Maltas historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den første store belejring af Malta (1565), maleri af Matteo Perez d'Aleccio, har stor symbolsk betydning for Maltas historie.
Maltas beliggenhed i Europa.

Maltas historie begynder omkring 5.200 f.Kr., da de maltesiske øer – den største ø Malta, der er lidt mindre end Gozo og fire af de andre små øer syd for Italien (som samlet bliver henvist til som »Malta«) – blev befolket fra Sicilien.[1] Senere kom fønikere og grækere til Malta. De sidstnævnte kaldte øen for Μελίτη (Melite) der betyder i retning af »sød honning« eller »honningbi«. Talrige folk og magter har erobret eller besat øen i århundredes forløb. Omkring 200 f.Kr. blev Malta lagt ind under Romerriget. Siden blev øen erobret af arabere og normanner. I 1530 blev øen givet til korsridderordenen Malteserordnen for at beskytte Rom mod tyrkerne.

Den første store belejring af Malta fandt sted i 1565, da tyrkerne indvandrede øen, men den overgav sig ikke. Den anden store belejring fandt sted under 2. verdenskrig da aksemagterne bombede øen, og forhindrede tilførsel af forsyninger, men fortsat uden at øen overgav sig. For denne anstrengelse fik Malta hædersudmærkelsen Georgskors af den britiske konge for at være »vidne til dets folks heltemod og opofrelse«. Georgskorset er i dag en del af nationens flag.

Efter napoleonskrigene blev Malta overtaget af Storbritannien, og efter 164 år som britisk koloni fik Malta uafhængighed fra Storbritannien i 1964. Malta blev medlem af EU i 2004, og er i tillæg medlem af Commonwealth og De forende nationer (FN).

Referencer[redigér | redigér wikikode]