Louis Pio

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 22. feb. 2015, 19:52 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Robot: Ændrer Kategori:Personer i 2. slesvigske krig fra Danmark til Kategori:Personer i den 2. Slesvigske Krig fra Danmark)
Louis Pio
Fotografisk portræt fra ca. 1875. Fotograf: Ukendt.
Personlig information
Født 14. december 1841
Roskilde
Død 27. juli 1894 (52 år)
Chicago
Nationalitet Dansk
Politisk parti Socialdemokratiet
Børn Sylvia Pio
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Studentereksamen
Profession Funktionær ved det danske postvæsen
Berømt for Grundlæggelse af Socialdemokratiet

Louis Albert Francois Pio (14. december 1841 i Roskilde27. juni 1894 i Chicago)[1] var en dansk socialistisk pioner, der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark. Far til Sylvia Pio.

Louis Pio var ansat hos postvæsenet og gav udkast til postkasser, der kan tømmes nedefra. Hans forslag blev ikke anvendt. Han fik interesse for socialismen gennem historiske studier. Han blev meget optaget af Pariserkommunen, hvor han fandt genklang for sine tanker, og han udgav allerede i 1871 to pjecer med titlen "Socialistiske Blade". Han fik samtidig kontakt til Internationale og var endvidere inspireret af de engelske fagforeninger.

Næste skridt var udgivelsen af ugeavisen "Socialisten", hvor Pio fik sin fætter Harald Brix til at påtage sig redaktørposten; senere sluttede Paul Geleff sig også til. Louis Pio var initiativtager til dannelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark i oktober 1871, og han var selvskreven til at besætte posten som foreningens første formand. I første omgang anonymt. Men året efter trådte han efter sin udlandsrejse frem i offentligheden i den rolle. Louis Pio søgte med sine udenlandsrejser at skabe kontakt til andre landes socialister, ikke mindst for at berige "Socialisten" med artikler fra dem.

Torsdag den 2. maj 1872 indkaldte Pio i "Socialisten" (Nr. 26) i sin velkendte artikel "Maalet er fuldt!" til det såkaldte "Folkemøde på Nørrefælled" søndag den 5. maj. Gennem Københavns politidirektør Vilhelm Crone udstedte statsmagten forbud imod afholdelse af mødet, men Pio gennemtrumfede mødets afholdelse, og de tre ledere, Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff, blev natten mellem den 4. og 5. maj anholdt af politiet. Statsmagtens indgriben resulterede i en større konfrontation mellem arbejdere, politi og militær – det der i dag kendes som Slaget på Fælleden. Først ved en dom i kriminal- og politiretten den 28. marts 1873 fik Pio seks, Geleff fem og Brix fire års forbedringshus for bl.a. forbrydelse mod statsforfatningen. Ved en højesteretsdom af 6. august 1873 blev straffen dog nedsat for Pio til fem, for Geleff og Brix til tre år. En følge af højesteretsdommen blev, at justitsministeren udstedte forbud imod Den Internationale arbejderforening for Danmark.

Pio blev løsladt i 1875, men var mærket af fængselsopholdet og kunne ikke umiddelbart genoptage sin ledelsespost. Samtidig havde der udviklet sig indre splittelse i bevægelsen, og med depression i anden halvdel af 1870'erne fik bevægelsen trange tider, som Pio ikke formåede at håndtere. I 1877 nedlagde han sit formandshverv og udvandrede til USA. Det skyldtes ikke mindst trusler fra politiet om, at han ville blive fængslet igen, hvis han ikke rejste, og "bestikkelse" fra politiet til at finansiere emigrationen.

I USA forsøgte Pio sig med at grundlægge et socialistisk samfund, men under arbejdet her døde han af tyfus.

Refferencer

Litteratur

Eksterne henvisninger

DanskSpire
Denne artikel om en dansk politiker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Politiker