Inuit Ataqatigiit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se IA.

Inuit Ataqatigiit (i daglig tale IA), er et politisk parti i Grønland, der blev dannet som gruppe i november 1976 og etableret som et egentligt parti i 1978. Navnet består af de grønlandske ord for henholdvis "mennesker" og "sammenhold" og kan gengives på dansk som "folkefællesskabet".

Partiet er i sin grundholdning socialistisk, og udgør den yderste venstrefløj i grønlandsk politik. Det arbejder for grønlændernes krav om anerkendelse som et selvstændigt folk med ret til eget land samt lige muligheder og vilkår for alle i det grønlandske samfund. IA er desuden aktiv i det internationale samarbejde blandt inuit og støtter kampen for de oprindelige folks rettigheder, sådan som det kommer til udtryk i FN.

Ved valget til Grønlands Landsting 15. november 2005 fik partiet 6.517 stemmer, hvilket svarer til 22,6 pct. af de afgivne stemmer og syv mandater, hvilket var en tilbagegang på 3,0 pct og et mandat i forhold til landstingsvalget 3. december 2002, hvor partiet fik 25,3 pct. af de afgivne stemmer og otte af de 31 mandater.

Efter valget i 2002 indgik IA en koalitionsaftale med partiet Siumut og dannede landsstyre (regering), hvor partiet fik tre af syv pladser i Landstinget. Efter valget 15. november 2005 indgik partiet den 25. november 2005 en koalitionsaftale under overskriften "Fælles ansvar og samarbejde" med partiet Siumut og Atassut. Ud af landsstyrets otte landsstyreområder besatte IA to områder. Ud over Josef Motzfeldt, der fortsatte som landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender, udpegedes Asii Chemnitz Narup som Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø.

30. april 2007 trådte IA ud af koalitionen som konsekvens af grundlæggende uenighed med koalitionspartnerne om kvoter for rejefiskeri. IA fastholdt, at fiskeriet – som er en af landets væsentligste indtægtskilder – skulle holdes på et biologisk bæredygtigt niveau, mens Siumut og Atssut alene ville tage hensyn til fiskerierhvervets aktuelle økonomiske situation.

Partiet fik for første gang valgt en repræsentant til det danske Folketing ved folketingsvalget den 20. november 2001, hvor partiet var repræsenteret af Kuupik Kleist, der var medlem af Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget til 2007. Kuupik Kleist er stadig medlem af Grønlands Landsting.

Juliane Henningsen blev efter folketingsvalget den 13. november 2007 partiets anden repræsentant i Folketinget. Juliane Henningsen genopstillede ikke til folketingsvalget i 2011, i stedet blev Sara Olsvig valgt til at repræsentere IA i Folketinget med over 8000 personlige stemmer.


IA er repræsenteret i kommunalbestyrelserne i 17 af Grønlands 18 kommuner, undtagen Ivittuut, hvor der er valgt 42 kandidater. Partiet har desuden repræsentanter i 21 bygdebestyrelser på kysten.

Eksterne henvisninger