Riget

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Riget (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Riget)
Riget
Riget II
Produktion
Produktionsland Danmark
Produktionsleder Ole Reim
Instruktør Lars von Trier, Morten Arnfred
Udsendt
Oprindelig kanal DR
Først sendt 25. november til 15. december 1994,
24. november til 15. december 1997.
Musik
Komponist bag
kendingsmelodi
Joachim Holbek
Links
Dansk hjemmeside

Riget er en dansk-produceret tv-serie i otte dele af Lars von Trier. De første fire dele blev vist på DR1 fra 25. november til 15. december 1994 og de resterende, under titlen Riget II, fra 24. november til 15. december 1997.

Riget har vundet adskillige priser, herunder fire Bodilpriser og seks Robertpriser.

Plottet

Hver episode af Riget og Riget II begynder med den samme prolog. I prologen beskriver en fortællerstemme, hvordan Rigshospitalet i København i sin tid blev bygget oven på de gamle blegedamme, hvor blegemændene i sin tid stod i tågen og blegede deres lagner i mosevandet. Derefter bliver det fortalt, at man med hospitalets opførelse i sin tid ville gøre op med overtroen ved hjælp af videnskaben. Prologen afsluttes med, at der bliver hentydet til, at der måske er ved at ske nogle mystiske ting på Rigshospitalet.

Historien i Riget begynder med, at den spiritistiske patient Sigrid Drusse hører lyden af ​​en pige, som græder i en af elevatorskakterne på Rigshospitalet. Da Sigrid Drusse undersøger dette nærmere, opdager hun, at pigen døde for mange år siden. Sigrid Drusse finder også ud af, at pigen blev dræbt af sin egen far, som gjorde det for at skjule hendes illegitimitet. For at stede ånden til hvile må Sigrid Drusse først finde pigens jordiske rester. Pigens krop viser sig i sidste ende at befinde sig i en krukke på kontoret hos hospitalets professor i patologi, professor Bondo.

I mellemtiden forsøger den svenske overlæge og neurokirurg Stig Helmer at dække over sit ansvar for en forkludret operation, der efterlod en ung pige hjerneskadet og i en vedvarende vegetativ tilstand.

Imens forsøger patologen Bondo at overbevise familien til en døende mand med leverkræft om, at de bør donere mandens lever – som indeholder en sjælden type kræftsvulst – til hospitalets forskning, når manden er død. Da dette bliver afslået, og det viser sig, at patienten har underskrevet en organdonorformular, beslutter Bondo at transplantere den kræftfyldte lever midlertidigt ind i sin egen krop, således at leveren bliver hans, og han kan donere den til sin egen forskning.

Blandt de mange historier, man følger sideløbende i tv-serien, kan nævnes historien om den unge medicinstuderende, der bliver tiltrukket af den sygeplejerske, der står for søvnforskningslaboratoriet. Man følger også mysteriet om en spøgelsesambulance, der hver aften ankommer til Rigshospitalet og forsvinder ud i den blå luft. Desuden stifter man bekendtskab med en yngre læge, der kører et sort marked for medicinske forsyninger, samt en neurokirurg, der mener, at hendes foster er blevet besat af et spøgelse, blandt andet fordi barnet både før og efter fødslen udvikler sig unormalt hurtigt.

I hver episode står to opvaskere med Downs syndrom i kælderen og diskuterer de mærkelige hændelser, der finder sted på Rigshospitalet. Ofte står Stig Helmer samtidig på taget af Rigshospitalet og råber "Danskjävlar!" ud over København.

Riget III

Anden sæson af Riget sluttede med endnu flere ubesvarede spørgsmål end første sæson, og en tredje sæson var da også planlagt. Men på grund af Ernst-Hugo Järegårds (der spillede Stig Helmer) og Morten Rotne Leffers (der spillede den mandlige opvasker) dødsfald i 1998 og efterfølgende Kirsten Rolffes' (der spillede fru Drusse) dødsfald i 2000 blev indspilningen af en tredje sæson umuliggjort. Lars von Trier havde rent faktisk skrevet den tredje og sidste sæson, men produktionen blev aldrig påbegyndt af DR. Det opgivede manuskript blev sendt til producenterne af Stephen Kings "Kingdom Hospital", men det er uklart, om de brugte manuskriptet eller ej.

Vigtige karakterer

Navn Spilles af Funktion
Stig Helmer Ernst-Hugo Järegård Overlæge
Sigrid Drusse Kirsten Rolffes Pensionist & spiritist
Einar Moesgaard Holger Juul Hansen Administrerende overlæge
Jørgen "Krogen" Krogshøj Søren Pilmark 1. reservelæge
Rigmor Mortensen Ghita Nørby Narkoselæge
Bulder Harly Drusse Jens Okking Portør
Hansen Otto Brandenburg Portør
Mary Jensen Annevig Schelde Ebbe Spøgelse
Palle Bondo Baard Owe Patolog
Judith Petersen Birgitte Raaberg Reservelæge
Mogens "Mogge" Moesgaard Peter Mygind Lægestuderende
Mongolerne i kælderen Morten Rotne Leffers & Vita Jensen Opvaskere
Camilla Solbjørg Højfeldt Sygeplejerske & søvnlaborant
Åge Krüger Udo Kier (stemme: Erik Wedersøe) Tdl. læge & dæmon
Direktør Bob Henning Jensen Hospitalsdirektør
Sanne Jeppesen Louise Fribo Lægestuderende
Lillebror (Frederik) Udo Kier (stemme: Evald Krog) Patient, Judiths søn
(Pigernes) Ole Erik Wedersøe Gestaltterapeut
Mona Jensen Laura Christensen Patient
Christian Ole Boisen Lægestuderende
Lars von Trier Lars von Trier (sig selv) Opsummerer
Fru Svendsen Birthe Neumann Sekretær
Præst Nis Bank-Mikkelsen Præst

Øvrige medvirkende

Eksterne henvisninger

FjernsynSpire
Denne artikel om et tv-program er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.