Kareze

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Karezer nær Erfoud i Marokko

En kareze også kendt som kariz eller kareze (fra persisk: كاريز, brugt i Iran, Afghanistan, Pakistan og Centralasien, kommer fra persisk: كاهریز), kahan (fra persisk: کهن), khettara (brugt i Marokko), galeria (brugt i Spanien), falaj (brugt i De forenede arabiske emirater og Oman), kahn (brugt i Baluchistan) og foggara eller fughara (brugt i Nordafrika), qanat eller quanat (fra arabisk: قناة; brugt i Iran, Syrien og Jordan)[1] er et kunstvandingssystem, som bruges til at skabe et pålidelig vandforsyningssystem for menneskelige bosættelser og kunstig vanding i varme, tørre og halvtørre klimaer. Alternative navne for qanat i Asien og Nordafrika er kakuriz, chin-avulz og mayun. Almindelige stavemåder/transliterationer af qanatengelsk er blandt andet kanat, khanat, kunut, kona, konait, ghanat og ghundat. Nært beslægtet til sådanne strukturer er vandingssystemet i Turfan i Kina.

Historie[redigér | redigér wikikode]

En qanat-tunnel nær Isfahan.

Teknologien skal efter alt at dømme have udviklet sig i oldtidens Iran,[2][3][4] og derefter spredt sig til andre kulturer via blandt andet Silkevejen, men to opdagede falaj-systemer i al-Ain i De forenede arabiske emirater og Umm Safah i Sharjah er daterede til henholdsvis 1.000 f.Kr.[5][6] og jernalderen.[7][8] Den tidligste skriftlige kilde stammer fra perioden 722 til 705 f.Kr. i en skildring af Sargon IIs felttog.

Værdien af en qanat er direkte relateret til kvaliteten, volumet og regulariteten til vandstrømmen. Historisk set er en stor del af befolkningen i Iran og andre tørre lande i Asien, Mellemøsten og Nordafrika afhængig af vandet fra qanater; befolkningsområderne korresponderede tæt med områder, hvor det var muligt at bygge sådanne vandingskanaler. Til trods for, at det var dyrt at bygge en qanat, var dens langsigtede værdi for samfundet, og derfor for gruppen som investerede i at bygge og vedligeholde den, af stor betydning.[9]

Tekniske egenskaber og virkemåde[redigér | redigér wikikode]

Principskitse af kareze.

Qanater bygges som en serie af brøndlignende skakte, knyttede til hinanden ved hjælp af såvidt svage tunneler. Qanater tappes ud i underjordisk vand på en måde, som effektivt leverer store mængder vand til overfladen, uden behov for pumpning. Vandet drænerer ved hjælp af tyngdekraften, med destination på et lavere liggende område end kilden, som vanligvis er et højereliggende grundvandsmagasin. Qanater gør det muligt at transportere vand over lange afstande i varme, tørre klimaer uden at tabe en stor procentandel af vandet gennem nedsivning og fordampning.

Det er meget almindelig ved bygningen af en qanat, at vandkilden allerede findes under bakken ved foden af en række forbjerge af bjerge, hvor vand grundvandsspejlet er nærmest overfladen. Fra dette punkt opretholdes hældningen på qanaten nærmere vandret end fladen over, før vandet til sidst render ud af qanaten over bakkeniveau. For at nå en akvifer må qanaterne ofte strække sig over lange afstande.[9]

Nogen gange deles qanater ind i et underjordisk distributionsnetværk bestående af mindre kanaler, som bliver kaldt kariz. Akkurat som qanaterne blev disse små kanaler byggede under bakken for at undgå forurening. I nogen tilfælde lagres vand fra en qanat i et reservoir, vanligvis for lagring af vandstrøm om natten for senere brug om dagen. Et Ab Anbar er et eksempel på et traditionelt reservoir for drikkevand fra Persiens storhedstid, som tilføres vand fra en qanat.

Qanat-systemet har den fordel, at det er modstandsdygtigt mod naturkatastrofer som jordskælv og oversvømmelse og mod bevidst ødelæggelse i krig. Videre er det nærmest ufølsomt for nedbørsmængder og leverer en vandføring med blot mindre variationer fra våde til tørre år.

Brugsområder[redigér | redigér wikikode]

Qanat-teknologien bruges mest i områder med følgende egenskaber:

  • Mangel på større elver med helårsvannføring tilstrekkelig til å støtte irrigasjon.
  • Potentielle frugtbare områder i nærheden af nedbørsrige bjerge eller bjergkæder.
  • Tørt klima med stærk fordampning fra overfladen, således at overfladereservoirer og -kanaler vil føre til høje tab.
  • En akvifer i det potentielle frugtbare område, som er for dyb for nyttig brug af enkle brønde.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Nair, V. Sankaran (2004): Etymological Conduit to the Land of Qanat
  2. ^ Hassan, Ahmad Y.: Transfer Of Islamic Technology To The West, Part II: Transmission Of Islamic Engineering
  3. ^ Beaumont, Peter; Bonine, Michael E.; Stanley, Keith: Qanat, Kariz and Khattara: Traditional Water Systems in the Middle East
  4. ^ Wulff, Hans E.: The Traditional Crafts of Persia: Their Development and Technology
  5. ^ Alsharhan, A. S.: Desertification in the third millennium: proceedings of an international, s .377‏
  6. ^ Masood, Ehsan; Schaffer, Daniel: Dry: life without water, s .182‏
  7. ^ Proceedings of the Seminar for Arabian Studies, 31-32, s. 131
  8. ^ Principles of Water Resources: History, Development, Management, and Policy بواسطة Thomas V. Cech
  9. ^ a b Kheirabadi, Masoud (1991). Iranian Cities: Formation and Development. University of Texas Press. ISBN 0-292-78517-8. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: