Schweiz' historie
Schweiz' historie har en særstilling i Europas historie i og med landets centrale, men alligevel isolerede placering i Alperne.
Staten Schweiz' egentlige historie begyndte først i 1848, da landets nye forfatning blev fastslået, men det område, som dagens Schweiz ligger i, har en langt ældre historie. Tiden før 1291 er den forhistoriske tid, da området var beboet af keltisksprogede folk, som kom i kontakt og i konflikt med Romerriget. I tidlig middelalder blev området underlagt Frankerriget. Dagens Schweiz har tre forgængere fra historisk tid. I 1291 opstod det gamle edsforbund, en løs sammenslutning af forskellige landområder, som blev grundlagt af kantonerne Uri, Schwyz og Unterwalden, og blev sammenholdt af en fredsaftale, som gav selvstyre i forhold til det tysk-romerske rige. Dette område øgedes gradvis, og 1648 fik området gennem Freden i Westfalen international suverænitet. De to sidste forgængere er Den helvetiske republik (1798 – 1803) og Det midterste edsforbund (1803 – 1848). Dagens Schweiz fik sin endelige udformning i 1815.
Tidlig historie
Arkæologiske fund antyder, at jægere og samlere allerede var bosat i lavlandene nord for Alperne i slutningen af palæolitisk tid og ved neolitisk tid var området relativt tæt beboet. De ældste spor af bopladser tilhører Moustérienkulturen, og i de grotter, som datidens mennesker boede i, er der fundet 50.000 år gamle trækulsrester. Der er også dokumenteret jagt på rensdyr i den samme kultur i ældre stenalder. Parallelt med den yngre stenalder spredte Rössenkulturen sig i nord og Cortaillodkulturen i det centrale Schweiz samt i den vestlige del. Derefter kom Horgenkulturen.
Rester af pilespidse fra bronzealderen er fundet fra så tidligt som 3800 f.Kr. i de lavvandede områder i mange indsøer.[1] Omkring 1500 f.Kr. bosatte keltisksprogede stammer sig i området. Raetere, som måske var beslægtet med etruskerne fra Italien, levede i den østlige region, mens de vestlige regioner var besat af helvetiierne. Sidstnævnte er beskrevet af Julius Cæsar i hans beretninger om gallerkrigene i De Bello Gallico. En vigtig kulturgruppe var La Tène-kulturen, opkaldt efter et opdagelsessted i nærheden af Neuchâtelsøen. Kulturen blev etableret en gang i 600-tallet f.Kr., og sporene forsvinder en gang i 50-tallet f.Kr., cirka på samme tid som Romerriget besatte Gallien.
I år 58 f.Kr. forsøgte helvetierne at undvige presset fra indvandrende germanske stammer ved selv at flytte ind i Gallien, men blev besejret ved Bibracte af Julius Cæsars hær og derefter sendt tilbage. Alperegionen blev underlagt Romerriget og blev omfattende romaniseret i de næste århundreder. Centeret for den romerske administration lå i Aventicum (Avenches). I år 259 e.Kr. gik nye germanske stammer, alemannerne, ind over den romerske grænse mod nord, Limes Germanicus, og bosatte sig på schweizisk område.
De første kristne bispedømmer blev grundlagt i 300-tallet. Da Romerriget faldt, gik nye germanske stammer ind i området. Burgundere bosatte sig i vest, mens alemannerne pressede den tidligere keltisk-romerske befolkning langt ind i bjergområderne. Burgunderne kom til at tilhøre Frankerriget i 534; to år senere fulgte alemannerne. I disse områder var der kun isolerede kristne lommer, som fortsatte at eksistere indtil irske munke genetablerede den kristne tro i 600-tallet.
Under karolingiske konger blev det feudale system udbredt, og klostre og bispesæder blev vigtige baser for dets opretholdelse.
I 900-tallet forfaldt karolingernes styre, og saracenere (muslimske røverbander) var i stand til at hærge Wallis i Schweiz. I 917 kom ungarere østfra og ødelagde Basel og derefter den vigtige bispeby Sankt Gallen i 926. Først efter at kong Otto den Store havde besejret ungarerene i år 955 i Lechfeldslaget, blev de schweiziske områder genforenet med riget.
I 1100-tallet fik hertugerne af Zähringen autoritet over de dele af Burgund, som svarede til den vestlige del af vore dages Schweiz. De grundlagde mange byer, bl.a. Fribourg i 1157 og Bern i 1191. Dette tyske fyrstehus gik da under Berthold 5., hertug af Zähringen, døde i 1218, og fyrstehusets byer blev derefter reichsfrei (en feudal rettighed, hovedsagelig for bystater indenfor det tysk-romerske rige), mens hertugerne af Kyburg fra kantonen Zürich stredes méd Huset Habsburg om kontrollen med landbrugsområderne i hertugerne fra Zähringens tidligere besiddelser.
Under Huset Hohenstaufen fik alpepassagerne i Raetia og St. Gotthard-passet stor betydning. Den sidstnævnte blev specielt en vigtig, direkte rute gennem bjergene. Kantonerne Uri (i 1231) og Schwyz (i 1240) blev i henhold til Reichsfreiheit givet direkte kontrol over bjergpassene. Det meste af området Unterwalden tilhørte på denne tid klostre, som tidligere var blevet reichsfrei.
Da Huset Kyburg gik til grunde, gav det huset Habsburg mulighed for at bringe det meste af området syd for floden Rhinen under sin kontrol, og det øgede dets magt. Rudolf 1. af Tyskland, som blev tysk-romersk kejser i 1273, afskaffede statussen reichsfrei, som var givet til "skovkantonerne" Uri, Schwyz, og Unterwalden. Disse mistede således deres uafhængighed og blev styret af fogeder.
Det gamle edsforbund (1291–1523)
I 1291 konspirerede kantonerne Uri, Schwyz, og Unterwalden mod habsburgerne. De gik sammen i et forbund, kernen i det gamle schweiziske edsforbund, som er nedtegnet i forbundscharteret, et dokument som sandsynligvis blev skrevet efter, at de kom til enighed en gang i 1300-tallet. Ved slagene ved Morgarten i 1315 og Sempach i 1386 besejrede schweizerne habsburgernes hær, og edsforbundet fortsatte indenfor det tysk-romerske rige.
Ved 1353 var de tre oprindelige kantoner blevet udvidet med kantonerne Glarus og Zug og bystaterne Luzern, Zürich og Bern, og det førte til, at det gamle edsforbund bestod af otte stater, som fortsatte som før gennem det meste af 1400-tallet. Zürich blev udelukket fra forbundet i løbet af 1440-tallet på grund af en konflikt om området Toggenburg, et område nord for Sankt Gallen. Den traditionelle rækkefølge, som kantonerne i Schweiz bliver anført i, reflekterer dette. De otte "gamle kantoner" står først sammen med bystater fra de grundlæggende kantoner, fulgt af de kantoner som indgik forbundet efter 1481, anbragt i historisk rækkefølge.
Referencer
- ^ Julia Slater (10. september 2007): "Prehistoric find located beneath the waves", swissinfo.
Litteratur
- Fahrni, Dieter (2003): An Outline History of Switzerland. From the Origins to the Present Day. 8th enlarged edit Pro Helvetia, Zurich. ISBN 3-908102-61-8
- Luck, James Murray (1985): A History of Switzerland. The First 100,000 Years: Before the Beginnings to the Days of the Present. SPOSS, Palo Alto CA. ISBN 0-930664-06-X
Eksterne links
