra Skye. Denne indtil 241 m dybe havarm betegner en sænkning, der sandsynligvis indtrådte i miocæntiden. De ydre Hebrider danner en med Skotlands kyst parallel kæde af øer, der ofte sammenfattes under navnet Long Island, fordi de danner ligesom en lang ø, der kun afbrydes af meget smalle sunde. Den nordligste ø er Lewis, der i Clisham når en højde af 789 m. Der efter følger North Uist, South Uist, Barra og talrige mindre øer. Alle disse øer er opbyggede af gnejs, er rige på indsøer og har dybt indskårne fjorde.

I geologisk henseende ligner de den norske øgruppe Lofoten og udgør sammen med denne rester af et ældgammelt, i sibirisk og devonsk tid dannet bjergland, det "kaledoniske".

Den nordlige del af de Ydre Hebrider (Lewis) hørte tidligere til Grevskabet Ross og Cromarty, resten til Inverness. I dag er de Ydre Hebrider (Western Isles) et selvstændigt amt med øerne Lewis and Harris, Berneray, North Uist, South Uist, Barra og St. Kilda.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimaet er udpræget øklima: middeltemperaturen er for januar 4°—5 °C, for juli 13°—14 °C. Regnmængden omkring 150 cm.

Plantevækst[redigér | redigér wikikode]

Plantevæksten er temmelig fattig: af skov findes kun lidt, hvor imod lynghede har en ikke ringe udbredelse.

Dyreliv[redigér | redigér wikikode]

Talrige søfugle yngler på skærene, og der blev tidligere drevet fuglefangst.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Da øerne var norske indtil 1266, talte en del af indbyggerne det nu uddøde vestnordiske sprog norn. På nogle af øerne, blandt andet Skye og Lewis, taler en del af befolkningen stadig skotsk gælisk. Nøjagtige tal findes ikke. Norrøn påvirkning kan påvises i enkelte stednavne. Der er gårde og landsbyer med navne som Siadar og Séadar, med betydningen "sæter", eller sammensætninger som Bakkaseter, Geiséadar af gammelnorsk Geitsætr og Marister af Maraseter. [1]

Næringsveje[redigér | redigér wikikode]

Lokale råstofforekomster af tørv, sand og andre mineraler udnyttes. Der er kvæg- og fåreavl og der fremstilles landbrugsprodukter, uldvarer (herunder den kendte Harris Tweed) og whisky. Andre erhverv er fiskeri og turisme.

Agerbruget indskrænkede sig førhen til avl af byg og havre, kartofler og roer. Fåreavlen har traditionelt haft megen betydning.

Fiskeriet i de omliggende farvande var dog tidligere den vigtigste næringsvej.

Trafik[redigér | redigér wikikode]

Fra hovedøerne til fastlandet er der daglig færge- og flyforbindelse. Da bilfærgerne kom i 1964, blev der investeret i trafikstrukturen. På hovedfærdselsårerne kører der linjebusser og i lokaltrafikken minibusser. En del af øerne er forbundet med hinanden med dæmninger eller broer. Isle of Skye har via broen Skye Bridge direkte forbindelse til fastlandet.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I oldtiden var Hebriderne kendte under navnet Ebudæ eller Hebudes (den moderne stavemåde skal være kommet i brug i det 18. århundrede ved en trykfejl). Nordboerne kaldte dem Suder-øerne (Sudreyjar), det vil sige "de sydlige øer". De stod under egne høvdinge, som anerkendte de skotske kongers overhøjhed. Allerede i det 6. århundrede indførtes Kristendommen af den hellige Columba, der grundlagde det berømte kloster på Iona.

Norske vikinger begyndte at gøre indfald i det 8. århundrede, og i det 9. århundrede bosatte mange nordmænd sig, hvor efter Harald Hårfager lagde øerne under den norske krone. Skotske konger gjorde mange forsøg på at fordrive nordmændene, men først i 1266 opgav Norge alle krav på øerne. De skotske konger havde så godt som ingen myndighed på Hebriderne, hvor klanerne laå i stadig fejde indbyrdes, navnlig Macdonalds og Macdougals var næsten fuldstændig uafhængige. Efter mange kampe med skotterne og talrige oprør blev endelig 1748 høvdingerne ved en parlamentsakt berøvede deres rettigheder.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Den nordiske verden 1 (s. 215), Gyldendal forlag, 1992, ISBN 87-01-79030-7

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 57°50′00″N 7°00′00″V / 57.833333333333°N 7°V / 57.833333333333; -7

Skotlands geografi Stub
Denne artikel om Skotlands geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi