Langåbrosprængningerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Langåbrosprængningerne er sprængningerne af jernbanebroerne i Langå ved Randers under besættelsen af Danmark i 2. verdenskrig. De blev udført den 17. november 1943 af seks mand: Den tidligere finlandsfrivillige, sekondløjtnant Kaj Hoff, læge Jørgen Røjel, KU'eren og lederen for de to første sabotagegrupper i Randers, Sven Christian Johannesen, KU'eren violinist Ole Hovedskov, lærer Ejvind Jacobsen og KU'eren sparekasseassistent Oluf Akselbo Kroer.

Aktionen[redigér | redigér wikikode]

Efter ordre fra London skulle Langåbroerne sprænges i luften. Aktionen er sat til 17. november 1943, og det tog tid at samle alt det sprængstof, man skulle bruge.

Om mandagen er sprængstoffet kørt derud og gravet ned tæt ved. Om onsdagen går det løs. Foruden den finlandsfrivillige Hoff og læge Røjel deltager KU'erne Svend Johansen 20, Oluf Kroer 27 og Ole Hovedskov 20. Derudover deltager også lederen af en nedkastningsgruppe (de grupper der modtog våben, der blev kastet ned med faldskærm) Ejvind Jacobsen. Han deltager under kodenavnet "Ravn". Politibetjentene, der beskytter broen, har de lavet en aftale med (de må flygte til Sverige). De bagbinder dem, smider deres rifler i Gudenåen og sætter dem i sikkerhed i passende afstand. Nu tager sabotørerne deres cykler og følger hver sin rute hjem. Sprængningerne er beregnet til 10 minutter efter, at sprængblyanterne var trykket.

Det er en bitter Jørgen Røjel, der kommer hjem til lejligheden i Randers og går i seng i den tro, at missionen er mislykkedes. Da han er ved at slumre hen, kommer de forløsende brag. De drøner gennem Gudenåslugten resten af natten, og de sidste sprængninger kommer kl. 7 om morgenen, da Gestapofolk og politi er fremme ved broen. Også "Ravn" når hjem ad veje med nyfalden sne og grubler over, om sporene vil afsløre ham. Det bliver imidlertid et vidne, der er oppe i den tidlige morgen, som kommer til at afsløre ham til tyskerne.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Dagen efter vrimler det med Gestapofolk i Randers, og under deres finkæmning af byen ringer de på døren kl. 6 om morgenen hos "Ravn" (Ejvind jacobsen). Han forklarer gennem den lukkede dør, at han lige skal have noget tøj på, men han er stået op tidligere, da Gestapo havde for vane at ankomme tidligt. Han kaster sig ned fra altanen på 2. sal i boligkarreen Ryhaven i det centrale Randers, og brækker en fod i faldet. På trods af det lykkes det ham at flygte til Sverige. Samme morgen pågribes Svend Johannesen i sin lejlighed og Oluf Kroer på sin arbejdsplads. De har begge en af politimændenes pistoler på sig og kan umuligt bortforklare det. Nu giver faldskærmsmanden Ole Geisler ordre til, at alle indblandede skal gå under jorden.

Kaj Hoff gør det ikke og bliver arresteret den 30. november ved en storrazzia i byen. Hoff stilles foran en glohed ovn med hænderne i vejret. Hoff, der var tidligere løjtnant i den finske hær, havde svoret, at han intet vil røbe, hvis han faldt i tyske hænder. Som en ordholdende mand vælger han, da pinslerne bliver for hårde, at fare på en af de tyske soldater. I hidsigt slagsmål tumler de rundt, men tyskerne tør ikke skyde af frygt for deres kammerats liv. Da Hoff giver slip og springer op mod et vindue for at undslippe, skyder de ham i ryggen, og han dør.

Svend Johansen og Oluf Kroer er ikke de eneste, der blev arresteret dagen efter sprængningerne. Ole Hovedskou bliver fundet og sendt til KZ-lejr, som han overlevede, men døde af pga. tuberkulosen fra lejrene. Børge Hovedskou når at flygte til Sverige. To andre KU’ere fra Randers, som ikke var med til Langåsprængningerne, fanges også: Anders W. Andersen og Otto Manley Christiansen. De dømmes sammen med en femte fra Aarhus til døden. Henrettelserne i Skæring bliver den første massehenrettelse under besættelsen. De lagde naturligvis hele Randers i sorg. Alle forlystelser var aflyst den dag. Kaj Munk, der også blev berørt af hændelsen, skrev i den anledning:

”Drenge, I drenge som døde – I tændte for Danmark i dybeste mulm en strålende morgenrøde”

Modstandsarbejdet i Randers bliver for en tid knækket, da det meste af Randers-gruppen er optrevlet. Mange gruppeledere bliver arresteret, og koordinatoren, ingeniør Christian Bach, må flygte til Sverige. Der er dog stadig folk tilbage, og stikkere, som afslørede indblandede, bliver likvideret. Man hverver nye folk og kommer tilbage i fuld styrke.

Sprængningerne gav naturligvis genlyd uden for landets grænser og førte til at Hitler spurgte Best, hvorfor han ikke kunne holde styr på et lille land som Danmark, og hvorfor i alverden han skulle lave martyrer. Fra det officielle England kom kort efter meddelelser om, at sabotagerne og krigssejlernes indsats var afgørende for, at Danmark kunne anses som allieret.

Sprængningerne ved Langå stoppede togdriften i 12 dage og blev dermed den største og mest betydningsfulde jernbanesprængning.

Kilder[redigér | redigér wikikode]