Jacob Christian Bie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Gnome globe current event.svgDenne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Jacob Christian Bie
Født 11. juli 1738Rediger på Wikidata
Død 1804Rediger på Wikidata
Nationalitet Danmark Dansk
Søskende Ole BieRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Skribent, præst, digterRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Jacob Christian Bie (også kendt under pseudonymet Philopatreias) (ca. 1738-1798) var en norsk-dansk forfatter.

J.C. Bie blev født i Trondhjem omkring 1738 og blev student fra sin fødebys skole 1755. Blottet for alle subsistensmidler forlod han sit fødeland ("gid jeg aldrig var kommet uden for Norges Grænser", sukkede han senere) og måtte i København søge livsophold ved pennen.

Nogle frække Originale danske moralske Fabler på vers udgav han 1765. For at vinde professor Christian Gottlieb Kratzensteins "Imprimatur" brugte han den list at dedicere fru Kratzenstein, der var ham fuldstændig ubekendt, bogen ved en indsmigrende fortale. Men næppe var fablerne udgivet, før bogen blev konfiskeret, da Bie i den 6. fabel om Bæveren havde tilladt sig at kritisere en sag, der var afgjort ved kongelig resolution. Samtidig blev forfatteren dømt til at hensættes på Christiansø; men han unddrog sig ved flugten.

Efter et års landflygtighed blev han benådet. Hans økonomiske elendighed blev ved disse forhold yderligere forværret, og han måtte bestandig skrive for at leve. Han kunne rime i alle genrer. Et komisk digt Jacobi Ilias, en Beskrivelse af den store Drikkehelt Biberius i alexandrinske Vers gik side om side med Tanker over Juleevangelierne og Lidelseshistorien, i Sange udførte samt nye Moralske Tanker i bunden Stil.

Han var imidlertid blevet gift, og af medynk med hans dårlige økonomiske omstændigheder fik han bestalling som prokurator (1768), men gebærdede sig på en sådan måde at han i samtiden blev anset for at have en studs og uforskammet optræden, hvorfor han efter kongelig ordre fik en alvorlig irettesættelse og advarsel.

Da så Struensee ved reskript af 14. september 1770 ophævede censuren, indledtes den store strøm af trykkefrihedslitteraturen med et flyveskrift af Bie: Philopatreias’ trende Anmærkninger, 1. om de dyre Tider og Handelens Svaghed, 2. om Rettergang, 3. om Gejstlighedens Indkomster, et skrift der kritiserede bestående forhold samt foreslog temmelig vidtgående reformer i de i titlen nævnte emner; men stærkest synes det dog at have ligget ham på sinde at komme præsterne (så vel som klokkerne og graverne) til livs på grund af deres formentlig urimelig høje indtægter. "Hvor mange Landsbypræster er der ikke", siger han, "om hvilke man kan sige med Asaph: Deres Øjne blive borte for deres Ansigts Fedme." Skriftet gjorde overordentlig opsigt og fremkaldte en hel litteratur både for og imod, blandt andet svarede Ove Høegh-Guldberg under pseudonymet Philodanus, samt økonomen Christian Martfelt med pseudonymet Philocosmus[1]; men selv havde han kun ringe glæde deraf.

I juli 1769 havde han i Hvidovre Kirke prædiket og valgt til tekst Højsangen 3, 1: "Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede» [2], og skønt han fremlagde vidnesbyrd for, at prædikenen af de tilstedeværende blev hørt med stilhed og andagt uden latter, kom det dog for dagen, at han til slutning havde bedt for adskillige navngivne offentlige fruentimmer i smågaderne i København; han blev derfor af Højesteret 1771 dømt til Rasphuset på 6 år; og året efter dømtes han til at have forbrudt hånd, ære og boslod, fordi han havde udfærdiget et falsk privilegium med kongens underskrift. Han blev imidlertid benådet med livsvarig rasphusstraf, og fra "det kummerfulde Fængsel" udsendte han nu den ene poetiske klagesang efter den anden, snart til sin "fraværende Melicerte", snart med bønskrift til Joachim Otto Schack-Rathlou "for at faa udlirket nogle Dukater til Rejsepenge", snart til "den ædelmodigste Prins Frederik fra den ulyksalige B.. Ved kongeligt reskript af 13. oktober 1775 løslodes han mod at bortsendes til Guinea og forblive der på livstid.

Senere kom han alligevel med hustru og børn til Ostindien, hvor han havde nære slægtninge, og døde som løjtnant i engelsk tjeneste i Bengalen. Hans hustrus navn var Mette Margrethe Bie, og en datter af ham blev som enke gift med Kastelspræst, senere biskop i Viborg Nicolai Esmark Øllgaard.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jævnfør Bibliotheca danica, II, 908f. I Bolle Willum Luxdorphs samling af trykkefrihedsskrifter fylder Philopatreias litteraturen 4 tykke bind ud af ialt 46.
  2. ^ Thottske Samlinger, 4to. 410

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af A. Jantzen. i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 2. bind, side 186,udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til mere nutidig sprog, og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen, dette angives som f.x:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.