Alemannere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Alemanner)
Gå til: navigation, søg
Område beboet af Alemannerne. Årstal angiver romersk-alemanniske slag fra 3. til 6. århundrede e.Kr.

Alamannere (alamanni, allemanni etc) var oprindelig en alliance af germanske stammer, som var lokaliseret ved de øvre dele af floden Main i nutidens Tyskland. En af de tidligste omtaler af dem er tilnavnet Alamannicus, som antagelig blev givet af Caracalla, der herskede over Romerriget i tiden 211-217 e.Kr., og som hævdede at være den, der besejrede dem.[1]

Denne alliances væsen og deres tidligere stammetilknytning er forblevet ukendt. Alliancen var aggressiv i sin natur og angreb den romerske provins Germania Superior (området i vestlige Schweiz, de franske Jurabjerge og regionerne ved Alsace og det sydvestlige Tyskland), når den kunne. Generelt fulgte disse stammer mønsteret hos andre germanske stammer som frankerne, den første germanske stammealliance, som havde stoppet romerne fra at trænge ind nord for nedre del af floden Rhinen og derefter invaderede den romerske provins Germania Inferior.

Fra det første århundredet e.Kr. var Rhinen blevet grænse mellem romerske Gallien og stammefolkene i Germanien. Germanske folk, keltere og stammer af blandet keltisk-germansk tilhør havde bosat sig langs begge bredder af floden. Romerne delte disse områder ind i to distrikter, Germania Inferior og Germania Superior, som lå henholdsvis langs nedre (nordlige) og øvre (sydlige) Rhinen.

Germania Superior omfattede regionen mellem øvre Rhinen og øvre Donau (området Schwarzwald var større dengang end i dag). Romerne kaldte det for Agri Decumates (det vil sige "Decumates-territorierne"), et navn af ukendt oprindelse. En del forskere har oversat udtrykket som "de ti kantoner"[2], men hvilke kantoner og hvilken eksistens er ikke kendt. Lina Hug og Richard Stead nævner i bogen The story of Switzerland (1890) bl.a. stednavnene Malans, Davos og Prättigau (alle i kantonen Graubünden), som forenedes i et forbund kaldet "de 10 jurisdiktioners forbund" (s. 184). Derudover nævnes Voralberg, St. Gall, Zürich, og Glarus, foruden Uri og 3 Waldstätten, Zug, Schwyz og Unterwalden (Niedwalden og Obwalden), samt Engelberg (som en del af Ob- og Nidwalden) og Gersau (som en del af Schwyz).

Området uden for den romerske befæstede grænse omkring Germania Superior blev kaldt for Limes Germanicus. De samlede krigsgrupper af alemannere krydsede hyppigt limes, angreb Germania Superior og drog videre ind i Agri Decumates. Som et forbund, fra 400-tallet, bosatte de sig i Alsace og ekspanderede ind i det schweiziske mellemland (Mittelland), foruden dele af det, der i dag er Bayern og Østrig, og nåede dalene i Alperne i 700-tallet.

I henhold til Historia Augusta blev forbundene i 200-300-tallet fortsat kaldt Germani. Proculus (død ca. 281), en kejserusurpator i 280, havde en del af sin popularitet i Gallien ved hans fremgange ved guerillaangreb mod alemannerne.[3] Alemannerne blev derefter en nation, Alemannia, som undertiden var uafhængig, men oftere underlagt frankerne. På fransk blev navnet for Tyskland og det tyske sprog til Allemagne og allemand, på portugisisk Alemanha, alemão, og på spansk Alemania, alemán; alle disse betegnelser er afledt fra denne tidlige germanske nation. Persisk og arabisk har også betegnet tyskere som Almaani og Tyskland som Almaania. På tyrkisk er tysk Alman og Tyskland Almanya.

Alemannernes område var altid noget udflydende og bestod af et antal ulige distrikter, hvilket afspejlede deres blandede oprindelse. I tidlig middelalder var dets områder delt mellem Strassburg bispedømme, som dateres fra omkring 614, området Augsburg fra 736, Mainz bispedømme fra 745 og af Basel fra 805. Dets særegne love blev kodificerede under Karl den store som hertugdømmet Alamannia i Schwaben. I dag er efterkommerne af alemannerne delt mellem fire nationer: Frankrig (Alsace), Tyskland (Schwaben og dele af Bayern), Schweitz og Østrig, og den tyske dialekt, som tales i disse områder, har særegne, regionale træk den dag i dag.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Det tyske sprog, som i dag bliver talt langt ud over grænserne for det tidligere Alemannia, er blevet kaldt for alemannisk tysk og er anerkendt blandt undergrupperne af højtysk sprog. Alemanniske runeinskriptioner, så som de på Pforzen-spændet, er blandt de tidligste vidnesbyrd på gammelhøjtysk. Det højtyske konsonantskifte antages at være sket engang i 400-tallet, enten blandt alemannere eller blandt langobardere; før dette skifte var den dialekt, som blev talt af alemanniske stammer, noget forskellig fra andre vestgermanske folks.

Alamannia mistede sin særegne jurisdiktionsidentitet, da Karl Martell absorberede landet og folket ind under Frankerriget tidligt i 700-tallet. I dag er alemannisk et lingvistisk begreb, som referer til alemannisk tysk bestående af dialekterne i de sydlige to tredjedele af Baden-Württemberg (tysk delstat), i vestlige Bayern (tysk delstat), i Vorarlberg (østrigsk delstat), schweizertysk i Schweitz og elsassisk i Alsace (Frankrig).

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Navn[redigér | redigér wikikode]

I henhold til Asinius Quadratus (omtalt i midten af 500-tallet hos den byzantinske historiker Agathias) betyder alemannernes navn «alle mand». Det antyder, at de var et konglomerat af ulige stammer. Dette var den udledning af Alamanni, som blev benyttet af Edward Gibbon i hans store værk Decline and Fall of the Roman Empire[4] og af den anonyme bidragsyder af notater samlet fra skrifterne af Nicolas Fréret, udgivet i 1753, som noterede, at det var det navn, som blev brugt af dem, som var udenfor, og som kaldte sig selv for svebere (Suevi).[5] Denne afledning er forblevet den standardiserede afledning.[6]

En anden afledning ser Ala- fra *al-, «bortenfor», ofte i betydningen «andre», fra hvor også det græske allos, «andre, fremmed», og gammelhøjtyske Elisâzzo (Elsass eller Alsace[7]): «landet på den andre siden (af Rhinen)», er afledt.

Walafrid Strabo, en munk ved Fyrsteabbediet St. Gallen, som skrev i 800-tallet, bemærkede, at folket i Schweiz og de omliggende områder kun blev kaldt Alamanni af fremmede, men at de gav sig selv navnet Suevi. Om dette var sandt i 800-tallet, er denne observation ikke nødvendigvis meningsbærende for 300-tallet. I korthed ved vi ikke nøjagtig hvad, som lå i navnet og hvornår. Det var imidlertid godt etableret blandt en række historikere og geografer.

Et interessant fakta om ordet Allemanni er, at det franske navn for Tyskland er «Allemagne», mest sandsynlig afledt fra den alemanniske stamme af «alle mænd», også baseret på forbundet af stammer, som blev dannet i 200-tallet og angreb Romerriget.

Første udtrykkelige omtale[redigér | redigér wikikode]

Alamannere blev først omtalt af Dio Cassius i beskrivelsen af Caracallas hærtogt i år 213. På den tid var de åbenbart i området ved floden Main, syd for den germanske stamme chattere (Chatti).

Dio Cassius (78.13.4) portrætterer alemannerne som ofre for denne forræderiske kejser Caracalla. De havde bedt om hjælp, fortæller Dio, men i stedet koloniserede han deres land, ændrede deres stednavne og henrettede deres krigere under påskud af at komme til deres hjælp. Da han selv blev syg, hævdede alemannerne, at de havde lagt en forbandelse på ham (78.15.2). Det blev hævdet, at Caracalla prøvede at modvirke denne ved at påkalde sine forfædres ånder.

Som gengældelse ledede Caracalla derefter Legio II Traiana Fortis mod alemannerne, som blev besejrede og pacificerede for en tid. Legionen blev derefter æret med navnet Germanica. Historieværket Historia Augusta (Antoninus Caracallas liv) fortæller (10.5), at Caracalla selv tog navnet Alamannicus, hvilket fik Helvius Pertinax til at bemærke, at han hellere burde blive kaldt for «Geticus Maximus», eftersom han året før havde myrdet sin storebroder Geta. Uden et godt forhold til Caracalla var Geta blevet inviteret til en familieforsoning og blev taget i et baghold af centurioner fra Caracallas egen hær, og han døde i sin mor Julias arme. Sandt eller ej, Caracalla var fulgt af egne dæmoner og forlod Rom for aldrig at vende tilbage.

Caracalla drog til grænsen hvor for resten af hans korte regime han var kendt for hans uforudsigelige og egenrådige operationer overraskelsesangreb under påskud af fredsforhandlinger. Om alemannerne tidligere havde været neutrale eller ikke, blev de helt sikkert påvirket af Caracalla til at blive uforsonlige fjender af Rom.

Dette fælles fjendtlige forhold er måske grunden til, at romerske forfattere insisterer på at kalde dem Alamanni barbari, «vildmænd». Arkæologien har imidlertid vist, at den alemanniske overklasse i høj grad var præget af romerne, de levede i romerske huse med rette hjørner og brugte romerske genstande, og alemanniske kvinder havde tilpasset sig romersk mode i samtiden med at klæde sig i tunika, selv før mændene gjorde det.

De fleste af dem boede antagelig i eller nær grænserne til Germania Superior. Selvom Dio er den første forfatter, som nævner dem, benyttede Ammianus Marcellinus navnet for at referere til germanere ved Limes Germanicus i tiden, hvor Trajan var provinsens statholder kort efter, at den blev dannet, ca. 98/99. På den tid var hele grænsen blevet befæstet for første gang. Træer fra de tidligste befæstninger, som er fundet i Germania Inferior, er daterede ved dendrokronologi til 99/100. Kort tid efter blev Trajan valgt af Nerva som dennes efterfølger, adopteret med offentlige fanfarer in absentia af den gamle mand kort tid før hans død. Ved år 100 var Trajan tilbage i Rom som kejser i stedet for at kun være konsul.

Ammianus fortæller (xvii.1.11), at ganske længe efter sendte kejser Julian den Frafaldne en straffeekspedition mod alemannerne, som da var i Alsace, og de krydsede floden Main, gik ind i skoven, hvor vejen var blokeret af fældede træer. Da vinteren kom, okkuperede de igen:

«munimentum quod in Alamannorum solo conditum Traianus suo nomine voluit appellari»
«En fæstning som var grundlagt på den jord hos alemannerne, som Trajan ønskede skulle blive opkaldt efter ham»

I denne sammenhæng er brugen af Alamanni antagelig en anakronisme, men det afslører, at Ammianus troede, at det var det samme folk, hvilket er i overensstemmelse med stedet for alemannerne under Caracallas hærtogt.

Alemanni og Hermunduri[redigér | redigér wikikode]

En tidlig, detaljeret kilde er værket Germania af Tacitus, der indimellem har været tolket på en sådan måde, at den har givet andre historiske problemer. I kapitel 42 læser vi om hermundurere (Hermunduri), en stamme som med sikkerhed kan lokaliseres til det område, som senere blev Thüringen. Tacitus hævder, at de handlede med Raetia, som Klaudios Ptolemaios har lokaliseret på anden side af Donau i forhold til Germania Superior. En logisk konklusion er, at hermundurerne omfattede det senere Schwaben og derfor er alemannerne oprindelig afledt fra hermundurerne.

Imidlertid er det ingen hermundurere, som optræder hos Ptolemaios, skønt hermundurerne efter hans tid blev forbundet med markomannerne i krig mod Romerriget. En forsigtig læsning af Tacitus giver en løsning. Han siger, at udløbskilden for Elben er hos hermundurerne, et sted i den østlige del af øvre Main. Han placerer dem også mellem narkistere (Naristi, Varisti), hvis lokalisering, som er helt i enden af oldtidens Schwarzwald, er velkendt, og markomannere og quadere. Imidlertid brød hermundurerne ud fra de markomanniske krigere og sluttede en separat fred med Rom. Alemannerne var sandsynligvis derfor ikke hovedsagelig hermundurere, skønt en del af dem kan have været til stede i den blanding af folkeslag, som på den tiden blev alemannerne.

Ptolemaios Geografi[redigér | redigér wikikode]

Før alemannerne blev nævnt på Caracallas tid, vil man søge forgæves efter dem i den moderat detaljerede geografi for det sydlige Tyskland, som Klaudios Ptolemaios skrev på græsk i midten af andet århundrede i sit værk Geografike hyfegesis. Det er sandsynligvis på denne tid, at folk, som senere brugte det navn, blev kendt under andre betegnelser.[8]

Uanset kan en del konklusioner udledes fra Ptolemaios. Germania Superior er let identificeret. Følger man Rhinen, kommer man til en by, Mattiacum, som må være ved grænsen af romersk Germania, nær Wiesbaden. Op over floden og mellem Rhinen og Abnoba i Schwarzwald er Ingriones, Intuergi, Vangiones, Caritni og Vispi, nogle af dem har været der siden Romerrigets tidligste dage eller tidligere. På den andre side af den nordlige Schwarzwald er Chatti omtrent der, hvor Hessen er i dag, ved nedre Main.

Det historiske Schwaben blev til sidst erstattet af dagens Baden-Württemberg, men det havde været det mest betydningsfulde område for middelalderens Alamannia, bestående af hele Germania Superior og området øst for Bayern. Det omfattede ikke øvre Main, men det er, hvor Caracalla drev krig. Desuden var området Germania Superior ikke oprindelig inkluderet i alemannernes områder.

Hvis vi imidlertid ser efter folkene i regionen fra øvre Main i nord, syd for Donau og øst for dagens Tjekkiet, hvor quadere og markomannere var lokaliserede, opgiver Ptolemaios ingen stammer. Der er tubantiene lige syd for chattere og på den andre siden af hvad som da var Schwarzwald var narkistere (Varisti), eftersom deres lokalisering er kendt. En mulig grund til denne fordeling er, at befolkningen foretrak ikke at leve i skovområderne undtagen i vanskelige tider. Regionen mellem skoven og Donau på anden side omfattede omkring et dusin bosættelser, eller «kantoner».

Ptolemaios' syn på germanerne i regionen antyder, at stammestrukturen havde mistet sit greb i området i og rundt Schwarzwald, måske på grund af at romerne tilbød stabilitet. Måske følte Caracalla sig mere tryg ved at drive krig i øvre Main, eftersom han ikke havde erklæret krig mod nogen bestemt historisk stamme, så som chattere og cheruskere, stammer som Rom havde lidt store tab til. På Caracallas tid var navnet Alamanni blevet brugt af kantonerne indbyrdes for at sammenknytte hærafdelinger.

Koncentrationen af germanske folk under Ariovist[redigér | redigér wikikode]

Begrebet Suebi (svebere) havde en dobbelt betydning i kilderne. På den ene side fortæller Tacitus' Germania os (i kapitlerne 38, 39), at de boede i mere end halvdelen af Tyskland, havde en særegen hårstil, og var åndelig centrerede hos semnonere. På den anden side er svebere i det øvre Donau beskrevet, som om de var en stamme.

Løsningen på puslespillet foruden at forklare de historiske omstændigheder leder til valget af Agri Decumates som et forsvarspunkt, og koncentrationen af germanere der har sandsynligvis sin grund i germanske angreb på den galliske befæstede by Vesontio i år 58 f.Kr. Øvre Rhinen og Donau synes at danne en tragt, som pegede lige mod Vesontio.

Julius Cæsar fortæller os i sin bog Gallerkrigen (1.51), at Ariovistus havde samlet en hær sammen fra et udstrakt område i Germania, som særligt bestod af charudere, markomannere, tribokinere, vangionere, nmetere og sedusere. Svebere blev inviteret til at være med. De levede i 100 kantoner (4.1), hvorfra 1000 unge mænd hvert år blev udtagne til militærtjeneste, en borgerhær efter vore begreber, og sammenlignet med den romerske hær, ikke en professionel hær.

Ariovistus var blevet involveret i en invasion af Gallien, eftersom germanere stræbte efter at bosætte sig der. Med den hensigt at erobre den strategiske by Vesontio koncentrerede han sine styrker ved Rhinen i nærheden af Bodensøen, og da svebere kom til, krydsede han floden. Gallerne havde tilkaldt romerne til militær hjælp. Cæsar okkuperede byen, besejrede germanerne foran dens mure og nedslagtede det meste af den germanske hær, mens den forsøgte at flygte tilbage over floden (1.36ff). Han forsøgte ikke at forfølge dem og efterlod det, som var tilbage af den germanske hær, på den anden side af Rhinen.

Gallerne var ambivalente i deres politik mod romerne. I år 53 f.Kr. brød trevererne deres alliance og forsøgte at bryde fri fra romerne. Cæsar forudså, at de derefter ville forsøge at alliere sig med germanerne. Han krydsede Rhinen for at forhindre, at det skete, hvilket var heldigt for ham. Germanerne, som havde mindet om deres omfattende nederlag ved Vesontio, trak sig tilbage til Schwarzwald, hvor de blev en blandet befolkning dominerede af svebere. Eftersom de efterlod deres stammehjem, overtog de sandsynligvis de tidligere keltiske kantoner langs Donau.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Johann Hofmann, Jacob: Lexicon Universale, Leiden 1698, «Alamannicus».
  2. Romersk decem, «ti».
  3. «Han var ikke desto mindre af en del nytte for gallerne, for han knuste alemannerne – som da fortsat blev kaldt germanere – og ikke uden glansfuld storhed, skønt han aldrig kæmpede på røvervis».
  4. Kapittel 10
  5. Histoire de l'Académie Royale des Inscriptions et Belles-Lettres, avec les Mémoires de Littérature tirés des Registres de cette Académie, depuis l'année MDCCXLIV jusques et compris l'année MDCCXLVI, vol. XVIII, (Paris 1753) ss. 49-71. Utdrag finnes på internett ved ELIOHS.
  6. Det er refereret i de fleste etymologiske ordbøger, som eksempelvis American Heritage Dictionary (den store udgave) under rodordet *man-
  7. etymonline.com, artikkelord Alsace
  8. Ptolemaios’ beskrivelse har en del begrænsninger. Øvre Germania og Nedre Germania er nævnt ved navn, men kun som specifikke distrikter af Gallien Belgica (2.8), grænsen mellem dem var en uidentificeret flod, Obruncus. Regionen er gentaget igen under Tyskland, men denne gang nævner han ikke romerske grænser. Germania Superior, Agri Decumates og limes kan ikke blive fundet her, selv om de med sikkerhed eksisterede på hans tid. «Germania Magna» er fundet inden for Rhinen, Donau, Wisła og breddene af «Oceanus Germanicus». De fleste stammer mangler eller omtales uden navn. Main er ikke her, heller ikke Bodensøen. Donau strømmer fra Alperne, Rhinen bøjer sig ikke syd over ret ved Schwaben. Ptolemaios’ Germania er som et surrealistisk billede af sig selv, nøjagtig kun om du følger bestemte kendte linjer, men det samlede billede er meget forvrænget.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]